4 stjerner – ‘Cloudy House’, Claus Andersen Contemporary, Berlin, 2009
Under normale omstændigheder ville en udstilling med komplekse Weaire-Phelan-strukturer, der skal undersøge, hvordan bobler kan sidde sammen med mindst mulig berøring, blive mødt med lange gab, uanset hvor flot det er lykkes kunstneren at få de 12-sidede irregulære pentagonale dodecahedraer til at sidde sammen med de 14-sidede tetrakaidecahedraer. Men Tomas Saraceno, der har hængt hele molevitten som skyer i loftet, mener det, hans projekt går simpelthen ud på i en hellig alliance med videnskaben at skabe et nyt samfund, der bor i luften. Gabene bliver afløst af fnis, han vil have os derop og bo i små minisamfund opbygget som bobler og skyer. Så hvor de uforståelige matematiske referencer normalt ville være afsenderorienterede, er de pludselig det modsatte. Det er et kig ind i en gal mands verden, som dog havde været noget mere spændende om vi havde fået lov at se endnu mere teknik og mindre skør idé. Cloudy house handler om at virkeliggøre tanken om himlen over jorden som et sted, man kan lege med. Det lykkes ikke rigtigt, men det ser pænt ud.
I det lille lokale ovenpå har han – ved hjælp af en omvendt støvsuger, der puster den i vejret – installeret jordkloden som badebold med et kamera på Sydpolen. Det er teknik for alle pengene, jordkloden svæver, kameraet filmer og publikum kan se sig selv og rummet på væggen. Sjovt lille trick. der skal få os til at føle os vægtløse. Det lykkes heller ikke rigtig, for helt ærligt, er der ikke ret langt fra en bold til en menneskehed? Men vi glæder os alligevel til fortsættelsen.
