NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
6 stjerner – Deimantas Narkevicius, The Unanimous Life i Kunsthallen Brandts, 2010
Imens de andre museer kæmper for at være først med den sidste nye verdensdel, (Heart vandt Indien, hvem vinder Mellemøsten?) så koncentrerer Brandts sig om kunstudstillinger af høj, høj klasse. Seneste skud på stammen er ikke blot modigt, det er også en anelse dumdristigt, (kun videokunst!?) hvorfor denne anmeldelse ikke skal bruges på smarte ord og vendinger, men hellere tjene som én lang varm anbefaling.
1 stjerne – Shared Robotics på Brandts, 2009
Hvorfor kan man ikke se den nye Fiat500 i et Formel 1 løb, når den kan køre? Hvorfor er det ikke narkomaner, der står i køkkenet på Noma, når de kan bruge en ske? Hvorfor er det ikke hamstere, der arbejder på en møbelfabrik, når de godt kan lide træ?
Der er mange ting, man skal bryde hovedet med, når man er kurator på Brandts. Men man er også glad, for man har nemlig lige åbnet en udstilling med robot-kunst. Det første værk er rigtig fedt. Det er en robot, der kan læse et tegn og skrive tegnet i lys ved at trykke på nogen knapper. Det er kunst. Kunst er nemlig at tegne. Der er også en robot, der kan skære et mønster ud i bølgepap, og mønster er kunst. Der er også en robot, der er lavet af et billigt træstativ, som kan gå. Billige træstativer er kunst.
Der er nogen mennesker, der hele tiden snakker om erhvervslivet og kunst og penge og kunst og firmaer … Den slags mennesker ville det være en god idé at skyde. For de stopper ikke, når de har kvalt kunstscenen. Aviserne bliver til indstik i indstik i indstikkene. Teaterstykkerne bliver til undervisning. Kulturen bliver til reklame. Vi bliver til dyr. Og en dag spiser vi hinanden.
Brandts tror, man kan skille tingene ad. Det troede Judas også. Og farisæerne i templet.
»Men vi skal have penge for at overleve, vi skal have penge for at vise den gode kunst,« flæber museerne i kor.
Okay, okay, okay, men forestil jer, hvis Politiken i en måned kun bragte artikler, der var skrevet af dem, artiklerne handlede om. Ja, de kunne tjene lidt skejser på det, men det ville være lidt ligesom at brække sig i sine underbukser, imens man stikker hovedet op i røven på en ko. Det varmer lige nu, men på sigt er det ikke så lækkert.
Nå, nu kan Direktøren Grambye ikke læse mere, Harboe-bryggerierne er på den anden linje, de har en ny flaske, der er formet som en flaske, og når noget er formet …
Superflex og Simon Starling er samtidens diskrete moralske vogtere
4 stjerner – Superflex og Simon Starling, ‘PH & Blackout’ i Kunsthallen Brandts, 2009
I den første hal bliver lampen produceret i et dertil indrettet smedeværksted. I den næste bliver den hængt op, og i den sidste står en Heidelbergmaskine, der trykker billeder af udstillingen som plakater, man kan tage med hjem.
I den første hal sidder regeringen og arbejder på højtryk. I den næste hal henlå Afghanistan og Irak i fuldstændig mørke, da udstillingen åbnede, men der var stålwirer i loftet, moral, medmenneskelighed, trang til frihed, noget at bygge videre på. Og med bomber og F16-fly oplyser vi langsomt hal 2, imens det hele bliver dokumenteret og manipuleret og printet og trykt på den store demokratimaskine, der kører i en lykkelig uendelighed og spreder rettigheder og glæde.
Du går i fuldstændig stilhed, lyden af en hammer fra smedjen får dig til at fare sammen, stilhed igen, rummet henligger i et sært mørke fra lamperne, der hverken lyser op eller ned, Danmark er i krig, en bombe kan når som helst rive din krop i stykker, kan du mærke intensiteten, kan du mærke den demokratiserede afghaners syge stresshormoner pumpe gennem hans vener, kan du mærke moderens afmagt, når den fireårige søn træder på en landmine, kan du …
Danmark er i krig, dengang i fyrrerne var det os, der blev bombet, nu er dig, der sidder med fingeren på aftrækkeren, kan du … Kan du så se og stemme på de røde!
Man fejrer Poul Henningsen i Odense i disse dage, og da den altid politisk korrekte kunstnergruppe Superflex hørte om hans mørklægningslampe, der under Anden Verdenskrig gjorde det muligt at trodse overmagten og gå i Tivoli, var de ikke sene til at sige ja. Tak, vi vil gerne lave en udstilling sammen med kunstneren Simon Starling, som er kendt for at have lavet en hytte om til et skib, som han sejlede til Basel, hvor han samlede den igen som en hytte, inden den stod på Tate i London, hvor han vandt den prestigefyldte Turnerpris.
Superflex er optaget af krig, konflikt, undertrykkelse, forskellen på rig og fattig og rettigheder, Starling kan godt lide cirkler, lukkede kredsløb og processer, og som kunstmatch passer de to enheder perfekt. De er firmaer, entreprenører og iværksættere med røven fuld af initiativ og gåpåmod, men uden modet til at tage det sidste skridt ud i det blå Minerva-segment, og derfor fastholder ideen om, at det er kunst, når de ikke stiller sig tilfreds med den effekt, de kan få med mørklægningslampen alene, men også skal inddrage smedjen og trykkeriet i selve værket.
Den kunstneriske forklaring på smedjen er, at lampen skal demokratiseres, den skal kopieres, den er et ikon for de få, som skal udbredes til de mange. Og ifølge Superflex og Starling har den en historie, som er en vigtig del af værket, der har siddet en person og lavet den, den person er ligeså vigtig som dig, og hvis du nu havde været lidt mere tilstede, da du var i Odense, havde du set ham med svejsebrillerne stå med gløder i hele fjæset. Og så havde du været klar over, at tingene ikke bare kommer af sig selv, mor har stået i køkkenet og lavet maden! Legetøjet har ikke ryddet sig selv op, lille Poul! Når du køber en is fra Nestlé, er der økosystemer, der bryder grædende sammen!
Trykkerimaskinen er et ligeså banalt greb fra Superflexkassen, kunsten er under pres, den skal ud til folket, de intellektuelle rettigheder er der ingen der ejer, vi skal sprede vores ideer og hvorfor ikke gøre det så kedeligt, at fjenden falder i søvn imens …
Ja, det er let at gøre grin med Superflex og Starling, grænsen er hårfin mellem politisk propaganda, dårlig satire og god kunst, og det, der holder dem ovenvande denne gang, er værkets indre diskurs. Her ER faktisk andet og mere end en god historie, man skal kende for at kunne holde af værket. Deres værker lider ofte under at være meningsløse for den uindviede, men her sættes der umiddelbart noget i gang. Lampen er i sandhed sær. Stemningen er andægtig og truende. Der er noget i gære. Man MÅ vide mere. Sådan har man det ikke altid, når man ser en sodavandsflaske eller en hytte.