1 stjerne – ‘Nature strikes back’ på SMK, 2009
Statens Museum for Klimakunst har lavet fem tegnefilm, der forestiller en tv-vært der har to gæster i et Deadline-lignende studie, hvor de i et ekstremt højt og overvelformuleret tempo gennemgår Udnyttelsen af naturen, Mennesket og naturen, Naturen som system, Landskabetog Dommedag gennem forskellige kunstværker, som så også hænger i de rum, filmene vises i.
Filmene er begyndt som lange manuskripter, der så er blevet kortet ned, skåret til, barberet ind til benene og til sidst fremstår som opslidende reklamesmarte lyngennemgange af kunsthistorien ud fra devisen: en sætning pr. værk og én vejrtrækning pr. film. Mix gerne med så mange filosoffer som muligt.
I en af filmene går vi på få sekunder fra Foucault til Aristoteles til Hoffnagel tilbage til Aristoteles og over Holstein til Descartes. Det er ren professormasturbation, uegnet for andre end den, der selv fører hånden. Og så står man dér med et Jorn og en Braque, en Mario Mertz, en Kirsten Justesen og en Mike Kelley og fire foto af Olafur Eliasson, og hvad de ellers har skullet bruge som baggrund for at have en undskyldning for at kunne få et sted at stille skærmene. Man er udblokket for mulighed for at tænke selv. Man føler sig, som om man er inviteret til middag med publikum fra X-Factor, fordi man stemte på den sang, der gik videre. Det giver ingen mening. Denne gang har de ikke blot spændt kunsten for en vogn, næh, de har presset den op i røven på en gammel høne, der hedder klima til fornavn og hjernedød til efternavn. Endelig anerkender I jeres ledelsesmæssige ophav.
Men hvorfor ikke gå hele vejen og lave en regeringsudstilling med værker, der matcher de værdier, VKO har? Jo, hold nu op, man kan da snildt få alle værker til at handle om uangribelighed, dygtighed, ansvarlighed, skattestop og rettidig omhu. Og præsentere dem i Excelark med skattemæssige fremskrivninger og nytteetiske effekter under hvert billede. Kom nu, vær lidt friske, I har allerede taget den i prutten, så hvorfor stoppe her?