2 stjerner – Henrik Saxgren: Unintended Sculptures på Det Nationale Fotomuseum i Den Sorte Diamant, 2009
Udstillingen hedder Unintended sculptures og er en række fotografier af menneskeskabte indgreb eller efterladenskaber i naturen, som Henrik Saxgren synes ligner kunst.
For eksempel viser han i værket Plane et halvt fly på en sort strand. I værket Chimney ser vi resterne af en brændeovn foran et imponerende islandsk bjerglandskab. Og i værket Bandage ser vi et træ, hvor dele af stammen er viklet ind i stof.
Billederne er smukke. Ingen tvivl om det. Saxgren er en dygtig fotograf. Men er det kunst?
På en tekst på væggen umiddelbart indenfor på museet henviser Saxgren til Duchamps berømte tissekumme og mener dermed, at han skriver sig ind i en
readymade-tradition. Duchamp fandt en tissekumme, jeg har fundet noget der ligner kunst, synes ræsonnementet at være. Meeeeen, kan det nu også være rigtigt?
Konteksten afgørende
Med sin tissekumme sagde Duchamp, at det ikke var objektet i sig selv, der gør det til kunst, men konteksten hvori den udstilles. En masse mennesker har i øvrigt påstået, at Duchamp med readymade’n ville bane vejen for alt muligt, lige fra kunstens opløsning til det modsatte. Det er ikke korrekt. Readymade’n var ikke målet, men blot det, indrømmet, usædvanligt originale middel, hvormed Duchamp gav en fuckfinger til kunstens selvhøjtidelighed og påpegede, at kunstverdenen er lige så klam som et pissoir, besmittet med utallige sociale og økonomiske hensyn, der forlængst har trængt det, som det egentlig burde handle om, nemlig værket, i baggrunden.
Så er det kunst, når Saxgren fotograferer noget, der ligner kunst? Eller ville Duchamp have taget sig til hovedet, om han havde set de postkortskønne fotos, der egner sig perfekt til en sommermåned på aluminiumsstandere bag aftørringsvenligt plexiglas på Kongens Nytorv?
Ét spørgsmål trænger sig på: Hvornår handler noget om noget? Når Saxgren fotograferer et forladt diskotek
i en spansk ødemark, kan man selvfølgelig tænke, at nå, der er nok nogen, der har danset engang, men så kom der ikke nok gæster, og nu er der graffiti over det hele og sikken en synd og skam for de flotte bygninger. Eller når man ser en plastikmur, der er halvt blæst omkuld mellem nogle træer, kan man tænke: Ih, hvad lavede den mon der, sikke noget.
Blæst i stykker
Når man ser nogle kaktusser, der er groet gennem en gammel stribet afskærmning og hænger med ’hovederne’, kan man også gå et skridt videre og måske glæde sig over noget melankoli og trøstesløshed i forfaldsæstetikken, eller man kan læse noget energi og storladenhed ind i den prægtige natur i billederne. Eller man kan gå hele vejen og sige, at enkelte af værkerne handler om fotografen selv, der har mødt naturens kraft og er blevet blæst i stykker som et skrøbeligt lille forgængeligt stykke genbrugspap.
Men er kunsten virkelig sådan en tag-selv-biks af meninger? Vil det ikke være lidt ligesom at antage Da Vinci Mysteriet for at være en religionskritik, fordi Jesus er nævnt på siderne? For så snart man vender blikket fra billederne af forfald, ser man en klippe i vandet, der hedder Fallos, eller en tilmuret port. Eller en mark dækket af plastik. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig at Saxgren tager billeder af ting, der ligner kunst, og ligesom man heller ikke kan danse og synge ligesom Michael Jackson, bare fordi man vejer 30 kilo, er Saxgrens billeder heller ikke kunst, fordi de svagt ligner en Christo, Anselm Kiefer eller Brancusi.
De er flottere end de billeder, folk tager, når de er på kunstmuseum og står over for en ægte Kiefer, men kunstnerisk set langt mere uinteressante. Og kan man næsten forestille sig noget fjernere fra alt det, Duchamp stod for? Kan man forestille sig noget mere ufarligt, tænk sig at lave noget, der ligner kunst, i stedet for at lave kunst? Det eneste lighedstegn mellem de to er fingeren til selvhøjtideligheden – de giver den bare på to vidt forskellige måder.
