New Deals

6 stjerner – ‘This title is an artwork of mine’ på Overgaden, 2009

Først får vi en lille teaser om ideens natur, forvrængerkunstens meningsløshed og kunstnerens forfængelighed. I indgangen står fem dåser oven på hinanden. Fire gange Coca Cola Zero og én 7up. Godt tænkt, agent 00007, genialt, enkelt, originalt og fuldstændig absurd, og forfængeligheden vifter du med på skiltet på soklen hvor Brancusis berømte søjle nævnes. Gode ideer er altså ikke nok, referencer skal der til, og ligesom kunstsamlere og kritikere heller aldrig kommenterer, hvad de føler for et værk – de fortæller altid, hvilken kunstner der har lavet noget lignende – så har kunstnere også deres koder.

Nu bevæger vi os ind i Pinds arkiv/ værksted, her er seng, pc, toilet og hylder med alt fra tidligere værker til skrammel, der kan blive til værker. Arkivet er stedet for det, der er for værdifuldt til at blive smidt væk, men ikke værdifuldt nok til at blive brugt. Det er også her, Pind får sine ideer, af ting som folk har smidt ud, men som han nu besjæler, vi har altså at gøre med en kritik af det at være kunstner. For tænk, det, som Pind sætter sine fedtede kunstnerfingre på, kan ikke smides ud igen. Det er helligt. Det er kunst. Pind er den moderne alkymist, han er det materielles frelser.

Man ser tydeligt besættelsen af ideen om at være genial, alt bliver gemt, alt bliver nedskrevet, verden flyder over med unødvendige udsagn, men hvorfor er ideer hellige, hvorfor nyder vi ikke bare livet, hvorfor kan det nytteetiske paradigme i det mindste ikke forlade vores tanker, hvor kan vi være i fred!? Og hvad fa’en er det for en kamp, Pind kæmper, er det det værd for at være kunstner, hvorfor ikke bare få et job? Håber han, at han også kan frelse sig selv fra ligegyldighed og død? Hvis der stod Olafur på spejlskulpturen på nederste hylde bagerst, ville folk valfarte til, nu står man alene på Overgaden og kigger. Det kan da ikke være tilfredsstillende, at kunsten er så uretfærdig. Tænk sig, at det klogeste og mest elegante tankespind har så tumpede spilleregler. Hvor finder du styrken, Pind!?

Udstillingen fortsætter gennem en tom hvid kube. Det er champagnesorbeten, den frisker ganen, minder os om, at vi er i kontrol, kuben er opfundet for at give os optimale vilkår til kunst- kigning.

I bunden er der en dør til et stort rum, der er grønt, man bliver syg af det stærke lys, på væggene er Pind blevet psykopat i små manipulerende beskeder. »You, being in this room is a performance of mine«. Og man tænker uvilkårligt på sin rolle som tilskuer til hans show. Man troede sig fri for dæmoner, da man forlod arkivet. Men Pind sneg sig med ind.