5 stjerner -Wilhem Freddie, ‘Stik gaflen i øjet’ på Statens Museum for Kunst, 2009
Ild i verdens største hundehus, en mand med rør ind og ud af hovedet og hovedværket Meditation over den antinazistiske kærlighed med et halvt komposteret par i en stilling, der ligner ægte kærlighed med en heilende Hitler i baggrunden og 95 procent af billedet dækket af mørke skyer, er det første, man møder. Og hvis man synes medierne gennem årene har fremstillet Wilhelm Freddie som lidt pjattet, må man pænt sige undskyld. Det første møde med Statens Museums for Kunsts 100-års fødselsdagsfejring af Freddie er en ubetinget indfrielse af legenden, så måske er medierne alligevel ikke så tossede endda.
Og jo jo, Dalis navn gjalder gennem gangene, men hvor Freddie blev forment adgang til Tyskland på grund af ovennævnte værk, indledte Dali nogenlunde samtidig en livslang flirt med Franco, hvilket er et ganske godt billede på de nosser af sten, som Freddie bar rundt på i hele karrieren. I de lyserøde kødbilleder som museet har tildelt kategorien ‘Vold og begær’ er man med helt inde i soveværelset hos Freddie Brutalis. Man er med oppe i kvinden og ude og inde igen, det er enormt perverst, den måde han har ladet oliemalingen optræde som maling og ikke som en gengivelse af hud, i en hudfarve, der er mere hudfarvet end selv den mest perfektionistiske racist fantaserer om.
Vi har før på disse sider forherliget surrealismen for at fungere på alle plan – Freddie cykler ind og ud af både Ernst, Dali og en lang række ismer, men det er ikke dem, der styrer, det er ikke nogen metafysisk virkelighed, der er forsøgt overleveret, det er meget mere simpelt, det er følelser, det er noget inde i Freddie, der handler om noget inde i kvinden, som han vender vrangen ud på – på bogstaveligste vis.
Det er selvfølgelig kun Freddie selv, der forstår det til fulde, men vi har dog hans virtuositet at glædes over. Og hans glæde ved at bolle damer. Vi kan heller ikke bruge det til noget, når et barn siger far eller mor for første gang, men det udløser en pose dopamin, og selvom vi lever i en tid, hvor det største tabu er at spilde tiden, så er der et urmenneske et sted dernede, der brummer af vellyst ved mødet med ren fornøjelse. (Bortset fra Francis Bacon, der fik en god idé, da han så Freddies lyserøde rum, der går indad.)
Kamp for Accept
Og både når man tænker på hans mange år uden offentlighedens accept, 35 år tjente han surrealismen før staten, som den første institution købte et værk, Venetiansk Rock’n’roll, og når man tænker på den finger, han igen og igen har givet det forargede Danmark fyldes man med respekt. For han MÅ da have tvivlet, tænker man, sikken modstand han har mødt, han har været til grin, fordi han ikke slikkede det samme hul som flertallet, og alligevel holdt han fast. Man kunne godt have undet ham at have fyldt 100, så han kunne have set dette endelige folkelige gennembrud.
Stik gaflen i øjet er fantastisk til unge, tossede voksne og hyggelige bedsteforældre, da enhver kan træde inden for på alle niveauer, men hvor Max Ernst altid havde en tydelig idé foran sig, skubber Freddie ofte kun fascinationen ved at male foran sig. Se mig, se, hvad jeg har malet, se, jeg har malet en elefant med små gafler i ryggen, fordi livet er så stort og uforståeligt og se, en klippe med et syret grønt dødningehoved, fordi jeg drømte at jeg faldt og faldt og faldt og døde.
Men når han er bedst, formidler han alle livets kortslutninger og konstaterer underlige og interessante sammenhænge på en måde, der væsentligt har bidraget til modernitetens paradigmeskift i Danmark. Tag blot værket Min kone ser på benzinmotoren hvor en hund med kinesisk maskeansigt og sammenvoksede ben ser tilbage på beskueren. Det er virkelig provokerende og syret, og fordi det er lavet som en reaktion på en absurd verden, peger det VÆK og VIDERE. Og så er vi ved kernen i Freddies virke, og dér hvor han virkelig betyder noget, han flyttede moralske paradigmer og systemer, han skubbede på i stedet for at lægge sig i slipsporet, og på den måde skabte han nye rum, som kunsten kan leve i.
