Posts Tagged ‘Eske Kath’

Danmarks reneste numsehuller

onsdag, juni 30th, 2010

Når kunsten bliver slesk, og man må spørge sig selv, hvor meget man kan lave på bestilling

2 stjerner – Frederik 8.s Palæ, Amalienborg, 2010

Når man kan få alt, får man intet. De kongelige kunne have peget og fået hvad som helst fra kunstens stjernehimmel, men er endt med et tarveligt katalog over nullernes Bredgade.

De ydre omstændigheder er naturligvis umulige ikke at forholde sig til, men skal man alligevel prøve at se på værkerne som selvstændige kunstværker, så får vi et billede af samtidskunst som noget, der er mere ufarligt og godmodigt end en af de nye Far til fire-film.

Jesper Christiansen er en af dem der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, imens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter. Christiansen har malet hele verden i det modtagelsesrum, hvor hele verden kommer for at møde Frederik og Mary. Men Amerika vender på hovedet! Fnis. Eller er det i virkeligheden os, der vender på hovedet!?! Dobbeltfnis. Nå nej, det er sådan, verdenskortet ser ud fra Tasmanien … Christiansen har også fået plads til tulipaner, der er opkaldt efter Mary og en masse julehjerter, fordi Mary er protektor for Hjerteforeningen og har et stort hjerte, og en masse heavy metal-pladecovers, fordi Frederik er en rigtig mand … (pudsigt i øvrigt, at de så gerne vil bevise, at de er almindelige, det virker snarere til at være det omvendte, der er problemet). Og hen over det hele har Christiansen lagt et grid med et kort over Amalienborg … Det nære og det fjerne … Uh … Men han har også været fræk, for det er kunsten jo, han har nemlig malet et cd-cover med en indspilning af Bach af ham, der vandt kronprinsparrets kulturpris sidste år, selv om han slet ikke har indspillet en!!! (Jamen, hvorfor har han så malet det?). Nåååååååå, det er noget, de håber, han gør!!!! Guuuud, hvor er de der kunstnere bare sjove. (Smiler frækt).

Scientology

Olafur Eliasson har dog lavet det absolut mest latterlige værk, han har badet en trappe i ask i gulligt lys fra halvkugleformede lamper, der sidder på et rundt spejl, så det ser ud, som om de er hele kugler. Eller bobler. For de er placeret hele vejen op langs trappen, 29 stk, og øverst sidder en aluminiumsplade, der ligner havbunden set nedefra. Blop blop… Man kan forstå det med vandet, Frederik er jo dykker, men hvorfor skal det ligne en trappeopgang i Scientology? Det er gyseligt. Vi er længere væk fra solen på Tate, end Naser Khader er fra at være Danmarks mest populære politiker. Eller Søren Fauli er fra De Skrigende Halse.

Tal R er ok, han har malet et billede af Nyhavn, og Erik A. Frandsen har koncentreret sig om teknik og materialer og har lavet et par karakteristiske blomster i en spejlsal og en buket blomster på et bord i et marmorlignende materiale i Marys arbejdsværelse, ligesom Bonnen også kommer til sin ret, hans maleri ligner med halvt sammenklemte øjne næsten en marmorering.

Men nu til det mere interessante. Kan en kunstner være luder? Ja, det kan han selvfølgelig godt. Genibegrebet er for længst lagt i graven, en kunstner kan være pædagog om dagen, bartender om aftenen og kunstner om natten. Der er alligevel ikke nogen længere, der tror på en guddommelig forbindelse, hvorfor der heller ikke er noget rent og helligt, der kan besmittes, hvorfor der ikke er noget grimt i at arbejde på bestilling.

Spørgsmålet er altså snarere af strategisk karakter. Hvor meget af denne her slags arbejde kan en kunstner lave, før det begynder at påvirke hans øvrige virke? Ved hvilken reklame gik det galt for Fauli? Hvor meget røv kan Olafur tillade sig at slikke, før man begynder at se hans bedre værker i et andet lys?

Nærmer sig afgrunden

Der findes ikke nogen procentsats for, hvornår man mister den i befolkningens øjne, men overordnet set skal en kunstner altid sætte sine basale behov, altså jagten på mad, kærlighed og status nederst, hvorimod de etiske og æstetiske overvejelser skal være øverst. Så snart der opstår forvirring om, hvad der er øverst i behovspyramiden, mister kunstneren grebet om parnasset. Tag blot et eksempel som Kristian von Hornsleth. Hans værker berettiger så rigeligt til elitær succes, men mange nærer tvivl om motiverne. Og hvis man i forvejen nærmer sig den afgrund, så vejer en royal skalp altså rigtig tungt.

En vild fisk

onsdag, juni 30th, 2010

4 stjerner – NAMAZU-Eclipse hos Galerie Mikael Andersen, 2009

Katastrofekunstneren Eske Kath må have fået julelys i øjnene, da han opdagede at man i Japan har troet/tror, at det var en stor malle, Namazu, der fra havets bund forårsagede jordskælv. Og man forstår godt de stakkels uvidende japanere, for mallen kan blive op til 300 kilo og har lange snoede knurhår der ligner skægget på en viis mand. Og ikke nok med det, mallen var en god fisk, der for eksempel spiste en slange, der skulle til at spise en mand og gav forældre et lift på ryggen, hvis de skulle være så uheldige at have børn, der var ved at drukne. Så når Namazu forårsagede et jordskælv var det altså ikke for at være ond – der måtte være en grund. Når Eske har valgt at anbringe Namazu midt i kaos med flyvende huse, virker det fint i forhold til hele polemikken omkring klimakatastrofer, det manglende menneskelige ansvar og tankerne om, at vi får som fortjent. Og malerierne, der alle har solen som centrum, er mere velkomponerede end nogensinde før. Men når vi i en række collager skal have erstattet videnskabsmænd fra 60ernes hoveder med malle-hovedet, så bliver det for fortegnet. Når man er så stiliseret i sit udtryk som Eske Kath er, kan værkerne hurtigt komme til at ligne billige jokes og politik på DF-niveau.

DET ER JANTELOVENS SKYLD

søndag, juni 27th, 2010

1 stjerne – Frodo Mikkelsen, Motherscull på Hans Alf Gallery, 2009

‘De stivnede af skræk, da hindbærgelébjerget sprak sin skald…’

‘De’ er to sorte kaniner med opspilede øjne, siddende foran et rødt bjerg med sorte striber/stråler imellem sprækkerne og to træer i lys lue.

Maleriet minder ligesom de øvrige malerier på udstillingen i betænkelig grad om Eske Kath, men hvor Kaths værker tjener vidunderligt som kikkert ind til en storladen poetisk fremtidsfilm med naturen og kulturen i de bærende hovedroller og alt klamt fra havet som fyld, er Frodo Mikkelsens værker højst anvendelige som dating.dk bevis på at kunstneren besidder en vis fantasi. Og æstetisering over personlige egenskaber skal være af en helt anden kaliber for nogensinde at kunne kaldes andet end ligegyldig hobbykunst. Ligesom Naser Khaders underbukser også kun har interesse for hardcore fans, selvom de da helt sikkert fortæller et og andet om personen, fremstår Frodos værker også kun som smalle niche souvenirs.

Frodo er også fascineret af kranier som han enten støber med huse ovenpå eller maler med forskellige farver for at minde os om at vi skal huske at leve imens vi lever for lige pludselig så dør man altså bare og så kan man ikke det samme længere som da man var levende. Så enten er Frodo håbløst uoriginal og talentløs, (grebet med døden er sjældent benyttet mindre virtuost og mere klodset,) eller også er han fuldstændig uanende om den branche han lader som om/tror han er en del af. Men hvis han slet ikke har noget tøj på, kommer der så ikke en lille dreng og råber op!? Og er han så ikke saga blot?

Billedkunstens største problem er fraværet af et kritisk publikum. Billedkunst er næsten altid en én til én kunstart hvor kunstneren så at sige er på hold med dem han maler til, enten ved at han er ven med publikum, ven med deres venner eller ved at de er ven med galleriet. Billedkunstscenen i Danmark minder meget om fodbold eller politik hvor man holder med en bestemt side og aldrig for alvor stiller spørgsmål ved det reelle indhold. Hvilket står i skarp modsætning til for eksempel filmen hvor instruktøren skal frisætte en fortælling eller et budskab som så skal nedtages af en anonym forbruger/publikummer/beskuer og give mening før det får en uafhængig dom.

Hvis man sammenlignede billedkunstens åndelige føde med supermarkedets fysiske ditto, ville Irma være fyldt med kunder der kigger interesseret på maden med en fornemmelse af at det kan et eller andet, men endnu ikke er kommet til den erkendelse at det skal ind i munden, tygges og synkes. Og hvis man kunne forestille sig at Chris McDonald eller forsiden af en gratisavis eller en hypnotiseret Cecilie Bech begyndte at lovprise kalkun på dåse, ville den muligvis ryge hjem i skabet, hvor den så ville ende sine dage, som et maleri over en dansk kunstsamlers hjørnesofa.

Men hvad fa’en, ville nogen nok sige. Det kan da godt være at vi holder Hans Alf og Frodo Mikkelsen og deres slæng i live, men det er da bedre at folk står dér og nipper hvidvin og slikker røv end at de hænger ud på gadehjørnerne? Nej for helvede, hjørnerne har aldrig skadet nogen hvorimod man ved at det giver ar på sjælen at leve på en løgn. For at få en placeboeffekt er man nødt til at vide hvad man tror. Idiotien kræver en lidt større indsats hvis den skal helbredes. Hvilket den aldrig bliver hvorfor man enten må erkende at den virkelige billedkunstscene er meget, meget lille, eller sætte forventningerne til billedkunsten ned på niveau med familiespil.

Eller også er det bare jantelov det hele. Den NYE vel at mærke:

Du er noget

Du er ligeså meget som alle andre

Du er ligeså klog som alle andre

Du er ligeså god som alle andre

Der er ingen der er mere end dig

Du dur til noget

Du har talent

Du er i verdensklasse

Og ingen skal komme og tro at de kan lære Frodo noget. Og hvem ved, måske er der en hemmelig kunstscene for kaniner hvor Frodo er Gud.