New Deals

Den store samtidskunstudstilling på Statens er guf for mærkedyr og rundvisere

4 stjerner

Køen hober sig op, alle hilser, ingen hilser igen, og som de inviterede nærmer sig manden på trappen udenfor der tjekker invitationer, stiger stressniveauet.
Manden uddeler papirlapper som giver videre adgang til museet og langsomt myldrer de lettede ind, hver med en papirlap hvorpå der står ordet Art – Retard, fulgt af følgende: ‘The reality from today is not the one from yesterday.’
Velkommen til Statens virkelighedstjek og tak til Colonel for dette lille mesterværk der minder os om hans åndsfællesskab med Yves Klein. Han kontekstualiserer hvem der er ude eller inde. Uden indbydelse leverer han et elegant virkelighedstjek i det almindelige menneskes møde med den store institution. Har du adgang, spørger han og understreger det elitære, komiske og antidemokratiske på en sjov måde.
Realitycheck er svær at anmelde. Det er kuratorheaven. Guf for den kunststuderende. Det er så rigtigt at man får lyst til at skrive sit navn med tusch på en væg og prikke øjnene ud på en af dukkerne i den patetiske opstilling af amerikanske Zoe Leonard. Dukkeværket ville i bogverdenen svare til en samtalebog med en kendt kendt. Et sikkert supermarkeds hit. Ligesom Annika von Hausswolfs billede af en radiator hængt op på en væg som en radiator. Wall on a wall, Anastasi 1967. Lavet hvert år og narret publikum hvert år siden. Ved siden af den, Ceal Floyers film af en stikkontakt afspillet på en væg hvor der kunne have siddet en stikkontakt. Man bliver helt træt… Men så igen genopfrisket af Henrik Plenges skøre Simon Spies univers med hash og jordbær. Det er let fordøjeligt uden at være plat.
Der er også andet der hæver sig når man har det på tomandshånd. Ann Lislegaard der filmer sit værelse gennem en glasplade der bøjer men dog ikke kan hamle op med Bakkens spejlkabinet. Det er balancegangen mellem det infantile og den rene børnehaveagtige leg der gør det så skønt.
Og så er der naturligvis Chris Burdens flyvende damptromle ude foran der handler om magt. Og som nogen gerne vil have til at symbolisere nye tider på Statens. Og der er helt sikkert nye tider. Og alt dårligt nyt er som bekendt bedre end godt gammelt. Men derfor kan man stadig godt undres over hvorfor man kan kede sig i selskab med 40 af tidens mest populære.
Problemet er titlen. Realitycheck. Den lægger op til to ting. Et politisk virkelighedstjek og et kunstscene virkelighedstjek. Det politiske er umuligt at få. Værkerne står helt alene med deres vanvittigt nørdede skolebogsdybde og hviler i stedet kun på det institutionelt anerkendte kunstnernavn på væggen ved siden af. De overdøver hinanden. Betydningerne er så kraftige at de danner skygge over hinanden. Til gengæld får vi masser af det sidste. Og derfor skulle den have heddet Top 40. Og vi kunne have undgået den grimme bismag ved at signalere dybde når det står klart for enhver at det handler om det modsatte.
Det er i øvrigt sjovt som man altid kan få de samme kendte kunstnere til at passe ind i alle mulige temaudstillinger. Navnet er blevet vigtigere end værket. Men det er dejligt at blive opdateret. Ligesom at gå ind i en smart tøjbutik med alle mærkerne. Hvad har Dior på hylderne? Nå, brune ærmer er inde i år, nej, hov, det var en Henrik Olesen…