NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
3 stjerner – Bjørn Nørgaard, Re-modelling the world. Statens Museum for Kunst, 2010
Tak for den kronologiske gennemgang af Nørgaards værker i en i øvrigt smukt opsat udstilling. Alt står nu lysende klart.
Det begyndte med en kvik, intellektuelt tynget og internationalt orienteret venstresnoet kunstner, og er endt med en forudsigelig småstatsmentalitetsudpenslende, konservativ, masseproducerende, leflende bedsteborger.
1 stjerne - Bjørn Nørgaards skitser til Dronningens gobeliner på Køge Skitsesamling, 2010
Bjørn Nørgaard har uden tvivl fortjent at få så mange tilbud som muligt. Hans værker i 60’erne var sublime. Derfor kan det kun skyldes misundelse, når han kritiseres for sit store engagement i dronningen. Her tænkes ikke kun på hans indædte forsvar for hendes kunstneriske begavelse, Herregud, de er vel venner, men også på de bestilte gobeliner. Manden skal jo leve. Men der, hvor hårene hopper af penslen, er, når Køge Skitsesamling vælger i næsten et helt år at udstille SKITSERNE til gobelinerne, altså de store stykker karton, som blev brugt som forlæg til væverne. Historieskrivning er ganske vist subjektiv, men hvad har det med kunst at gøre!? Gobelinerne kan til nød afføde diskussioner om kunstnerens intentioner med de forskellige personager, han har udvalgt til bordurerne. Som dronningegok passer det måske meget godt til et museum, der har et parcelhus som arkitektonisk forbillede, men hvis man vil vise kunst, kan man ligeså godt vise skitserne til de nye Gajolpakker.
1 stjerne – Kunst & Bæredygtighed, Byggeriets Hus, 2009
Bjørn Nørgaard har smidt en kopi af Venus fra Milo i en stor grøn skraldespand mærket ‘Recycling art’. Det er catchy. Det er let at se med på, faktisk så let at man ikke skal se i mange sekunder, før det går op for én, at æstetikken er kvalm, og etikken er for børn. For er det kunsthistorien, Nørgaard vil genbruge? Eller hellenismen? Skal vi grundlægge verden forfra? Skal vi tænke gamle tanker på en ny måde? Hvor mange gange kan vi give gamle mænd en sidste chance i kunstsystemet, inden vi endegyldigt sier dem fra? Og er det Bjørn Nørgaard, der har lavet Axe-reklamen, som hærger landet med et billede af en roligan med det danske flag i hovedet og et svensk på munden.
Selv de svenske fans vil kysse, hvis blot man bruger Axe. Selv de danske kunstinstitutioner vil angiveligt lege, hvis blot man skærer det ud i pap.
Nu er ingen af delene just tilfældet med Frederiksberg Kommune, der heller ikke skal klandres for at blande kunst og bæredygtighed sammen. Det kan sagtens lade sig gøre, men hvis man vil bruge kunsten i pædagogisk øjemed, er der én grundregel, man aldrig må glemme: Kunsten kan ikke spændes for en vogn, men man kan sagtens spænde en vogn efter kunsten.
Så hvis man er kurator med grønne briller, skal man altså lede efter værker, der afspejler tidens klima-nervøsitet frem for at bede kunstnere lave et værk over samme.
Nu er udgangspunktet for udstillingen allerede ret klumpedumpet, hvorfor det heller ikke er helt malplaceret selv at trække i de tunge støvler og (jævnfør Sangild) bruge et par linjer på kunstens autonomi, der helt grundlæggende betyder at kunsten er selv-lovgivende. Kunsten bestemmer selv, hvilke regler den vil følge. Kunsten tjener ikke et formål. Kunsten nyder den ultimative frihed hævet over alle hverdagens begrænsninger.
Hvis man skal trække det endnu længere ned på jorden, er en sammenligning med de autonome effektiv. De eksisterer kun i deres lovløshed i det øjeblik, de følger reglerne og gør, som politiet siger, er de ikke længere autonome. Men ligesom med de autonome lever kunsten også et dobbeltliv, hvor den på den ene side er fuldstændig fri, og på den anden side er underlagt en lang række sociale koder. De autonome er i opposition til alt, men har alligevel også stramme regler for alt fra påklædning, til hvad de spiser.
Udstillingen på Frederiksberg er et glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke respekterer kunstens autonomi, men hyrer den til et kulturpædagogisk formål. Frederiksberg har ikke fået kunst, men kunstnere, der laver pædagogik.
Peter Carlsens pædagogiske indslag er Bæredygtige Villy, der med en Superbrugsen-pose i favnen har købt Coca-Cola, Cult og Kildevæld, hvilket må siges at være en fuckfinger til kuratorerne, der bad om god kunst om bæredygtighed, og i stedet fik et billede af en mand, der er dygtig til at bære.
Klaus Thejll Jakobsen, der ellers er så pokkers dygtig, har lavet en skraldespand i pap fyldt til randen med emballage fra mærkevarer og betitlet Østerbro skraldespand efter valget 2001. Man savner helt den Axe-reklame for sin elegance. Og endnu værre er Mette Hannemanns håbløse maleri af tre mennesker, der ikke taler med hinanden på en strand fuld af affald. Det handler om, at man ikke skal være ligeglad.
Bente Christensen-Ernst har malet en glødepære og kaldt maleriet forSkyldig. Villy Grønborg har malet en masse vand og kaldt detOversvømmelse. Og Håkan Nyström har i værket Rebirth malet noget, der er halvt affald og halvt menneske, som ligger et forladt og forarmet sted og ser på et fjernsyn, hvor der er et program om naturen før katastrofen … Av av av …
Faktisk er Nørgaard den eneste, der hæver sig over det banale, selv om det dog næppe er intenderet. For selvfølgelig har vi en række ressourcer, som vi bør udnytte bedre og flere gange, men faktisk er der dog en grænse for,hvor mange gange man kan genbruge, inden materialet bliver slapt.
Bomuld har for eksempel kun to liv, hvorefter det skal bruges til isolering eller papir for eksempel.
Nørgaard fungerer stadig, men det oprindelige vitale materiale er der ikke meget tilbage af.
5 stjerner – Fly me to the Møøn, 44Møn, 2009
I Salla Tykkäs film Victoria følger vi en åkande fra Amazonas med en diameter på over tre meter, når dens blomst, der er lige så smuk, som den er enorm, springer ud om natten og skifter farve fra hvid til lilla. Åkanden er grøn på toppen og lyserød i bunden med en struktur som en senet krop med udvendige blodårer, filmen er lavet i 35 mm med lysfolk fra himlen, akkompagneret af Londons Filharmoniske orkester og iscenesat som en spillefilm. Det er kunst, når det er allermest alvorligt og inderligt, det er den ekstreme hyldest til skaberværket, der får selv medlemmer af Faderhuset til at virke som kulturkristne. Det er så smukt, at man tynges af skyld, fordi man føler at have fået et kig ind til en af Guds hemmeligheder.
Udstillingen hedder Fly me to the Møøn. Hvilket katastrofalt valg af titel til en præsentation af finsk kunst.
Men man kan leve med det. 44Møn er et tidligere traktormuseum, der er blevet til kunsthal, og med et niveau, der allerede et par måneder efter åbningen ligger på linje med landets store museer, skal man have lov at gakke lidt ud. Måske det blot er et udtryk for glæde over, at Møn kan, når de fleste andre fejler?
Lauri Astala har taget lydsporet fra den berømte scene fra La Dolce Vita,hvor Anita Ekberg går rundt med sin lille hvide kat på hovedet og ender i den smukke Trevi-fontæne. Det har hun lagt oven på sin egen film- optagelse af Roms gader og springvandet fra præcis de samme vinkler og på samme tidspunkt af døgnet som i filmen og derved på en elegant og præcis måde fortalt os noget ganske overraskende om den måde, vi oplever på gennem medier. Scenen fra La Dolce Vita må være en af verdens mest kendte filmscener. Fontænen ditto for springvand. Fuck, hvor er vi fedtet ind i Hollywood og skide guidebøgers rosenrøde illusioner om små hyggelige torvepladser, hvor rastløsheden endelig forsvinder, og ferien forløses i en rå ejakulation af kaffe og blid børnelatter, når vi egentlig meget hellere vil sidde hjemme i sofaen på internettet og købe tøj.
Astala har også sammen med Elina Brotherus lavet en film, hvor man følger en lille piges begyndende eksistentielle overvejelser, før de bliver til problemer, og hendes grænseløse kærlighed til de tre storebrødre, inden de bliver trætte af hinanden. Det er umanerligt stærke sager, der ligesom den øvrige finske kunstscene er kendetegnet ved at være meget umiddelbar. Kunstnerne bor i Helsinki, de er kedelige, de føler en masse, de går i sauna for at blive varme og i bad for at blive rene, og de er ikke bange for at lægge hele sjælen til frit skue i deres kunst. Det er ikke ligesom herhjemme, hvor man skal vrænge ad kunsthistorien, konstruere store oplevelser eller gemme 400 links til tilfældige naturvidenskabelige bannerførere i værket. Den usikkerhed, dansk kunst emmer af, har finsk kunst ikke. De er selvsikre. De åbner for hanerne og spreder benene. Og hvis nogen kalder det kedeligt, nikker de venligt, for der er ikke noget ‘spændende’ eller ‘kedeligt’ i finsk kunst. God finsk kunst er rent udtryk. Det er en lyd fra en afklaret sjæl, der tumler med de sidste detaljer inden afgang til drømmeland.
Aino Kannisto er der næsten med sine selvportrætterede følelser, hvor hun fotograferer sig selv forskellige steder, imens hun spiller en rolle og på den måde viser en række atmosfærer eller stemninger, om man vil. Og ja, det er lige så kedeligt, som det lyder. Men vi kan trøste os med, at kunstneren garanteret ikke har gjort det for vores skyld, men blot fordi hun følte det.
En kunstner, der falder lidt udenfor, (måske bor han i Finland) er den irakiske Adel Abidan, der laver terrorkunst. Et af hans bedste værker er en myreture ved siden af en moske opført i sukkerknalder, men værket på 44Møn er bestemt heller ikke værst for en tarvelig dansker, der foretrækker en hurtig guffer frem for det mere krævende knald. Abidan har bedt en række unge irakiske drenge, der gerne vil være barberer, om at øve sig på balloner. Og bang, bang, bang, der skal så lidt til, så eksploderer selvmordsbomben. Pyha, godt vi fik dem ud af kirken og i fængsel, nu mangler vi kun at få forbudt burkaen, så vi ikke har folk til at køre i bil, der ikke kan se til siden, så Danmark igen kan blive et trygt og sikkert sted som dengang i middelalderen, før krudtet blev opfundet.
Ja, Finland trækker.
2 stjerner – ‘Den Frie Udstilling 09’ på Den Frie, 2009
Det er i forvejen svært at orientere sig på gruppeudstillinger, og det gør det bestemt ikke lettere med en ekstra præmis, hvor hvert medlem har fået et værk af en udenlansk kunstner med, som de er blevet bedt om sætte deres værk i relation til. Idéen er, at desto mere man sætter i spil, desto bedre bliver det. Og så en blind tiltro til, at Den Fries medlemmer besidder en guddommelig kunstnerisk evne, der sætter dem i stand til at forvandle alt til guld.
Sophie Kalkaus billedserie på seks fotos, hvor hun bøjer sig forover, hvorved hun får sin krop til at ligne noget andet, er det eneste, der fortjener at være med. Umiddelbart danner hun motivet af et dødningehoved, men hendes lange hår trækker det lidt mere i retning af en hurtig spøg, blåt hår, overskæg og briller.
Bjørn Nørgaard derimod sender direkte fra plejehjemmet med sit sidste suk af et værk, der består af et plateau med ler, knuste spejle, en plastikguitar og nogle knive og en cirkel med hvide dødningehoveder med hans heltes navne skrevet i panden, som Bjørn så kan nasse lidt på. Der er ingen tvivl om, at Bjørn føler en masse, men det er ikke nok at tisse på gulvet i 2009.
Den Frie tror, vi er interesserede i et indblik i medlemmernes aktuelle produktion. Det er vi ikke. Vi er derimod interesseret i en god oplevelse.
1 stjerne – Bjørn Nørgaard, ‘Venus spejler spejler Venus’, Vestindisk Pakhus, 2009
Hvis det var den unge mand, der kom hjem til mor og far med skulpturerne efter en uge på Kunsthøjskolen i Holbæk, var det okay. Når Statens Museum for Kunst køber dem på grund af mandens tidligere meritter er det en skandale.
Eller for at sige det på en anden måde: Man behøver ikke være varlig, Bjørn sover tungt og har gjort det siden 70’erne, hvor en dekonstruktion af Venus fra Milo havde været avantgarde, og hvor det var spændende at demontere det evigtgyldige. Hvem har ikke set Morten Strædes (fra 80’erne ganske vist) fascinerende ombyggede klassiske former, få af dem har sågar nået et gyldighedsniveau, hvor de er så gode, at man kan se på dem altid. Dette er absolut ikke tilfældet med Bjørns Venus.
Det Forjættede Land er så pinligt et værk, at det når parodiske højder. Det er letafkodeligt pensionistkunst med en Venusfigur med bind for øjnene bag pigtråd i en kasse med et rødt lys, blod og skrifttavler med de 10 bud på hebræisk.
I Venus Modification har han støbt hende med sugekopper, der ligner patter, der skal illustrere, hvordan det evige møder industrien, og hvordan det moderne gennempuler de klassiske dyder, det er en begrædning af udviklingen, og man kan kun le over, at han er gået fra kommunist til ulækker konservativ. De banale og fortænkte skulpturer lever til gengæld op til de mest fladpandede kunsthistorikeres forventninger til kunst, men den skole, de har gået på, har tabt. De vil have ,at kunsten skal være opdragende og belærende, og med blot ét kig på værkerne skal beskueren inddirekte i lyset af historien fornemme, hvor tigeren er landet. Sådan gik det ikke, men Bjørn, det er aldrig for sent at skifte til vinderholdet.
Sæt et par friske batterier i vækkeuret og fortsæt dit tema med tidligere formers eviggyldighed, tegn et firma på Børsen, der hedder Venus, inviter nogle ludere, der kan onanere eller find Venus ved at spotte kærlighedens nedslagspunkter og server det for os i en overkommercialiseret og moralsk forfalden kontekst. Drop den pædagogiske hørm og kom over på den sjove side, Bjørn, vi er dine venner, Bjørn er stor, men behøver det være provokerende hver gang, hvad med bare at prøve at lave noget, der er godt?
2 stjerner – Jonathan Meese, BABYPROPAGANDADDY’S Metabolismys (FISHYALARM IN ANTARKTIKA ON BOHRINSEL “MOOMIN”) hos Galleri Bo Bjerggaard, 2008
Der er ingen, der er så let at elske, som en tosset kunstner. Tag blot Lars von Trier, han var sikkert helt normal, men dengang han fyldte medierne med fobier og gakket jordforbindelse, skulle man være ultraliberalist for ikke at synes, at han var genial.
Historien om Jonathan Meese er den samme, bortset fra at han bor hos sin mor, viser sin mor billederne først og altid har hende med i byen.
Måske er det, fordi vi kun kan respektere folk, som vi tror, vores kvinder eller mænd aldrig ville falde for, eller også er det Beatles’ naturlov fra “The fool on the hill”, der gælder: Hvis man skriger længe nok fra samme position, får man opmærksomhed. Siger man “nazi penis, nazi penis, nazi penis” længe nok, kommer man til sidst ud over det hele med penge fame penge fame penge fame.
Jonathan Meese er i hvert fald en kæmpestjerne i Tyskland. Han er rockstarkunstner, og selv manden på gaden kender ham. Han er det tyske svar på Jens Jørgen Thorsen, men hvor det aldrig gik op for Thorsen, at han var en joke, fangede Meese sin egen bullshit allerede i slut-90’erne og har siden levet det helt ud. Det utilsigtede er blevet tilsigtet, og ligesom Immendorff, der fordoblede berømmelsen og priserne, da han blev taget i at sniffe kokain med 10 ludere, stiger Meeses popularitet, hver gang han løfter den højre arm. Han er så stor nu i Tyskland, at selv når en kritiker hader ham, kan det slås ned med, at de elsker at hade ham og altså i virkeligheden elsker ham, men er nødt til at kaste sten efter ham, og hvad har vi så!? Vi har en lille sød Jesus Kristus-martyr, og så kan hypen igen dobles op.
Bo Bjerggaards udstilling er klassisk for Meese. Han har stillet sig foran en række lærreder få timer inden ferniseringen, sagt “wraaaaaa”, slasket noget maling på, givet fuckfingeren, heilet, råbt mor og sluttet af med at tegne swastika og nogle tissemænder. Efter de godt 30 malerier har han lavet 100 kollager, skulpturerne må man formode, han har haft med hjemmefra.
Værket DR. LOLLYLOLLYLOLLY de Keksslip sagt zum süssen Partie-Parlament der Diktatur der Kunst: Kunst ist kein Geld, also Kunst ist kein Menschengeld, also Kunst = Geld, llutsch es weg, ihr Demütigen indeholder allerede i titlen flere klicheer end et nyere Bjørn Nørgaard. Men kunne man blive glad for det? Opløftet? Føler man sig lille i forhold til den ‘vilde’ Meese, der tør noget, vi andre ikke tør? Får vi en flig af den frie og tossede antiborgerlige virkelighed?
Nej, Trier har med Idioterne for længst pointeret, at i Danmark virker typer som Meese ikke. Her er vi alle idioter, alle fjoller rundt i de af velfærdsstaten nedbrudte hierarkier og leger kunstnere. Men det kan tænkes, at Meese i lande som Tyskland med et tæt lag af ubarmhjertigt borgerligt borgerskab kan lege dillerdans og få de indtørrede slipsedyr til at føle sig som børn.
Men udstiller han ikke hele kunstverdenen med sin bullshit-momskarrusel, der giver 25 procent i afkast om året til alle involverede?
Jo, og Stein Bagger udstiller råddenskaben i erhvervslivet, men det gør ham jo heller ikke til en helt.
Men når nu værkerne er det rene eurotrash med et symbolsk stænk af noget vildt 80’er-freakshow, hvorfor så så meget succes blandt kunstkendere? Birkemose lavede Meese for 20 år siden. Og Arnulf Reiner laver et Meese, som Meese ikke selv kan lave. Er kunstverdenen virkelig mere naiv end resten af verden?
Det sørgelige svar er ja. Hvis kunstverdenen består af sociale relationer og værker, er størrelsesforholdet 95 til fem. Og fordi han er blevet så berømt betyder det måske kun én procent at værkerne er dårlige, de er blevet til små relikvier i stedet. Ligesom hvis du så et par gamle sko og fik at vide at det var Chaplins, eller at fyren i den grønne T-shirt ved vinduet er milliardær. Kan du mærke suset?