Posts Tagged ‘John Kørner’

Dårlig samvittighedskunst

onsdag, juni 30th, 2010

3 stjerner – Things that matter a lot. Galleri Christoffer Egelund, 2010

Områder er efterladt umalede og hvide og ser tilfældige ud, selv om det selvfølgelig ikke er det, og man skal ikke have læst meget tekst-tv de sidste par år for relativt hurtigt at fatte, at det har de fem kunstnere også.

Det handler om at være forvirret i en forvirret tid. John Kørners er repræsenteret ved et soldatermaleri, der, i modsætning til de andre soldatermalerier han har lavet, er blevet tilført et stænk alvorlig poppluralisme med en silketrykt række kloge hoveder i luften omkring den døde soldat.

Benny Dröscher arbejder stadig uden horisonter, som om man ligger på den og ser op igennem træerne, og der er blevet plettet af et atomangreb mod naturen.

Det er kompositorisk i orden, men stadigvæk feminint og kedeligt. Trine Boesen er blevet bedre med årene, men hun har det stadig skidt med rovdriften på naturen, og Theis Wendt har set sig lun på noget overvågning i et par store og flotte tegninger af mennesker, der lyser på hinanden, og en stor bygning, der lyser på en skov.

Nina Saunders har den dårlige samvittighed til fælles med de fire andre. Hun blander møbler og dyr og forsøger på den måde at fortælle os om, hvordan vi ikke er hævet over naturen, som vi tror, men er dybt afhængig og meget påvirkelige.

En fugl flyver ud af puden på en lænestol og strækker den ud, så den simpelthen bliver for smal til at kunne sidde i, åh nej, naturen forvrænger alt det, et menneske har mest kært. Nu kommer regneormene og overtager vores huse. Godt, vi fik så meget frost.


Tags: , , , , ,
Posted in 3 stjerner, Kunst | No Comments »

Danmarks reneste numsehuller

onsdag, juni 30th, 2010

Når kunsten bliver slesk, og man må spørge sig selv, hvor meget man kan lave på bestilling

2 stjerner – Frederik 8.s Palæ, Amalienborg, 2010

Når man kan få alt, får man intet. De kongelige kunne have peget og fået hvad som helst fra kunstens stjernehimmel, men er endt med et tarveligt katalog over nullernes Bredgade.

De ydre omstændigheder er naturligvis umulige ikke at forholde sig til, men skal man alligevel prøve at se på værkerne som selvstændige kunstværker, så får vi et billede af samtidskunst som noget, der er mere ufarligt og godmodigt end en af de nye Far til fire-film.

Jesper Christiansen er en af dem der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, imens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter. Christiansen har malet hele verden i det modtagelsesrum, hvor hele verden kommer for at møde Frederik og Mary. Men Amerika vender på hovedet! Fnis. Eller er det i virkeligheden os, der vender på hovedet!?! Dobbeltfnis. Nå nej, det er sådan, verdenskortet ser ud fra Tasmanien … Christiansen har også fået plads til tulipaner, der er opkaldt efter Mary og en masse julehjerter, fordi Mary er protektor for Hjerteforeningen og har et stort hjerte, og en masse heavy metal-pladecovers, fordi Frederik er en rigtig mand … (pudsigt i øvrigt, at de så gerne vil bevise, at de er almindelige, det virker snarere til at være det omvendte, der er problemet). Og hen over det hele har Christiansen lagt et grid med et kort over Amalienborg … Det nære og det fjerne … Uh … Men han har også været fræk, for det er kunsten jo, han har nemlig malet et cd-cover med en indspilning af Bach af ham, der vandt kronprinsparrets kulturpris sidste år, selv om han slet ikke har indspillet en!!! (Jamen, hvorfor har han så malet det?). Nåååååååå, det er noget, de håber, han gør!!!! Guuuud, hvor er de der kunstnere bare sjove. (Smiler frækt).

Scientology

Olafur Eliasson har dog lavet det absolut mest latterlige værk, han har badet en trappe i ask i gulligt lys fra halvkugleformede lamper, der sidder på et rundt spejl, så det ser ud, som om de er hele kugler. Eller bobler. For de er placeret hele vejen op langs trappen, 29 stk, og øverst sidder en aluminiumsplade, der ligner havbunden set nedefra. Blop blop… Man kan forstå det med vandet, Frederik er jo dykker, men hvorfor skal det ligne en trappeopgang i Scientology? Det er gyseligt. Vi er længere væk fra solen på Tate, end Naser Khader er fra at være Danmarks mest populære politiker. Eller Søren Fauli er fra De Skrigende Halse.

Tal R er ok, han har malet et billede af Nyhavn, og Erik A. Frandsen har koncentreret sig om teknik og materialer og har lavet et par karakteristiske blomster i en spejlsal og en buket blomster på et bord i et marmorlignende materiale i Marys arbejdsværelse, ligesom Bonnen også kommer til sin ret, hans maleri ligner med halvt sammenklemte øjne næsten en marmorering.

Men nu til det mere interessante. Kan en kunstner være luder? Ja, det kan han selvfølgelig godt. Genibegrebet er for længst lagt i graven, en kunstner kan være pædagog om dagen, bartender om aftenen og kunstner om natten. Der er alligevel ikke nogen længere, der tror på en guddommelig forbindelse, hvorfor der heller ikke er noget rent og helligt, der kan besmittes, hvorfor der ikke er noget grimt i at arbejde på bestilling.

Spørgsmålet er altså snarere af strategisk karakter. Hvor meget af denne her slags arbejde kan en kunstner lave, før det begynder at påvirke hans øvrige virke? Ved hvilken reklame gik det galt for Fauli? Hvor meget røv kan Olafur tillade sig at slikke, før man begynder at se hans bedre værker i et andet lys?

Nærmer sig afgrunden

Der findes ikke nogen procentsats for, hvornår man mister den i befolkningens øjne, men overordnet set skal en kunstner altid sætte sine basale behov, altså jagten på mad, kærlighed og status nederst, hvorimod de etiske og æstetiske overvejelser skal være øverst. Så snart der opstår forvirring om, hvad der er øverst i behovspyramiden, mister kunstneren grebet om parnasset. Tag blot et eksempel som Kristian von Hornsleth. Hans værker berettiger så rigeligt til elitær succes, men mange nærer tvivl om motiverne. Og hvis man i forvejen nærmer sig den afgrund, så vejer en royal skalp altså rigtig tungt.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
Posted in 2 stjerner, Kunst | No Comments »

UD AF SLAVERIET

tirsdag, juni 29th, 2010

5 stjerner – Panorama på Kunsthallen Brandts, 2009

Hvis der fandtes et MTV for abstrakt kunst ville norske Olav Christopher Jenssen være stjernen. Det er cool, rapt, funky og postulerer åbenlyst ikke at handle om noget som helst. Olav maler geometriske former i friske farver. Olav står op om morgenen og spadserer ned på sit værksted og tænker ‘hvad mon der sker hvis jeg maler nogen striber på denne her led? Og hvad nu hvis jeg maler en hvid kasse oveni farven?’

Det lyder kedeligt. Det kunne ikke være mere forkert. Det er så voldsom en oplevelse at de fleste konservative politikere ikke ville overleve en tur gennem de mange rum. ‘Hvad handler det om,’ ville de spørge. ‘Ikke noget,’ ville man svare. ‘Men hvad kan man så bruge det til,’ vil de sige. ‘Ikke noget.’ ‘Symboliserer det noget?’ ‘Nope.’

Selv den borgerlige sky-teori vil blive skudt i sænk – uanset hvor meget man klemmer øjnene sammen eller dæmper lyset kan man ikke ane nye ting og former i Olavs malerier.

Det er postulatet fra Olav i hvert fald. Et postulat der går igen i de 45 små glinsende hvide keramiske værker betitlet Rigoletto, sandsynligvis efter den pukkelryggede hofnar i operaen af samme navn, men hvorfor og hvordan er et mellemværende mellem Olav og værket. Han ønsker nemlig at sætte kunsten fri for al den belastende symbolik, kritik og historie. Men er det ikke en kritik i sig selv?

Vi er lidt ude i samme smørre som når John Kørner tror at han er neutral når han maler døde danske soldater. Det er han ikke, han moraliserer groft, firkantet og unuanceret. Tænk på de russiske komponister der blev fængslet fordi deres symfonier kritiserede de politiske systemer, tænk sig at der i et nodehæfte og i en række lyde kan være så tydeligt et budskab. Det samme er der hos Olav, han lokker med sit univers og prædiker subtilt i striberne. Giv slip, siger han, realiser dine drømme, giv den gas, og husk at der er ingen bånd der binder dig.

Tags: , ,
Posted in 5 stjerner, Kunst | No Comments »

DET LILLE VÆKSTLAG

mandag, juni 28th, 2010

3 stjerner – Waiting for the sun hos Galleri Claus Christensen, 2009

Det der ligner en svipser fra John Kørner viser sig at være det sidste nye fra Anders Brinch og sådan er der så mange forskellige måder at blive lokket ind på byens mere listige gallerier.

Et af dem holder til på Restaurant Gl. Mønt hvor ejer Claus Christensen i snart mange år har fyldt væggene med egen samling og diverse fra en helt bestemt lille scene med omdrejningspunkt i det cool og ungdommelige. Og hvad han måske ikke har i kurateringsevne har han til gengæld i kærlighed, han elsker virkelig Christian Finne, Rasmus Rosengaard, Anders Brinch og Jens Robert Jørgensen og ve den stakkels halvberusede gæst der retter tissestrålen lidt for højt og i stedet rammer værket af Jon Stahn der er presset ind på den lille væg bag kummen.

Christian Finne er stadig dekorativ på en Walther König boghandelsavantgarde måde og det er enormt nuttet at tænke på at Claus Christensen tror det er vigtigt og betyder en masse fordi der står ‘fake plastic’ og ‘abducted personality’ henover de L.A. plagierede postgrafittimotiver. Og Rasmus Rosengaard eksperimenterer stadig med måder at ‘bygge med maling’ så den sorte maling nu næsten kæmper med restaurantsgæsten om sofapladsen.

Jon Stahn derimod ligner en der har skiftet værkstedet ud med en mødregruppe. Tryk på lærred med lidt maling, og Jens Robert Jørgensen har præsteret endnu en prikket og stribet søjle som han ifølge rygterne har tænkt sig at destruere. Man forstår ham godt. Og i øvrigt har Claus Christensen fået konkurrence. Krogs Fiskerestaurant på Gl. Strand i København har for tiden en større Tal R samling med afstikkere til Anselm Reyle, Christoph Ruckhäberle og Hornsleth hængende.

Tags: , , , , , , , , , ,
Posted in 3 stjerner, Kunst | No Comments »

Giv den gas og stol på intellektet

lørdag, juni 26th, 2010

Kan man kåre årets bedste udstilling i februar?

6 stjerner – Max Ernst, Drøm og revolution på Louisiana Museum of Modern Art, 2009

Først tænker man, åh nej, oliemalerier af en gammel stodder fra en fjern fortid. Men det tager ikke lang tid, før man går fnisende rundt. Og når man forlader udstillingen, er man høj og tænker som en anden narkoman kun på næste sviptur. Men hvor skal man gå hen, hvad skal man gøre, hvorfor skulle Louisiana også servere så ren en bane, at man aldrig mere kan blive høj af alt det andet lort!?

Man får det som kvinderne havde det med Max, man vil have mere.

Det er en skrøne, at kunst gør dig til et bedre menneske, det kan højst efterlade dig fortvivlet og forvirret, hvis det virkelig er godt, og den forvirring kan så måske en dag føre til en helt personlig erkendelse, som så måske, måske ikke, gør dig lidt mere eller lidt mindre udholdelig for dig selv at være i selskab med.

Grænseløs livsglæde

Der har dog vist sig at være undtagelser. I selskab med Max er det en civiliseret hæmningsløshed, frigjorthed og grænseløs livsglæde, der lynhurtigt smitter. Og når man i en af filmene, de også viser, hører, at han kører rundt i New York med sin nye kone Peggy Guggenheim, men at hans rigtige kone, som ikke ved noget om nogen Peggy, er på vej over fra Europa med hans billeder, så ser man hans charmerende ansigt for sig og får lyst til selv at brænde nogen broer i kunstens tjeneste.

Eller for at sige det på en anden måde, hvis Max Ernst ikke var blevet kunstner, kunne han meget vel have været Jokeren i den seneste Batman-film. Max kan bare godt lide at se lærredet brænde. Det er både analyserbart og ikke analyserbart, det er ikke et eller andet koncept, der bliver klippet langs kanterne, det er heller ikke ismerne, der styrer, det er Max, der styrer ind og ud af ismerne, det er ikke Dalis sentimentale smelteplidderpladder, det er ægte cause-rier og ren improvisation.

Maxometeret i bund

Tag for eksempel værket Max Ernst viser en ung pige hendes fars hoved fra 1927, der forestiller en surrealistisk tegnet mand, der viser et ansigt til en ansigtsløs pige foran en ø med en nedadgående sol med hul i midten. Ja, det er Arnold Böcklins ‘døde ø’, han har malet med en hjemmeopfunden teknik kaldet ‘grattage’, hvor han trykker råt træ mod den våde maling. Og ja, det er måske hans døde søster, der er den unge pige. Men uanset hvor mange referencer og krydshenvisninger man kan finde, peger det hele kun mod Max Ernst. Og så fra ham i tusinde retninger.

I værket Castor and Pollution, der forestiller to kåde unge mænd, der sidder i en båd/gryde og henholdsvis kysser og slikker på en finger, har Max fundet ansigterne i en håndbog om, hvordan man lærer at fløjte, og mon ikke titlen er en parafrase over de to tvillinger fra mytologien, Castor og Pollux? I Goddag Satan ser vi en pingvin kramme en due, og i værkerne fra 40’erne går han fuldstændig amok i new age-motiver, ekstrem ondskab, plantemareridt og utryghed. Glem Harry Potter, Iron Maiden, Metallica og den unge kunstscene, der ynder at kalde sig selv ‘evil’, når Max Ernst er ond, træder angsten så meget i karakter, så hvis CNN havde vist Den hellige Antonius fristelse blive slæbt ud af paladset i Bagdad, havde verdenssamfundet fuldt ud accepteret krigen.

Hvad er forskellen på et geni og en mester? Et geni hænger sig ikke i et mesterværk, men bliver ved med at ryste nye og store ting ud af ærmet. Hvad Max Ernst har gjort svarer til, at John Kørner havde lavet ét værk med den gule farve og så aldrig var vendt tilbage. Max levede med Maxometeret helt i bund hele livet. Velkommen til julemandens værksted. Gud kommer om en time.

Tags: , , , , , , , , , , , ,
Posted in 6 stjerner, Kunst | No Comments »

JEG TROR JEG KAN MALE

fredag, juni 25th, 2010

Religion er en fantastisk kulisse til kunst

4 stjerner – Frelst Fiktion på Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, 2009.

“I want to be a part of you, but also to be free,” står der på facaden af museet. Det er Kasper Bonnén, der står bag den gådefulde tekst, som både inddrager de højere magter, (teksten kan kun ses i regnvejr) og det tomrum, fraværet af Gud og tilvalget af os selv har efterladt os med. Selv om teksten ikke umiddelbart kan tydes som religiøs, passer den alligevel fortrinligt til udstillingen, da den elegant viser, hvilken ulykkelig situation vi står i, i en nihilistisk verden hvor alt er både tilladt og forbudt i frihedens sagnomspundne hule navn.

Indenfor står det lidt sløjere til, og når Anders Brinch skriver “Jesus will never get me” på et to gange to meter stort lærred, er det ikke fordi han hverken tror på Jesus eller forholder sig til at tro, men fordi Jesus er et cool ord, der ser flot ud i fed grøn med prikket collage som baggrund. Den eneste religion, det værk læner sig op af, er den, man kan sætte i banken, og han kunne ligeså godt have valgt dødningehovedet, tallet 69 eller Che Guevaras portræt fra fælleskassen med skampulede brands. “Jesus will never get me” er religion på den fede overlegne Mary-måde, hvor traditioner er cool, min unge skal også til julekor, og vi skal være stille til dåben, når præsten læser den samme bøn, som jeg fik læst. Skal vi gå ud og knalde, skat? Shhh… Anders! De er lige i gang med Fadervor! Jeg elsker dig, skat. Jeg elsker også dig, hvor er der bare hyggeligt her i kirken.

Jesus misbrugt

Den samme lummer-ironiske forbrydelse begår Birgitte Støvring. Hun har malet en mand, der trækker på en trækvogn med en Jesusfigur. Enten prøver hun at fortælle os, at det ser fedt ud, når det er Jesus, der bliver trukket, og ikke en kasse med bajere, eller også er vi ude i noget med at mennesket trækker religionen rundt ved næsen og at marketingsmaskinerne bruger Jesus iskoldt. Og det viser hun så ved at bruge Jesus som tankeløst marketingsgimmick for at få et museum påCV’et (på en udstilling som hun i øvrigt selv har kurateret. Av.).

Sandheden om Støvrings motiv er forhåbentlig mere godmodig, hun tror tydeligvis, som rigtig mange andre kunstnere, at hun besidder en genialitet, der intuitivt tilføjer værket en dybere betydning, der kan sætte verden i stå og få de lokale bysbørn til at tabe gebisset i fjorden. Men som med så mange troende før hende, er det kun naivitet, der holder tvivlen fra døren.

Kørners tro derimod er af en helt anden slags. Som en sand Jesus-elsker, der aldrig kan sone sine synder længe og smertefuldt nok, har han placeret et sort kors som en vindmølle i et grønt og blåt vestjysk landskab med vand, fugle og tung industri. Her er ingen ironi og tilfældige udklip fra Vagttårnet ladet med ligeså tilfældige symboler. Kørner anerkender den magt, korset har, så det er til at få kuldegysninger af. Kørner er den mand Brinch skæver hånligt (usikkert) til i kirken, når Kørner fører sin højre hånds fingerspidser fra panden til brystet og videre til først venstre og så højre skulder.

Religion som kulisse

Et absolut særpræg ved Frelst Fiktion er hvor fantastisk megen artikulation, udstillingen sætter gang i. Man føler en trang til at udtrykke sig, der er så stor, at man må drage den uventede konklusion, at religion simpelthen er en glimrende kulisse til kunst. Det er en kube så hvid, at den får andre museer til at fremstå grumsede. Den tilføjer et tematisk lag til banken af mulige erkendelser, der er let at gå til uden at virke postuleret og kikset. Må man anbefale samtidskunst i kirker? Og i øvrigt også meget gerne det omvendte, for større tabu og politisk ukorrekthed end tro skal man lede længe efter på kunstakademierne nu om dage.

Tags: , , , , , ,
Posted in 4 stjerner, Kunst | No Comments »

AT VÆRE ER DET NYE AT HEDDE

fredag, juni 25th, 2010

Her gik vi og troede at der ikke var nogen national kunst, der er ikke andet

1 stjerne - Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie, 2008

Tre ting slår en. Der er meget få værker, dem der er her, er utrolig tynde, og i stedet for at referere til store kunstnere fra førkrigstiden som ellers er den gængse fremgangsmåde når man laver kunst nu om dage, refererer mange af værkerne til unge danskere der knap har forladt akademiet.

En tro kopi af Andreas Schulenburgs bløde og sorte humor mixet med alt godt fraValby, slænger sig på gulvet i form af et nedløbsrør med skum og et lille hvidt stakit. Ved siden af står en faldstamme beklædt med grønt filt med huller. Man håber straks at det handler om at skide på naturen imens man spiller på kødfløjten, men den slags udskejelser er hurtig til at overse. Her nøjes moralerne ikke med at grave sig op i en med små pirrende lillefingre, men kommer snarere sejlende gennem luften med knyttet hånd.

Værkerne er gumpetunge og letaflæselige, blottet for enhver form for radikalisme. Her er ingen elegante finesser der bliver spillet rundt i en virtuos samklang af sprøde erkendelser, men regulær rugbrødskunst, sommerhusudlejningskunst der har ligget og svedet i bagruden på en glemt bil på vej til en censureret nordjysk udstilling med noget der ligner noget der ligner noget. Her er ikke engang et overtryk af udtryk, udtryksvillighed er det pæneste ord der kan bruges.

Generationsskiftet lader altså vente på sig på Kunstnernes Efterårsudstilling der holder fast i modellen hvor dem der har været på KE bliver til noget.

Sådan er det som bekendt ikke længere, i dag findes der hundredvis af steder hvor kunst kan promoveres, men engang var KE stedet hvor tandlæger og advokater kom for at se og købe de nye talenter. Dengang var KE en af måske kun tre eller fire kanaler for nyudklækkede kunstnere, men den garanti som KE dengang gav køberne, har markedet i dag overtaget. (Der er dog mange lortebilleder der er dyre, så nogen ubestridt god udvikling er her ikke tale om.)

Holst Henckel har ikke levet forgæves ses tydeligt i et infantilistisk sort maleri på hvid baggrund hvor fugle i skikkelse af små fly, flyver om et stort træ, som børn der kredser om moderens krogede ubarberede skød. Ivan Andersen og Christian Schmidt Rasmussen er kopieret ned til mindste akrylklat og Palle Nielsen og John Kørner med mange flere er at finde blandt inspirationen til de kun 48 ud af 3000 værker der har fundet censurkomiteens nåde.

Et stort maleri af en dyb tallerken og en kniv og en gaffel hænger som symbolet på dilletantens drøm. Det er gammeldags, kedeligt og kitch, men med en fri gestik der let overbeviser et uøvet dommerpanel. Ligesom de afbrændte keramikstatuer af alle dyrene i Andeby der skal åbne vores øjne for kulturimperialismens indre råddenskab.

Eller også er det bare en anden vej det hele er gået, måske er toget drejet og vi står tilbage i skillelinjen og venter på den vogn der hedder socialanalyse, antropologi og filosofi. Måske ER det, det nye Galleri Fedt i Nansensgade der har fanget den. Det er bare fedt, siger de, når man spørger hvorfor de hedder Fedt. Der kan man tale om tidsånd og man skal ikke klandre tidsånden, for den er der jo uanset hvad.

Og selvom Mick Jagger skulle have ret når han siger at han sætter sig ud i sit køkken med sin guitar og spiller i 10 timer når han skal lave et hit, så er det måske ikke nødvendigvis en fejl når de unge i dag ikke øver sig. Vi er måske kommet over på den anden side af branding hvor det hedder presence. Måske er det endelig gået op for ungdommen at det er nok at VÆRE, at man ikke behøver HEDDE noget. Eller også er det hyperreferencer de benytter sig af, ligesom den hypernostalgi man ser hos DJ’s der stolte ‘graver’ en plade frem der kun er et år gammel.

Eller også har vi bare den kunst vi fortjener…

Tags: , , , , , , , , ,
Posted in 1 stjerne, Kunst | No Comments »

NATURLIGFÍS

torsdag, juni 24th, 2010

Det er svært at lave temaudstillinger om naturen

2 stjerner -Natúrligvís på Sophienholm, 2008

Når Sophienholm beder 18 kunstnere arbejde med temaet natur, forventer man som oplevelsessyg museumsgæst, et åndeligt løft hvor man mærker uudgrundeligheden.

Olafur er en af verdens bedste til at lave kunst om naturen fordi han på den mest tekniske og kyniske måde viser naturen ud fra en gestaltning og ikke en afbildning. Han tager et vandrør i et mørkt rum, sætter et ubehageligt spotlight på vandet der forstøver, og pludselig fremstår en regnbue og det kvindelige jeg dåner.

Når man laver kunst om naturen, skal man først gøre det til kunst og så til natur igen. Vi vil have et skarpt og analyserende koncept gennem den åndelige og gerne talentfulde kødhakkemaskine.

Og hvad er det så ‘Naturligvis’ gør? Den viser os søgte afbildninger af naturoplevelser, hvor især størstedelen af de færøske kunstnere svinger mellem dilletantiske og pinlige.

Zacharias Heinesen er en undtagelse. I en stille geometri af bemalet drivtømmer inviteres man stofligt og tankemæssigt med på en rejse hjem til den færøske natur.

Astrid Andreasen derimod har malet paprør med fisk på. Superfedt i min søns vuggestue eller i fryserummet hos en fiskehandler, men ikke engang til voksne begyndere gør det indtryk. Og Edward Fuglø er tydeligvis Færøernes Kasper Sonne. Med et ‘frækt’ maleri af en delvis gennemsigtig fisk med udkig til et indre skelet af maskindele (og advarselstrekant så alle er med) hvor han fortæller os at vi skal passe på naturen og ikke fiske mere end vi får lov til, sætter han nye kedelige rekorder i klumpedumpedreng med jernhænder i en glasbutik. Computergenereret samfundskritik er skarpere.

Der er også kramper til maven blandt de danske deltagere. Jonas Hvid Sørensen har lavet et skidt Peter Halley værk med taperester mellem akrylfarverne, der ligner et uopfindsomt gengivet blueprint af en industrizone der er forsøgt gjort spændende med 3d kasser der peger ud mod en horisont. Og Kørner har forsøgt med et dillerbummelumbillede af to mænd i brunt, en dansker og en færing, i et hedt kys i et telt af is og vand. Vi savner det geniale uregerlige touch, det her ligner mere en avisillustration der hverken gør fra eller til.

Men måske Kørner lider af samme problem som Egil Jacobsen der kun kunne spise leverpostej. Han havde levet af det i 50 år fordi han var så fattig og nu hvor han var rig kunne han ikke tåle andet! Måske Kørner udviklede sin stil, sit patent, sit lille domæne, det tynde lag maling, dengang på akademiet fordi han ikke havde råd til mere. Og nu kan han ikke begynde at smøre mere på!

Ærtebjergs fire sekundamandagsværker er nok dem der nærmer sig udstillingens præmis bedst. Hun udfordrer og problematiserer emnet natur på flere måder med sit mummitrolde univers, og man kan næsten se hende ligge og tegne som 8-årig i det politisk korrekte hjem i Vanløse. ‘Du skal da være kunstner,’ sagde mor, og Katrine kiggede op på hende med sine tykke kinder, det var første gang mor havde rost hende. Senere blev hun introduceret for mændenes natur, og blev muligvis slemt skuffet, i hvert fald figurerer der en del mørke skikkelser i hendes værker idag.

(I øvrigt kender vi det helt tilbage fra Grimms eventyr at naturen er farlig og indeholder bøhmænd der vil bolle, imens kulturen har kristendommen der kan redde os fra det værste.)

Det ubehjælpsomme plastikgræs der falder af kataloget anden gang man åbner det, siger meget om hvor naturlig udstillingen er. Den ville virke i en emneuge i skolesammenhæng. Men man må regne med at de gode kunstnere ikke kan disciplineres og stilles til regnskab, og en stor kurator ville have hentet værkerne i stedet for. Ligesom der også er en grund til at færøsk kunst ikke er videre kendt andre steder end på Færøerne.

Tags: , , , , , , , , , ,
Posted in 2 stjerner, Kunst | No Comments »

Tale er vand

tirsdag, juni 22nd, 2010

Performance ved Mathias Kristersson, på kunstmessen Alt_Cph i Fabrikken for Kunst og Design, 2008, ved Lilith Performance Studio.

6 stjerner

Unge svenske Mathias Kristersson står på scenen med munden fuld af vand. ‘Hvorfor har du munden fuld af vand,’ spørger en af tilskuerne. ‘Vandet er en metafor for sproget som en forhindring i vores kommunikation,’ svarer Kristersson på engelsk med vandet løbende ud af munden og ned på tøjet og podiet. Han tager kanden med vand ved sin side, fylder glasset, fylder munden og venter på næste spørgsmål.

Alle stiller spørgsmål, hvorfor dit og hvorfor dat. ‘Hvorfor skal vi stille spørgsmål,’ spørger en gæst, ‘For at understrege at det er ligegyldigt hvad jeg siger, metaforen virker uanset hvad,’ svarer Kristersson.

Konceptet er enkelt. Når ingen har stillet et spørgsmål i 15 minutter stopper han. Men dagens performance på varer dog kun en time da der er andre der skal bruge scenen.

Værket er interessant fordi det er godt tænkt og formidlet enkelt, præcist og fornøjeligt. Og det er genialt fordi det indeholder sin egen umulige fuldbyrdelse der svarer lidt til at man rent faktisk ville få et problem ved at se på Kørners billeder. Sjældent interessant kunstværk.

Tags: , , , ,
Posted in 6 stjerner, Kunst | No Comments »

MORALSKE PEGEFINGRE I MÅSEN

fredag, juni 18th, 2010

U-Turn fortæller hvad de gerne vil være i stedet for at være det

U-Turn i København, 2008 – 3 stjerner

Et skilt med teksten ‘Erstat frygten for det ukendte med nysgerrighed,’ er U-turns bidrag til busterminalen på Rådhuspladsen. Belærende uden at være kunstnerisk stimulerende, kort sagt en manifestation af det delvise selvmål i Carlsberg Hal E hvor kuratorerne har valgt det sikre.

16 malerier af John Kørner over de 16 danske soldater der er blevet slået ihjel i Afghanistan er noget af det første man ser. Man ser danske soldater hist og her og nogen af dem bløder. Nu er det åbenbart også farligt at gå i krig, tænker man og skynder sig videre. Der er nemlig noget malplaceret over Kørners malerier når de bliver for konkrete, lidt ligesom hvis man skulle lave poesi over fodboldresultater. Eller ligesom når vejrværter prøver at lave komik. Det bliver bare aldrig særlig godt og man undres virkelig over hvad han dog laver her.

Overfor er der teater uden mennesker af Kirstine Roepstorff. Kun to Shrigley-lignende stemmer, blot uden humor, der i 36 stive minutter taler om sammenhænge, abstraktioner og ingenting, imens en trædims på scenen med diverse collager drejer rundt, badet i teaterlys. Det stinker af indforståede og tungnemme kunstkoder. Det burde da være muligt, at præsentere selv den mest tossede idé på en elegant og ‘kunstnerisk’ måde, så beskuerens sind holdes i ave. Undskyld, Kirstine, men jeg har aldrig oplevet noget så kedeligt før.

Det skulle da lige være reklamerne i aviserne for U-turn, teksten skrevet af gentagelsernes mestre, corporate heaven, det tunge og etablerede reklamebureau E-types, og så ellers vendt på hovedet. ‘Altså ligesom kunsten også skal vende beskueren på hovedet,’ kan man foran sin indre brækpose høre kuratorerne fortælle inden de med fingrene tegner et ‘U-turn.’ Man siger hvad man tror man vil være, i stedet for at være det. Velkommen til dansk kulturs største problem.

Og imens vi stadig har den moralske pegefinger helt oppe i måsen, kaster vi et blik på muren ved indgangen hvor Jota Castro har skrevet ‘China’ med fyrre par sko der er Made in China… Så gå da for helvede ned og aflever dine Nike sko og dit grimme Vero Moda tøj, og lav dine egne batiksvedige dragter! Eller tag til Kina og – som man siger på BBC – ‘get the bigger picture.’

FOS har lavet endnu en skæv socialbar hvor det mest sociale er muligheden for at få en splint i fingeren så stor at man ikke selv kan tage den ud. Al respekt til FOS, men siden han begyndte sit ærefulde hverv som de undertryktes skytsengel, er der bare sket en del med samfundet.

Og nej her tænker jeg ikke på Lilibeth Cuenca Rasmussens video, performance og installation hvor hun dækker sig strategisk ind ved at sample alle de kendte kvindelige performances. Dog uden at bidrage med en opgraderet læsning af Ono, Antoni og Saint Phalle med flere. Der er som sagt kun én ting der er værre end kvindekunst, nemlig søstersolidarisk kvindekunst.

Et virkelig godt værk finder man i Mads Lynnerups fascination af rutinerne på Sønder Boulevard som han har iagttaget i så lang tid at han både kan beskrive dem i tegninger og video. (Når man ikke selv har et liv må man håbe der er nogen tosser derude man kan snage i. Spøg til side, det er ikke set før, veloplagt og uden den grimme pegefinger.) Ligesom også Elmgreen & Dragsets spejl foran den lille havfrue er god. (Men man skal være meget berømt for at den ikke bliver plat. Vi stoler på drengenes format.)

Der er skam også flere godter, Daniel Svarres cirkel af mænd for ekempel, men andet end en arrangeret byfest der med sin bestilte underholdning krampagtigt forsøger at være nyskabende, bliver U-Turn aldrig.

Tags: , , , , , , , , , ,
Posted in 3 stjerner, Kunst | No Comments »