Esbjerg lægger hus til en ekstrem ambitiøs og pusseløjerlig udstilling om kortlægning
4 stjerner – The map is not the territory på Esbjerg Kunstmuseum, 2009.
Dennis Oppenheim maler et mønster på ryggen af sin søn og sønnen maler det han føler der bliver tegnet videre på et stykke papir. Og mærkeligt nok ligner det hvad far har tegnet, men alligevel ikke helt.
Værket handler om fortolkning. Hvordan vi ser kunst og kortlægger det.
Og når amerikanske Roger Welch får en ældre dame fra NY til at fortælle om sit kvarter og sin barndom og rykker rundt på nogle træklodser på et kort, bliver det en udfordring for erindringens navigation og dermed en fortolkning af det man kan huske. Det er måske ikke så interessant om det den ældre dame siger er faktuelt korrekt, men processen, hvad hun husker og vælger at fortælle er spændende. Og derved når disse to værker ind til essensen af fortolkningsmekanismerne og derfor er det stor kunst. (Og kunne være lavet i dag) Desuden går begge kunstnere videnskabeligt til værks hvorved man på en fin måde efterlades med et større frirum til selv at få plads til tankerne. Man bliver så at sige ikke følt ihjel.
Helt samme begejstring er svær at dele med Jørgen Michaelsen der har tegnet pikhoveder med arme og ben og skrevet at ‘præsidentens omsorg for miljøet har slået os med forbavselse og forundring.’ Her har vi at gøre med en forfejlet kunstnerisk overlegenhed der er så indadvendt at den kun kan glæde Jørgen selv.
I Ulrik Heltofts video roder Ulrik i sin tomme lomme. Men han har ikke mistet noget. Der er bare en anden der har det. Jeanette Land Schou har fotograferet nogle bjerge og et bål og på den medfølgende tekst skriver hun at det er interessant at bevæge sig i verden og opdage sammenhænge mellem en indre stemning og landskabet omkring sig. Og Stig Brøgger, der om nogen har fortjent en revival, har kortlagt magten i Danmarks historie i et smukt og simpelt stykke skandinavisk popart.
Man kunne godt blive lidt småliderlig på Esbjerg Kunstmuseum. Navnene rykker. Ferdinand Ahm Kragh, Isa Genzken, Chris Burden, Joachim Koester og så videre og så videre. 60 i alt. Kultfilosoffen Per Aage Brandt er medkurator, og projektet med hvordan man registrerer og kortlægger alt fra følelser til ferierejser, politiske famlerier, psykogeografiske tanker og det ubevidst afkodelige er sindssygt ambitiøst og stort lagt an.
Men i alt det fede trænger der sig alligevel noget pusseløjerligt på.
Udstillingen er kurateret af, arrangeret af, venligst udlånt fra samlingen af og med Claus Carstensen. Kuratoren har hængt sine egne billeder forrest på de absolut bedst placerede vægge. Det er lidt ligesom når filminstruktøren giver sig selv 10 cameo-roller. (Og sin kone hovedrollen i operaen) Der er ikke noget filter på når Claus inviterer Claus. Og hvordan kan det være at en udstilling kurateret af dansk kunsts politibetjent virker lidt rodet og nusset? Der er mange værker med. Rigtig mange. Pludselig har alt med mapping at gøre og vi føler vi sidder hjemme i Claus og Per Aages private semantiske tågekammer.
Her, som på mange andre temaudstillinger, er det også lidt pudsigt som de kendte navnes (sekunda) værker TILFÆLDIGVIS lige passer ind. Og så må man spørge sig selv om udstillingen havde været bedre om den overhovedet ikke havde haft sit højtragende tema, eller måske endog havde heddet ‘Hvem er jeg’ eller ‘Find fem fejl?’ Giver mapping-tematikken en fin indgang til værkerne eller forvirrer det blot?
Det er en god udstilling, ingen tvivl om det, mappingteknikken giver delvis mening som indgang til nogle af værkerne, men det virker som om bogen er skrevet først og billederne er udvalgt bagefter. Og nu får vi så lov til at gå rundt og se illustrationerne.