Posts Tagged ‘Hitler’

Er Nolde i familie med Kurt Westergaard

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Emil Nolde og Danmark, Ordrupgaard, 2010

Nolde. Det er noget, folk kan lide. For det kan de forstå. Men hvad er det, de forstår?

Er det ekspressionismen, de elsker? Forrige århundredeskiftes hidsige palette? Er det de kitschede eventyrmotiver eller de kedelige blomsterdekorationer?

Indledningsvis skal det siges, at Ordrupgaards udstilling er grænsende til det sølle, det er ikke Tysklands største ekspressionist, de viser os, det er ikke den Nolde, der er større end Kirchner, det er tværtimod en gang healermesseparanoia blandet med alskens feel good fra haven.

Hvis vi tilmed lader Politikens anmelder om en udførlig beskrivelse af den helt sikkert ophidsende biografi og i stedet koncentrerer os om værkerne og det faktum, at kunstneren var nazist, så er der ikke meget tilbage.

Højreorienteret sind

Og dog danner der sig i tågerne en sær kongenialitet. For Nolde var så pokkers glad for sit Tyskland, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme af med jøderne. Det i konservativt højborgs beliggende Ordrupgaard er så pokkers glad for Danmark, at de skal ødelægge en ellers fremragende kunstnerisk mulighed ved at insistere på at dyrke Noldes danske forbindelse. Og sidst men ikke mindst, så er der kun én kunstner i Danmark, der også har Noldes sære stil med sine fantasiverdener og hidsige farver – og det er Kurt Westergaard. Er vi ligefrem i stand til at skabe forbindelse mellem det højreorienterede sind og det kulørte maleri?

Lad os begynde med definitionerne. Den kunstneriske elite er defineret som venstreorienteret af mange grunde, hvoraf de vigtigste tre er, at de virker til at være kritiske over for samfundet, de ønsker fremskridt for enhver pris, for endnu engang at citere Bertolt Brecht så er dårligt nyt bedre end godt gammelt, og de giver ofte udseende af at være følsomme over for udsatte grupper.

Det er omvendt

Der findes ikke nogen kunst, der defineres som højreorienteret, hvorfor dem, der fremstår som sådan, har fået æren, fordi de af en eller anden grund er i opposition til eliten. Det kan for eksempel være ikke-elitær kunst, der ofte forbindes med noget reaktionært, fordi kunstneren ikke har føling med moderniteten. Eller det kan være kunstnere, der ikke udstråler en overvældende blødhed over for minoriteter som for eksempel Kurt Westergaard, der tegner Muhammed, Uwe Max Jensen, der er aktiv i Trykkefrihedsselskabet, eller Kristian von Hornsleth, der har købt afrikanske identiteter for dyr.

Man kan så indvende, at den venstreorienterede kunst i virkeligheden er ultraliberal, den eksisterer i hvert fald kun på, i og af markedet, hvorimod den højreorienterede kunst har en meget mere solidarisk indgangsvinkel til sig selv og samfundet, her handler det mere om at lave sit eget lille marked hos de nærmeste omgivelser. Men den slags analyser må man ikke kaste ned over politiske emner, alt ville jo gå i stykker. Dem, der vil det røde, skal stemme på de blå og omvendt. Nyrup privatiserede mere end Fogh, og Fogh fik den offentlige sektor til at vokse mest.

Indre spøgelser

Man må ikke diskutere indhold, når man diskuterer politik. Kun form og figur. Så lad os se på motiverne.

Nolde er vild med at male trolde og underlige væsener – et motiv, der heller ikke er fremmed for højrefløjen i dag. Og ikke kun den yderste højrefløj ser spøgelser og hekse overalt. Også den moderate højrefløj baserer deres politik på frygt og barnlige fantasier. Tag blot hele burkadebatten, der udelukkende handlede om et grumt mareridt. Hvad nu hvis min søn skal undervises af et monster, hvilken frygtelig tanke, jeg må hellere reagere nu. Den nuværende højrefløjs indre spøgelser fremstår altså om end endnu virkeligere, end Noldes gjorde dengang.

Groteske trolde

Nolde var også ædlere, selv om han som en klassisk højreorienteret altid indtager rollen som offer. Men han ynker dog ikke sig selv i værkerne, men kæmper mod de rigtige meninger, den rigtige måde at male på, sin religiøse opvækst og sikkert også sig selv. Han viser et formidabelt mod, fordi han tør udfordre de gældende paradigmer.

Det kan man ikke sige om nogen af de nuværende fløje. De hænger stadig fast i en illusion om det vanskelige ved at få kritiske røster om muslimer i aviserne, og selv i sin mest ulidelige form vil alle stadig sige, at det er en vigtig og rigtig svær debat at få rejst. Selv om den reelt set er lettere at få i avisen, end hvis en landsholdspiller stiller sig åbent frem og kritiserer Morten Olsen.

Der er også et par gode billeder med på Ordrupgaard. For eksempel Bjergkæmper, hvor man ser nogle store, groteske, grinende trolde om et bord, malet i foruroligende orange farver. Og akvarellerne har også sine kvaliteter, især fordi de er lavet i hemmelighed, efter at han, selv om han var Goebbels yndlingsmaler, fik forbud af Hitler mod at male, hvilket må have været frygteligt for den gode mand. Tænk sig at ville samfundet det bedste og så se toget køre uden at være med.

Så let tager den nuværende højrefløj det næppe, den dag det går op for dem, at de er sakket håbløst bagud. Og hvad gør Ordrupgaard, når de ikke kan holde flere udstillinger over temaet: ‘Kendt fremmed, er Danmark ikke fed?’

Vi må håbe, at publikum også kan forstå det, den dag de skal se på kunst for kunstens skyld.


Garanteret underholdning for hele familien

søndag, juni 27th, 2010

5 stjerner -Wilhem Freddie,  ‘Stik gaflen i øjet’ på Statens Museum for Kunst, 2009

Ild i verdens største hundehus, en mand med rør ind og ud af hovedet og hovedværket Meditation over den antinazistiske kærlighed med et halvt komposteret par i en stilling, der ligner ægte kærlighed med en heilende Hitler i baggrunden og 95 procent af billedet dækket af mørke skyer, er det første, man møder. Og hvis man synes medierne gennem årene har fremstillet Wilhelm Freddie som lidt pjattet, må man pænt sige undskyld. Det første møde med Statens Museums for Kunsts 100-års fødselsdagsfejring af Freddie er en ubetinget indfrielse af legenden, så måske er medierne alligevel ikke så tossede endda.

Og jo jo, Dalis navn gjalder gennem gangene, men hvor Freddie blev forment adgang til Tyskland på grund af ovennævnte værk, indledte Dali nogenlunde samtidig en livslang flirt med Franco, hvilket er et ganske godt billede på de nosser af sten, som Freddie bar rundt på i hele karrieren. I de lyserøde kødbilleder som museet har tildelt kategorien ‘Vold og begær’ er man med helt inde i soveværelset hos Freddie Brutalis. Man er med oppe i kvinden og ude og inde igen, det er enormt perverst, den måde han har ladet oliemalingen optræde som maling og ikke som en gengivelse af hud, i en hudfarve, der er mere hudfarvet end selv den mest perfektionistiske racist fantaserer om.

Vi har før på disse sider forherliget surrealismen for at fungere på alle plan – Freddie cykler ind og ud af både Ernst, Dali og en lang række ismer, men det er ikke dem, der styrer, det er ikke nogen metafysisk virkelighed, der er forsøgt overleveret, det er meget mere simpelt, det er følelser, det er noget inde i Freddie, der handler om noget inde i kvinden, som han vender vrangen ud på – på bogstaveligste vis.

Det er selvfølgelig kun Freddie selv, der forstår det til fulde, men vi har dog hans virtuositet at glædes over. Og hans glæde ved at bolle damer. Vi kan heller ikke bruge det til noget, når et barn siger far eller mor for første gang, men det udløser en pose dopamin, og selvom vi lever i en tid, hvor det største tabu er at spilde tiden, så er der et urmenneske et sted dernede, der brummer af vellyst ved mødet med ren fornøjelse. (Bortset fra Francis Bacon, der fik en god idé, da han så Freddies lyserøde rum, der går indad.)

Kamp for Accept

Og både når man tænker på hans mange år uden offentlighedens accept, 35 år tjente han surrealismen før staten, som den første institution købte et værk, Venetiansk Rock’n’roll, og når man tænker på den finger, han igen og igen har givet det forargede Danmark fyldes man med respekt. For han MÅ da have tvivlet, tænker man, sikken modstand han har mødt, han har været til grin, fordi han ikke slikkede det samme hul som flertallet, og alligevel holdt han fast. Man kunne godt have undet ham at have fyldt 100, så han kunne have set dette endelige folkelige gennembrud.

Stik gaflen i øjet er fantastisk til unge, tossede voksne og hyggelige bedsteforældre, da enhver kan træde inden for på alle niveauer, men hvor Max Ernst altid havde en tydelig idé foran sig, skubber Freddie ofte kun fascinationen ved at male foran sig. Se mig, se, hvad jeg har malet, se, jeg har malet en elefant med små gafler i ryggen, fordi livet er så stort og uforståeligt og se, en klippe med et syret grønt dødningehoved, fordi jeg drømte at jeg faldt og faldt og faldt og døde.

Men når han er bedst, formidler han alle livets kortslutninger og konstaterer underlige og interessante sammenhænge på en måde, der væsentligt har bidraget til modernitetens paradigmeskift i Danmark. Tag blot værket Min kone ser på benzinmotoren hvor en hund med kinesisk maskeansigt og sammenvoksede ben ser tilbage på beskueren. Det er virkelig provokerende og syret, og fordi det er lavet som en reaktion på en absurd verden, peger det VÆK og VIDERE. Og så er vi ved kernen i Freddies virke, og dér hvor han virkelig betyder noget, han flyttede moralske paradigmer og systemer, han skubbede på i stedet for at lægge sig i slipsporet, og på den måde skabte han nye rum, som kunsten kan leve i.