6 stjerner – Pipilotti Rist, Homo Sapiens Sapiens på Louisiana, 2010
Den dag Gud indser, at mennesket ikke kan klare sig alene og beder sig selv om svar på, hvad han skulle have gjort anderledes, kunne det meget vel være Pipilotti Rists videoværk Homo Sapiens Sapiens, der viser sig for hans øjne.
To kvinder fødes i Paradis og i stedet for at spise af frugten, knuser de den mellem brysterne og under fødderne og i stedet for pludselig at få åbnet øjnene og begynde at skamme sig over deres nøgenhed, giver de Gud en fuckfinger og lever for altid videre i bar hud, frihed og evig symbiose med hinanden, naturen og universet.
Homo Sapiens Sapiens handler om, at det er sjovt at vise en video på et 108 kvadratmeter stort lærred i loftet. Men ligesom med forskellen på en god og en dårlig kæreste, så er alt muligt med den gode.
Den gode kæreste virker på alle plan. Og omvendt. Selv når du er på verdens hyggeligste restaurant med den dårlige, kan du knap finde en sætning, du gider sige. Kunst er ligesom kærlighed: Et uforklarligt under som vi aldrig kommer til fuldt ud at forstå, og når det er godt er det uudtømmeligt. Homo Sapiens Sapiens er fremragende, når man ser den som ren meditation, den er ligesom Bukowskis skriverier om druk og Quentin Tarantinos film om banditter, ude på et overdrev uden alle mulige moralske pegefingre. Den er fuldstændig ubrugelig, men enormt inspirerende.
Tager gas på Gud
Men sådan som det nu engang forholder sig med ægte kærlighed og stor kunst, så er der mulighed for intellektuel nedsænkning. Homo Sapiens Sapiens er for eksempel også en klokkeklar fuck-finger til Gud, det er ren Rage Against The Machine eller kvindernes udgave af Michael Douglas i Falling Down, og jeg forstår godt vreden. Forestil jer at blive sat i et Paradis af en Gud, der foregiver at være kærligheden selv, og så anbringer han et træ midt i det hele og siger, at det her må du ikke spise af. Hvad er det for noget formynderisk perfidt pis!?!
Det er ligesom, hvis der på Information var en drikkevandskøler, som man blev fyret for at drikke fra. Det er jo en fuldstændig absurd tanke. Og forestil dig så at du alligevel drak af den, og du ikke blot blev fyret, men også straffet ved at skulle døje med fødselssmerter, alderdom og død, ikke blot dig, men også din ufødte familie i al tid og evighed! Muhammed er jo en blød børnehavepædagog i sammenligning.
Pjattet intention
Og ligestillingen aflyste Gud også lige, da han i samme åndedrag gjorde dig til slave af din mand og dømte dig til at begære ham for altid. (1. Mosebog 3:16).
Og ikke nok med det, som ekstra straf opfinder chefen gudhjælpemig også ukrudtet! (1. Mosebog 3:17-18). Og dagen efter kommer han og forærer dig et sæt skindtøj i gave!!! (1. Mosebog 3:21).
Undskyld mig, men det ligner noget, der findes diagnose og behandling for nu om dage. Der er ingen grund til at leve med så store humørsvingninger og en så skæv virkelighedsopfattelse. Ukrudt!?!
Og skindtøj til nogen man lige har dømt til døden, hvorfor ikke bare lempe lidt på straffen eller give en chance til? Er det i øvrigt ikke ham, der kalder sig Mr. Tilgiv?
På den anden side set virker det som, at Adam og Eva var dyr, før de spiste af æblet, og i så fald gjorde de det rigtige: Hellere 70 år som menneske end et evigt liv som pommes frites.
En meget vigtig detalje ved Homo Sapiens Sapiens er tilgangen til selve det at lave kunstvideo. For det første er det ikke selvhøjtideligt. Det har ikke nogen begyndelse og ikke nogen slutning, det er visuelt smukt, og det udfordrer sågar rummet, og det er skønt, selv om man ikke engang er med på, at det handler om Paradis.
Rist får med sit værk ligefrem andet kunstvideo til at fremstå primitivt.
Møblerne, hun har skabt, ligner måske noget fra indersiden af en kvinde, men intentionen er ren pjat. Det skal være sjovere at gå på museum.
Hvorfor det også virker lidt komisk, når Lousiana udleverer overtrækssko i blå plastic. Hvis Rist har bedt om, at folk ikke har sko på, er det, fordi hun synes, det er hyggeligere, at vi skal ligge ved siden af hinanden i strømpesokker, pacificerede under Eva og Eva, der som en slags finale på en baggrund af en stjernehimmel, kærtegner et sæt mandlige testikler, inden de knuser dem som abrikoser og flår stenene ud.