NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
5 stjerner – Christian Schmidt-Rasmussen, Daywalker, giv slip, Overgaden, 2010
Vand nøjes med at sive gennem det nærmeste hul. Christian Schmidt-Rasmussen er fortsat henover det mentale terrassegulv og lader blodet dryppe på vores indre loft som fra en bruser. Man føler sig overvældet ved mødet med behagelige og idylliske landskabsmalerier fra Sydhavnen, collager med kroppe, tekster med indre dialoger og en semiselvbiografisk bog med kunstneren i hovedrollen som vampyr.
5 stjerner – Kasper Akhøj, Welcome (to the teknival) på Overgaden, 2010
De hule jernrør sat sammen i hjørnerne af små to- og trebenede elementer og opsat i loftet som skeletter til flyvende tallerkener ligner gamle, minimalistiske skulpturer, der har stået udenfor i Marfa og er blevet mærket af vind og vejr, inden Kasper Akhøj har fundet dem.
2 stjerner – Jeanette Hillig, For sidste gang til Brøndby Strand på Overgaden, 2010
10 ski i lodret position dyppet i selvlysende grøn maling og holdt sammen af et toiletbrædt. Eller hvad med en lilla jolle, der ligger med bunden i vejret, spiddet af et spyd? Man tror det er en joke. Eller måske en ironisk pastiche over neosværvægteren Anselm Reyle, hvilket kun bekræftes af, at Hillig bruger samme signatur – nemlig en sjat henkastet maling, der skal minde os alle sammen om, at nok er det overfladisk, men der har faktisk stået et rigtigt menneske og arbejdet med det i lang tid.
Men hvor Reyle er cool og alvorlig i sine skulpturer med hverdagsobjekter, en tradition der begyndte i 50’erne, virker Hillig forkrampet og pinlig. Værket med skiene hedder for eksempel ‘For sidste gang til Brøndby Strand’ og man skal da ikke afvise, at Hillig har følt det sådan, men både skiene og titlen er svær at forholde sig til med andet end et skuldertræk – både som udsagn og som form. Det giver absolut ingen mening og er kun med til at understrege, at det magiske spring fra fjol til kunst er meget svært.
Man kunne få det indtryk, at det er for let at være kunstner. Hilligs skulpturer er desværre meningsløse på den ligegyldige måde.
5 stjerner – Jakob Jakobsen, Billedpolitik, Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie på Overgaden, 2010
Allerede når man træder ind bag det sorte gardin ved man, at noget helt, helt anderledes er på færde. Den hellige hvide kube, der tror den er blottet for betydning og designet til tilbedelse, fordybelse og værdiforøgelse, er så sort og mørk, at man misser med øjnene. Så vi har altså med en selvsikker kunstner at gøre. Kunst iscenesat som mini-teaterfestival med tre scener. Hvor er fisefornemheden? Er Jakob Jakobsen slet ikke bange for at ferniseringsfolket ikke kan se, at det er kunst?
Formen er på mange måder kongenial med både indholdet og den slovenske filosof Zizek. Vi lever i en symbolsk virkelighed, der bliver opretholdt af vores ideologier. Når den symbolske orden brister, så kommer ideologien og lapper hullerne.
Man står i det første store rum uden at kunne se en disse, da en stemme begynder at messe. Først efter noget tid kommer der et billede på det store lærred, et billede af en bosættelse i Gaza. Stemmen taler om forestillinger. Efter noget tid bliver to fotografier med nærbilleder fra Gaza oplyst bagerst i lokalet.
Nu bliver det pludselig sjovt at gå på kunstudstilling, for imens alt slukkes igen i rum nummer ét, bliver der sat lys på en serie med fotografier på væggen i rum nummer to. Kort tid efter tænder en film fra en demonstration mod flygtningelejren Sandholm, og stemmen fra før – samt en herrestemme – taler videre om landskabet som scene for natur og krig.
Man står lidt og lurer på rum nummer tre imens. Det er helt sort. Og der er placeret store sorte skyggeskærme rundt omkring, så det vil være umuligt at gå derind uden at bumpe ind i et eller andet. Og først lidt efter tændes et lys foran én, mens det bagved slukkes og en film fra urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset går i gang, og mens man sidder og kigger og lytter til stemmerne, der nu taler om nødvendigheden af at kontrollere billederne, og at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage, bliver en spot tændt på to store fotografier fra København på væggene bag en. Et fra Sankt Hans Torv og et fra DR. Kampplads og billedcentral.
Hele turen tager 25 minutter. Og nej, det er simpelthen for mørkt til at man kan gøre andet end at lade billederne føre en gennem udstilingen, præcis ligesom billederne også styrer vores liv.
Jakobsen nævner et fint eksempel i et af de mange speaks til filmene. Han fortæller, at vi ser terrorangrebet den 11. september igen og igen, men vi ser ikke, når et vestligt missil slår ned i en landsby i Mellemøsten.
Det er naturligvis fordi et sådan billede vil kollidere med magthavernes fortælling om os som de gode og de andre som de onde. Hvis befolkningen fandt ud af, at der ikke er tale om noget clash imellem civilisationerne, men »blot en kamp i det kapitalistiske system«, for at citere iek, så ville den folkelige opbakning forsvinde.
Det Jakobsen koncentrerer sig om, er de konflikter i vores hverdag, hvis billeder magthaverne ikke kan kontrollere, men derimod er nødt til at sætte sig på af anden vis.
Demonstrationen i scene to er et glimrende eksempel herpå. I stedet for at rokke ved virkeligheden, bliver den i stedet brugt af magthaverne som et symbol på, at alt er i skønneste orden. Man kan sige, at magthaverne har lagt enframe hen over det hele, der er simpelthen bygget en virkelighed hen over virkeligheden, som kan samle alle de løse ender op og få dem til at passe ind. Ideologien er så stærk, at den ikke blot reparerer den symbolske orden, når den brister, men ligefrem lader sig styrke af disse udfald.
Tag for eksempel klimatopmødets 1.000 anholdte, almindelige mennesker, der havde hygget sig med deres venner og familie, og som pludselig blev bedt om at forholde sig i ro af politiet. Man kan se på amatøroptagelserne på nettet, at de fleste stod og snakkede, nogle spiste deres madpakker og andre stod og hoppede på stedet for at holde frosten ude. Først bad politiet de fredelige masser om at gå op på fortovet. Lidt efter bad politiet dem sætte sig på den kolde jord i futtog. Så blev de bagbundet med plastikstrips. Der gik politihunde rundt imellem dem og snerrede og gøede. Nogle besvimede. Andre tissede i bukserne. Og først efter seks timer blev de hentet af busser, kørt rundt på må og få og endelig smidt i hundebure. Og i løbet af natten blev de sprøjtet med peberspray. Alle undtagen tre var uskyldige.
Hvad sagde Danmarks statsminister, da han blev spurgt? Han sagde, at demonstrationen var et eksempel på vores samtaledemokrati. Politiet fik ros. Og episoden, der hørte et ondt præstedømme til, var gennem ord alene blevet overtaget som symbol på at demokratiet virker.
Jakob Jakobsen giver os ikke noget håb om en forbedret politisk offentlighed. Tværtimod fortæller han til billederne af urolighederne på Nørrebro, at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage. Her taler han naturligvis også om aktivisterne, der ikke blot legitimerede, at den i forvejen ukritiske offentlighed nu fuldstændig kunne forkaste alternative ideer – men også ødelagde hinandens cykler og deres venners butikker.
Jakob Jakobsen lægger op til et fuldstændigt brud med den måde, vi lever på. Han beder ikke selv om en revolution, men hermed skal lyde en opfordring til i hvert fald åndelig oprustning. Og Jakobsen har i hvert fald selv taget første stik ved at lave en kunstudstilling, der for det første ikke kan sælges og for det andet mener noget konkret om det aktuelle samfund. Vi er ude i en af de sjældne. Skynd jer ud på Christianshavn.
4 stjerner – ‘En helt normal udstilling’ på Institut for samtidskunst Overgaden, 2009
Efter i flere måneder at have fulgt kommentarerne på Ekstra Bladets hjemmeside eb.dk, må jeg konkludere, at samfundet ikke længere består af en pæn ensartet masse, men at de fleste er syge i hovedet, og at jeg tilhører de få normale.
‘Normal’ er en utopi, hvilket bekræftes i En helt normal udstilling, der med en lang række glimrende værker behandler emnet på vidt forskellig vis. Norske Thomas Kvam har for eksempel sat sig for at genmale samtlige af Munchs 1879-malerier som monochromer med hvert maleris gennemsnitlige farve. Han har kun nået halvdelen, og viser tre af dem på Overgaden sammen med Lars von Triers Idioterne i fuld længde, men hvor hver eneste frame er blevet forvandlet efter samme princip som Munchs malerier.
Det hele er meget brunt. Og umiddelbart ubrugeligt. Men selvfølgelig enormt bekræftende. Svenske Catti Brandelius aka Miss Universum har forfattet en sang over et stykke loungemusik af Dimitri from Paris, med en video af hende selv blandt folk i metroen og en enestående medrivende tekst, hvor hun synger »Hej jeg er sindssyg, hej, jeg er alkoholiseret, hej, jeg hader børn, hej, jeg har myrer i bagen, hej, jeg har stramme bukser på, så pikken kan ses, hej« osv. osv., imens vi zoomer ind og ud på masserne i de offentlige transportmidler, altså selveste grundmaterialet i det, vi forbinder med det normale.
Der er også dårlige værker med. Ligeså cool og banebrydende Claus Bech-Nielsen fungerer som kunstner i en litterær kontekst, ligeså klodset og ubehjælpsom virker hans gravsten her sammen med en gumpetung tekst om readymades og en pris på 100.000 kroner. Det ligner, hvad det er, en reklame for en litterær happening.
Peter Holst Henckel ser også rigtig skidt ud med sine anonyme bekendelser, hvor han med trusselsbrevsudklippede bogstaver fortæller at han er »en af dem, der løber nøgen henover scenen og siger pling«. Det var sjovt, da Pia Kjærsgaard sagde det, og det var ok, da Bertelsen lavede sketchen, men i Holst Henckels version peger det kun tilbage på afsenderen, der gerne vil slå ophavskvinden, men er for dum til selv at forme næven, hvorfor han i stedet vælger at vrænge af fjenden i en T-shirt æstetik, der simulerer kunst og mod uden at være nogen af delene. Til gengæld er hans overskårne bøger, hvor forskellige dele danner nye titler og minder om Jonathan Monks overskårne Ed Rucha-værker, der havde lidt samme effekt. Facit er kunstnerisk helt normalt: Det normale er et meget underligt sted.
Lars Bent Petersen er vred i sin retrospektive udstilling på Overgaden
5 stjerner – Lars Bent Petersen, ‘Drømme, løgne og andre arbejder, værker fra 1988 – 2009 på Overgaden’, Overgaden Neden Vandet 17, København til den 25. oktober¨
Modernismen havde en venindegave med, og da flasken pegede på kunstnerne, kan de i dag som noget ganske enestående tage en genstand og fortælle, at den er mere, end den er.
Men det kræver mod at besjæle. Når Lars Bent Petersen køber 25 stykker farvet karton og hænger dem på en væg og betitler det ‘Jeg har besluttet mig for at være lykkelig på trods af en til tider følelse af afmagt’, er der ingen, der fortæller ham, at han er kunstner. Det er også ham selv, der uden at trække på smilebåndet skal lægge en halv frisbee oven på en hel frisbee. Det kræver en selvtillid, som kun ganske få danske kunstnere har, hvorfor de frisker genstandene op med luftig gestik, flotte farver, meningsløse referencer og letkøbte budskaber og historier.
Lars Bent har placeret fem dråbeformede bronzeskulpturer på træstubbe og en på gulvet. Det ligner de store dråber kviksølv, som vi legede med som børn, det var fedt, fascinerende og herligt sundhedsfarligt at lade dem rejse i håndfladen.
Dråberne ligner brystimplantater, silikonekasser, bonuspatter eller burkastoppere, om man vil, de ligger og frister i deres perfekte bløde former og er bestemt ikke mindre appetitlige i bronze.
Det er selvfølgelig for meget at lægge dem på træstubbe, som om vi ikke fatter pointen med det naturlige som en skulptur og det skred, der er sket, men Lars Bent er hæmningsløs, han har det ligesom Kirsten Hammann, der skrev en bog om u-landene, fordi hun ikke kunne klare det mere, hun kunne simpelthen ikke forstå, at vi kan leve og hygge os, når andre folk lider. Lars Bent kan ikke forstå, at en kvinde kan modtage en hånds begærlige hyldest, når det i virkeligheden er en på dankortet indkøbt skulptur, der nusses. Så hvad er det, Lars Bent har at tilbyde sine udvalgte genstande? Hvori består den sjæl, han pumper dem med? Lars Bent er leveringsdygtig i dybfølt kritik på en sjældent ivrig, hårdtslående og til tider også underfundig, men aldrig ironisk måde. Han tager poesien og metafysikken fuldstændig alvorlig. For eksempel i flagene, der hænger fra loftet og er henholdsvise gule, blå, grønne og røde. Et flag er normalt i flere farver med et simpelt mønster. Ligesom politikerne foregiver at være nuancerede. Hvis Lars Bent var dommer, ville han have skudt de skyldige. Hvis han var et instrument, ville han være en økse. De fire flag er et atypisk hårdt statement i en tid, hvor kunsten er svær at relatere til noget uden for institutionen. Lars Bent mener ikke, at magten er nuanceret nok. Ligesom hans parodi på informationssamfundet med neonværket ‘Your feelings are wrong’ også er noget voldsom.
Det er populært at spørge, om Fru Grethe ville få noget ud af det, vil hun blive udfordret, provokeret og rystet i sin grundvold, så hun vil efterlade sit gamle jeg på Overgaden og træde ud i en ny bedre ham med færre sygedage, højere kompetenceramme og øget udholdenhed på arbejdsmarkedet?
Det vil hun nok ikke. Men titlen på værket med de 25 kartonfelter ville nok få hende til at tænke på Ole Henriksen, som har fortalt, at lykke er en holdning, og hun vil nu nok synes, at værket ser lidt billigt ud, måske lidt som hendes eget hjem eller spejlbillede, og måske ville hun blive ked af det og begynde at græde. For hvad er det, Lars Bent egentlig siger? At den lykkelige slet ikke er lykkelig, at det blot er noget, vedkommende har valgt? At genstanden ikke er mere, end den er? Siger han, at det dejlige demokrati, vi har med politikere, der vil os det bedste og kun sender ting i udvalg, fordi de ikke føler sig rustede nok til selv at træffe en beslutning, i virkeligheden er en illusion? Hvilket foruroligende værk, Lars Bent trækker simpelthen bukserne af den sjæl, han selv har fyldt kartonen med. Han gør nar af det, han selv laver. Men forstår Fru Grethe det? Nej, en, der ikke er vant til opera, kan heller ikke forstå, at Paul Potts ikke er den bedste. Lars Bent kræver en hel del øvelse, men er alligevel ikke helt spildt på Fru Grethe, for selv om hun ikke kan tolke det, hun føler, er hendes sanser ikke uberørte. Lars Bent er hendes sansebørste. Lars Bent har nusset hende. Han har scoret Uruguays mål til 1-6 i 1986 i hende, og selv om rumlen i maven ikke giver mening, tænker hun måske alligevel på den halve frisbee, næste gang magthavernes inkompetence gør hende fortræd. Og hvem ved, hvad sådan en lille kortslutning kan føre med sig.
6 stjerner – ‘This title is an artwork of mine’ på Overgaden, 2009
Først får vi en lille teaser om ideens natur, forvrængerkunstens meningsløshed og kunstnerens forfængelighed. I indgangen står fem dåser oven på hinanden. Fire gange Coca Cola Zero og én 7up. Godt tænkt, agent 00007, genialt, enkelt, originalt og fuldstændig absurd, og forfængeligheden vifter du med på skiltet på soklen hvor Brancusis berømte søjle nævnes. Gode ideer er altså ikke nok, referencer skal der til, og ligesom kunstsamlere og kritikere heller aldrig kommenterer, hvad de føler for et værk – de fortæller altid, hvilken kunstner der har lavet noget lignende – så har kunstnere også deres koder.
Nu bevæger vi os ind i Pinds arkiv/ værksted, her er seng, pc, toilet og hylder med alt fra tidligere værker til skrammel, der kan blive til værker. Arkivet er stedet for det, der er for værdifuldt til at blive smidt væk, men ikke værdifuldt nok til at blive brugt. Det er også her, Pind får sine ideer, af ting som folk har smidt ud, men som han nu besjæler, vi har altså at gøre med en kritik af det at være kunstner. For tænk, det, som Pind sætter sine fedtede kunstnerfingre på, kan ikke smides ud igen. Det er helligt. Det er kunst. Pind er den moderne alkymist, han er det materielles frelser.
Man ser tydeligt besættelsen af ideen om at være genial, alt bliver gemt, alt bliver nedskrevet, verden flyder over med unødvendige udsagn, men hvorfor er ideer hellige, hvorfor nyder vi ikke bare livet, hvorfor kan det nytteetiske paradigme i det mindste ikke forlade vores tanker, hvor kan vi være i fred!? Og hvad fa’en er det for en kamp, Pind kæmper, er det det værd for at være kunstner, hvorfor ikke bare få et job? Håber han, at han også kan frelse sig selv fra ligegyldighed og død? Hvis der stod Olafur på spejlskulpturen på nederste hylde bagerst, ville folk valfarte til, nu står man alene på Overgaden og kigger. Det kan da ikke være tilfredsstillende, at kunsten er så uretfærdig. Tænk sig, at det klogeste og mest elegante tankespind har så tumpede spilleregler. Hvor finder du styrken, Pind!?
Udstillingen fortsætter gennem en tom hvid kube. Det er champagnesorbeten, den frisker ganen, minder os om, at vi er i kontrol, kuben er opfundet for at give os optimale vilkår til kunst- kigning.
I bunden er der en dør til et stort rum, der er grønt, man bliver syg af det stærke lys, på væggene er Pind blevet psykopat i små manipulerende beskeder. »You, being in this room is a performance of mine«. Og man tænker uvilkårligt på sin rolle som tilskuer til hans show. Man troede sig fri for dæmoner, da man forlod arkivet. Men Pind sneg sig med ind.
Hvorfor man får ondt i hovedet, når man er på Overgaden?
3 stjerner – Kina Butik. Undtagelsestilstand på Overgaden, 2009
Luk øjnene, tænk på en jysk landsby, det er torvedag og allerbagest ved et bord under et fortelt til en lille campingvogn sidder en kunstner klar med hele paletten. Hen over campingvognen står med glade typer: ‘Her behandles’.
- Hvad skulle det være?
“Hmmm… Kina? Kan du lave noget kunst om Kina, og nu hvor du er i gang, kan du så ikke også lige smide finanskrisen oveni?”
- Jeg har faktisk tre emner for tos pris, så hvad siger du til, at jeg også sætter fokus på massakren (på Den Himmelske Freds Plads, red.) – det er jo 20 år siden den 4. juni?
“Det er en deal, do.”
Og sådan gik det til, at vi fik Kina Butik. Undtagelsestilstand.
Komponisten Bent Sørensen har engang sagt, at hvis han skulle “kokkerere en bouillabaisse bliver han jo ikke original, bare fordi han slutter af med at hælde en liter friture med kyllingevinger ned i den”. Han kalder det en “tom fundamentalistisk originalitet, der er uægte” og som kun viser én ting, nemlig at han er en dårlig kok.
Samme fornemmelse har man, når Ursula Reuter Christiansen har fundet nogle røde rislamper, som hun har puttet ris ind i og hængt op. Ja, de er fra Kina, ja, de gnasker ris, gør de og … de viser kun én ting, nemlig at hun er en dårlig kunstner.
Hun har hverken det guddommelige vanvid eller den urimelige, men nødvendige kombinationen af ingen reflektion og dyb reflektion. Det behøver ikke være genialt, eller sætte noget på spil, men god kunst henter en kraft indefra, som sprudler i alle retninger og anbringer en mikrofon inde i os, så vi bliver i stand til at høre noget nyt fra vores indre. Det eneste vi hører fra Ursulas indre, er en stille snorken, som kun bliver endnu mere søvndyssende med hendes mindesmærker til de massakrerede, som består af små bunker jord med blomsterskilte med kinesiske navne, en rød paraply og et par røgelsespinde.
Goethe har engang sagt, at sandheden kan sammenlignes med en diamant, der skinner i mange retninger. Mette Winckelmann har fremstillet to flag, det ene, med titlen 1.321.367.270 People, af forskellige hvide stykker stof og det andet, med titlen 30.000.000 Lesbians, der er syet af kinesiske nederdele. I det første værk fortæller hun os, hvor mange kinesere, der findes, men hun fortæller det som når en fodboldfan oplever hans hold score. Hun fortæller det som et rent kunstnerisk udtryk, bang, velkommen indenfor i Mette. Det er forkert, umuligt og kan angribes fra alle vinkler, men man kan mærke hende, både hendes mod og hendes følsomhed.
I det andet værk er hun mere eftertænksom. Det er helt sikkert forbudt at knalde damer af eget køn i Kina, men mon ikke en vis procentdel alligevel bliver lidt fugtige mellem stængerne, når veninden får karsehår og trækker en habit på?
Forskellen på ægte originalitet, der skinner i alle retninger, og kedeligt håndværk kan mærkes rent fysisk. Man bliver så træt, når det bliver fortænkt og fortegnet.
Det går helt galt i værket, hvor tre fjernstyrede kinesiske tanks a la dem fra Fredspladsen er røget en tur omkring kunstboden på det jyske torvemarked og nu kører på samme frekvens, så man kun behøver én fjernbetjening for at styre dem alle. Det er håndværkerkunst, det er en sten i skoen, en rygende pibe i lommen, ved I hvad det er? Ren cirkusrevy! Stop som kunstner nu! Stop! Hører du!?! Stoooooooop!!!
Et glimrende og beåndet værk er Thomas Lagermand Lundmes vindueskarm og væg, der er beklædt med et lille manus til en kunstfilm, der i fem scener behandler finanskrisen elegant. Man følger parallelt mennesket fra helstøbt til fuldstændig opløsning og beløbene fra små til astronomiske. Hans klippe-klistre-overskrifter fra Børsen er også tæt på at være geniale. “Kina raser over dansk skibsreder”, kunne præcis lige så godt have stået der som “Flere forretningsfolk spiser hjemme”, som ikke er noget, han har fundet på. Det er så enkelt udført, og alligevel formidler han en tanke om magthavernes uduelighed og forblændelse. Danske Bank tør, hvor andre tænker sig om. Og vi sidder tilbage og skammer os over kapitalen.
Der er flere både gode og håbløse værker, men pladsen er knap, hovedpinen dunker, vi har heldigvis ikke lært et dyt om Kina, men en smule om os selv. Udstillingen er godkendt.
5 stjerner – Tove Storch på Overgaden, 2008
Skarpheden er uomtvistelig, når man træder ud af trappehullet og ind på Overgadens førstesal. Som en anden Judd og Tuttle træder man ind i en verden, hvor banaliteter sættes sammen i så minimalt et udtryk som muligt og kaster uhyrligt poetiske billeder af sig.
De platte hurtige tolkninger – skulpturerne ligner senge, sarkofager og kister – fortager sig øjeblikkeligt, når man ser de forskellige højder, skulpturerne har, og den vamle sentimentale story-telling er pist væk til fordel for en stor bred åndelig motorvej i favnen på Robert Morris. Styrken ligger i det formelle.
De seks skulpturer består af rammer beklædt med næsten gennemsigtig silke i forskellige grå nuancer. Som skeletter med hud, som forurenede isbjerge, som Obama, som racisme, farver, toner, billeder på alt fra store indre blokeringer til små sorte huller i universet. Udstillingen er enestående, og ud over en vis irritation over den manglende bænk, så man kunne sætte sig ned, lukke øjnene og nyde beruselsen, fyldes man også med en uhørt sjælden følelse af at glæde sig til næste udstilling, for hvad finder hun mon så på?
Tove Storch (der er født i noget så nuttet som 80’erne) formår at få værkerne til at virke rigtige uden at være smarte, og autentiske uden at være udspekulerede. Selv lyden af en blæser fra en videoprojektor passer ind. Motivet, der projiceres ned på stengulvet, er dog så stor en skuffelse, at det koster det, der ligner årets udstilling, en stjerne. Motivet er et billede af gulvet, muligvis et spejlvendt billede, men alligevel – Storch røvpuler ellers ikke referencerne, men det her er alligevel for tungt og kontraherer på ingen måde kasserne. Projektionen er ikke et enzym, men en parasit. Vi spår dog alligevel, at Danmarks næste kunststar er født.
2 stjerner
Enten skal det være rigtig kontrakulturelt og spændende, eller også skal det være rigtig flot. Overdragelsen er ingen af delene. Det er grimt og politisk korrekt. Og endnu værre, forventeligt.
En flok unge kunstnere vil hjælpe os til at forstå fejlene så vi kan blive bedre til at integrere de nye negere. Det gik ikke med Sankt Croix. Og heller ikke med Grønland… Men nu… Betydningerne er så postulerede at man snubler over dem.
Det bedste er er de blå farveblyantstegnede nationalistiske juleplatter i hvide paptallerkener. Det er en sjov måde at beskrive devalueringen af den småborgerlige nationalisme og den dårlige samvittighed fra den danske slavehandel. (Det er så kedeligt at jeg næsten ikke kan skrive det her.)
Det værste er lokalet. De har sikkert deres grunde til at snobbe nedad, men Overgaden er lidt ligesom en østtysk trækkerdreng. Det er kun charmerede én gang. Problemet er at det billige og tarvelige spærrer for den store oplevelse. Det skal sateme være interesant eller man skal være meget ung, meget nysgerrig og meget tålmodig.
(Og der er kun én ting der er værre end temaudstillinger. Og det er gruppetemaudstillinger.)
Til den 26. oktober 2008 på Overgaden med A Kassen, La Vaughn Belle, Nanna Debois Buhl, Gæoudjiparl van den Dobbeltsteen, Joachim Koester, Edgar O. Lake, Hugo Larsen, Monica Marin og Sofie Thorsen.