Posts Tagged ‘Morten Schelde’

Danmarks reneste numsehuller

onsdag, juni 30th, 2010

Når kunsten bliver slesk, og man må spørge sig selv, hvor meget man kan lave på bestilling

2 stjerner – Frederik 8.s Palæ, Amalienborg, 2010

Når man kan få alt, får man intet. De kongelige kunne have peget og fået hvad som helst fra kunstens stjernehimmel, men er endt med et tarveligt katalog over nullernes Bredgade.

De ydre omstændigheder er naturligvis umulige ikke at forholde sig til, men skal man alligevel prøve at se på værkerne som selvstændige kunstværker, så får vi et billede af samtidskunst som noget, der er mere ufarligt og godmodigt end en af de nye Far til fire-film.

Jesper Christiansen er en af dem der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, imens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter. Christiansen har malet hele verden i det modtagelsesrum, hvor hele verden kommer for at møde Frederik og Mary. Men Amerika vender på hovedet! Fnis. Eller er det i virkeligheden os, der vender på hovedet!?! Dobbeltfnis. Nå nej, det er sådan, verdenskortet ser ud fra Tasmanien … Christiansen har også fået plads til tulipaner, der er opkaldt efter Mary og en masse julehjerter, fordi Mary er protektor for Hjerteforeningen og har et stort hjerte, og en masse heavy metal-pladecovers, fordi Frederik er en rigtig mand … (pudsigt i øvrigt, at de så gerne vil bevise, at de er almindelige, det virker snarere til at være det omvendte, der er problemet). Og hen over det hele har Christiansen lagt et grid med et kort over Amalienborg … Det nære og det fjerne … Uh … Men han har også været fræk, for det er kunsten jo, han har nemlig malet et cd-cover med en indspilning af Bach af ham, der vandt kronprinsparrets kulturpris sidste år, selv om han slet ikke har indspillet en!!! (Jamen, hvorfor har han så malet det?). Nåååååååå, det er noget, de håber, han gør!!!! Guuuud, hvor er de der kunstnere bare sjove. (Smiler frækt).

Scientology

Olafur Eliasson har dog lavet det absolut mest latterlige værk, han har badet en trappe i ask i gulligt lys fra halvkugleformede lamper, der sidder på et rundt spejl, så det ser ud, som om de er hele kugler. Eller bobler. For de er placeret hele vejen op langs trappen, 29 stk, og øverst sidder en aluminiumsplade, der ligner havbunden set nedefra. Blop blop… Man kan forstå det med vandet, Frederik er jo dykker, men hvorfor skal det ligne en trappeopgang i Scientology? Det er gyseligt. Vi er længere væk fra solen på Tate, end Naser Khader er fra at være Danmarks mest populære politiker. Eller Søren Fauli er fra De Skrigende Halse.

Tal R er ok, han har malet et billede af Nyhavn, og Erik A. Frandsen har koncentreret sig om teknik og materialer og har lavet et par karakteristiske blomster i en spejlsal og en buket blomster på et bord i et marmorlignende materiale i Marys arbejdsværelse, ligesom Bonnen også kommer til sin ret, hans maleri ligner med halvt sammenklemte øjne næsten en marmorering.

Men nu til det mere interessante. Kan en kunstner være luder? Ja, det kan han selvfølgelig godt. Genibegrebet er for længst lagt i graven, en kunstner kan være pædagog om dagen, bartender om aftenen og kunstner om natten. Der er alligevel ikke nogen længere, der tror på en guddommelig forbindelse, hvorfor der heller ikke er noget rent og helligt, der kan besmittes, hvorfor der ikke er noget grimt i at arbejde på bestilling.

Spørgsmålet er altså snarere af strategisk karakter. Hvor meget af denne her slags arbejde kan en kunstner lave, før det begynder at påvirke hans øvrige virke? Ved hvilken reklame gik det galt for Fauli? Hvor meget røv kan Olafur tillade sig at slikke, før man begynder at se hans bedre værker i et andet lys?

Nærmer sig afgrunden

Der findes ikke nogen procentsats for, hvornår man mister den i befolkningens øjne, men overordnet set skal en kunstner altid sætte sine basale behov, altså jagten på mad, kærlighed og status nederst, hvorimod de etiske og æstetiske overvejelser skal være øverst. Så snart der opstår forvirring om, hvad der er øverst i behovspyramiden, mister kunstneren grebet om parnasset. Tag blot et eksempel som Kristian von Hornsleth. Hans værker berettiger så rigeligt til elitær succes, men mange nærer tvivl om motiverne. Og hvis man i forvejen nærmer sig den afgrund, så vejer en royal skalp altså rigtig tungt.

Postkort fra drømmeland

fredag, juni 25th, 2010

3 stjerner – Morten Schelde, A Journey to the End of the World hos Susanne Ottesen, 2008 – 2009

Fortæl mig, hvad du oplever, og jeg skal fortælle dig, hvor økonomisk du er. Morten Schelde er hoppet med på den populære vogn, farveblyanten er blevet til pensel, lilla er den nye rød, og selv om man normalt ville fryde sig, når en kunstner vinker farvel til det sikre kommercielle hit, så er det lidt noget andet, når erstatningen er kedelig. Man bliver simpelthen træt, når man betragter Scheldes nye kæmpeskilderier og uden det flotte koncept, som de røde tegninger var, falder det skrøbelige erindringsprojekt til jorden.

I titelværket A Journey to the End of History ser man et stort skib sejle forbi en kyst med palmer. Båden er lilla, himlen er lilla, det er nogen af bølgerne også, og man prøver at undres over, hvorfor der er noget, der ligner en sort hest i skyerne, men uden held. Heller ikke en blid fantasi om, at det er et forladt sørøverskib, hjælper. Billedet er søvndyssende. Det er fladt. Man får, hvad man ser, og hvis konceptet ikke holder, så smerter det helt ned i ballerne. O.k., det kunne være et stilleben, fint, men hvad er det for et menneske, der opererer med et nyt koncept for hvert eneste værk!? Interiørbillederne for eksempel er nørdede studier af diverse geografisk afgrænsede områder. I værket Danish Landscapes har Schelde på de tre kvadratmeter fået plads til husgavl med basketballnet, mand bag pc, efterårstræer i frøperspektiv, vand mod klippe og mennesker på mole. Det samme har han gjort med Japan. Det er vildt kedeligt. Og gjort langt bedre af en flok kvindelige Valby-kunstnere, der også mestrer at male mennesker, noget Schelde af åbenlyse grunde stort set altid har holdt sig fra at tegne.

Når udstillingen alligevel ikke er et flop, skyldes det en række små, næsten monokrome malerier, der, hvis konceptet bare kunne få sig en ny gang elastikker, trækker Schelde i retning af amerikanske Karl Haendel og canadiske Steven Shearer for at nævne to af mange, der for tiden nyder stor oplevelsesøkonomisk opmærksomhed med tilsvarende stemningsfyldte tegninger, tryk og fundne motiver.