Posts Tagged ‘Satan’

Kvindens hævn over en perfid Gud

onsdag, juni 30th, 2010

6 stjerner – Pipilotti Rist, Homo Sapiens Sapiens på Louisiana, 2010

Den dag Gud indser, at mennesket ikke kan klare sig alene og beder sig selv om svar på, hvad han skulle have gjort anderledes, kunne det meget vel være Pipilotti Rists videoværk Homo Sapiens Sapiens, der viser sig for hans øjne.

To kvinder fødes i Paradis og i stedet for at spise af frugten, knuser de den mellem brysterne og under fødderne og i stedet for pludselig at få åbnet øjnene og begynde at skamme sig over deres nøgenhed, giver de Gud en fuckfinger og lever for altid videre i bar hud, frihed og evig symbiose med hinanden, naturen og universet.

Homo Sapiens Sapiens handler om, at det er sjovt at vise en video på et 108 kvadratmeter stort lærred i loftet. Men ligesom med forskellen på en god og en dårlig kæreste, så er alt muligt med den gode.

Den gode kæreste virker på alle plan. Og omvendt. Selv når du er på verdens hyggeligste restaurant med den dårlige, kan du knap finde en sætning, du gider sige. Kunst er ligesom kærlighed: Et uforklarligt under som vi aldrig kommer til fuldt ud at forstå, og når det er godt er det uudtømmeligt. Homo Sapiens Sapiens er fremragende, når man ser den som ren meditation, den er ligesom Bukowskis skriverier om druk og Quentin Tarantinos film om banditter, ude på et overdrev uden alle mulige moralske pegefingre. Den er fuldstændig ubrugelig, men enormt inspirerende.

Tager gas på Gud

Men sådan som det nu engang forholder sig med ægte kærlighed og stor kunst, så er der mulighed for intellektuel nedsænkning. Homo Sapiens Sapiens er for eksempel også en klokkeklar fuck-finger til Gud, det er ren Rage Against The Machine eller kvindernes udgave af Michael Douglas i Falling Down, og jeg forstår godt vreden. Forestil jer at blive sat i et Paradis af en Gud, der foregiver at være kærligheden selv, og så anbringer han et træ midt i det hele og siger, at det her må du ikke spise af. Hvad er det for noget formynderisk perfidt pis!?!

Det er ligesom, hvis der på Information var en drikkevandskøler, som man blev fyret for at drikke fra. Det er jo en fuldstændig absurd tanke. Og forestil dig så at du alligevel drak af den, og du ikke blot blev fyret, men også straffet ved at skulle døje med fødselssmerter, alderdom og død, ikke blot dig, men også din ufødte familie i al tid og evighed! Muhammed er jo en blød børnehavepædagog i sammenligning.

Pjattet intention

Og ligestillingen aflyste Gud også lige, da han i samme åndedrag gjorde dig til slave af din mand og dømte dig til at begære ham for altid. (1. Mosebog 3:16).

Og ikke nok med det, som ekstra straf opfinder chefen gudhjælpemig også ukrudtet! (1. Mosebog 3:17-18). Og dagen efter kommer han og forærer dig et sæt skindtøj i gave!!! (1. Mosebog 3:21).

Undskyld mig, men det ligner noget, der findes diagnose og behandling for nu om dage. Der er ingen grund til at leve med så store humørsvingninger og en så skæv virkelighedsopfattelse. Ukrudt!?!

Og skindtøj til nogen man lige har dømt til døden, hvorfor ikke bare lempe lidt på straffen eller give en chance til? Er det i øvrigt ikke ham, der kalder sig Mr. Tilgiv?

På den anden side set virker det som, at Adam og Eva var dyr, før de spiste af æblet, og i så fald gjorde de det rigtige: Hellere 70 år som menneske end et evigt liv som pommes frites.

En meget vigtig detalje ved Homo Sapiens Sapiens er tilgangen til selve det at lave kunstvideo. For det første er det ikke selvhøjtideligt. Det har ikke nogen begyndelse og ikke nogen slutning, det er visuelt smukt, og det udfordrer sågar rummet, og det er skønt, selv om man ikke engang er med på, at det handler om Paradis.

Rist får med sit værk ligefrem andet kunstvideo til at fremstå primitivt.

Møblerne, hun har skabt, ligner måske noget fra indersiden af en kvinde, men intentionen er ren pjat. Det skal være sjovere at gå på museum.

Hvorfor det også virker lidt komisk, når Lousiana udleverer overtrækssko i blå plastic. Hvis Rist har bedt om, at folk ikke har sko på, er det, fordi hun synes, det er hyggeligere, at vi skal ligge ved siden af hinanden i strømpesokker, pacificerede under Eva og Eva, der som en slags finale på en baggrund af en stjernehimmel, kærtegner et sæt mandlige testikler, inden de knuser dem som abrikoser og flår stenene ud.

Æv bæv, du kan ikke se mig

søndag, juni 27th, 2010

5 stjerner – Alicja Kwade, ‘Vom äußersten Rand der Bedingung’ hos Christina Wilson, 2009

Lige inden for døren ligger en blank lakeret palle i mahogni. Den er pudset, så den ligner dronningens skrivebord og fortæller en kær lille historie om, at shipping er vigtigere end handel, og at vi flytter mere, end vi forbruger.

Alicja Kwade er klassisk hip kunststjerne i lukkede gallericirkler, der hungrer efter nyt, som ligner det gamle. Og som en mørkere udgave af Anselm Reyle går hun lige i blodet på kunst-eliten med sine umiddelbart søgte greb, der handler om oprindelse og materiale, form og antiform. Og så kan man nok heller ikke helt komme uden om, at det er lettere at sælge noget, som om det lige er knækket af modernitetens yderste spids, hvis det kommer fra et eksotisk østland.

En klump kul fra en mine i den by, hvor hun er opvokset (suk) i Polen, ligger på gulvet over for en præcis afstøbning af kulklumpen (gab), der er beklædt med bladguld (snork). Hun mangler kun en stormfuld nat (og en madras) for at fuldende mesterværket.

Midt i lokalet er opsat en barnlig konstruktion med otte af de fra lauritz.com så kendte Kaiser-iDell-lamper, der står to og to over for hinanden med et stykke glas, eller er det et spejl, imellem sig. Uha, mysteriet vokser, for de sorte skrivebords-lamper er jo helt ens, men så får man øje på sine sko i glasset, som selvfølgelig er et spejl. Postulatet er, at stilikonerne spejler sig i sig selv og ikke i hinanden, selv om det ser sådan ud, og som glad metafor virker det fint, men som kunst er det alt for oplagt og spild af energi. Ho ho, nu putter vi nogen regneorme ned i et glas og ser hvad der sker, når de ikke får luft. Nå, de døde.

En parallel dimension

Men just som man afskriver Kwade som åndelig stimulans på Fætter BR-plan, hører man en viser flytte sig, en tak og lyden fra et ur komme ud af en højtaler placeret under et kuppelformet spejl. Kwade har simpelthen erstattet et banegårdsurs front med et overvågningsspejl og monteret en mikrofon i urværket, der både fanger visernes klik og neonlysets brummen.

Og så står man der og ser på sig selv inde i uret sammen med rummet, man befinder sig i, i en uendelig cirkel der altid forandrer sig og altid ender samme sted. Der er så mange, der har prøvet at lege med tid og rum, og det gør næsten altid galt. Kwade derimod åbner med sit mærkværdige greb en dør til noget ukendt og besættende, og man har det, som om man står på hotellet eller i brønden i en Murakamibog, med en uhyggelig, ondskabsfuld og uoverskuelig parallel dimension som man, selv om man træder ind i den, aldrig kommer til at forstå.

Fortvivlet og uforløst

Og øjet fortsætter med at stirre. Som om tiden kan se os, men vi kan ikke se tiden. Tik tak, tik tak, hun kan se os, men vi kan ikke se hende, måske peger det helt tilbage på noget Platonpis med, at vi kun kan se virkeligheden gennem kunsterne, fordi virkeligheden i virkeligheden er for stor.

Måske er det en blanding af Olafur og Reyle, vi ser os selv forrådne, imens tiden går. Måske er det Guds øje, der kigger på dig, du kan ikke se Gud, men du kan kun mærke hans tilstedeværelse, når tiden langsomt men sikkert gør det af med dig. Og pallen kan du også kun se, fordi den er pudset op og i mahogni, men den kan altid se dig.

Det er sundt at undre sig, og sjældent har man måtte forlade en udstilling så fortvivlet og uforløst. Ser Kaiser-iDell-lamperne også på hinanden? Hvad med det buede art nouveau-møbel med de to mindre ure, der er usynligt spejlede? Det kræver et stort mod og en høj, høj grad af professionalisme at gennemføre en udstilling, der er så entydig i sin idé og så svær at trænge igennem til. Men måske er Kwade blot et middel, hvor igennem Satan får adgang til os, når vi prøver at lade den sædvanlige logik falde og starte forfra for at forstå, kravler han syvfold med ind. Han gav hende hele kunstverdenen, og nu får han os til gengæld.