NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
Absalon Kirkeby får sit gennembrud på gruppeudstilling, hvor han viser, at alt kan blive til stor kunst for den følsomme
5 stjerner
Kunst i sin reneste form er ikke konceptuel. Det konceptuelle, narrative, dokumentariske eller opstillede er muligvis sterilt, men ikke rent. Det er tænkt – i værste fald fortænkt – og selv hvis det er forførende, smukt og poetisk, vil det altid have et strejf af kemi.
4 stjerner – Marianne Grøndahl, Retrospektivt på Fotografisk Center, 2010
Marianne Grøndahl er bedst når man kan mærke at hendes åbenbart tillidsvækkende væsen har haft tid til at folde sig ud.
3 stjerner – Hjemlige Billeder, Fotografisk Center, 2010
Man skal helst ikke være alt for træt, når man besøger Fotografisk Center for tiden.
Laura Stamers ’Hjemlige Billeder’ er smukt komponerede med sammensatte billeder, der ikke ser sammensatte ud, forskellige rum og forskellige detaljer – alt sammen fotograferet i Den Gamle By i Århus og lignende museer i Europa.
Og det griber da fat i noget bag hjernebarken, den gamle æstetik er smuk og poetisk, og detaljer, som er lavet for at pifte en husmors tarvelige liv op, kan pludselig bruges til noget så dekadent som kunst.
Hvis man stadig er vågen, tænker man over det at have et hjem, og hvordan man arrangerer sig, og man tænker måske sågar på, hvordan det havde været at leve der dengang.
Man tænker, at man er glad for at leve i dag, fordi man så har frihed til at gøre, hvad man vil. Og man spørger sig selv, om man nu også er så fri, som man går og tror.
Men kunst kan også få for stort et skvæt teknisk fotografi og kunsthåndværk over sig, og vi nærmer os kanten. De detaljer, Laura Stamer hviler kameralinsen ved, er så små, underspillede og grænsende til det kedelige, at man tænker sig om en ekstra gang, før man gør det samme ved billederne.
5 stjerner – ‘Se mig i øjnene’ – ny russisk fotografi, Fotografisk Center, 2010
Et billede kan muligvis sige mere end 1.000 ord, men så skal skribenten også være dårlig.
Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.
I værket Maxim with a doll ser vi en tynd dreng, der holder en dukke, i et uhumsk køkken. Han er ikke mere end seks år gammel, og alligevel ser han ind i kameraet med et intenst blik, som om han er ved at sætte én på plads. Han ser hård ud, og han holder også forkert på dukken, der vender på hovedet, som om han er ved at kvæle en legekammerat, eller som om fotografen har bedt ham holde den, og han aldrig har prøvet at holde en dukke før. Og hans krop er malet, både med Batmans hoved, flammer og Limp Bizkit på maven.
Det, som er så svært at beskrive, og som også opleves smertefuldt, når man betragter billedet, er umiddelbarheden, som både understreges af, at det er et barn, og af at Mokhorevs børnebilleder alle er af russiske børnehjemsbørn, hvilket giver det en dyrisk dimension. Vi er helt tilbage ved naturens umiddelbarhed, den reneste form for liv, der findes, zen eller stadiet lige efter den rene væren.
Der er ingen tvivl om, at Maxim har haft en ukærlig opvækst. Han bærer sin krop som en voksen, han er mistænksom, såret og på vagt, men han ved det ikke selv! Han befinder sig på det stadie, nogle ville kalde den selvforglemmende åbenhed, stadiet før den bevidste opmærksomhed træder til.
Men vi kan læse barnet! Vi ved næsten, hvor det ender, vi ved, hvor ondt det kommer til at gøre, og vi lider med ham. Så køn og uskyldig og alligevel allerede dømt.
I et andet værk ser vi en dreng hvile hovedet på et klavers tangenter. På nodestativet står en børnetegning, og i fokus er hans runde ryg, der transcenderer til en genstand, der hører noget andet til. Og igen minder det os om, hvor langt vi er kommet fra idealerne. Mokhorev fanger den umiddelbarhed, vi jagter hele livet, vi arbejder vores fritid væk for at kunne slappe af med børnene, tager på ture for at finde os selv, læser bøger om at meditere og udleverer vores inderste på tv, og det er kun en begyndelse; det er alle de pokkers TANKER, der ødelægger det hele. Følelser skal dechifreres. Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.
Det er også derfor argumenternes dage er talte. Det er mange lag siden, den slags banaliteter virkede. Og hvis vi endelig skal være umiddelbare, så hedder det flow, og så kan det højst blive en del af taktikken at tømme sindet for at få det operative niveau til at flugte med det strategiske.
Mokhorev stopper ikke her. Han smækker zen endnu hårdere i fjæset på os ved at pakke det ind i liderlighed og russisk folkesjæl. Kroppene er lige til at kaste sig over, børnebillederne på kanten af noget pædofilt og de komponerede voksenbilleder af familier, han følger i årevis, dybt erotiske.
Vi er helt ude på savannen, hvor vi åd, når vi var sultne, og knaldede, når vi havde lyst. Nu knalder og æder vi strategisk! Det er jo ikke til at holde ud. Og når Mokhorov så oven i købet skyder det i faldefærdige russiske bygninger, der minder os om et folk, der er parate til at kaste sig i døden for deres overbevisning. En overbevisning? Hvad er det? Hvornår kommer det på mode? Måske jeg kan skrive en statusopdatering om det på Facebook.
Mokhorevs billeder kan kun beskrives med ét eneste ord: tomhed. For hvis billedernes umiddelbarhed virkelig skulle have noget med livet at gøre, så er vi alle sammen tættere på ikke at eksistere, end vi tror.
3 stjerner - ‘(Fe)Male Icons’ på Fotografisk Center, 2009
Wauw, Boy George med hat og make-up og Michael Stipe, der prøver at se ensom ud i storbyen. Søren Solkær Starbirds popularitet skal findes i kombinationen af hans nationalitet, sjove efternavn og de stjerners status, som han fotograferer.
Jacob Fuglsang Mikkelsen er en bedre fotograf med nærværende billeder fra New Yorks natklubscene, men kompositionerne er kedelige. Og Stephen Freiheits foto af Marc Almond er kun sjovt, fordi han har en så umanerlig stor penis. Slående ved hele affæren er et lille fotografi af Gilbert & George hvor de poserer fuldstændig skævt i kæmpe store hvide underbukser. Det er et udkast til de senere berømte ‘shit billeder’, hvor de blandt andet skider på spyt. Utroligt, som god kunst kan overstråle en hel udstilling, selv når det kun er en skitse på 10×15 cm. Og så er det selvfølgelig også altid sjovt at se på mænd, der leger damer og omvendt.