Posts Tagged ‘Kunsthallen Nikolaj’

En mindre regnskov

onsdag, juni 30th, 2010

5 stjerner – Peter Callesen, ‘Skin of Paper’, Kunsthallen Nikolaj, 2010

Fravær og skrøbelighed, både som materiale og mand, er gennemgående temaer i den virtuose udstilling i Nikolaj Kirke.

Her er både de nyklassiske papirværker, hvor Callesen ud af ét enkelt hvidt A4-ark klipper et tredimensionelt motiv, her er en næsten én til én gengivelse af kirkens endevæg i papir samt et slot i pap med masser af videoer fra Callesens tid som performer og videokunstner.

De mest berømte af dem, hvor han er klædt ud som sit alterego – en brun ælling – er skønne at gense, her bliver manderollen pillet helt ned, Callesen giver sig hen til håbløsheden og vil hverken være sin krop eller sit ansvar som kunstner bevidst. I én af performancene er han nødt til at afklæde sig kostumet for at matche sit eget billede på væggen, hvorefter han forlader galleriet, hvor det foregik, nøgen. Og der er endnu ældre videoer, for eksempel en ren Peter Landsk biltur, der foregår på toiletsædet med kameraet rettet stift mod en meget sammenkrøllet penis.


ORWELLS STØRSTE FAN

onsdag, juni 30th, 2010

3 stjerner – Ismar Cirkinagic, Bricks of Enlightenment i Kunsthallen Nikolaj, 2010

Dansk-bosniske Ismar Cirkinagic totalinstallation Bricks of Enlightenment – ML2090 består af én 1:1 udsnit af Ministry of Love fra George Orwells klassiker 1984, et par tæpper, et par tekster, en lydinstallation og en model af hele ministeriet.

Man kan bevæge sig op af en lang, ikke særlig stejl trappe, forbi et par ‘kontorer’ med det karakteristiske ‘V’ imens en monoton herrestemme guider en rundt i ‘bygningen. Det er holdt i gråt. Foran udsnittet ligger et par tæpper hvoraf det ene bærer titlen på udstillingen samt bogens politiske partis logo, et ‘V’ med to hænder, en sort og en hvid, der trykker hinanden og modellen af ministeriet bærer partiet INGSOC fra bogen, der er en tro kopi af stalinismen. Over ‘indgangsdøren’ står partiets slogan som et typisk eksempel på ‘newspeak’: ‘war is peace, freedom is slavery, ignorance is strengt.’

Bricks og Enlightenment adskiller sig fra mange andre ’1984′ værker, som for eksempel Rachel Whitereads gipsafstøbning af værelse 101 hos BBC der har været Orwells inspiration til det torturrum i Ministry of Love hvor det værste i hele verden foregik, ved at virke mere som en hyldest fra en fan end en kunstnerisk præstation.

Selvom han fremmaner en trykkende stemning og et krævende stykke tømmerarbejde, så er det simpelthen umuligt at gennemskue idéen, hvorimod grebet bliver smasket en i hovedet. Ja, der er noget der hedder newspeak som i dag bliver brugt af magthaverne og ja, magtens iscenesætter sig som den også gjorde det i bogen, men de to sammenfald gør ikke at Cirkinagic undersøger ‘hvordan magtsystemer – hvad enten man taler om vestligt demokrati eller et totalitært regime – risikerer en særlig form for åndelig korruption, når der i magt-systemet integreres idéer, som strider imod samfundets idealer, og som får lov til at slå rødder,’ som han selv skriver i pressemeddelelsen.

Tværtimod gør Cirkinagic sig vel netop selv skyld i newspeak ved at prøve at få et ikke særlig funderet værk til at se dybt ud ved at læne det op af et anerkendt mesterværk.

DET HER ER SJOVT

onsdag, juni 30th, 2010

4 stjerner – Nadav Kander, Obamas people i Kunsthallen Nikolaj, 2010

Det er måske ikke den hotteste samtidskunst, men Nadav Kanders 53 portrætter af folkene omkring Obama er til gengæld historiske og gribende. De er inspireret af Richard Avedons serie fra 1976 om magtens mænd, og hvor han dengang i Rolling Stones kunne præsentere en række hvide mænd i jakkesæt er der sket en del siden. Her er mennesker i alle køn, farver, størrelser og aldre, fotograferet i en uhyggelig høj opløsning på hvid baggrund. Det er lige fra vicepræsident Biden som er fremkaldt i 1:1 så man enten kan ranke ryggen og se ham lige i øjnene, eller tjekke kronerne på bisserne der måske er hvide, men til gengæld godt kunne trænge til en pudsning, paradentosen er i hvert fald begyndt at efterlade en lille sort streg i kanten. Og man kan more sig over at den der kommunikerer sig selv værst naturligvis er kommunikationschefen Ellen Moran der ser meget trist ud.

Den nye avantgarde

tirsdag, juni 29th, 2010

5 stjerner – The Eye in the Door, Kunsthallen Nikolaj, 2009

Hvorfor ikke lade to helt ens film afspille på samme tid, den ene forlæns og den anden baglæns, skiftevis fra klip til klip? For hvad sker der så, når man er præcis halvvejs, så smelter de to film sammen, inden de flimrer hver til sit til lyden af en hårdt spillet lilletromme! God idé, men når Jeannette Ehlers insisterer på at lade det gå ud over en film, hun selv har optaget med et par, der ligner pausedansere fra Damhuskroen, der spiller sig gennem mere eller mindre erotiske passager fra kunsthistorien, så ender den gode idé som en smeltet klat smør på det skakternede gulv i mor klichés køkken. Er det kunst, eller er det reklamebureauet Mensch, der manipulerer jyske marketings- direktører med helsides- annoncer i Børsen, der præsenterer åndede vuffelivov-banaliteter forklædt som vid og mod? Der findes et ord for ideer uden indhold. Man kalder det ‘tricks’.

Men det bliver meget bedre i Nikolaj Kirke. Et lille delikat og yderst virtuost videoværk af Lui Mokrzycki viser 100 versioner af den samme mandsperson, der i et smalt hvidt rum gør tilløb til at hoppe og baske som en ørn, men klippet så man først ser de mange tilløb, så afsættet … Og ja, han kan flyve. Fake it ‘till you make it.

The eye in the door, som udstillingen hedder, er kompleks. Paul Pfeiffer har klippet solopgange og solnedgange sammen, så man får en hel sol med en vandrende horisont. Og Omer Fast har fundet en museumsby i USA, filmet husene og interviewet tre af de skuespillere, der til daglig arbejder som 1700-tals indbyggere i byen. Filmen er delt i to og vist på hver sin side af en stor skærm.

Galskab og skønhed

Pfeiffers sol er ren psykopati. Titlen Morning after the Deluge refererer til et værk af Turner, hvor han maler et motiv fra sit øje efter at have stirret på solen. Turner havde næppe nogen anelse om, hvad han havde gang i, ligesom der næppe heller er nogen mening med Pfeiffers værk, men galskaben og skønheden er slående. Der er intet skønnere og mere værdi- og symbolladet end en solopgang og en solnedgang, og at lægge dem sammen er så oplagt et godt påfund, at man automatisk hæver hænderne for at kunne forsvare det, hvis Jeannette Ehlers skulle dukke op med noget pynt. Blot det at se, hvordan horisonten pludselig bevæger sig i forhold til solen og ikke omvendt, bringer én i en pudsig ekstatisk tilstand, der minder lidt om den stemning, der er typisk ved hiphop-koncerter og andre løsslupne arrangementer. Go sun! Go sun!

Omer Fasts værk, God- ville, på de to skærme er modbydeligt og udmattende. 50 minutter er lang tid i en seng med en dejlig dame. I selskab med tre skuespillere, der taler om deres historiske roller og om deres egne liv som skuespillere, er det direkte angstfremkaldende.

Og her kunne man snildt tilføje en kommentar til hele debatten om Mikkel Bolts bog om den døde avantgarde. Mikkel Bolt mener, at kunsten skal helbrede og forandre mennesket. Det er store krav, som kunsten aldrig har opfyldt. Et kunstværk har altid kun været en bums på menneskeheden, som man kan dissekere og bruge til at fremlægge en diagnose. Nogle bumser er så tættere på hjertet end andre.

Omer Fast har for eksempel en direkte vene til vores historiske bevidsthed, når han først interviewer en sort mand i hans rolle som slave og bagefter som en skuespiller i dag og klipper det sammen, så tiden helt bogstaveligt flyder sammen. En herskabelig kvinde taler om sin genstridige hverdag og døde unger, og pludselig og meget ubehageligt ophører tiden som lineær, og det går op for os, at vi ikke er kommet videre, vi er de samme lusede oprejste aber, som vi altid har været.

Der er ingen tvivl om, at virkelig gode kunstværker som for eksempel Pfeiffers og Fasts har en stemme, som folket kan forstå, men forventningerne til, hvad stemmen siger, er åbenbart forskellige. Mikkel Bolt ser gerne et konkret budskab, der ændrer samfundet, imens vi andre kun beder om at blive revet lidt rundt i vores intellektuelle grundvold. Den nye avantgarde virker kun indvendig ved at fortælle os sandheden om samfundets tilstand.

Tro på det

tirsdag, juni 29th, 2010

4 stjerner – Charlotte Bergmann Johansen og Mille Rude: ‘Divine Madness Tour for Two’, Kunsthallen Nikolaj, 2009

Drømme er bygget af håb, og hvis man tror på det, får man en skibsklokke, man kan ringe med, hver gang man har tjent 100 kroner. I disse postfinanskrisetider, hvor alt er bristet, og ingen har lært noget, men allerede er stæset ud og købt nye bordtennisbolde til glasrørene, skal det virkelig være godt, hvis man kommer anstigende med en video om at leve sine drømme ud.

Divine Madness Tour for Two af Charlotte Bergmann Johansen og Mille Rude skal forestille at være en totalinstallation til børn og voksne, men er i virkeligheden kun en tarvelig kulisse med en fremragende film, som børn næppe orker.

Så lad os bruge spaltepladsen på filmen og springe let og flot hen over klatrevæggen af hvide bananer, den kiksede solopgang i pap, vandfaldet i gips eller spot- lysene på publikum, der skal sætte spot på, at der er et publikum. Eller hvilke søgte interaktive tanker, kunstnerparret nu har haft … (Læs i øvrigt aldrig pressemateriale. Det er utroligt, hvor misvisende det kan være, selv glimrende værker kan ødelægges fuldstændig af en fremmedordbogsmasturberende PR-medarbejder, der altid har plads til en græsk myte og en fransk filosof til, fordi de har misforstået hele konceptet og tror, at kunst skal være højpandet, før vi kan lide det.)

Charlotte og Mille har haft en drøm og en lyst til at vise sig frem i havfruekostumer, og ligesom en blotter også altid vælger den pige, der skriger højst ved synet af hans lem, føler pigerne sig også draget af den allerstørste og ypperligste natur og tager fra Los Angeles gennem Vegas til Grand Canyon. Det er en meget seksuel film, fordi den uhyre nøje beskriver følelsen af underkastelse eller ligefrem regulær ofring på en lystfuld måde. Når pigerne sidder i deres havfruekostumer og kigger ud over bjergene, imens de tre skærme klipper til vandfald, føler man sig, som når man tisser i badebukserne i strandkanten under samtale med en fremmed. Det handler om en overskridelse, der i pigernes tilfælde ender lykkeligt med leg og gensidige sprøjt, inden de salige tumler ud i det frådende hav. Men det kunne lige så godt være endt skidt. Ét stk. skibsklokke er på vej til det heldige kunstnerpar. Og sikken et lydspor! Filmen varer en halv time og begynder hver hele time.


Gid man var bøsse

tirsdag, juni 29th, 2010

En smuk og næsten normal udstilling om at være queer

4 stjerner – Lost and found: queerying the archive i Kunsthallen Nikolaj, 2009

Ingo Taubhorn har fotograferet sig selv i sit barndomshjem i sin mors kjoler. Det er foruroligende queer, når han poserer i haven, i køkkenet og i sengen, og man føler sig virkelig udfordret i al sin normativitet. Kan mor-bastionen dog ikke få lov at blive stående, blot den ene, men nej, denne fæstning i heteroseksualiteten skal absolut pilles fra hinanden som en skide social konstruktion.

Queer er ikke en sygdom, som mange tror, men trods-alder gange 100. ‘Når de vigtigste ting ligger højere, end hvad børnene kan nå, så er det da klart, at det er hipt at være høj og yt at være lille, ud med heteroseksuel højdediktatur i vuggestuerne!’

I Heidi Lunabbas film og fotos er det de kendtes skæg, der undersøges. Johnny Depps skæg, Bud Spencers og så videre. Ikke for lebbernes skyld, som får det klistret i hovedet, men for de heteroseksuelles, ‘se min heteroseksuelle ven, tænk over, hvad det er, der gror på din kind, det er faktisk det samme hår, som gror på min overlæbe og under min arm, så måske skal vi til at begynde at respektere hinanden lidt i stedet for!!!!’

Livet foregår i to spor. Et åndeligt og et kødeligt. Det sidste består af en række dyriske behov, der skal dækkes, imens det første i bund og grund kun handler om én ting, nemlig at finde ud af, hvorfor vi er til. Videnskaben er ekstrovert, den analyserer en regnorm, kortlægger en jungle og finder en ny planet i rummet, hvorimod kunsten kigger indad. Vores knogler er lagrede med tungen-ud-af-munden-nysgerrighed, hvem er vi, hvor kommer vi fra, måske er svaret i os selv, måske besidder kunstneren den guddommelige indsigt, der én gang for alle kan støde os videre til selvtilfredsstillelsens blå marker. Måske ikke, men vi er på, vi tager ingen chancer, vi kan ikke få nok af os selv, vi vil have mere.

Og her kommer queerbegrebet ind som virkelig interessant, i lige linje fra skolastikken og som en værdig opfølger på de oprørske poststrukturalister. Lige nu står der queer helt derude på spidsen af moderniteten, hvor øjnene er mest åbne for undertrykkende strukturer og nedgroede idéer, der kun venter på at blive taget med tang.

Bedre end Afrika

Mary Coble er kendt for at tape sine bryster ind i gaffatape hver dag. Det handler om den unødvendige smerte man påføres når man er anderledes. I værket hun viser i Nikolaj, Blood Script, har hun uden blæk fået tatoveret 75 skældsord på sin krop. “Porchmonkey”, “nigger-lover”, “wetback”. Det tog 20 timer, og når blodet trængte gennem sårene, fik hun en assistent til at presse et stykke papir over. Alle 75 stykker hænger her. Det er både galt og genialt, det er bedre end en rejse til Afrika, ‘kom min lille heteroseksuelle ven og mød mig på bunden af en fortæret desperat sjæl, der med blod i lungerne prøver at trække vejret gennem sårene fra et samfund, der ikke accepterer det, der ikke ligner dem selv’.

Tiltrængt ide

Det er svært at se, hvad der er queer ved Elmgreen og Dragsets 513 privatfotos smukt opstillet i ens hvide rammer på hylder. Man får til gengæld lyst til at være bøsse af at kigge på dem, de er så herligt ekskluderende, det er ren rå mandeglæde og sjove grafittis a la ‘I free your mind and your ass will follow’. Og ligesom minimalistisk kunst hurtigt får en til at kigge efter kunst overalt, (er radiatoren kunst, er mærkerne i gulvet kunst,) så får E&D’s fotografier en til at se røvhuller her og der og alle vegne mellem de mange mænd (også dem man tisser med). E&D i en vandcykel, de stiger op bag i… Hø hø…

En udstilling om queer er en rigtig god tiltrængt idé i en åndelig mager by som København der ikke lader Sodoma og Gomorra meget tilbage i jagten på det hurtige sus, men det er et problem, at udstillingen ikke ved, om den skal være queer, eller om den skal handle om at være det. Skal den udfordre det normale, eller skal den præsentere os for en række queerkunstnere? Lost and Found prøver en kombination uden dog at kunne præsentere en egentlig kur.

Hurtig ind, hurtig ud

fredag, juni 25th, 2010

‘A kassen’ har regnet den ud i deres lettere humoristiske, blodfattige og uforpligtende idéudstilling i Nikolaj Kirke

3 stjerner – 40 grader + i Kunsthallen Nikolaj, 2009

Udstillingen er umiddelbart skøn, fordi man ikke ved, hvad ben man skal stå på. I tårngalleriet vises W.C. Fields 75 år gamle spoof-kortfilm Fatal Glass of Beer, der gjorde grin med filmgenren. I den mest kendte joke fra filmen kigger Fields ud af døren og siger: “It ain’t a fit night out for man nor beast”, hvorefter han får kylet en skovlfuld sne i hovedet. Dengang brugte man dog cornflakes til at lave sne i film, så Fields udbryder: “It tastes more like cornflakes”.

Den humor har A Kassen valgt at skulpturisere med en projektion af snevejr henover filmen, der er optaget på bluescreen i Øvre Galleri ved hjælp af en stor kluntet maskine og en masse morgenmad.

Mere poetisk er gulvet, der er dækket med et plasticmateriale, der også benyttes ved anlæg af kloakker og indendørs tennisbaner, der taler med vægmaleriet i det tilstødende lokale i et ganske uforståeligt sprog, der dog sætter en i en sær kirkelig stemning. Måske på grund af uendeligheden, måske på grund af mønstret.

Den blyindfattede vindtunnel, der rækker 10 meter på tværs af rummet fra den ene blyindfattede rude til den anden, ligner et mesterværk. Især i denne Bjarke Ingels tid, hvor alt er fedt, og den største kunstner er den, der er mest cooool, er det morsomt med et arkitektonisk greb, der – udover at more de børn udstillingen også er tænkt til – også tager livtag med selve universets gåde. Som en anden bagel kan Kunsthallen Nikolaj pludselig optage universets sorte huller og ve den due, der sidder og blunder eller har skudt genvej gennem tunnelen, når hele verden vender vrangen ud på sig selv.

Tidens varmeste navn

Man forstår på kunstmiljøet, at A kassen er tidens varmeste navn. De slog igennem hos Galleri Nicolai Wallner, hvor de lod det dryppe langsomt fra loftet med hvidvin ned i glasset på en skuespiller, der drak det, som glasset blev fyldt. Og som en del af U-turn installerede de en makuleringsmaskine og udsuger bag indgangsdøren i en lejlighed på Vesterbro i København, så alt, hvad postbudet bragte, blev blæst ud over Søndre Boulevard som konfetti.

Både med vinen, postbudet og cornflakesmaskinen er det dog de samme spørgsmål, der trænger sig på. Hvad er ideen? Er det, vi ser, ideen, er vi ude i en nørdet citatkunstnerquiz, eller er det påtagede insider-vittigheder, som vi skal småfnise af? Skal vi ikke lave noget med virkelighedsopfattelsen og ligesom vise, at virkeligheden har mange virkeligheder? Wow, det er sejt!

Ligeså fascinerende det er ved første øjekast, ligeså røvsygt er det ved andet. Og det værste er, at det ingen modtagere har, andre end dem der laver det. Ligesom avantgardejazz. Måske duen får en oplevelse, mens vi andre tænker, ja, held og lykke i Kunsthalle Niederschwansteingefühlmitz – verden er ved at rasle sammen af klima og finans, men vi har vores vindtunnel.

Det mest interessante ved 40 grader+ er den begyndende generationskløft, der eksempliciferes. Det er ligeså svært at forklare cornflakesmaskinen til generationen født før ‘75, som det er at forklare farfar, hvordan en elguitar virker.

Det var lettere med dem, der kom frem i 90’erne, Schmidt-Rasmussen, Land og Recke f.eks., hvor det handlede om det afbøjede mig, det navlepillende mig mig mig og hvad jeg står for i en verden, der går så stærkt uden mig. Hvorimod A kassen handler om os. Om det netværksbaserede, hvor alle er med, hvor udgangspunktet er social ambience, og hvor det skal være fedt og cool og farligt som en Werthers Echte-karamel og fungere i en reklamebureaukontekst uden at sælge noget produkt, insideragtigt og gerne teknisk, underfundigt, abstrakt, lettere humoristisk og helt ok, hvis det er lidt selvfedt, for det kan jo ikke undgås i en diskurs af pjat og magt.

Hårdt arbejde ikke nok

fredag, juni 25th, 2010

Ærgerlig spildt politisk aktivisme i Nikolaj Kirke

2 stjerner – Marco Evaristti, Red Factions i Kunsthallen Nikolaj, 2009

Evaristti har taget en rød farve som symbol på blod og ødelæggelse og påført den naturen af tre omgange. Han har farvet et isbjerg rødt, lagt en rød dug ud på Mount Everest, i en ørken har han farvet en kamel og to får røde og dermed har han på den mest besværligt tænkelige måde fået os til at tænke på det vi i forvejen tænker på konstant og konstant tager initiativer til at gøre noget ved, nemlig menneskets ødelæggelse af klimaet.

Marco Evaristti er interessant. Især når han står udenfor den etablerede kunstscene og sætter sind og dødsfanger i kog og kickstarter diskussioner om kunstens væsen. Men når han med Red Factions forsøger at få hul igennem til den etablerede scene ender det desværre med en fladpandet parodi på en ‘rigtig’ samtidskunstudstilling.

For eksempel er den pålydende værdi lig med den kunstneriske i udstillingen i Nikolaj Kirke. Det svarer til at man gerne vil lave kunst om mælk og derfor tager et flot billede af en ko. Godt gættet, vi befinder os nu pludselig i den mere indbringende del af kunstverdenen, nemlig i en reklame. Og da symbolismen både er gumpetung og udført med en dødsens alvor, fremstår mange af værkerne utilsigtet komiske. Den røde kamel ligner for eksempel en ordentligt brandert og de røde får ligner et kikset stillbillede fra DR’s Morgenhår til de mindste. Man venter kun på at mæh-lammene skal åbne munden og sige noget sjovt.

Til gengæld er det så som så med gymnastik af smilebåndene når man ser hvordan Evaristti også har fået presset et lille foto ind af ekspeditionen der slæber røde Montanareoler op af bjerget. Havde Evaristti blot gået lige så langt med kvaliteten af de udstillede fotos, som med sponsorplejen, kunne man have undgået de mange fæle tekniske brølere der støder blikket. Det første billede man ser på udstillingen, fra Grønland, er kornet, som var det taget med mobiltelefon. På billedet af det røde isbjerg kan man se striberne fra printeren. Fotografiet af fårene er prikket. Der er et lille fodspor i sandet i bunden af fotoet med kamelen. Det er meningsløs sjusk der fuldstændig ødelægger muligheden for i det mindste at få en æstetisk oplevelse ud af de mange anstrengelser.

Hvad Red Factions ikke har som kunst, har den så sandelig som politisk aktivisme.

Hvor mange andre kunstnere der laver interventioner, som for eksempel Christo & Jean Claude der har pakket øer og broer ind, Piero Manzonis der stillede Jordens sokkel i Herning og Walther de Maria der har fyldt en lejlighed i New York med jord, kun griber ind i en symbolsk diskurs omkring magt og pjat, så har Evaristti en vis autencitet over sig. Måske er den lummer, men den er til gengæld virkelig og den handler om noget så sjældent i kunsten som rigtige menneskers rigtige problemer.

Det der slår en mest på udstillingen er dog den magi der er over den etablerede kunstscene, hvilken tiltrækningskraft kunstscenen har på mænd som Evaristti der kunne have fået en glimrende karriere som NGO’er. Han kunne have revolutioneret Greenpeace eller kommet til tops i Bruxelles. Men som med så mange andre faldne soldater lever drømmen i ham om det forjættede art-land. Der hvor alt lykkes og et vedvarende kor af tilbedelse runger i takt med stigende auktionspriser. Alle midler tages i brug for at komme her til. Det er bare så ubehageligt at bevidne når det ikke lykkes.

Lad os derfor alle bede:

Vi maler byen rød og himlen hvid af stjerneskær /

Det grå og triste får en ekstra farveklat /

Så gi’r vi nattens tøj et penselstrøg og gerne fler’ /

Og først når solen si’r godmorgen og ta’r fat, si’r vi godnat

Birthe Kjær 1989

FØLEPORNO

fredag, juni 18th, 2010

Jesper Just, Kunsthallen Nikolaj til den 9. november

3 stjerner

Udo Kier, nu med bryster, sidder i en sporvogn. Han forlader den og sætter spor i sandet med sine sko. Han kæmper for at blive fri – for sin jakke. Han svæver i et øde palads, pludselig er der turister overalt og til sidst er bygningen ødelagt. Det hele er filmet fra tre forskellige vinkler der afspilles på tre store lærreder.

Man kan vælge at se Justs surrealistiske film som kedelige stiløvelser over navlebeskuende gymnasie-freudisme og drømmetydning krydret med lommefilosofi. Eller man kan glæde sig over at der er nogen der gider forsøge at skabe et anderledes udtryk i samtidskunsten bygget på hyperpersonlige variationer over menneskets evindelige ensomhed. Og ja, når det nu skal
være så er det vel en anelse mere personligt og en anelse teknisk bedre and man kan opleve det på andet år på filmskolen.

Udover føromtalte hermafroditfilm Romantic Delusions fra Bukarest vises også tre andre nye film hvor en kvinde opfører et skuespil der minder om en slow motion udgave af ny cirkus. Hun sanser langt ud over grænsen til det vamle i en sand famleperformance der i underholdningsværdi ikke lader en gammel computer der starter Windows op, noget tilbage. Kvinden kravler sågar forlæns ned af en trappe! Og indspiller filmhistoriens mest kiksede sexscene inden en hånddukke synger at det hele er en misforståelse. Det minder om Walt Disneys udgave af Paul McCarthy – til MTV. Produceret af B&U.

Højdepunktet på udstillingen må derfor være Justs debutfilm Ingen mand er en ø, hvor en ældre herrer danser fjollet på Blågårds Plads imens en ung herre græder. Det er her Just er bedst, når det ikke bliver for tykt, men istedet kredser om forholdet mænd og mænd imellem.