Posts Tagged ‘David Risley Gallery’

God idé, dårlig udstilling

onsdag, juni 30th, 2010

1 stjerne – ‘Dear …’, på David Risley Gallery, 2010

David Risley syntes sikkert selv at han fik en god idé, da han udvalgte en dansk maler til en udstilling om danske malere. Med sin engelske baggrund og dermed en påstået uvidenhed om dansk maleri som undskyldning bad han vedkommende pege på en anden dansk maler. Vedkommende fik herefter et brev, hvori der stod, at vedkommende var valgt af en anonym kunstner, og at vedkommende i fuld anonymitet skulle vælge endnu en dansk maler og så videre, indtil en kunstner var blevet valgt to gange eller til en kunstner sagde nej. Herefter ville David Risley opsøge de forskellige kunstnere og udvælge malerier til en udstilling om dansk maleri.

Det er ikke malerierne, der er det interessante på udstillingen. Det eneste, der kan forsvare udstillingen, er, at det afdækker et netværk. De ni malere, Jessica Breitholtz Björk, Claus Carstensen, Peter Land, Marie Søndergaard Lolk, Søren Martinsen, Anna Odell, Astrid Svangren, Camilla Thorup og Mette Winckelmann er forbundet gennem en række af venskaber. Men det er næppe andre end de ni selv, der finder det morsomt. Men denne vedkommende er ubekendt med kunstnere. En kunstner vil altid vælge en ven. Og da anonymiteten vil stå i vejen for en gengældelse af tjenesten, vil den aldrig kunne opretholdes.


Hyggenygge poesi

onsdag, juni 30th, 2010

3 stjerner – Anna Bjerger og Jenny Källman på David Risley Gallery, 2009

Anna Bjerger og Jenny Källman er to følsomme svenske veninder der henholdsvis fotograferer og maler fortrinsvis piger. Det er utrolig poetisk og meget smukt, i hvert fald i fotografierne, der for de flestes vedkommende er kommet til verden ved, at Källmann, når hun har set et særlig godt motiv, efterfølgende har fået veninder til at genopføre motivet. Det giver et lille ekstra twist af underlighed, at noget så tilfældigt skudt ligner noget opstillet og kunstigt.

Det mest interessante ved malerierne er, at de er malet på gips.


Papir glaskugle sod

tirsdag, juni 29th, 2010

Engelske Ryan Gander har kreeret en minimal, original og meget dybsindig installation om sine tanker om papir og ideer

5 stjerner – ‘Paper Show’ hos David Risley Gallery, 2009

Et lille stykke gennemsigtigt papir i en stor glaskugle placeret tæt på en blank sort konvolut med en blok papir. To åbenlyse modsætninger, den tykke blok vi aldrig får at se, og det tynde stykke papir vi kan se igennem, mens vi ser hele rummet i kuglen. Engelske Ryan Gander har kreeret en minimal, original og meget dybsindig installation om sine tanker om papir og ideer. Vi er ikke så langt fra Ronald Bladen, der opfandt minimalismen, men i virkeligheden var romantiker. Han udtalte også en gang, at hans værker skulle være fortættede og stadig have et helt drama i sig. Sådan har man det også foran Ganders Flashes of Beautiful thinking. Der ligger ikke andet end uformelle tanker og drømme og presser på for ikke at trænge igennem noget som helst til stor frustration og fortvivlelse for publikum.

Jack Vickridge finder renhed og sanse-erotik de særeste steder, nu med et stykke gipsplade han har nusset med vandfarve og kridt. Det ser vidunderligt følsomt ud.

Henry Krokatsis har tegnet en lidende hellig nonnelignende kvinde med sodet fra et stearinlys! Han har simpelthen holdt papiret over flammen og malet med røgen. Overlegent.

Ligesom norske Ane Mette Hol, der er helt ude at prøve vores kunstmachocistiske grænser med tegninger af tomme sider papir, der har kørt igennem en printer. Hun får Judd til at fremstå barok. Hun søger efter det punkt, hvor ingenting bliver til ingenting. Hun tegner ingenting, hun bruger tid på ingenting, hvis tomme A4-sider ikke er det absolutte nulpunkt, så står verden ikke længere. Det eneste man aner er svage spor efter printeren, der har kørt papiret igennem. Tegnet af Hol. Nu mangler vi blot en køber, der vil fuldbyrde værket og give den endelige blåstempling af kunstneren som offer for det totale idioti. Der er 21 værker i alt. Spørg efter en forklaring hos manden med skægget.


Med digterkysen på

mandag, juni 28th, 2010

4 stjerner - Dexter Dalwood: ‘There is no Darkness but Ignorance’ på David Risley Gallery, 2009

Dexter Dalwood forestiller sig, hvordan tingene har set ud eller ser ud, og sammensætter dem med begivenheder hentet fra samme tid. I maleriet Altamont har han for eksempel malet den scene, hvorpå Rolling Stones spillede en koncert i 1969, hvor en mand blev dræbt, i baggrunden er malet et af Rothkos deprimerede colorfield-billeder, og under scenen stellet fra månelandingen. Og selv om det virker søgt, især med den af galleriets postulerede aktuelle forbindelse til København, fordi Rolling Stones brugte Hells Angels som sikkerhedsvagter, så fungerer det glimrende som historisk dokument.

Ser man tilbage i historien, er det netop ikke den videnskabelige historiefortælling, der har betydet noget, men den kunstneriske, og det lige fra Herodot og Homer til Dante og Schiller. Det er gennem kunsten, vi engang skal lære om vores fortid.

Om fremtiden vil være helt så venlig mod Dalwood, er nok mindre sandsynligt, men hans projekt er i hvert fald fuldstændig legitimt og ganske udmærket. mij


Stol på David Risley

mandag, juni 28th, 2010

5 stjerner – ‘In the pines’ på David Risley Gallery, 2009

Det er med en vis lettelse man træder indenfor i byens nyeste galleri. Jo, der er én kraniekunstner, men manden skal jo også have et eller andet, han kan leve af i en by uden historisk bevidsthed, hvor det kun er det fede, seje og frække, der er ung med de yngste, der sælger.

Fire dukkehuse står midt i rummet på en lige linje. De er malet i henholdsvis rød, mørkerød, brun og sort, og man aner en fortælling om noget rigtig ledt og uhyggeligt.

Det helt store scoop er et sæt underlige landskabstegninger, tegnet af Carl Fredrik Hill på sindssygehospitalet, hvor han døde i 1911. Han er hverken ukendt eller underkendt i hjemlandet Sverige, men på vores side af sundet er det en strategisk genistreg af Risley at tage ham med på en åbningsudstilling. Ligesom han også har medtaget en tegning af Neil Young, som han har fundet i en genbrugsbutik. Begge dele viser overskud, det fortæller os, at Risley godt ved, at dårligt nyt er bedre end godt gammelt, medmindre det er rigtig gammelt, eller medmindre det er nyt, fordi der ikke er nogen, der rigtigt har opdaget det endnu, men selv om han ved, hvilke krav hans publikum stiller, så driller han alligevel. Han siger: Jeg har mere selvtillid, end I har. Mig kan I stole på. Jeg viser kun god kunst. Jeg er en dygtig gallerist.

En gammel amerikansk sang, “In the pines”, som senest Nirvana har udødeliggjort, messer på en videoi baggrunden. Det er meget insisterende.

Her er også en tegning af en ulv med ben af blækspruttearme, der holder om sin smilende lille ulveunge. Og fire minimale collager af den berømte John Stezaker. Og et maleri af Asger Jorn med udviskede øjne.

Galleriet er tydeligvis en sjældenhed. Kunsten er underspillet. Ingen farveorgier og ubehjælpsomme oliemalerier. Risleys åbningsudstilling er det stik modsatte af en traditionel forårsudstilling på Charlottenborg. Det driver af væggene med konceptuel tyngde og underfundigt indhold. På en stille, lidt forsagt måde. Måske er det ikke Risley, man skal drikke sig fuld med en lørdag aften. Men at åbne et galleri med stil, det kan han.