1 stjerne – Fælles udstilling på Ad:co Venue, 2009
Marie Bancks har mange minder fra barndommen og kan godt lide dyr og det maler hun i den tro at det interesserer andre end den nærmeste familie.
Bibi Katholm er fantastisk fordi hun er the missing link mellem Tal R, Arne Haugen Sørensen, Katrine Ærtebjerg og Lars Nørgaard. Lidt tyk maling, lidt patetisk form, noget eventyr og noget der ligner noget vi har set på Statens Museum for Kunst.
Jens Hedins let homoerotiske billeder af nøgne mænd i let surealistiske situationer malet alt for naturalistisk ligner Kluge der møder Odd Nerdrum på coveret af det nye album fra Malurt.
Men ligesom med Bibi, Marie og galleriets øvrige kunstnere, mangler de en indre modsætning, en intellektuel perversion, en præmis om mystik der ikke er fup og forgøglet, bare noget, hvad som helst der hæver det fra glansbillede til kunst.
Der er kun én ting der er værre end svindel og det er kedelig svindel. Og der er kun én ting der er værre end bluff og det er dem der ikke engang selv ved at de bluffer. AD:CO befinder sig i en pinlig parallel kunstverden helt ude af trit med deres selvforståelse. Og det hele er mediernes og politikernes skyld. Ekspertvældet er nedlagt. AD:CO kan få samme spalteplads i Politiken som Galleri Nicolai Wallner. Selv DR har meldt sig ind i ‘shareholder æstetikken’ hvor bundlinjer betyder alt, til fordel for den gamle medieidé om at være kulturbærende. Nu er det det frie marked der råder, hvilket vil sige at vi nærmer os amerikanske tilstande med få rige kloge lommer af ånd imens resten sovser hen i X-factor, TV2 reklamer og billige outlets.
Men er det ikke lige meget, er det ikke bare et spørgsmål om smag? Hvad med den intetanende afrikaner, får han mere ud af Tal end af Bibi?
Nej, for ham er det lige meget. Bibi er en god barnlig indgang til at se på kunst, hun er som den første forlystelse i Tivoli, den man tager fordi man ikke har set resten, men for medlemmerne af De 10.000 billeders klub, er Bibi og resten af AD:CO kun et lille ubetydeligt opvarmningsband.
