Danh Vo har anbragt en række historieporno-grafiske mesterværker på et stort tysk museum
6 stjerner – ‘Preis Der Nationalgalerie For Junge Kunst’ på Hamburger Bahnhof, 2009
Danh Vo blev født i Vietnam, men samlet op af et dansk skib da hans forældre tog ham med på flugt. Og sådan gik det til at Valby kan prale med at have opfostret en af kunstscenens mest intense stjerneskud.
Et messingskilt fortæller kort om værkerne. ‘Taget’ står der. Efterfulgt af navnene på en lang række rhododendroner og en kort tekst, der fortæller om to kristne missionærer i Vietnam, der opdagede og navngav planterne og tog dem med til Europa, men siden blev tortureret af tibetanske munke, inden de blev skudt i 1905.
Og man trækker på skuldrene, inden man ser ud af vinduerne i Hamburger Bahnhof og får øje på 20 eller 30 rhododendronbuske, der er anbragt på halvtaget lige udenfor, hvor de står helt tavse og nøgne, og man mister vejret i et kort øjeblik.
Danh Vos udstilling på Hamburger Bahnhof er en del af hans prestigiøse nominering til Preis Der Nationalgalerie For Junge Kunst, Tysklands fineste kunstpris, som dog gik til Omer Fast. Men nomineringen var ovenud retfærdig, Danh Vo’s værker fungerer nærmest uendeligt i forhold til ham selv, museet og publikum.
Tag blot den imponerende enorme lysekrone, der står og ligger usamlet på en palle og på gulvet. Ifølge messingskiltet stammer den fra Hotel Majestic i Paris, hvor den har hængt over Hitler, da han brugte hotellet som førerbunker. Bagefter har den skinnet på Unesco, da de brugte hotellet som hovedkontor, og det var under den lysekrone, at traktaten, der satte en stopper for Vietnamkrigen, blev underskrevet. Og siden har den kastet lys over fredsforhandlinger om Kosova, Elfenbenskysten og meget, meget mere.
Modsætningsforhold
Værket handler selvfølgelig om Danhs besættelse af sit ophav. Og rent meta-appropriationsagtigt handler det også om, hvordan lyse- kronen bringer lys og skønhed, der både skal få os til at se tingene klart og få os til at glemme. Sådan var den tænkt til hotellet, sådan har den virket på dem, der har arbejdet under den, og sådan virker den på dem, der ser den på et museum nu. Det er næsten en dæmonisk måde at arbejde på, når Danh giver os noget af så stor skønhed, at den får os til at glemme problemerne med et så klart lys, at vi hurtigt bliver klar over, at da vi åbnede sluserne, røg der syv ekstra ånder med ind.
For handler værkerne egentlig ikke om værdi? – modsætningsforholdet mellem rhodrodendronerne og lysekronen før og efter er enormt, det er måske aldrig set større. Danh arbejder i det hul, som hele tiden rumsterer i kunsten som ‘pengespørgsmålet’, der går hånd i hånd med dobbeltmoralen, eller kløften mellem kunstens åndelige indhold og dets pekuniære motor.
Er det virkelig det?
Hvilket fører os til kunstnerens alkymistiske touch, der kan tage noget fuldstændig værdiløst og med sin blotte anerkendelse indgyde det værdi for millioner. Danh har fundet den rampe, objekterne står på, og så er han gået helt ud til kanten og fundet det, der skal puffes allermindst til, før det falder over på millionærsiden.
Hvilket fører os videre til Danh som chefkritiker af hele trostanken, for er det virkelig det tæppe, som den missionær sad på eller den saddel, han red på? Det kunne ligeså godt være noget andet, det kunne ligeså godt aldrig have været i Vietnam, ligesom de fleste malerier ligeså godt kunne være eller er malet af assistenter eller måske bare kun er gnidret maling på lærred eller kongens nye klæder, eller måske er vi alle til grin?
Hvilket igen fører os til kunsthistorien, som Danh skriver sig ind i med sin lysekrone, tæppe, bøsse, saddel, totempæl og så videre, der er skulpturer bygget af tung nostalgi og følelsmæssige og personlige ekstremer.
Hvilket fører os til den måde, han har opstillet dem på, eller mangel på samme, det virker som, om de blot er lagt frem, planterne er bare stillet ud på taget, dele af lysekronen står stadig på pallen. Og piller glansen af hele tanken om naturlighed kontra iscenesættelse, for hvilken imponerende effekt det har, blot at gøre det, det ser så sørgmodigt ud. Som en lille dreng der er blevet sat i land i et fremmed land uden at kende koderne. Eller som en museumsgæst, der ikke er helt familiær med situationen.
Danh Vo har et sjældent fast greb om sig selv, institutionen og publikum og er Danmarks bedste kunstner pt.
