2 stjerner
Udstillingen Bedlam – om normalitet og andre tvangstanker har sat sig for at udforske det at være normal eller gal, og som vi alle ved, er der kun én ting, der er værre end gruppeudstillinger. Og det er temagruppeudstillinger.
Posts Tagged ‘Den Frie’
Ikke helt normale
søndag, november 28th, 2010Men de havde det sjovt
onsdag, juni 30th, 2010
3 stjerner – Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt, ‘Party and lost’ på Den Frie, 2010
Indledningsvis bør jeg fortælle, at jeg havde en treårig med, der blev fuldstændig forført.
De små øer af overvåget affald gjorde ham helt ekset, fotografiet af kvinderne i en rundkreds, der så hinanden i røven, fik ham til at fnise, grotten af indpakkede gaver fik ham til at hyperventilere, han løb og løb efter hesten med de ni piger og nægtede at tage med hjem selv efter en time.
Huspriserne stiger
onsdag, juni 30th, 2010
6 stjerner – Tupilakosaurus i Den Frie Udstillingsbygning og på Nationalmuseet, 2010
I værket Arktisk Hysteri, der består af affotografinger af en opdagelsesrejsendes skildringer, ser vi syv personer i alt: fire mænd i skind og pels og tre nøgne ‘vilde’ kvinder. I et andet billede bliver en halvnøgen arktisk kvinde holdt fast af to mænd på eventyr. Hun skriger. Hun er hysterisk, tydeligvis ikke fuldt udviklet, og har brug for vores hjælp, ligesom det grønlandske folk også har brug for vores hjælp i dag.
Udstillingen på Den Frie, som er den første retrospektive udstilling nogensinde med den dansk-grønlandske og netop afdøde kunstner Pia Arke, består af kaotiske mængder værker og materiale. Det er hårdt at gå til, både fordi det er så omfattende, her er materiale til 20 udstillinger, men i særdeleshed også fordi det handler om det største tabu, der findes.
I andre værker, primitive malerier af isbjørne, kvinder i nationaldragter og skitser til SAS Greenlands menukort, ironiserer Arke over begrebet etnoæstetik eller etnohype, som næsten er mere retvisende. Og det ligger allerede i ordet, at det er skidt, at det er noget, der skal hype noget etnisk, noget der byder sig til med al sin autencitet og naivitet, som en neger i Tintin der kan få os til at grine, eller som en kineser på Arken, der kan bekræfte os i, at de er på vej, deres udvikling går i den rigtige retning, og en dag er de som os, og skulle vi ikke også se at få sendt noget know how derover, så de kan lære at bygge vindmøller og knalde på den helt rigtige måde.
Humor, der gør ondt
Faktisk er humoren i Arkes værker det, der gør allermest ondt. For er vores redning netop ikke fortællingen om dem, vi engang koloniserede som sjove og underbegavede? Vi så det under klimatopmødet, hvor Lars Løkke blev ydmyget af den sudanske talsmand for G77-landene, Lumumba, en kulsort mand der på et bedre engelsk end vores egen statsminister fortalte, at Løkke ikke havde styr på en skid. Det var en katastrofe, et underlegent Danmark ville føre os tilbage til det nederlag, som afkoloniseringen var. Det var de døde slaver, der var kommet tilbage for at bide os i halsen og slå os tilbage til Saint Croix og de indiske kolonier.
Hvordan håndterede Lars Løkke det? Han lavede da grin med Lumumba! Han lavede grin med hans navn og med det, han havde sagt. Og det gjorde han af én eneste grund, nemlig for at retfærdiggøre kolonitiden ved at bekræfte det, som der ellers var blevet sået tvivl om, nemlig at den hvide mand er mere værd end negeren.
Pia Arke ved godt, at det er hele vores identitet, der er på spil. Hun ved godt, at en tidligere kolonimagts værste skræk er at blive reduceret til en provins på en lille tysk slette. Det er også derfor, det betyder så grusomt meget for mange danskere hele tiden at finde artikler i udenlandske medier, der beskriver København som den fedeste storby. Og det er også derfor, vores huspriser hele tiden skal tales op, og det er også derfor, vi har brug for historierne om et fjollet Afrika og billeder af ‘vilde’ nøgne grønlandske kvinder og fordrukne mænd, der har brug for hjælp. Det er alt sammen en vigtig brik i vores ideologi eller et forsvar for den. Arke fremstår ikke blot intelligent, men også politisk stærk. Hun efterlader så at sige ikke nogle flanker åbne, men dækker sig godt ind, lige fra den føromtalte etnohype, som hun gør grin med, til dyrkelsen af den mere pusseløjerlige ti-hi-fnise-fnise-etnicitet, som hun gør sig spydig over for i de avancerede værker om Tupilakosaurusen, et mystisk væsen som grønlænderne kan skabe, der kan slå deres værste fjende ihjel, og som dansken kan få med hjem til Amagerhylden.
Pia Arkes værker er ikke kun iskolde affyringer mod danskens selvforståelse, men også poetiske som i »Jord til Scoresbysund«, et kvadrat bestående af 151 sirligt indpakkede brugte kaffefiltre, der både dufter herligt, ser smukke ud og selvfølgelig også handler om paradokset ved at være på røven, når man har et land på størrelse med Amerika. Der er også en reproduceret udgave af hendes kamera på udstillingen, et kamera, der var så stort, at hun kunne overnatte i det, når hun var på farten. Så det er ikke nødvendigvis et valg mellem Arke og huspriserne. Der er også andre værker at hengive sig til, når man vælger at ignorere kritikken.
Afløbbet er stoppet
søndag, juni 27th, 20102 stjerner – ‘Den Frie Udstilling 09’ på Den Frie, 2009
Det er i forvejen svært at orientere sig på gruppeudstillinger, og det gør det bestemt ikke lettere med en ekstra præmis, hvor hvert medlem har fået et værk af en udenlansk kunstner med, som de er blevet bedt om sætte deres værk i relation til. Idéen er, at desto mere man sætter i spil, desto bedre bliver det. Og så en blind tiltro til, at Den Fries medlemmer besidder en guddommelig kunstnerisk evne, der sætter dem i stand til at forvandle alt til guld.
Sophie Kalkaus billedserie på seks fotos, hvor hun bøjer sig forover, hvorved hun får sin krop til at ligne noget andet, er det eneste, der fortjener at være med. Umiddelbart danner hun motivet af et dødningehoved, men hendes lange hår trækker det lidt mere i retning af en hurtig spøg, blåt hår, overskæg og briller.
Bjørn Nørgaard derimod sender direkte fra plejehjemmet med sit sidste suk af et værk, der består af et plateau med ler, knuste spejle, en plastikguitar og nogle knive og en cirkel med hvide dødningehoveder med hans heltes navne skrevet i panden, som Bjørn så kan nasse lidt på. Der er ingen tvivl om, at Bjørn føler en masse, men det er ikke nok at tisse på gulvet i 2009.
Den Frie tror, vi er interesserede i et indblik i medlemmernes aktuelle produktion. Det er vi ikke. Vi er derimod interesseret i en god oplevelse.
AT VÆRE ER DET NYE AT HEDDE
fredag, juni 25th, 2010Her gik vi og troede at der ikke var nogen national kunst, der er ikke andet
1 stjerne - Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie, 2008
Tre ting slår en. Der er meget få værker, dem der er her, er utrolig tynde, og i stedet for at referere til store kunstnere fra førkrigstiden som ellers er den gængse fremgangsmåde når man laver kunst nu om dage, refererer mange af værkerne til unge danskere der knap har forladt akademiet.
En tro kopi af Andreas Schulenburgs bløde og sorte humor mixet med alt godt fraValby, slænger sig på gulvet i form af et nedløbsrør med skum og et lille hvidt stakit. Ved siden af står en faldstamme beklædt med grønt filt med huller. Man håber straks at det handler om at skide på naturen imens man spiller på kødfløjten, men den slags udskejelser er hurtig til at overse. Her nøjes moralerne ikke med at grave sig op i en med små pirrende lillefingre, men kommer snarere sejlende gennem luften med knyttet hånd.
Værkerne er gumpetunge og letaflæselige, blottet for enhver form for radikalisme. Her er ingen elegante finesser der bliver spillet rundt i en virtuos samklang af sprøde erkendelser, men regulær rugbrødskunst, sommerhusudlejningskunst der har ligget og svedet i bagruden på en glemt bil på vej til en censureret nordjysk udstilling med noget der ligner noget der ligner noget. Her er ikke engang et overtryk af udtryk, udtryksvillighed er det pæneste ord der kan bruges.
Generationsskiftet lader altså vente på sig på Kunstnernes Efterårsudstilling der holder fast i modellen hvor dem der har været på KE bliver til noget.
Sådan er det som bekendt ikke længere, i dag findes der hundredvis af steder hvor kunst kan promoveres, men engang var KE stedet hvor tandlæger og advokater kom for at se og købe de nye talenter. Dengang var KE en af måske kun tre eller fire kanaler for nyudklækkede kunstnere, men den garanti som KE dengang gav køberne, har markedet i dag overtaget. (Der er dog mange lortebilleder der er dyre, så nogen ubestridt god udvikling er her ikke tale om.)
Holst Henckel har ikke levet forgæves ses tydeligt i et infantilistisk sort maleri på hvid baggrund hvor fugle i skikkelse af små fly, flyver om et stort træ, som børn der kredser om moderens krogede ubarberede skød. Ivan Andersen og Christian Schmidt Rasmussen er kopieret ned til mindste akrylklat og Palle Nielsen og John Kørner med mange flere er at finde blandt inspirationen til de kun 48 ud af 3000 værker der har fundet censurkomiteens nåde.
Et stort maleri af en dyb tallerken og en kniv og en gaffel hænger som symbolet på dilletantens drøm. Det er gammeldags, kedeligt og kitch, men med en fri gestik der let overbeviser et uøvet dommerpanel. Ligesom de afbrændte keramikstatuer af alle dyrene i Andeby der skal åbne vores øjne for kulturimperialismens indre råddenskab.
Eller også er det bare en anden vej det hele er gået, måske er toget drejet og vi står tilbage i skillelinjen og venter på den vogn der hedder socialanalyse, antropologi og filosofi. Måske ER det, det nye Galleri Fedt i Nansensgade der har fanget den. Det er bare fedt, siger de, når man spørger hvorfor de hedder Fedt. Der kan man tale om tidsånd og man skal ikke klandre tidsånden, for den er der jo uanset hvad.
Og selvom Mick Jagger skulle have ret når han siger at han sætter sig ud i sit køkken med sin guitar og spiller i 10 timer når han skal lave et hit, så er det måske ikke nødvendigvis en fejl når de unge i dag ikke øver sig. Vi er måske kommet over på den anden side af branding hvor det hedder presence. Måske er det endelig gået op for ungdommen at det er nok at VÆRE, at man ikke behøver HEDDE noget. Eller også er det hyperreferencer de benytter sig af, ligesom den hypernostalgi man ser hos DJ’s der stolte ‘graver’ en plade frem der kun er et år gammel.
Eller også har vi bare den kunst vi fortjener…
Stille stille stille nu går solen ned
tirsdag, juni 22nd, 2010Forfærdelig og smuk udstilling i Den Frie, 2008
Asking we walk, voices of resistance
3 stjerner
Som politisk debatrum er ‘Asking we walk, voices of resistance’ spild af tid, ressourcer, penge og krudt. Ingen kommer nogensinde til at debatere noget som helst af nogen politisk relevans her. Vi taler om en udstilling der med udgangspunkt i at der ikke findes en politisk offentlighed og at alt er tabt og at de liberale og medierne har vundet, gerne vil diskutere oprør, politik, krig, terror, demonstrationer, manipulation, ungdom, identitet, frirum, etik, protest og magt. Og endnu værre: gerne vil udfordre medierne og politikerne.
Det er så frygteligt når kunst prøver at være en masse det ikke kan være. Og kammerater, hvis I føler I gerne vil gøre en forskel, så se ud af vinduerne. Verden brænder, banker falder, klimaet dør! Gå ud og udfordre dem! Som politisk debatrum ligger I et halvt skridt under arbejdermuseet der også viser glimrende udstillinger med tidligere tiders arbejdskampe. I virker reaktionære og regressive. I skal op FORAN vognen og råbe hvilken vej vi skal!
Men som UDSTILLING er ‘Asking we walk, voices of resistance’ super. Som ‘fashion’ og ren æstetik fungerer den upåklageligt. Få værker, smukt placeret, strategisk sat op i de rare rum, McCann-Ericsson kunne ikke have gjort bedre og de indbudte gæster som Oliver Ressler, Josephine Meckseper og duoen Little Warsaw befinder sig på et højt internationalt niveau.
Danske Lars Buchardt undersøger dobbeltbetydninger i mediernes overskrifter og han prøver at gøre det interessant at alle ordkonstruktioner også betyder noget andet. ‘Spin er krig, det pokkers sprog har grundlæggende to udtryksformer, forsvar og angreb.’ Man skal være uhyggelig engageret for at gide lege med. Men æstetiseringen af ordene er genial. Følsomme forskellige skrifttyper med markedsføringens kongefarver, sort, rød og hvid. Den sorte fortid, den blodige nutid og den hvide fremtid. Hitler forstod det, det samme gør Lucky Strike og Lars Buchardt.
I samme rum befinder sig også en mobil plakatvogn der ville være et stort hit på Shanghais Biennale. Den ligner det bedste etnohype fra punkfirserne. Men som en politisk manifestation er den ikke eksisterende. Det samme med Tanja Stasia Schlanders projekt ‘Jagtvej som mellemnavn,’ hvor hun har lavet en bod med skrivemaskine, navneændringsblanketter og konvolutter. Der er ikke noget på spil. Det er ufarligt. Ingen kommer til at ændre navn. Men som ren æstetisering over ungdomshuset som modefænomen er det okay.
Den italienske version af Dogville udspiller sig i det bagerste lokale hvor de genopfører rydningen af et besat hus, i det midterste rum har vi et hørespil hvor vi inviteres til at høre hvordan Pia Allerslev har et frirum i fodboldens verden og ellers er der bunker af paller og en lækker lille bio.
Udstillingen ser stram ud, men er det ikke. Det er en klassisk begynderkuratorfejl. (Hun var i øvrigt med i Busters verden) Den vil alt, fortæller os samtidig at den godt er klar over at den ikke kan alt, viser os at disse demonstrationer og kampe kun handler om fashion, luksusproblemer og mandag morgen i paradis, men når vi så har set det… Hvad så!? Vi har intet med hjem, intet sus i mavsen og cremasteren falder tungt ned over brokken. Og om tre uger kører de hele lortet på forbrændingen med deraf følgende negativt co2 regnskab. (fyyyyha)