5 stjerner
Sophie Calle er back to basics. Hun er kunstens svar på Shania Twain, vedkommende og letforståelig for et stort publikum og med et enormt fordybelsespotentiale for den særligt interesserede.
Posts Tagged ‘Louisiana’
SVÆLG I YNK
fredag, august 27th, 2010På vej mod Amerika
onsdag, juni 30th, 2010
4 stjerner – TAL R hos Contemporary Fine Arts, Berlin
Blind date forestiller to mænd, der står over for hinanden. Den ene, iført en slå- brok, holder en pistol, den anden, i militærkostume, vrænger munden og ser bange ud. Imellem dem er der et vindue ud mod noget grønt og blåt, og under det opløses alting i firkanter og trekanter. Der er sågar også to hvide figurer, der er malet med det bare lærred, og det måske allermest klassiske Tal-trick, en bort i bunden, er som altid signeret T.R. i midten.
Kvindens hævn over en perfid Gud
onsdag, juni 30th, 2010
6 stjerner – Pipilotti Rist, Homo Sapiens Sapiens på Louisiana, 2010
Den dag Gud indser, at mennesket ikke kan klare sig alene og beder sig selv om svar på, hvad han skulle have gjort anderledes, kunne det meget vel være Pipilotti Rists videoværk Homo Sapiens Sapiens, der viser sig for hans øjne.
To kvinder fødes i Paradis og i stedet for at spise af frugten, knuser de den mellem brysterne og under fødderne og i stedet for pludselig at få åbnet øjnene og begynde at skamme sig over deres nøgenhed, giver de Gud en fuckfinger og lever for altid videre i bar hud, frihed og evig symbiose med hinanden, naturen og universet.
Homo Sapiens Sapiens handler om, at det er sjovt at vise en video på et 108 kvadratmeter stort lærred i loftet. Men ligesom med forskellen på en god og en dårlig kæreste, så er alt muligt med den gode.
Den gode kæreste virker på alle plan. Og omvendt. Selv når du er på verdens hyggeligste restaurant med den dårlige, kan du knap finde en sætning, du gider sige. Kunst er ligesom kærlighed: Et uforklarligt under som vi aldrig kommer til fuldt ud at forstå, og når det er godt er det uudtømmeligt. Homo Sapiens Sapiens er fremragende, når man ser den som ren meditation, den er ligesom Bukowskis skriverier om druk og Quentin Tarantinos film om banditter, ude på et overdrev uden alle mulige moralske pegefingre. Den er fuldstændig ubrugelig, men enormt inspirerende.
Tager gas på Gud
Men sådan som det nu engang forholder sig med ægte kærlighed og stor kunst, så er der mulighed for intellektuel nedsænkning. Homo Sapiens Sapiens er for eksempel også en klokkeklar fuck-finger til Gud, det er ren Rage Against The Machine eller kvindernes udgave af Michael Douglas i Falling Down, og jeg forstår godt vreden. Forestil jer at blive sat i et Paradis af en Gud, der foregiver at være kærligheden selv, og så anbringer han et træ midt i det hele og siger, at det her må du ikke spise af. Hvad er det for noget formynderisk perfidt pis!?!
Det er ligesom, hvis der på Information var en drikkevandskøler, som man blev fyret for at drikke fra. Det er jo en fuldstændig absurd tanke. Og forestil dig så at du alligevel drak af den, og du ikke blot blev fyret, men også straffet ved at skulle døje med fødselssmerter, alderdom og død, ikke blot dig, men også din ufødte familie i al tid og evighed! Muhammed er jo en blød børnehavepædagog i sammenligning.
Pjattet intention
Og ligestillingen aflyste Gud også lige, da han i samme åndedrag gjorde dig til slave af din mand og dømte dig til at begære ham for altid. (1. Mosebog 3:16).
Og ikke nok med det, som ekstra straf opfinder chefen gudhjælpemig også ukrudtet! (1. Mosebog 3:17-18). Og dagen efter kommer han og forærer dig et sæt skindtøj i gave!!! (1. Mosebog 3:21).
Undskyld mig, men det ligner noget, der findes diagnose og behandling for nu om dage. Der er ingen grund til at leve med så store humørsvingninger og en så skæv virkelighedsopfattelse. Ukrudt!?!
Og skindtøj til nogen man lige har dømt til døden, hvorfor ikke bare lempe lidt på straffen eller give en chance til? Er det i øvrigt ikke ham, der kalder sig Mr. Tilgiv?
På den anden side set virker det som, at Adam og Eva var dyr, før de spiste af æblet, og i så fald gjorde de det rigtige: Hellere 70 år som menneske end et evigt liv som pommes frites.
En meget vigtig detalje ved Homo Sapiens Sapiens er tilgangen til selve det at lave kunstvideo. For det første er det ikke selvhøjtideligt. Det har ikke nogen begyndelse og ikke nogen slutning, det er visuelt smukt, og det udfordrer sågar rummet, og det er skønt, selv om man ikke engang er med på, at det handler om Paradis.
Rist får med sit værk ligefrem andet kunstvideo til at fremstå primitivt.
Møblerne, hun har skabt, ligner måske noget fra indersiden af en kvinde, men intentionen er ren pjat. Det skal være sjovere at gå på museum.
Hvorfor det også virker lidt komisk, når Lousiana udleverer overtrækssko i blå plastic. Hvis Rist har bedt om, at folk ikke har sko på, er det, fordi hun synes, det er hyggeligere, at vi skal ligge ved siden af hinanden i strømpesokker, pacificerede under Eva og Eva, der som en slags finale på en baggrund af en stjernehimmel, kærtegner et sæt mandlige testikler, inden de knuser dem som abrikoser og flår stenene ud.
Gode værker
onsdag, juni 30th, 2010
4 stjerner – Farven i Kunsten, Louisiana, 2010
Valget af temaet farver er genialt af flere grunde. På det samfundskritiske plan er det sågar næsten dobbelt, da kunsten fejlagtigt af mange opfattes som værende direkte samfundskritisk, hvilket den kun er sjældent. Ligesom musik ofte kun handler om tone og melodi, og litteratur handler om ord, så handler kunst også ofte kun om form og farve. Men i en nytteetisk tid kan den slags forfladigelser være svære at acceptere, tag blot de politiske kulturordføreres statements om kunstens rolle her i avisen i sidste uge.
Ifølge magthaverne er der ingen tvivl, kunsten er den benzin, der danner os og driver hele samfundet.
Valget af tema er også genialt, fordi det giver en oplagt mulighed for at vise en lang række spændende værker af anerkendte kunstnere, uden at skulle retfærdiggøre det yderligere. Og Louisiana har ikke spildt chancen. Det er ren kunsthistorisk lykke.
Dårligt og plat
onsdag, juni 30th, 20101 stjerne – Surrends IOCplakater ophænges i København i denne uge og kan ellers ses på www.surrend.org
Kunstnergruppen Surrend har gjort det igen, ramt fuldstændig ved siden af med to plakater, der forener banal politisk satire med ringe kunstnerisk indsigt. Denne gang har Pia Bertelsen og Jan Egesborg portrætteret kronprinseparret med ord om familieliv såsom havregryn, ingen søvn og ingen sex på én plakat, og kronprinsen alene på en anden plakat, med ord om den internationale olympiske komité som diktatur, tortur, Putin og gamle mænd. Og her kommer pointen, på plakaten med IOC er Frederiks tissemand længere end på plakaten med ordenen om familieliv. Han får altså en halvfed på af dikatur, tortur, Putin med videre, hvorimod hans familie ikke giver ham samme ryk i piben.
Surrend er her så gumpetunge i deres udtryk, at det svarer til, at en musikgruppe lagde instrumenterne fra sig og i stedet valgte at fortælle, at beatet var 4/4, og at der om lidt ville komme et medrivende omkvæd. Vi er helt nede i stakken med satire, der er for fladt til at kunne komme i Svikmøllen, og muligvis har Kunstrådets formand og Folketingets Kulturudvalg Surrend i baghovedet når de fantaserer offentligt om kunst, der kan provokere, men det absolut eneste provokerende ved værkerne, er, at gruppen kalder dem kunst. Hvis kronprinseplakaterne er kunst, så skal Berlingskes ledere straks op at hænge på Louisiana. Sammen med Monrad og Rislunds samlede værker.
Velkommen i bolsjebutikken
tirsdag, juni 29th, 2010En hyggelig og smart udstilling om toppen af den internationale nutidskunst
5 stjerner – The World Is Yours på Louisiana, 2009
Over Louisianas hovedbygning står titelværket The World Is Yours skrevet med gammeldags pærer, så det ligner et lalleglad udsagn fra et cirkus, hvilket bestemt ikke gør det mindre absurd. Værket af norske Gardar Eide Ejnarsson fortæller nemlig alt om den skandinaviske selvforståelse i en verden, hvor 95 procent af befolkningen er afskåret fra al rejseaktivitet. Tænk blot, hvis Gardar var tysker, værket ville end ikke være blevet tænkt.
I Shilpa Guptas banegårdsværk Flapboard er det ikke så meget MIG og OS, der bliver talt om, men HER. Et elektrisk skilt, der normalt ville have fortalt os om afgangstider og destinationer, er nu placeret for enden af den lange gang, der fører ind til Lousianas samtidskunstudstilling. Og nej, der står ikke lukketider, men hvad der virker som tilfældige udsagn fra Guptas hverdag. Han ser fjernsyn. Han føler ikke noget for dem, der dør. Osv. Og fortæller os en fin lille historie om kunstmuseet som afgangshal for indre rejser.
I værket Singing Cloud, der består af hundredvis af mikrofoner som et interaktivt værk gange tusind, formet i en sort sky, leger Gupta med formen, her har vi en skulptur, hvordan kan jeg gøre det bedre? Men indeni skyen er der placeret en højttaler, så man kan høre forførisk snak og sang. Altså et hyggeligt lille billede på et regnvejrstungt demokrati, der praler af at lytte, men i virkeligheden er lumsk dikterende.
Simon Dybbroe Møllers tre gardiner til tre museer er streget over i tre forskellige farver med en typisk Henry Moore-streg, der passer fint til titlerne No more Moore og i formater, der passer til museernes vinduespartier ud mod deres skulpturer af netop Henry Moore. Og jo, man kan da godt trække på smilebåndet, Louisianas gardin ligner en sød lille småborgerlig mursten i forhold til Neue Nationalgaleries imposante megagardin, der ikke engang kan være i Louisianas højloftede lokaler, men slænger sig hen ad gulvet. Dybbroe Møller vil gerne have os til at tænke på ham som farlig, når han sådan siger fra over for en af de gamle mestre, men han inddrager ikke en sekundær virkelighed og falder til jorden som et selvfedt gimmick.
Helt galt står det til med mexicanske Rafael Lozano-Hemmers radioværk, der er lavet ud fra devisen, at hvis ideen er sjov, og formålet er sløret, så må det være kunst. Ved at bevæge sig foran et par store lamper laver man skygger på en væg og vælger dermed kanal på en radiomodtager. Lyden af skrat, musik og snak er ikke interessant, og teknikken er ligegyldig, så det må være handlingen, vi skal se nærmere på. Altså at mine små bevægelser har forbindelse til en stor virkelighed, når jeg blokerer for lyset? Man må formode, at Rafael gerne vil dykke ned i et pikant overvågnings- eller tekniktema, men ender højst med en søgt rebus over islamistisk terrorvirksomhed eller det der er værre. Ryk direkte i Eksperimentarium.
Høflig og smart
Olafur Eliasson er også helt ude i hampen med sin isklædte nedfrosne super-BMW, der skal give os dårlig klimasamvittighed. Havde det været en kommentar til Gernes’ sponsorkunst fra 1970, hvor han lod Citroën få pladsen på selvsamme museum, havde det været genialt, men nu er det bare et upræcist værk om den globale opvarmning. I øvrigt skulle drivhuseffekten udskyde en kommende istid ifølge forskerne, men hvad gør en smule pædagogisk gak for en international stjerne, når æstetikken kører og ideen med at stoppe folk ind i en fryser gør, at alle husker ham. Lidt samme taktik Lars Larsen havde i sine tidlige reklamer. Platte, men svære at glemme.
Det er umuligt at komme igennem alle værkerne. Man skulle have arbejdet for Weekendavisen. The World Is Yours får det i det hele taget til at klø i skrivefingrene. Mircea Cantors utroligt smukke demonstrationsvideo. Emily Jacir, der gennem kontaktannoncer har forsøgt at generobre Vestbredden. Douglas Gordons underligt cool installation. Corey McCorkleys snorkende kedelige spejlvæg osv. Man kunne have brugt et helt tillæg! Det er ikke en hardcore kurateret udstilling, men en bred vifte af nutidskunst til et bredt publikum, der gerne skulle gøre det klart for alle, at kunsten i toppen af den internationale liga ikke er et universelt sprog, men en relativ harmløs metode, der kan benyttes frit af kvikke mennesker over hele Jorden til underholdning og hyggereflektion. The World Is Yours er ikke modig, men høflig og smart.
Giv den gas og stol på intellektet
lørdag, juni 26th, 2010Kan man kåre årets bedste udstilling i februar?
6 stjerner – Max Ernst, Drøm og revolution på Louisiana Museum of Modern Art, 2009
Først tænker man, åh nej, oliemalerier af en gammel stodder fra en fjern fortid. Men det tager ikke lang tid, før man går fnisende rundt. Og når man forlader udstillingen, er man høj og tænker som en anden narkoman kun på næste sviptur. Men hvor skal man gå hen, hvad skal man gøre, hvorfor skulle Louisiana også servere så ren en bane, at man aldrig mere kan blive høj af alt det andet lort!?
Man får det som kvinderne havde det med Max, man vil have mere.
Det er en skrøne, at kunst gør dig til et bedre menneske, det kan højst efterlade dig fortvivlet og forvirret, hvis det virkelig er godt, og den forvirring kan så måske en dag føre til en helt personlig erkendelse, som så måske, måske ikke, gør dig lidt mere eller lidt mindre udholdelig for dig selv at være i selskab med.
Grænseløs livsglæde
Der har dog vist sig at være undtagelser. I selskab med Max er det en civiliseret hæmningsløshed, frigjorthed og grænseløs livsglæde, der lynhurtigt smitter. Og når man i en af filmene, de også viser, hører, at han kører rundt i New York med sin nye kone Peggy Guggenheim, men at hans rigtige kone, som ikke ved noget om nogen Peggy, er på vej over fra Europa med hans billeder, så ser man hans charmerende ansigt for sig og får lyst til selv at brænde nogen broer i kunstens tjeneste.
Eller for at sige det på en anden måde, hvis Max Ernst ikke var blevet kunstner, kunne han meget vel have været Jokeren i den seneste Batman-film. Max kan bare godt lide at se lærredet brænde. Det er både analyserbart og ikke analyserbart, det er ikke et eller andet koncept, der bliver klippet langs kanterne, det er heller ikke ismerne, der styrer, det er Max, der styrer ind og ud af ismerne, det er ikke Dalis sentimentale smelteplidderpladder, det er ægte cause-rier og ren improvisation.
Maxometeret i bund
Tag for eksempel værket Max Ernst viser en ung pige hendes fars hoved fra 1927, der forestiller en surrealistisk tegnet mand, der viser et ansigt til en ansigtsløs pige foran en ø med en nedadgående sol med hul i midten. Ja, det er Arnold Böcklins ‘døde ø’, han har malet med en hjemmeopfunden teknik kaldet ‘grattage’, hvor han trykker råt træ mod den våde maling. Og ja, det er måske hans døde søster, der er den unge pige. Men uanset hvor mange referencer og krydshenvisninger man kan finde, peger det hele kun mod Max Ernst. Og så fra ham i tusinde retninger.
I værket Castor and Pollution, der forestiller to kåde unge mænd, der sidder i en båd/gryde og henholdsvis kysser og slikker på en finger, har Max fundet ansigterne i en håndbog om, hvordan man lærer at fløjte, og mon ikke titlen er en parafrase over de to tvillinger fra mytologien, Castor og Pollux? I Goddag Satan ser vi en pingvin kramme en due, og i værkerne fra 40’erne går han fuldstændig amok i new age-motiver, ekstrem ondskab, plantemareridt og utryghed. Glem Harry Potter, Iron Maiden, Metallica og den unge kunstscene, der ynder at kalde sig selv ‘evil’, når Max Ernst er ond, træder angsten så meget i karakter, så hvis CNN havde vist Den hellige Antonius fristelse blive slæbt ud af paladset i Bagdad, havde verdenssamfundet fuldt ud accepteret krigen.
Hvad er forskellen på et geni og en mester? Et geni hænger sig ikke i et mesterværk, men bliver ved med at ryste nye og store ting ud af ærmet. Hvad Max Ernst har gjort svarer til, at John Kørner havde lavet ét værk med den gule farve og så aldrig var vendt tilbage. Max levede med Maxometeret helt i bund hele livet. Velkommen til julemandens værksted. Gud kommer om en time.
BØHMÆND I TUSCH
torsdag, juni 24th, 20105 stjerner – Manga på Louisiana, 2009
Først virker det mærkeligt med tegneserier på et kunstmuseum, men langsomt griber det en og man stiller sig selv spørgsmålet om det ikke er et mere interessant spørgsmål om det er interessant, end om det er kunst. Det er i hvert fald befriende at Louisiana er gået efter det interessante fremfor det korrekte og museet er kommet tilbage på det spor der hedder: Jeg er glad for den gave jeg ikke vidste jeg ønskede mig. (Og et herligt brud med den efterhånden noget trivielle artstartour.)
Udstillingen ligner lidt et akvarium med tegneseriehæfterne bag glas i lange montrer sirligt opdelt i actionmanga, pornomanga, heltemanga med mere. En video om storbyens irreversible skæbner der foregår på et offentligt toilet bliver vist umådeligt effektfuldt og originalt på tre vægge så 2d’en fremstår i et sært forførende 3d skær.
Katsushika Hokusai, en ældre herre på et par hundrede år, har tegnet spøgelsesbilleder af en kvalitet der kunne rydde bordet på Basel. Her er gamle ruller af tegninger der vækker minder om vores forfædres hulemalerier og andre der trækker tæppet væk under Max Ernst, poparten og store dele af samtidskunsten. Man frydes i den omfattende udstilling der minder os om at dæmonen er global og at der virkelig kun er én Gud og djævel på jorden her. Og noget der tilsyneladende er fremstillet til børn, beskytter dem hverken mod det uhyggelige eller det uforklarlige. Utænkeligt på vores breddegrader.
Måske er tiltrækningen den samme som når man står i den rumænske kirke i Vestjylland og peger mod loftet og siger: Det var da utroligt de kunne tegne sådan dengang, og se ham der med det lange skæg. Og man kan måske ikke trancendere til det åndelige rum og bla bla… Men man kan så meget andet. Og ikke mindst have en dejlig eftermiddag med ungerne.
Per Kirkeby
torsdag, juni 17th, 2010
Højskoledamerne maler nøjagtig det samme, men alligevel er der stor, stor forskel. Hvad er det han kan, den gode Kirkeby?
JEG MALER FOR AT SOVE
torsdag, juni 17th, 2010Malerierne er smukke og håndværket i top, men en snigende ligegyldighed trænger sig på
Per Kirkeby på Louisiana – 3 stjerner
Det er svært ikke at være fascineret af et oliemaleri på tre gange fire meter. Og stedet gør også sit indtryk. Ligesom alle omtalerne i aviserne.
Men skal man virkelig være ærlig når man står der og betragter det helligste danske, så ER det altså lidt kedeligt. Det er kun 86 procent. Der mangler lige de sidste 14, så det bliver ligeså godt som Kooning, Rothko, Pollock og Rauschenberg. (Ligner Kirkebys skrabemalerier i øvrigt ikke Rauschenbergs blot uden fotokopier? Eller skitser til Gustons fra fra før han lavede sorte kontour-streger?)
Det første man må erkende når man går rundt i udstillingen, er at postulatet om, at billederne gengiver den nordiske mytologi, ikke holder vand. Det er ligesom at tro, at man møder en leopard når man drikker en sodavand fra Schweppes. Det er et reklametrick, storytelling, hypet af skribenter med kløe i kunst(t)armen. Schweppes er vand med kunstig smag og sukker, ligesom Kirkebys værker er lærreder med maling.
Men hvorfor ligner det så ikke højskolekunst? 90 procent af kællingerne på AOF maler jo ligesom Kirkeby.
‘Kirkeby har ligesom haft slaget i Konstatinopel i tankerne da han tog den blå farve og førte den mod himlen. Og så er han altså også geolog.’
Fint, med mig. Han kunne have ladet sig inspirere af melonmarmelade, det er ikke min forretning. Magien i Kirkebys billeder skal findes i teknikken. Så såre enkelt er det, og det er da enormt ærgerligt at der ikke findes en hemmelig dør i værkerne, som kan hjælpe os til at forstå os selv. Måske i hans forfatterskab den velvillige kan lade sig føre, men ikke i billederne.
Kirkebys trick er enkelt. Hele tiden at bryde reglerne. Hele tiden skabe ubalance, aldrig gøre den sidste tegning færdig, skrabe for tidligt, lave det ødelæggende penselstrøg, det uharmonerbare stakit, prik, streg, klat. Farve, form, streg der bryder. Og her gør geologien nytte med sin assymmetri og mange lag. Håndværket ligger i orkestreringen af farverne, hele tiden at undgå at det bliver til en popsang. Kunsten for Kirkeby er at undgå at det bliver banalt. Men det lykkedes desværre ikke hver gang. Der hænger lidt for mange bagtæpper til teaterforestillinger på Louisiana lige nu og Kirkeby er blevet for kunst hvad Olafur er for design. Et snigende tabu af ligegyldighed nærmer sig. Og det bliver bestemt ikke bedre ved læsning af plancheteksten om murstensskulpturerne:
‘…handler om forholdet mellem billede, beskuer, tid og rum – og så alligevel på en helt anden måde…’ Den var ikke gået i Frankfurt.
Og nu vi står med begge ben i suppedasen, er det svært at undgå at bemærke at værkerne er fuldstændig uerotiske. De har ikke engang et gnist af noget homofilt over sig. Gå de 50 skridt over i den permanente samling og lad blikket dvæle ved Fontanas lærred med knivstik. Øjeblikkelig rejsning indfinder sig. Betragt Albers hyldest til firkanterne. Den kunstneriske værdi er ligesom inddampet, hvorimod det virker som om Kirkeby ikke har kogt længe nok. Der mangler noget radikalt i hans værker. Måske er det fordi der ikke er problemer nok i Danmark. Måske har han haft det for nemt, han har også altid virket som lidt af en overmåler på mig, en med lidt for gode damer. Og uden at lyde alt for negativ, så forlader man udstillingen med en følelse af at have befundet sig i et ansvarsfrit udtalelses- og omkostningsfrit postulat- venteværelse.