5 stjerner – The Eye in the Door, Kunsthallen Nikolaj, 2009
Hvorfor ikke lade to helt ens film afspille på samme tid, den ene forlæns og den anden baglæns, skiftevis fra klip til klip? For hvad sker der så, når man er præcis halvvejs, så smelter de to film sammen, inden de flimrer hver til sit til lyden af en hårdt spillet lilletromme! God idé, men når Jeannette Ehlers insisterer på at lade det gå ud over en film, hun selv har optaget med et par, der ligner pausedansere fra Damhuskroen, der spiller sig gennem mere eller mindre erotiske passager fra kunsthistorien, så ender den gode idé som en smeltet klat smør på det skakternede gulv i mor klichés køkken. Er det kunst, eller er det reklamebureauet Mensch, der manipulerer jyske marketings- direktører med helsides- annoncer i Børsen, der præsenterer åndede vuffelivov-banaliteter forklædt som vid og mod? Der findes et ord for ideer uden indhold. Man kalder det ‘tricks’.
Men det bliver meget bedre i Nikolaj Kirke. Et lille delikat og yderst virtuost videoværk af Lui Mokrzycki viser 100 versioner af den samme mandsperson, der i et smalt hvidt rum gør tilløb til at hoppe og baske som en ørn, men klippet så man først ser de mange tilløb, så afsættet … Og ja, han kan flyve. Fake it ‘till you make it.
The eye in the door, som udstillingen hedder, er kompleks. Paul Pfeiffer har klippet solopgange og solnedgange sammen, så man får en hel sol med en vandrende horisont. Og Omer Fast har fundet en museumsby i USA, filmet husene og interviewet tre af de skuespillere, der til daglig arbejder som 1700-tals indbyggere i byen. Filmen er delt i to og vist på hver sin side af en stor skærm.
Galskab og skønhed
Pfeiffers sol er ren psykopati. Titlen Morning after the Deluge refererer til et værk af Turner, hvor han maler et motiv fra sit øje efter at have stirret på solen. Turner havde næppe nogen anelse om, hvad han havde gang i, ligesom der næppe heller er nogen mening med Pfeiffers værk, men galskaben og skønheden er slående. Der er intet skønnere og mere værdi- og symbolladet end en solopgang og en solnedgang, og at lægge dem sammen er så oplagt et godt påfund, at man automatisk hæver hænderne for at kunne forsvare det, hvis Jeannette Ehlers skulle dukke op med noget pynt. Blot det at se, hvordan horisonten pludselig bevæger sig i forhold til solen og ikke omvendt, bringer én i en pudsig ekstatisk tilstand, der minder lidt om den stemning, der er typisk ved hiphop-koncerter og andre løsslupne arrangementer. Go sun! Go sun!
Omer Fasts værk, God- ville, på de to skærme er modbydeligt og udmattende. 50 minutter er lang tid i en seng med en dejlig dame. I selskab med tre skuespillere, der taler om deres historiske roller og om deres egne liv som skuespillere, er det direkte angstfremkaldende.
Og her kunne man snildt tilføje en kommentar til hele debatten om Mikkel Bolts bog om den døde avantgarde. Mikkel Bolt mener, at kunsten skal helbrede og forandre mennesket. Det er store krav, som kunsten aldrig har opfyldt. Et kunstværk har altid kun været en bums på menneskeheden, som man kan dissekere og bruge til at fremlægge en diagnose. Nogle bumser er så tættere på hjertet end andre.
Omer Fast har for eksempel en direkte vene til vores historiske bevidsthed, når han først interviewer en sort mand i hans rolle som slave og bagefter som en skuespiller i dag og klipper det sammen, så tiden helt bogstaveligt flyder sammen. En herskabelig kvinde taler om sin genstridige hverdag og døde unger, og pludselig og meget ubehageligt ophører tiden som lineær, og det går op for os, at vi ikke er kommet videre, vi er de samme lusede oprejste aber, som vi altid har været.
Der er ingen tvivl om, at virkelig gode kunstværker som for eksempel Pfeiffers og Fasts har en stemme, som folket kan forstå, men forventningerne til, hvad stemmen siger, er åbenbart forskellige. Mikkel Bolt ser gerne et konkret budskab, der ændrer samfundet, imens vi andre kun beder om at blive revet lidt rundt i vores intellektuelle grundvold. Den nye avantgarde virker kun indvendig ved at fortælle os sandheden om samfundets tilstand.