5 stjerner – Olafur Eliasson:‘Your watercolor machine’ hos Andersen_s Contemporary, 2009
Der findes en underlig idé i kunstkredse om, at manglende reference- og beskrivelsesonani diskvalificerer resten af teksten, så her kommer det:
Olafur Eliasson har konstrueret en maskine, der består af en projektør, der lyser gennem en prisme, der kaster de netop opståede farver ned i et bassin, hvor det igen fanges af et spejl, som sender dem op i en plade, der hælder til siden og derved ‘vender’ lyset fra horisontal til vertikal position på et lærred. En motor løfter og sænker bassinet få centimeter, hvilket skaber små bølger, der får farverne til at danse, indtil de langsomt falder til ro igen, hvilket man kan nyde fra en dertil opstillet bænk.
Ligesom Yves Klein og Rothko har Eliasson herved også gestaltet det meditative sublime ingenting på sin fantasifulde måde, der er så enkel, at det er svært ikke også at tænke på Johns. Værket er ren abstraktion i en næsten videnskabelig konstruktion, der frisætter tanken om nærvær og transcendens. Værket står ikke i vejen for tanken, og Eliasson minder os om, at vi alle er af vand, vi har alle farver i os, og vi udsættes alle for påvirkninger, der får os til at reagere.
Det er på alle måder stort. Men det peger også tilbage på kunstneren, og man mærker, hvordan frygten driver ned ad hans alvorlige pande, og for at forstå den sved behøver man kun åbne én lille dør, nemlig den, der hedder publikum vs. beskuer.
Læg mærke til, hvor sjældent ordet ‘publikum’ bruges i kunstverdenen. Det er, fordi man som kunstprofessionel ikke har lyst til at degradere sit eget arbejde, publikum ‘oplever’ nemlig kun, imens beskueren ‘undersøger’ og ‘vurderer’.
Afhænger af perspektivet
Og hvad er det, der afgør, hvilken rolle man indtager? Det er perspektivet, man ser værket igennem. Er vandfarvemaskinen et værk af en af verdens mest kendte kunstnere? Eller er det en undersøgelse af sanseapparatets opfattelse af farver og bevægelse?
Olafur Eliasson ved udmærket godt, at han balancerer på kanten af oplevelsesøkonomien, og at det eneste, der adskiller ham fra den, er udgivelsen af merchandise. Og her har vi et alvorligt problem. Hvis lykken er sandfærdig, (den, som lever på en løgn og er lykkelig, taler ikke sandt) er kunsten det så ikke også?
Hvis man laver en film, men undlader at udsende den på dvd, er det så ikke en film? Hvis folk tror, noget er kunst, som i virkeligheden betragtes mere som noget andet, er ophavsmanden så stadig kunstner? Eller er han en forretningsmand, der kan trække publikum med vandfald, kunstige sole og sindrige maskiner? Og hvorfor er det så frygteligt at blive til oplevelsesøkonomi? Nogle tror, det er fordi en kunstner ikke vil være et redskab for noget andet, eller at de ikke vil spændes for en vogn. Intet kunne være mere usandt, intet kan være større for en kunstner, end at værket får sit eget liv som en søn eller datter, der bryder den sociale arv.
Eliassons problem er ikke særlig indviklet. Når man arbejder med sanserne, som han gør, når man rører ved urmennesket, menneskets møde med naturen, prøver man så ikke også at finde frem til det hele menneske? Det modsatte af det hele menneske er det opdelte menneske, det specialiserede menneske, karrieremennesket, det nyttige menneske, der er gearet til at udfylde bestemte funktioner. Olafur Eliassons kunst er renset for alt, hvad der skurer i ørene i toppen af kunstverdenen – pengene, institutionen, økonomien, storbyen. Hans værker er appetitlige, de ligner stor kunst, ingen brokker sig, alle er glade, interessentanalyserne er grønne, og kasseapparaterne er blå. Der er ingen søgen, ingen dannelse, ingen anstrengelse, ingen overraskelser, kun benhård udspekuleret business af en iskold karrierekunstner, der har taget naturen som gidsel i et projekt, der handler om noget helt andet end det postulerede møde mellem menneske og natur. Der er ikke meget græker over Olafur Eliasson.
Men heldigvis er der lige så mange måder at anskue kunst på, som der er måder at ende en artikel på. Og hvornår er vandfarvemaskinen bedst? Er det som maskine, der kan lave farve, som stand i Tivoli, eller er det som kunst? Det er nok det sidste, og derfor er Eliasson alligevel kunstner og ikke forretningsmand. Til gengæld er lysekronen, der også er en del af udstillingen, nok bedst som … lysekrone.
