Når kunsten bliver slesk, og man må spørge sig selv, hvor meget man kan lave på bestilling
2 stjerner – Frederik 8.s Palæ, Amalienborg, 2010
Når man kan få alt, får man intet. De kongelige kunne have peget og fået hvad som helst fra kunstens stjernehimmel, men er endt med et tarveligt katalog over nullernes Bredgade.
De ydre omstændigheder er naturligvis umulige ikke at forholde sig til, men skal man alligevel prøve at se på værkerne som selvstændige kunstværker, så får vi et billede af samtidskunst som noget, der er mere ufarligt og godmodigt end en af de nye Far til fire-film.
Jesper Christiansen er en af dem der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, imens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter. Christiansen har malet hele verden i det modtagelsesrum, hvor hele verden kommer for at møde Frederik og Mary. Men Amerika vender på hovedet! Fnis. Eller er det i virkeligheden os, der vender på hovedet!?! Dobbeltfnis. Nå nej, det er sådan, verdenskortet ser ud fra Tasmanien … Christiansen har også fået plads til tulipaner, der er opkaldt efter Mary og en masse julehjerter, fordi Mary er protektor for Hjerteforeningen og har et stort hjerte, og en masse heavy metal-pladecovers, fordi Frederik er en rigtig mand … (pudsigt i øvrigt, at de så gerne vil bevise, at de er almindelige, det virker snarere til at være det omvendte, der er problemet). Og hen over det hele har Christiansen lagt et grid med et kort over Amalienborg … Det nære og det fjerne … Uh … Men han har også været fræk, for det er kunsten jo, han har nemlig malet et cd-cover med en indspilning af Bach af ham, der vandt kronprinsparrets kulturpris sidste år, selv om han slet ikke har indspillet en!!! (Jamen, hvorfor har han så malet det?). Nåååååååå, det er noget, de håber, han gør!!!! Guuuud, hvor er de der kunstnere bare sjove. (Smiler frækt).
Scientology
Olafur Eliasson har dog lavet det absolut mest latterlige værk, han har badet en trappe i ask i gulligt lys fra halvkugleformede lamper, der sidder på et rundt spejl, så det ser ud, som om de er hele kugler. Eller bobler. For de er placeret hele vejen op langs trappen, 29 stk, og øverst sidder en aluminiumsplade, der ligner havbunden set nedefra. Blop blop… Man kan forstå det med vandet, Frederik er jo dykker, men hvorfor skal det ligne en trappeopgang i Scientology? Det er gyseligt. Vi er længere væk fra solen på Tate, end Naser Khader er fra at være Danmarks mest populære politiker. Eller Søren Fauli er fra De Skrigende Halse.
Tal R er ok, han har malet et billede af Nyhavn, og Erik A. Frandsen har koncentreret sig om teknik og materialer og har lavet et par karakteristiske blomster i en spejlsal og en buket blomster på et bord i et marmorlignende materiale i Marys arbejdsværelse, ligesom Bonnen også kommer til sin ret, hans maleri ligner med halvt sammenklemte øjne næsten en marmorering.
Men nu til det mere interessante. Kan en kunstner være luder? Ja, det kan han selvfølgelig godt. Genibegrebet er for længst lagt i graven, en kunstner kan være pædagog om dagen, bartender om aftenen og kunstner om natten. Der er alligevel ikke nogen længere, der tror på en guddommelig forbindelse, hvorfor der heller ikke er noget rent og helligt, der kan besmittes, hvorfor der ikke er noget grimt i at arbejde på bestilling.
Spørgsmålet er altså snarere af strategisk karakter. Hvor meget af denne her slags arbejde kan en kunstner lave, før det begynder at påvirke hans øvrige virke? Ved hvilken reklame gik det galt for Fauli? Hvor meget røv kan Olafur tillade sig at slikke, før man begynder at se hans bedre værker i et andet lys?
Nærmer sig afgrunden
Der findes ikke nogen procentsats for, hvornår man mister den i befolkningens øjne, men overordnet set skal en kunstner altid sætte sine basale behov, altså jagten på mad, kærlighed og status nederst, hvorimod de etiske og æstetiske overvejelser skal være øverst. Så snart der opstår forvirring om, hvad der er øverst i behovspyramiden, mister kunstneren grebet om parnasset. Tag blot et eksempel som Kristian von Hornsleth. Hans værker berettiger så rigeligt til elitær succes, men mange nærer tvivl om motiverne. Og hvis man i forvejen nærmer sig den afgrund, så vejer en royal skalp altså rigtig tungt.