New Deals

2 stjerner – TIL VÆGS, Kunsthallen Charlottenborg, 2009

Charlottenborg prøver at slå fire fluer med ét smæk: Tidsånden og de Unge på en Billig og Hurtig måde, hvorfor de har præsenteret 40 yngre danske kunstnere for de store sale uden yderligere krav end at skilderierne skal foregå direkte på væggene.

Kuratorerne har altså en formodning om, at kunstneren er et springvand af nye originale idéer, der sætter det tidstypiske i spil. Blot man leder vandslangen hen til væggen, skal den nok selv sørge for at gøre den våd. Og på den baggrund er udstillingen såre sympatisk. Endelig 40 kunstnere, der ikke skal slå knuder på sig selv for at passe ind i en kedelig temaudstilling eller bolle galleristen for at få lov til at lave noget, der ikke umiddelbart kan sælges.

Ida Kvetny, kunstnergruppen Telefon Til Chefen og Malene Landgreen lever som de eneste op til forventningerne.

Kvetny har sat fuld smæk på. Krukker, træstammer, potter og gamle ølkrus vælter sammen med trekanter og firkanter i en skarp blå ild op ad væggen og ud over loftet. Velkommen hjem, svømmehal.

Og sikken et kick kunstturisten får ved synet af det mange meter høje maleri. Og hvis man skal være lidt svulstig, kan man tilføje, at hendes feminitet fremstår mere stolt end andres, fordi den ikke føler sig nødsaget til at ynke TV-Avisens uretfærdigheder, men i stedet hviler i farvevalget.

Hvis Malene Landgreen havde malet alle væggene, havde det været en sensation. Hun forstår at bruge rummet som rum ved at inddrage alskens referencer fra Richard Mortensen til Gernes og en lille smule Malene Landgreen. Store sorte flader med smarte farver i kanterne, der fylder de udenomliggende megafirkanter ud. Det er ikke særlig etisk, men meget æstetisk, for eksempel maler hun ikke til kant, men helt skarpt én centimeter fra.

Frie blyantstrøg

Kunstnergruppen Telefon Til Chefen er ubestridt bedst, de er de eneste, der tager brodden op af hele værdidebatten om, hvad der er vigtigt, og hvad der sker DERUDE på gaden i stedet for DERNEDE i kunsthistorien. (Som de andre hyklerisk postulerer de dykker rundt i.)

Med syv præcist tegnede og ekstremt underspillede og følsomme fodboldspillere og aftryk af fodbolde, der balancerer på den rigtige side af reklameæstetikken, fortæller de en historie direkte fra iPod-generationens positive tomhed.

Værsgo’, her er den sociale gevinst, som er frugten af 40 års hårdt arbejde, homogene fattede begavede afslappede hvide mænd i et utilsigtet racehygiejnisk projekt. Men det mest sindssyge ved TTC er, at de er de eneste, der benytter sig af frie blyantsstrøg, så kom ikke her og sig, at der ikke er mode inden for kunst, kun én ud af 40 der bryder kodekset!

Alle de andre har pakket sig ind i lukkede figurer og det, der ligner grafik!

Man skal være forelsket i Ivan Andersens lille niche for at få en niche-optur over at se det i stor format.

Man skal være 100 år og indsat på Kofoedsminde for ikke at græmmes over Carina Randløv, når hun tegner et halstørklæde om Birte Rønns hals og skriver “Made in Tunis” på det, imens en indvandrerkvinde ved siden af fortæller, at hun også er dansker.

Og man skulle nok have været med Alexander Tovborg og hans familie på ferien til Sicilien og følt sig hengiven i det lille kloster for at hoppe med på den uvittige og kedelige gætteleg, hans povert udførte idé med at have afdækket et kalkmaleri lægger op til.

Springvand?

Men betyder det at kunstnere ikke er springvand? Nej, men som i alle mulige andre fag findes der både gode og dårlige udøvere. (Kuratorer, kulturministre etc.)

Hvis man ikke kan præstere, når man har en stor hvid væg fuld af tillid på et museum, hvordan skal man så nogensinde kunne give oplevelsen af en eksistensiel reflektion så begavet, at publikum føler en direkte forbindelse til noget, der er langt større end dem selv?

Ved rigtig god kunst føler man, at Gud taler. På Charlottenborg for tiden er der knappenålshovedfaldstavst.