Posts Tagged ‘Galleri Faurschou’

Trippet der gik galt

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Erik Parker: ’Adapt’, Faurschou, 2010

Adapt er et stort rumvæsen med øjne og mund. Det er gennemsigtigt, så man kan se mekanikken, og det ligner lidt, at man har kørt Matt Groenings tegnefilm Futurama gennem Wordle og fået en fuldstændig meningsløs ordsky uden andre ord end ’Adapt’ i midten.
I Hand to Mouth er vi ude i to spejlvendte og slanke aliens med store gebisser og tæer, der kan trykke på knapper.

Erik Parkers værker var engang hiphop på lærred, det var en voldsom akkumulation af farver og ord fra temaer, der spandt lige fra dem, Bush havde dømt til døden i Texas, til det, de siger på dårlige radiostationer. Nu er han blevet voksen og har fjernet næsten alle ordene, kun et enkelt står tilbage på hvert lærred.
Den venlige betragter vil nok se det som et tegn på, at Parker fokuserer på et metafysisk plan, hvor alting hænger sammen og styres af bagvedliggende processer. Og det kan sagtens tænkes, at han gerne vil have os til at tænke det, men hvis man vil kommentere noget, er det ikke nok blot at gøre opmærksom på dets eksistens, man er nødt til også at have mere holdning til det end ved at male det, så det ligner et par Daisy-bukser.

Værkerne er reduceret til at være doodles. Det ligner stadig noget, der er lavet på et syretrip, men det er ikke et cool trip længere, der er mere Professor Olsens Spilleland sponseret af Hummel.

Det er ikke engang vild fantasi længere, det er gak-gak laissez faire-kunst, hvor en lille streg bliver omfattet af en, der er tykkere, som så får selskab af en lidt federe ring på den anden led i en ny farve og så videre, til lærredet er fyldt. Man kunne godt få den tanke, at Parker har mistet den. Man skal i hvert fald have meget lave forventninger til kunst og elske lilla og blå for at finde det tilfredsstillende.

Danmark dyreste juleudstilling

fredag, juni 25th, 2010

3 stjerner – ‘Edvard Munch: Tribute and inspiration’ hos Galleri Faurschou, 2008

Kuratoren har hængt sin hat på, at alle kunstnerne “kongenialt med Munch omhandler eksistentielle erfaringer”. Jamen, det var da heldigt, tillykke og god jul.

Peter Doigs kanobillede handler om den ensomme mand, Louise Bourgeois’ ansigt i buret skriger, Jorns afskyelige snemand handler om den forvredne sjæl, Kirkebys maleri om et fortabt landskab, Melgaards om det moderne fortabte menneske, Alice Neel om det indre mørke og Erik Parker om det fragmenterede menneske.

Hvis man vil, kan man få alt til at passe, men hvorfor ikke sige det, som det er, værkerne på Faurschous Munch-hyldestudstilling er ikke kongeniale, men de klæder hinanden. Der er et lille overlap i form af den Munch’ske ensomhed og melankoli, men hvem fa’en har ikke det?

Til gengæld er det ene af de viste billeder af Munch hele turen til Nyhavn værd. The Island indeholder alt det, Munch elskes for. Det er er dragende og lidenskabeligt og vidner om stor mørk dunkel indre uro.

Kirkeby-værket koster 950.000 kroner, Melgaards 650.000, og mon ikke også de tunge værker er til at købe, hvis man har penge nok.

HUNDEN OP AT HÆNGE

torsdag, juni 24th, 2010

2 stjerner – Galleri Faurschou, 2008

Kvium er bedst i Hundeelskeren II hvor det ulækre møder det uhæmmede og det usmagelige møder det uafhængige. Kokken kløver køterens krop og det er tegneseriekunst malet på en rå og middelalderlig måde. Her er han bedst fordi han autonomt afskriver sig enhver mode. Han sutter ikke pik på nogen tradition, for at blive i retorikken.

Han er værst når han maler træstammer og firserpseudominimalisme, monokrompjat der skal foregive en indre stilhed som ikke har bundklang. Hans fugle lugter af en mand der er gammel og ved at give op og giver de horisontløse billeder et sidste shot for at blive accepteret af de fine. Hos de mindre fine er han allerede en stjerne. Men hvori består kanoniseringens væsen? Vi kan gætte på at den påståede dunkelhed og mystik har tiltalt visse kunstsamlere – ligesom Hornsleth giver en undskyldning for at have en nøgen dame til at hænge over sofaen, giver Kvium en mulighed for at virke mørk, spændende og dyb uden at være det.

Der er flere grunde til at det ikke fungerer. Punkt 1: Den joviale tegneseriestreg. 2: Det humoristiske og surrealistiske tager brodden af ondskaben. 3: Den totale fraskrivelse af enhver relation til moderniteten.

Hvad gemmer der sig for eksempel bag billedet af en hunds røvhul? En hund. Og medmindre man elsker hundenumser, så er der ikke noget at komme efter. Billedet er kedeligt og overfladisk. Og i hovedværket på udstillingen, det 6 x 2 meter store An eye for at tale and a tale for an eye, har vi med veldesignet ren dekoration at gøre.