Posts Tagged ‘Udstillingsstedet Q’

Kød og glans

onsdag, juni 30th, 2010

4 stjerner – Desiring Subject på Udstillingsstedet Q, 2010

Rusudan Melikishvili og Hilda Ekeroth er begge studerende på akademiet, men har fundet sammen i en vidunderlig stemning af liderlighed, glans og kød.

Rusudan har blandet godt med honning i akrylen, inden hun har sjasket den til med vand og penslet den udover billigt papir, der suger hårdt og hurtigt. Motiverne er frække, og resultatet er stofligt som i Koons, men råt som i Meese. Eller også er det bare pissegodt honning, man får lyst til at tage noget af alt det i munden, de er fulde af på billederne.

Hilda er den undersøgende og eksperimenterende af de to. Hun har grundet to store lærreder med brunt og på den ene med sort malet konturerne af en kvinde, der ligger i en halv fosterstilling med armene over sig. Det andet lærred er magen til, her stammer personen dog ikke fra sort maling, men, hold nu fast, fra et projiceret billede forestillende en nøgen kvinde, der ligger på en gorillapels.

Vi er næsten helt tilbage ved Magrittes pibe, der som bekendt stillede spørgsmål ved, om noget er, hvad det forestiller og hvordan. Vi er i hvert fald et sted med masser af hår og kød og sex, hvor kvinden ikke kun overgiver sig til aben, men også til værket og forestillingen om værket.

PHD MIN RØV

mandag, juni 28th, 2010

6 stjerner – Michala Paludan, Untitled (defamiliarization) på Q, 2009

Andreas er fotograf på Politiken. Birte får en master i kultursociologi. Andreas og Birte mødes i 1980. I 1983 bliver Michala født. Fra 1992 – 95 bruger den lille familie sammenlagt ét år i Afrika på et antropologisk Ph.d.-projekt, der skal udstilles på Nationalmuseet. Udstillingen bliver aflyst, i 1996 bliver Andreas og Birte skilt, i 2005 kommer Michala på Akademiet, og i ‘09 åbner udstillingen på Q. Titlen er fantastisk: Untitled (defamiliarization). Defamiliarization, der er opfundet af russeren Shklovskii, handler meget groft sagt om at gengive familiære objekter og fænomener på en ny måde, så de fremstår som det modsatte af familiære, for at vi på den måde bedre kan forstå dem. Michala Paludan er gået på opdagelse i sin mors liv med en titel, der poetisk fortæller os, hvor følsomt og uoverskueligt et projekt, det er for hende. Tænk sig at skulle ‘defamiliasere’ sin egen familie! Ud over en tidslinje med ovenstående fakta har Michala været på opdagelse hos mor, hvor hun har fotograferet en række afrikanske genstande, der langsomt, men sikkert har sneget sig ind i hjemmet. Det sidste værk består af to lysbilledapparater, der henholdsvis viser os billeder fra familiens ophold i Afrika og moderens bibliotek, der indeholder en lang række titler om Afrika og feminisme.

Christine Feldthaus sagde forleden til Apropos på P1 at hun i tv-programmet Kender du typen kunne fortælle præcist på godt og ondt om personen – hvis identitet de skulle gætte – hvis blot hun måtte gennemgå alle titlerne i reolen, fordi man køber bøger om sin dybeste frygt, hemmelige lidenskab og så videre og så videre. Michala kender sin mor. Hun ved godt, at det er en grænseoverskridende blotlægning, hun er i færd med at foretage. Hun har stillet sig nøgen op på piedestalen og sagt skyd mig, tag mig, hån mig, skub mig, så jeg falder ned. Hun er åndeligt i familie med Richard Billingham, blot bedre, flottere og mere subtil. Der er masser af kærlighed i hendes projekt, men også et opgør med anklager mod Afrika som skyld i skilsmissen. Moderen fik i øvrigt sin Ph.d. i 2004. Michala diskuterer, om prisen var for høj.