NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
4 stjerner – Red Blue Motion Totem 2010 på Esbjerg Kunstmuseum, 2010
Malene Landgreen har følt sig frem til nogle grundregler for sit maleri, en række Richard Mortensenske former i smukke boligindrettede farver, som hun så forstyrrer eller leger videre med, til hun opnår et resultat, hun ikke havde regnet med, men som hun synes skaber det helt rigtige værk.
2 stjerner – Jeanette Hillig, For sidste gang til Brøndby Strand på Overgaden, 2010
10 ski i lodret position dyppet i selvlysende grøn maling og holdt sammen af et toiletbrædt. Eller hvad med en lilla jolle, der ligger med bunden i vejret, spiddet af et spyd? Man tror det er en joke. Eller måske en ironisk pastiche over neosværvægteren Anselm Reyle, hvilket kun bekræftes af, at Hillig bruger samme signatur – nemlig en sjat henkastet maling, der skal minde os alle sammen om, at nok er det overfladisk, men der har faktisk stået et rigtigt menneske og arbejdet med det i lang tid.
Men hvor Reyle er cool og alvorlig i sine skulpturer med hverdagsobjekter, en tradition der begyndte i 50’erne, virker Hillig forkrampet og pinlig. Værket med skiene hedder for eksempel ‘For sidste gang til Brøndby Strand’ og man skal da ikke afvise, at Hillig har følt det sådan, men både skiene og titlen er svær at forholde sig til med andet end et skuldertræk – både som udsagn og som form. Det giver absolut ingen mening og er kun med til at understrege, at det magiske spring fra fjol til kunst er meget svært.
Man kunne få det indtryk, at det er for let at være kunstner. Hilligs skulpturer er desværre meningsløse på den ligegyldige måde.
4 stjerner – Thilo Heinzmann hos Andersens Contemporary, 2009
Bag galleristens skrivebord hænger en stor, hvid aluminiumsplade med huller i. Det ligner en Fontana, og de to kunstnere er måske mere beslægtet end som så. Fontana havde i hvert fald et horn i siden på maleriet, hvorfor han trak hobbykniven og gjorde illusion til virkelighed. Juhuu, der skete pludselig noget i maleriet!
Thilo Heinzmanns våben mod det kedelige maleri skal findes i valget af materialer, hvilket selvfølgelig ikke er et greb, der gør ham synderlig original, da der findes en lind strøm af kunstnere, der køber hobbymaterialer andre steder end hos Panduro.
Heinzmann har til udstillingen hos Andersen leget med transparent epoxyharpiks og hessian, hvilket han bestemt ikke er ene om, hvorfor vi er nødt til at gå et helt andet sted hen for at forsvare de fire stjerner, nemlig i den underlige, trykkende, let foruroligende stemning, der hviler over værkerne.
Ligesom Fontanas snit hentyder til nogle dunkle bagsider hos mennesket, ser Heinzmanns værker også onde ud. De er cool som Anselm Reyles uden at være funky og selvhøjtidelige som Jannis Kounellis’ uden at være tunge.
I aluminiumsværket Aicmo ligner hullerne ubehagelige parasitter, der kryber rundt under huden på et menneske. I hessianværkerne er store mængder hessian krøllet sammen bag plexiglas og overhældt med harpiks i lige linjer, der får det til at ligne en okkult nazistisk skovbund med Davidstjerner og andet godt gemt i mulden. Og de tre tørrestativsskulpturer i gennemsigtig harpiks dyppet i farvepigment står som mennesker, der er blevet overhældt med syre og genfødt som monstre i en syg radioaktiv fremtid, hvor computerne har taget over, og de sidste to mennesker bor i en beskidt jordhule. Heinzmann tager kort sagt de underlige materialer et andet sted hen end hans samtidige.
4 stjerner – ‘Carnegie Art Award 2010’ på Kunsthallen Charlottenborg, 2009
Reserveret, koldt, kedeligt, navlepillende, indadvendt og et lejlighedsvist fjollet sted for nørder. I disse nationalistiske tider bør man nok være tilbageholdende med at lade en udstilling som Carnegie Art Awards, der viser den sidste nye nordiske kunst, gå jorden rundt.
Finske Saara Ekström har fotograferet klassiske stilleben i nøgne firseropsætninger. En pelargonie står i et lille Holmegårdglas foran et grønt savsmuldstapet. Fire afklippede blomster står i et syltetøjsglas ved siden af en fersken foran et gammelt 14 tommer fjernsyn. Det er fotograferet uden tilsatte effekter som lys og efterbehandling og fremstår herligt perverst som en ugidelig teenagedrengs stilleben til en formningstime. Men mon ikke man nu skuffer kunstneren fælt, da hun sikkert har tænkt stilleben som et slaraffenland af værdier fra religion til pastiche, der krydset med titlerne hentet fra homofeministen Gertrude Steins forfatterskab skal lede publikum mod et kryptisk metaplan, ingen før har betrådt. Som om to gange ‘taget ud af en sammenhæng’ giver sammenhæng …
Svenske Felix Gmelin, der har vundet bronze, har lavet et interessant værk, hvor han viser en film, der angiveligt er hans far og en ven, der smører sig ind i maling på en ret erotisk måde. Værkerne er så blevet til fotografier, som han igen har malet på for at ende i det klassiske ‘grove’ maleri, som nutidens kunstnere ellers har så travlt med at dekonstruere. Og så har vi slet ikke tænkt på de Vienna aktivistiske referencer …
Svenske Kristina Jansson, der har vundet sølv, har tærsket langhalm på den senmodernistiske drøm af et motiv, Winchesterenken, der mistede sin mand til det våben, der også havde gjort familien så rig, og derfor konsulterede et medium, der rådede hende til at bygge et hus så stort, at hun aldrig blev færdig. Nettet vrimler med billeder af huset, der er sjovere, end de to Jansson har malet i Leipzig-stil og med henholdsvis skinnende og brune tage. Måske man kan ane en ond ånd i nattebilledet, måske …
Svenske Ylva Ogland har ikke vundet noget, men er ganske spændende med to malerier af et skab fra sit børneværelse ledsaget af skabet med spejle, vodka og stearinlys. Vi er ude i nogle barndomsminder, som skabet husker bedre end faderen, der har efterladt datteren i en evig eksistensiel krise. Stearinlysene som noget tomt og forgængeligt, der uhyggeligt spejles som øjne i spejlene, der fortæller en historie om en parallel virkelighed, vi helst ikke vil høre om. Vi ser sågar en figur i den malede udgave af reolen, der helt som Eric Claptons afdøde barn i vandrehistorierne om filmen, hvor han stod bag gardinet sidder næsten opløst og kigger ned i vodkaen.
Islandske Egill Sæbjörnsen burde nok have vundet med sin spektakulære rengøringsdame-weather-machine, hvor en video af lys bliver projiceret på en skulptur bestående af plastspande og moppe, hvilket ikke blot giver en cool organisk film, men også tilføjer rummet en række effekter, der ikke lader Olafur Eliasson noget tilbage. Det hele er iscenesat med musik fra junglen og er noget så sjældent som opløftende.
Dansk-peruianske Milena Bonificina har ladet et maleri af Tom Krøjer sprænge rammen og lande som små ligegyldige skultpturer på dertil indrettede hylder.
Danske Torben Ribe er nok den mest danske repræsentant og falder helt uden for den cool indadvendte nordiske attitude med sine fjantede værker, hvor han prøver at lave kunstsjov. Jeff Koons har lavet balloner, Torben Ribe laver ballondyr, fotograferer og maler. Bacon maler homobilleder af sig selv og sin elsker. Ribe maler et Bacon med ring om det, der godt kunne være røvhullet og skriver i bunden: »Figure at a not Welcome back party« med vægt på ‘back’ a la de gode gamle humordage, hvor man lige skulle ‘have noget omme bagi’, efterfulgt at et lille ‘hø hø’.
Finske Marianna Uutinen laver tilsvarende sjov med Anselm Reyle ved at have udskiftet hans sølvpapir med selvlysende pink plastik. Og ja, det er helt ok ikke at grine.
Vinderen af en af verdens største kunstpriser, islandske Kristjan Gudmundsson, har malet otte monokromer i sort og hvid og indrammet dem i lydisolerende metalkasser. Andre vil have deres værker til at larme. Gudmundssons lytter. De suger i hvert fald lyd. Ligesom Carnegie Art Award suger energi og giver en en følelse af, at kunstnerne måske er faret lidt vild i det hjørne, de har malet sig op i. Men sikken et hjørne, et behageligt opgivende let beklagende nordisk hjørne, man godt kan se sig selv i resten af livet.
3 stjerner – Waiting for the sun hos Galleri Claus Christensen, 2009
Det der ligner en svipser fra John Kørner viser sig at være det sidste nye fra Anders Brinch og sådan er der så mange forskellige måder at blive lokket ind på byens mere listige gallerier.
Et af dem holder til på Restaurant Gl. Mønt hvor ejer Claus Christensen i snart mange år har fyldt væggene med egen samling og diverse fra en helt bestemt lille scene med omdrejningspunkt i det cool og ungdommelige. Og hvad han måske ikke har i kurateringsevne har han til gengæld i kærlighed, han elsker virkelig Christian Finne, Rasmus Rosengaard, Anders Brinch og Jens Robert Jørgensen og ve den stakkels halvberusede gæst der retter tissestrålen lidt for højt og i stedet rammer værket af Jon Stahn der er presset ind på den lille væg bag kummen.
Christian Finne er stadig dekorativ på en Walther König boghandelsavantgarde måde og det er enormt nuttet at tænke på at Claus Christensen tror det er vigtigt og betyder en masse fordi der står ‘fake plastic’ og ‘abducted personality’ henover de L.A. plagierede postgrafittimotiver. Og Rasmus Rosengaard eksperimenterer stadig med måder at ‘bygge med maling’ så den sorte maling nu næsten kæmper med restaurantsgæsten om sofapladsen.
Jon Stahn derimod ligner en der har skiftet værkstedet ud med en mødregruppe. Tryk på lærred med lidt maling, og Jens Robert Jørgensen har præsteret endnu en prikket og stribet søjle som han ifølge rygterne har tænkt sig at destruere. Man forstår ham godt. Og i øvrigt har Claus Christensen fået konkurrence. Krogs Fiskerestaurant på Gl. Strand i København har for tiden en større Tal R samling med afstikkere til Anselm Reyle, Christoph Ruckhäberle og Hornsleth hængende.
4 stjerner – Forårsudstillingen 2009 på Charlottenborg, 2009
Konceptet er bizart. Fem faggrupper, samlere, kritikere, kunstnere, gallerister og kuratorer har sat hver sine krydser ved et større udbud af indleveret kunst. De værker, som kun har fået kunstsamlernes kryds, hænger i kunstsamlernes rum, hvorimod de, der for eksempel kun har fået kritikernes kryds, hænger i kritikernes rum. De, der har fået kryds fra flere end én gruppe, hænger i et samlet rum.
Og nu begynder det sære. For hvis værk X, lad os for eksemplets skyld tage det med striberne, der kun har fået et velgørende kryds af samlerne, også havde fået af kritikerne, ja så havde det ikke længere været interessant, hvem der havde udvalgt det, næ, så havde det hængt i det ‘samlede’ rum. Så det er altså kun vigtigt at vide, hvem der kan lide striber, hvis der ikke er andre, der kan lide det!? Umiddelbart kunne det lyde som en syg ultraliberal selskabsleg om talentfulde minoriteter, men ville netop De ikke belønne de stærke i stedet for at udstille de svageste? Ville Lars Seier Christensen og Kim Fournais som kunsthalsdirektører ikke havde lavet et særligt rum for de få værker, der havde fået et kryds fra samtlige fem grupper, og ladet de andre enten brænde, eller hænge under mere anonyme former andetsteds? Er Forårsudstillingen århundredets mest kiksede forsøg på at være venstreorienteret? Eller blot et pinligt forsøg på at være hip?
Hvis man skal tage udstillingen på ordet, er det i hvert fald en total afmontering af forestillingen om kunstsamleren som en person, der er på forkant. Pengene følger ikke tippen af moderniteten. Penge følger penge, og næsten alt, hvad der hænger i samlernes rum, ligner til forveksling noget, der er kendt og blåstemplet i hoved og røv af både institutionen og auktionsmarkedet. Det er her striberne, der minder uhyggelig meget om Anselm Reyles hit, hænger. Det er her, det store Thomas Ruff-lignende flet/klip/foto hænger. Det er her, John Bock har inspireret til et værk af strik. Til gengæld må det være en fejl, at maleriet af et kranium med frugt i turbanen kun hænger i kunstnernes rum. Der er ingen chance for, at den slags motiver går forbi bare to kunstsamlere, uden at de begynder at overbyde hinanden.
Kan man se bort fra ovenstående, hvilket burde være en smal sag, da mærkningerne af rummene er relativt beskedne, venter der til gengæld en af de største forårsudstillingsoplevelser i mange år. Hvor det plejer at være skraldespanden fra aftenskolerne, der er blevet tømt foran censurkomiteen, så er kvaliteten af de indsendte værker i år simpelthen i top.
Hvad de som altid mangler i konceptuel tyngde, har de så rigeligt i udførelse og bearbejdning. For eksempel hænger der en pære fra loftet, som lyser, når man nærmer sig den. Under den er der på teatralsk maner anbragt en rød legetøjsbil. Det er noget med, at vi bruger vores hjerner forkert. Vi skal redde hinanden, vi skal ikke udvikle bomber og røde racerbiler med al vores klogskab.
Der er også en projektion af en dør, der åbner sig, på en dør, der åbner sig. Den er rigtig flot lavet, og hvor er det sødt, at der er én, der tror, at det er originalt. Man bliver helt rørt. Og i et hjørne står der over 1.000 plastickopper, der er fyldt til randen med vand. Og en ligegyldig video bliver afspillet på en skærm af spejle, der peger i forskellige retninger, så videoen bliver afspillet i små vinduer på væggene. Det er sjovt. Og alt sammen lavet uhyre professionelt.
Kritikerne har valgt de sværest tilgængelige og er dem, der er mest fri af formaterne, blandt andet har de valgt to skærme med to ansigter, der taler til hinanden. Den ene skærm siger: “He did not call”. Den anden svarer: “What?”
En Markus von Platen har lavet et rigtig godt værk. Han har fotograferet en skærmi et landskab, det ligner land art, men er det næppe. Og Katja Bjørn har lagt en dreng ned i en skuffe i moderens kommode. Han er blot endnu et redskab til hendes udlevelse af sig selv, og vi føler med ham. Eller er det kunstsamlerne, værket handler om? Skidt pyt, vi føler med kunsten uanset hvad. Og Forårsudstillingen gør det bestemt kun bedre.
5 stjerner – Alicja Kwade, ‘Vom äußersten Rand der Bedingung’ hos Christina Wilson, 2009
Lige inden for døren ligger en blank lakeret palle i mahogni. Den er pudset, så den ligner dronningens skrivebord og fortæller en kær lille historie om, at shipping er vigtigere end handel, og at vi flytter mere, end vi forbruger.
Alicja Kwade er klassisk hip kunststjerne i lukkede gallericirkler, der hungrer efter nyt, som ligner det gamle. Og som en mørkere udgave af Anselm Reyle går hun lige i blodet på kunst-eliten med sine umiddelbart søgte greb, der handler om oprindelse og materiale, form og antiform. Og så kan man nok heller ikke helt komme uden om, at det er lettere at sælge noget, som om det lige er knækket af modernitetens yderste spids, hvis det kommer fra et eksotisk østland.
En klump kul fra en mine i den by, hvor hun er opvokset (suk) i Polen, ligger på gulvet over for en præcis afstøbning af kulklumpen (gab), der er beklædt med bladguld (snork). Hun mangler kun en stormfuld nat (og en madras) for at fuldende mesterværket.
Midt i lokalet er opsat en barnlig konstruktion med otte af de fra lauritz.com så kendte Kaiser-iDell-lamper, der står to og to over for hinanden med et stykke glas, eller er det et spejl, imellem sig. Uha, mysteriet vokser, for de sorte skrivebords-lamper er jo helt ens, men så får man øje på sine sko i glasset, som selvfølgelig er et spejl. Postulatet er, at stilikonerne spejler sig i sig selv og ikke i hinanden, selv om det ser sådan ud, og som glad metafor virker det fint, men som kunst er det alt for oplagt og spild af energi. Ho ho, nu putter vi nogen regneorme ned i et glas og ser hvad der sker, når de ikke får luft. Nå, de døde.
Men just som man afskriver Kwade som åndelig stimulans på Fætter BR-plan, hører man en viser flytte sig, en tak og lyden fra et ur komme ud af en højtaler placeret under et kuppelformet spejl. Kwade har simpelthen erstattet et banegårdsurs front med et overvågningsspejl og monteret en mikrofon i urværket, der både fanger visernes klik og neonlysets brummen.
Og så står man der og ser på sig selv inde i uret sammen med rummet, man befinder sig i, i en uendelig cirkel der altid forandrer sig og altid ender samme sted. Der er så mange, der har prøvet at lege med tid og rum, og det gør næsten altid galt. Kwade derimod åbner med sit mærkværdige greb en dør til noget ukendt og besættende, og man har det, som om man står på hotellet eller i brønden i en Murakamibog, med en uhyggelig, ondskabsfuld og uoverskuelig parallel dimension som man, selv om man træder ind i den, aldrig kommer til at forstå.
Og øjet fortsætter med at stirre. Som om tiden kan se os, men vi kan ikke se tiden. Tik tak, tik tak, hun kan se os, men vi kan ikke se hende, måske peger det helt tilbage på noget Platonpis med, at vi kun kan se virkeligheden gennem kunsterne, fordi virkeligheden i virkeligheden er for stor.
Måske er det en blanding af Olafur og Reyle, vi ser os selv forrådne, imens tiden går. Måske er det Guds øje, der kigger på dig, du kan ikke se Gud, men du kan kun mærke hans tilstedeværelse, når tiden langsomt men sikkert gør det af med dig. Og pallen kan du også kun se, fordi den er pudset op og i mahogni, men den kan altid se dig.
Det er sundt at undre sig, og sjældent har man måtte forlade en udstilling så fortvivlet og uforløst. Ser Kaiser-iDell-lamperne også på hinanden? Hvad med det buede art nouveau-møbel med de to mindre ure, der er usynligt spejlede? Det kræver et stort mod og en høj, høj grad af professionalisme at gennemføre en udstilling, der er så entydig i sin idé og så svær at trænge igennem til. Men måske er Kwade blot et middel, hvor igennem Satan får adgang til os, når vi prøver at lade den sædvanlige logik falde og starte forfra for at forstå, kravler han syvfold med ind. Han gav hende hele kunstverdenen, og nu får han os til gengæld.