4 stjerner – ’Pose/Expose’ på IMO, Ny Carlsbergvej 68, København, til den 24. oktober
Det nye galleri IMO’s slagnummer er kunstnere som medejere. Man kan så diskutere, om kunstnere ikke altid er det, da de jo som bekendt er den fysiske vare, der udgør galleriet, men i disse tider, hvor autenticitet er alt, forstår man det tiltrækkende ved et ord som ’kunstnerdrevet’. Til gengæld stiger forventningerne tilsvarende, hvorfor første udstilling er af allerhøjeste vigtighed – hvor de andre gallerier tilbyder drinks med vand fra livets kilde, så skal IMO holde vores hoved under.
I Ryan Trecartins film I-Be Area får vi en svingtur, der river selv den bedste skulder af led. I en 100 minutter (!!!!) lang film ser vi kunstneren og hans venner smurt ind i selvlysende maling speedsnakke sig gennem en absurd og sindssyg virkelighed som klonerne I-Be og I-Be II med flere. Filmen har et energiniveau, der er højere end Jack Bauers i 24 timer uden at være irriterende! Det er heller ikke belærende og alvorligt, som kunstvideoer er flest! Tænk sig at have lyst til at se en 100 minutter lang kunstfilm igen. Og derudover er Ryan Trecartin stadig i 20’erne, ukendt herhjemme, men på vej til at blive den næste megastjerne i lige linje fra Barney og McCarthy. Voila. Og nærværende anmelder vil aldrig glemme, når den gulmalede moder efter at have fortalt, at hun er i stor smerte, kigger på sin datter og siger: »Basically, I don’t like your name, I changed my name from Gloria Anderson Sommerset to Pasta, when I was your age«.
En anden mere udspekuleret film viser Mikkel Falch, der ikke er kunstner, men filminstruktør, på nettet, hvor han med karakterer fra computerspillet World of Warcraft skaber film, der ses af millioner verden over. Sød og dog ikke helt så elegant en måde af IMO at pege på sig selv som eksperimenterende og klar til at debattere, hvad der egentlig er kunst, i stedet for som andre gallerier, at krybe i musehullet, når der er noget, der bliver farligt.
Kristoffer Akselbo, der er en af medejerne af galleriet, er forsøgt iscenesat i ovenstående med en dum video, hvor han viser, at man kan lave hjørnet på en Nokia om til en kniv. Med lidt god vilje fremstår det som en ucharmerende parodi på en klassisk kunstvideo. Hvilket er en irriterende finger at kunne sætte på en ellers vellykket start.