New Deals

4 stjerner – Christian Vind, Ekstrakt på Galleri Tom Christoffersen, 2009

Postkort fra Asger Jorn i Albisola, Ib Geertsens skæg monteret på farvestrålende firkanter, et bogmærke i blåt tapet a la Yves Klein, Wilhelm Freddies autograf og 219 andre collager, tegninger, fotografier og tryk opsat på hvide A4 ark organiseret i 5 store rammer.

Hvis Christian Vind var husmor, ville han have heddet Pippi og være posedame, og hvis han var tysker, var han, hvad hed ham spasseren med det lange hår, der lige har været her, nå ja, Jonathan Meese.

Vind reagerer på skrald og tilfældige indtryk, som Rudy Frederiksen reagerer på piger, han ser stor kunst overalt, som han må og skal indtage på en historisk korrekt måde, med et lille personligt twist.

Når Vind for eksempel ser Mona Lisa, tænker han på Duchamp, der skrev, at hun havde en varm røv, og på dadaistisk manér klistrer Vind navneskiltet ‘Gagagynke’ (forestil Dem, at De taler med munden fuld) hen over Mona Lisa og på papiret under billedet skriver han: ‘Selvfølgelig skal du synke’. Fuldstændig gak gak og forlængst over mod den lukkede.

Et andet sted har han sat et billede af Mærsk-operaen ved siden af Damien Hirsts diamantkranium og påklistret en ordbogs definition på et dødningehoved: ‘Dødningehovedets uforlignelige sprog: det forener fuldstændig udtryksløshed i øjenhulernes mørke – med det vildeste udtryk – den grinende tandrække’.

Vind er altså også noget så sjældent som en kunstner, der tør lave kunst med aktuelle politiske emner. For den udenforstående læser virker Vinds collage måske harmløs, men grebet i sig selv med at opstille kraniet og operaen i et relativt dyrt galleri er modigt, fordi kunstscenen generelt er så uhyggelig slesk over for magthaverne.

Et andet sted har han fotograferet en gammel frise fra Hovedbanegården, hvor der står, at islam sejrer og på en tegning ved siden af, er frisen gentaget i sort hvid, så det ligner moderne kunst a la Peter Halley. Og han er sjov i collagen med Henning Christiansen, hvor den døde komponists tånegle bliver til små noder, man fornemmer pludselig lidt af den Dalsgaardske humor.

Det er svært at stå for Vind. På trods af det gængse røvgnaskeri i branchen og på trods af den gængse kunstangst for ikke at være cool, har han givet los på kærligheden til mediet, gjort som Max Ernst og stolet på intellektet. Og det skal belønnes.

Men så kommer tvivlen, for peger de 223 værker på en åbenbaring eller Sankt Hans? Man får et indblik i julemandens værksted, man får et indblik i den arbejdende kunstneriske sjæl, men var julemanden overhovedet på arbejde den dag, eller var det en pikspiller ude fra lageret, der passede butikken?

Der er i hvert fald noget lommebillard over udstillingen. Det er svært for beskueren at følge eksperimentet til ende, fordi der er så mange gumpetunge indadvendte referencer, hvor mystikken ikke får lov at sitre. Vind har styr på det intellektuelle, men mangler præcisionen, for eksempel er værket, hvor et fjernsyn har fået påklistret ordet ‘Rohypnol’ pisseirriterende, og et par klatter med den teenagesmarte titel ‘Fem sekunder ekspressionisme’ ville sidst have været sjov i 1931.

Der er altså noget asynkront over Vind, som om han krydser ind og ud mellem tossefabrikken og det modernitetsrelevante og ikke selv helt er klar over, hvornår han rammer hovedet på sømmet eller sig selv over fingrene. Han er tydeligvis gak gak, men fordi gak gakken er så fri, og fordi han har et vist mod og er iskold bagi, så rammer han plet hver tiende gang, og selv om det ikke lyder af meget, så er det langt, langt over gennemsnittet i branchen.