NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
4 stjerner – Red Blue Motion Totem 2010 på Esbjerg Kunstmuseum, 2010
Malene Landgreen har følt sig frem til nogle grundregler for sit maleri, en række Richard Mortensenske former i smukke boligindrettede farver, som hun så forstyrrer eller leger videre med, til hun opnår et resultat, hun ikke havde regnet med, men som hun synes skaber det helt rigtige værk.
Mala-lene La-Landgreen undersøger noget af det kedeligste der findes, nemlig vægmaleriet
2 stjerner – Malene Landgreen, Color State på Kunsthal Charlottenborg, 2009 – 2010
Fra billetbordet får man en total glad-i-låget følelse, når man ser i retning af Malene Landgreens fløj. Det begynder allerede med et stribeorgie på ydersiden af væggen, hvor døråbningen sidder, der er røde og blå og lyse grønne farver, og det ender så i en sort, der efterfølges af en serie gråtoner, der bliver lysere og lysere og ender i resten af den hvide væg.
Igennem døråbningen får vi et kig ind til en stor sal, der er malet fra gulv til loft med elipseformer i klare farver. Og op ad den ene væg står et ur, der ligner noget, der er taget ud af et kubistisk maleri for at minde os om, at der også er en anden virkelighed i værkerne, et metafysisk la-la land som Ma-la-lene La-Landgreen vil invitere os med over i.
Men hvordan kan hun det, når det bare er en masse farver, ville de fleste så sige. Det handler jo ikke om noget.
Da jeg var til klimademonstration for nylig, ville jeg købe kaffe af en mand, der kom cyklende på en mobil kaffebar. Kaffen var gratis. Nå, sagde jeg, og så fortalte han, at han selv havde været til en demonstration for nylig, hvor han havde fået gratis kaffe, og det var så smukt, syntes han.
Landgreens vægmalerier er politiske af samme grund, som kaffen var det, den kan ikke forklares i den nuværende magtdiskurs. Der må stikke noget under, vil enhver magthaver straks tænke. Color State indeholder samme diskursfravigelse. For hvorfor fa’en maler man seks store rum, det er vel, fordi man har et budskab, fordi man har noget, man gerne vil fortælle? Nej, og derfor er Landgreens malerier en fuckfinger til etablissementet. Det handler kun om frihed og overskud.
Men det er jo så det dumme ved at give stjerner i sine anmeldelser. Nu kan det nemlig ikke komme bag på de fleste, at festen slutter her. Man kan ikke overraske i teksten, når man placerer to lysende stjerner over den første linje, men man kan da i det mindste forklare, hvorfor det er gået så galt.
Har I set Magnolia, den helt igennem fantastiske film, hvor en række historier vikler sig ind i hinanden, og det ender med at regne med frøer? Det er en film med så meget frihed og overskud, at man simpelthen mister pusten efter få minutter og bare lader sig rive med og fortæller sig selv, at man må vente med at tænke til bagefter. Det lægger Landgreen op til. Man tror, at man skal forføres. Man går virkelig ind i det første rum med et lille grin, men jeg skal love for, at det stivner, når man ser den sorte rose i rum nummer to. Og på den modsatte væg er den hvid, uh … Positiv negativ. Der er også papir for vinduet, det er sikkert en malermester, der har gjort det for ikke at strinte på vinduerne, men da han skulle til at pille det af, har en af kuratorerne sagt på rigsdansk: »Nej, nej, nej, min gode mand, det er en undersøgelse af lyset«.
Der er ingen tvivl om, at Landgreen helt sikkert ‘undersøger’ vægmaleriet og tillykke til de ti danskere, der dyrker det som disciplin. Men der er nødt til at være noget mere i det, det kan da i det mindste være smukt eller elegant. Eller sprudle. Så kan vi føle os henførte og små, som når vi står foran bjerg.
I et af rummene har hun malet nogle skide firkanter, det er sådan noget kendisser gør, når de skal male et støttemaleri til Haiti. Flotte firkanter i flotte farver. Hej, måske laver vi en regndråbe et sted. Ah … Det har du husket inde ved siden af, hvor man kan ‘være med i maleriet’ ved at kravle op på et tableu. Og ja, jeg har opdaget, at firkanterne har samme form som vinduerne og dørene. Det har de jo, sådan nogle firkanter.
Det er ikke engang appetitligt malet. Det er bare smurt på med rulle. Tynd maling på almindelig mur. Teknikken er teenageværelse, og motivet er Ikea. Hvordan kan man forsvare det?! Og ja, det er politisk, men al kunst er politisk, fordi kunst som disciplin er i opposition til samfundet, men når det så er sagt, for nu at bruge en politikerjargon, så er det også vigtigt at sige, at hvis man ikke dykker et lag længere ned, så bliver man ligeså uudholdelig at høre på som folk, der altid siger, at vi gør alt for at få fisse eller for at få stemmer. De har muligvis ret, men vejen dertil er heldigvis mere nuanceret. Og ja, nu har vi helt glemt det stakkels ur, der står der og inviterer uden at have nogen fest at sende folk hen til.
2 stjerner – Arena i Århus Kunstbygning, 2009
Stem på Malene Landgreen, lad hende komme i kunstens folketing, hun vil være en god leder med sin intellektuelle præcision. Med sit otte-væggede megaværk hvor hun har malet forskellige polygoner i forskellige farver på sort baggrund, her har hun på sædvanlig elegant vis inddraget arkitekturens muligheder, hun har indrammet loftet meget smukt, og skamlebberos skal hun da også have, det hele ligner store flotte kusser.
Milena Bonifacinis malede papmaché ligner på lang afstand Jason Roades’ morfinkager på en reol i L. A. eller Therence Kohs’ malede bæklatter, men tæt på ligner det kun, hvad det er: Kunsthåndværk i højeste gear. Det fører ingen steder hen, det peger ingen steder, det gør intet, det eneste sted det kunne komme til sin ret, er hos en stor engelsk hotelkæde, hvor man bestiller den samme reol til 600 restauranter. Ingen hotelgæst vil være i tvivl om intentionen, og ingen vil blive stødt, medmindre man selvfølgelig går ind i dem i en brandert.
Anita Jørgensen har skrevet ‘Pause i paradis’ i neon, og det er ikke fordi, det ikke er Bruce Nauman, der har skrevet det, at det ikke er godt. Hans iagtagelser har en større intellektuel præcision (ugens udtryk), og han ville have skrevet noget a la Run from fear fun from rear.
Viera Colleras lyskunst tænder ikke pæren over mit hoved. Skal jeg blive bange, fascineret, gådefuld eller måske indigneret, når jeg ser et hjerte gennemboret af neon pile? Ingen anelse. Men hvis jeg associerer frit over udstillingen falder følgende ord mig ind: Ufarligt, glat, orden, mindelighed, gavebutik, parfumeflasker, stramt sort tøj på modne kvinder, Prada-tasker, mere glat, tjekket, Berlingske Tidende og dimser til lobbyen hos NOVO.
2 stjerner – TIL VÆGS, Kunsthallen Charlottenborg, 2009
Charlottenborg prøver at slå fire fluer med ét smæk: Tidsånden og de Unge på en Billig og Hurtig måde, hvorfor de har præsenteret 40 yngre danske kunstnere for de store sale uden yderligere krav end at skilderierne skal foregå direkte på væggene.
Kuratorerne har altså en formodning om, at kunstneren er et springvand af nye originale idéer, der sætter det tidstypiske i spil. Blot man leder vandslangen hen til væggen, skal den nok selv sørge for at gøre den våd. Og på den baggrund er udstillingen såre sympatisk. Endelig 40 kunstnere, der ikke skal slå knuder på sig selv for at passe ind i en kedelig temaudstilling eller bolle galleristen for at få lov til at lave noget, der ikke umiddelbart kan sælges.
Ida Kvetny, kunstnergruppen Telefon Til Chefen og Malene Landgreen lever som de eneste op til forventningerne.
Kvetny har sat fuld smæk på. Krukker, træstammer, potter og gamle ølkrus vælter sammen med trekanter og firkanter i en skarp blå ild op ad væggen og ud over loftet. Velkommen hjem, svømmehal.
Og sikken et kick kunstturisten får ved synet af det mange meter høje maleri. Og hvis man skal være lidt svulstig, kan man tilføje, at hendes feminitet fremstår mere stolt end andres, fordi den ikke føler sig nødsaget til at ynke TV-Avisens uretfærdigheder, men i stedet hviler i farvevalget.
Hvis Malene Landgreen havde malet alle væggene, havde det været en sensation. Hun forstår at bruge rummet som rum ved at inddrage alskens referencer fra Richard Mortensen til Gernes og en lille smule Malene Landgreen. Store sorte flader med smarte farver i kanterne, der fylder de udenomliggende megafirkanter ud. Det er ikke særlig etisk, men meget æstetisk, for eksempel maler hun ikke til kant, men helt skarpt én centimeter fra.
Kunstnergruppen Telefon Til Chefen er ubestridt bedst, de er de eneste, der tager brodden op af hele værdidebatten om, hvad der er vigtigt, og hvad der sker DERUDE på gaden i stedet for DERNEDE i kunsthistorien. (Som de andre hyklerisk postulerer de dykker rundt i.)
Med syv præcist tegnede og ekstremt underspillede og følsomme fodboldspillere og aftryk af fodbolde, der balancerer på den rigtige side af reklameæstetikken, fortæller de en historie direkte fra iPod-generationens positive tomhed.
Værsgo’, her er den sociale gevinst, som er frugten af 40 års hårdt arbejde, homogene fattede begavede afslappede hvide mænd i et utilsigtet racehygiejnisk projekt. Men det mest sindssyge ved TTC er, at de er de eneste, der benytter sig af frie blyantsstrøg, så kom ikke her og sig, at der ikke er mode inden for kunst, kun én ud af 40 der bryder kodekset!
Alle de andre har pakket sig ind i lukkede figurer og det, der ligner grafik!
Man skal være forelsket i Ivan Andersens lille niche for at få en niche-optur over at se det i stor format.
Man skal være 100 år og indsat på Kofoedsminde for ikke at græmmes over Carina Randløv, når hun tegner et halstørklæde om Birte Rønns hals og skriver “Made in Tunis” på det, imens en indvandrerkvinde ved siden af fortæller, at hun også er dansker.
Og man skulle nok have været med Alexander Tovborg og hans familie på ferien til Sicilien og følt sig hengiven i det lille kloster for at hoppe med på den uvittige og kedelige gætteleg, hans povert udførte idé med at have afdækket et kalkmaleri lægger op til.
Men betyder det at kunstnere ikke er springvand? Nej, men som i alle mulige andre fag findes der både gode og dårlige udøvere. (Kuratorer, kulturministre etc.)
Hvis man ikke kan præstere, når man har en stor hvid væg fuld af tillid på et museum, hvordan skal man så nogensinde kunne give oplevelsen af en eksistensiel reflektion så begavet, at publikum føler en direkte forbindelse til noget, der er langt større end dem selv?
Ved rigtig god kunst føler man, at Gud taler. På Charlottenborg for tiden er der knappenålshovedfaldstavst.