1 stjerne – Cathrine Raben Davidsen, ’Remote Control’ hos Martin Asbæk, 2009
Cathrine Raben Davidsen har malet og tegnet en masse kvinder med udtryksløse hvide ansigter. Gestikken er vild, baggrunden er monokrom, og det ligner småpatetiske modeillustrationer af en skoleelev, der er sluppet nogenlunde heldigt afsted med at øve sig i at male mennesker i Magasin.
I værket Remote Control ser vi for eksempel en ældre kvinde, der kigger på fire lidt yngre kvinder, hvoraf den ene holder i et håndtag. Kvinderne smelter sammen med den blå baggrund, man kan kun se deres tøj, den ene kvindes gule støvler og et par stregtegnede ansigter smidt ind midt i det hele.
Man venter kun på, at galleristen bryder sammen af grin og fortæller, at det hele bare er for sjov, hvorefter han vender billederne om, så man kan se de rigtige værker.
Men nu er der gået nogle år, så man må jo nok hellere begynde at vænne sig til, at det ikke kun er moden til mænd, der er fesen.
Cathrine Raben Davidsen har simpelthen skabt sig en plads på kunstscenen som den ’hvide’ Thomas Kluge. Det forestiller noget, det ligner kunst, og inspirationen er hentet for et par århundreder siden. Ifølge pressemeddelelsen er det ganske vist en »sammenstilling af kendte værker fra kunst- og litteraturhistorien, der i en visuelt dragende og klar dialog og med forfatteren Virginia Woolf som en central figur, undersøger den måde, vi agerer på i dag«.
Det er ligeså rigtigt som at sige, at de er en parafrase over Bjarne Lisbys gamle bukser, der var rare at have på, men nu er alt for små.
Eller at nærværende anmeldelse fungerer som indstik til næste udgave af Bib len. Og det var egentlig ikke et forsøg på at være sjov, selv om der godt må grines, for vi er faktisk fremme ved et af billedkunstens helt store krisepotentialer.
Lad mig komme med et eksempel: Tænk, om jeg nu havde lanceret denne kunstside som opfølgeren på Åbenbaringens Bog. Jo, kære læser, De havde nok spærret øjnene op, og mon ikke De relativt hurtigt allerede efter første anmeldelse havde kasseret mig som værende total idiot.
Hvor ordinært
Måske ville de give mig en chance til ugen efter og min farfar ville måske blive ved en hel måned endnu, men selv min allernærmeste familie ville aldrig, aldrig tro, at det, de læste, var fortsættelsen af Det Nye Testamente. Og med det in mente, så tænk nu på, at der engang har været en person, der har bestemt, at Cathrine Raben Davidsen bygger bro mellem den klassiske kunst og sam tiden på en ny og original måde, uden at der er nogen, der har sagt vedkommende imod. Ja, man kan gå så langt som til at formode, at kunstneren selv tror på, at der er en forbindelse med den mytologisk-filosofiske snik snak og hendes værker! Stakkels kvinde. Hvor er janteloven, når man har brug for den!? Når folk sammenligner kunstscenen med Kejserens Nye Klæder, er de nemlig venlige, for virkeligheden er meget værre.
Ikke nok med at Raben Davidsen ikke ved, at hun er nøgen, hun sælger også de klæder, hun ikke har på!
Men det bliver endnu værre! Som de ville have sagt i Kontant, troede vi ikke, at svineriet kunne fortsætte, men det kan det!
For kunstscenen har den grumme indretning, at Ca thrine Raben Davidsen og hendes følge nu vil kunne tage disse sætninger og sige (med fremmedord naturligvis), at det er det, det hele handler om. At hun udstiller kunstverdenen, så vi kan se, hvor hul den er.
Man forstår pludselig, hvorfor det er så umuligt kun at elske kunstverdenen.
Nu ville de fleste nok sige, at billedkunst jo er en svær størrelse, og at smag er ligeså forskellig som behag.
Ok, fair nok. Hvis en fyr ser godt ud, kan det vel også være ligegyldigt, om han har baseret sit liv på en løgn. Men hvis man mener, at kunst har andre formål end de dekorative, hvad giver
Remote Control os så? Fem kvinder fra en mode-redaktrices sketchblok, der med lidt god vilje godt kunne ligne noget, der var malet engang for længe siden. Men på en moderne måde.
Hov, var det ikke det, Manet gjorde, Monet og Picasso og … er det for helvede ikke næsten det, alle kunstnere gør!!?! Men de har i det mindste et eller andet interessant eller et nyt greb.
Cathrine Raben Davidsen har intet. Hendes værker fortæller, at mødet med de nye tider splitter mennesket, måske ikke i atomer, men så i streger. Hvor ordinært. En kritik af modernismen? Skal vi kalde det postmodernisme? Og så holde op med at male?
