En smuk og næsten normal udstilling om at være queer
4 stjerner – Lost and found: queerying the archive i Kunsthallen Nikolaj, 2009
Ingo Taubhorn har fotograferet sig selv i sit barndomshjem i sin mors kjoler. Det er foruroligende queer, når han poserer i haven, i køkkenet og i sengen, og man føler sig virkelig udfordret i al sin normativitet. Kan mor-bastionen dog ikke få lov at blive stående, blot den ene, men nej, denne fæstning i heteroseksualiteten skal absolut pilles fra hinanden som en skide social konstruktion.
Queer er ikke en sygdom, som mange tror, men trods-alder gange 100. ‘Når de vigtigste ting ligger højere, end hvad børnene kan nå, så er det da klart, at det er hipt at være høj og yt at være lille, ud med heteroseksuel højdediktatur i vuggestuerne!’
I Heidi Lunabbas film og fotos er det de kendtes skæg, der undersøges. Johnny Depps skæg, Bud Spencers og så videre. Ikke for lebbernes skyld, som får det klistret i hovedet, men for de heteroseksuelles, ‘se min heteroseksuelle ven, tænk over, hvad det er, der gror på din kind, det er faktisk det samme hår, som gror på min overlæbe og under min arm, så måske skal vi til at begynde at respektere hinanden lidt i stedet for!!!!’
Livet foregår i to spor. Et åndeligt og et kødeligt. Det sidste består af en række dyriske behov, der skal dækkes, imens det første i bund og grund kun handler om én ting, nemlig at finde ud af, hvorfor vi er til. Videnskaben er ekstrovert, den analyserer en regnorm, kortlægger en jungle og finder en ny planet i rummet, hvorimod kunsten kigger indad. Vores knogler er lagrede med tungen-ud-af-munden-nysgerrighed, hvem er vi, hvor kommer vi fra, måske er svaret i os selv, måske besidder kunstneren den guddommelige indsigt, der én gang for alle kan støde os videre til selvtilfredsstillelsens blå marker. Måske ikke, men vi er på, vi tager ingen chancer, vi kan ikke få nok af os selv, vi vil have mere.
Og her kommer queerbegrebet ind som virkelig interessant, i lige linje fra skolastikken og som en værdig opfølger på de oprørske poststrukturalister. Lige nu står der queer helt derude på spidsen af moderniteten, hvor øjnene er mest åbne for undertrykkende strukturer og nedgroede idéer, der kun venter på at blive taget med tang.
Bedre end Afrika
Mary Coble er kendt for at tape sine bryster ind i gaffatape hver dag. Det handler om den unødvendige smerte man påføres når man er anderledes. I værket hun viser i Nikolaj, Blood Script, har hun uden blæk fået tatoveret 75 skældsord på sin krop. “Porchmonkey”, “nigger-lover”, “wetback”. Det tog 20 timer, og når blodet trængte gennem sårene, fik hun en assistent til at presse et stykke papir over. Alle 75 stykker hænger her. Det er både galt og genialt, det er bedre end en rejse til Afrika, ‘kom min lille heteroseksuelle ven og mød mig på bunden af en fortæret desperat sjæl, der med blod i lungerne prøver at trække vejret gennem sårene fra et samfund, der ikke accepterer det, der ikke ligner dem selv’.
Tiltrængt ide
Det er svært at se, hvad der er queer ved Elmgreen og Dragsets 513 privatfotos smukt opstillet i ens hvide rammer på hylder. Man får til gengæld lyst til at være bøsse af at kigge på dem, de er så herligt ekskluderende, det er ren rå mandeglæde og sjove grafittis a la ‘I free your mind and your ass will follow’. Og ligesom minimalistisk kunst hurtigt får en til at kigge efter kunst overalt, (er radiatoren kunst, er mærkerne i gulvet kunst,) så får E&D’s fotografier en til at se røvhuller her og der og alle vegne mellem de mange mænd (også dem man tisser med). E&D i en vandcykel, de stiger op bag i… Hø hø…
En udstilling om queer er en rigtig god tiltrængt idé i en åndelig mager by som København der ikke lader Sodoma og Gomorra meget tilbage i jagten på det hurtige sus, men det er et problem, at udstillingen ikke ved, om den skal være queer, eller om den skal handle om at være det. Skal den udfordre det normale, eller skal den præsentere os for en række queerkunstnere? Lost and Found prøver en kombination uden dog at kunne præsentere en egentlig kur.
