2 stjerner – Erik Parker: ’Adapt’, Faurschou, 2010
Adapt er et stort rumvæsen med øjne og mund. Det er gennemsigtigt, så man kan se mekanikken, og det ligner lidt, at man har kørt Matt Groenings tegnefilm Futurama gennem Wordle og fået en fuldstændig meningsløs ordsky uden andre ord end ’Adapt’ i midten.
I Hand to Mouth er vi ude i to spejlvendte og slanke aliens med store gebisser og tæer, der kan trykke på knapper.
Erik Parkers værker var engang hiphop på lærred, det var en voldsom akkumulation af farver og ord fra temaer, der spandt lige fra dem, Bush havde dømt til døden i Texas, til det, de siger på dårlige radiostationer. Nu er han blevet voksen og har fjernet næsten alle ordene, kun et enkelt står tilbage på hvert lærred.
Den venlige betragter vil nok se det som et tegn på, at Parker fokuserer på et metafysisk plan, hvor alting hænger sammen og styres af bagvedliggende processer. Og det kan sagtens tænkes, at han gerne vil have os til at tænke det, men hvis man vil kommentere noget, er det ikke nok blot at gøre opmærksom på dets eksistens, man er nødt til også at have mere holdning til det end ved at male det, så det ligner et par Daisy-bukser.
Værkerne er reduceret til at være doodles. Det ligner stadig noget, der er lavet på et syretrip, men det er ikke et cool trip længere, der er mere Professor Olsens Spilleland sponseret af Hummel.
Det er ikke engang vild fantasi længere, det er gak-gak laissez faire-kunst, hvor en lille streg bliver omfattet af en, der er tykkere, som så får selskab af en lidt federe ring på den anden led i en ny farve og så videre, til lærredet er fyldt. Man kunne godt få den tanke, at Parker har mistet den. Man skal i hvert fald have meget lave forventninger til kunst og elske lilla og blå for at finde det tilfredsstillende.