2 stjerner – Arena i Århus Kunstbygning, 2009
Stem på Malene Landgreen, lad hende komme i kunstens folketing, hun vil være en god leder med sin intellektuelle præcision. Med sit otte-væggede megaværk hvor hun har malet forskellige polygoner i forskellige farver på sort baggrund, her har hun på sædvanlig elegant vis inddraget arkitekturens muligheder, hun har indrammet loftet meget smukt, og skamlebberos skal hun da også have, det hele ligner store flotte kusser.
Milena Bonifacinis malede papmaché ligner på lang afstand Jason Roades’ morfinkager på en reol i L. A. eller Therence Kohs’ malede bæklatter, men tæt på ligner det kun, hvad det er: Kunsthåndværk i højeste gear. Det fører ingen steder hen, det peger ingen steder, det gør intet, det eneste sted det kunne komme til sin ret, er hos en stor engelsk hotelkæde, hvor man bestiller den samme reol til 600 restauranter. Ingen hotelgæst vil være i tvivl om intentionen, og ingen vil blive stødt, medmindre man selvfølgelig går ind i dem i en brandert.
Anita Jørgensen har skrevet ‘Pause i paradis’ i neon, og det er ikke fordi, det ikke er Bruce Nauman, der har skrevet det, at det ikke er godt. Hans iagtagelser har en større intellektuel præcision (ugens udtryk), og han ville have skrevet noget a la Run from fear fun from rear.
Viera Colleras lyskunst tænder ikke pæren over mit hoved. Skal jeg blive bange, fascineret, gådefuld eller måske indigneret, når jeg ser et hjerte gennemboret af neon pile? Ingen anelse. Men hvis jeg associerer frit over udstillingen falder følgende ord mig ind: Ufarligt, glat, orden, mindelighed, gavebutik, parfumeflasker, stramt sort tøj på modne kvinder, Prada-tasker, mere glat, tjekket, Berlingske Tidende og dimser til lobbyen hos NOVO.