NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
2 stjerner – Copenhagen Spirit, Clausens Kunsthandel, 2009
Copenhagen Spirit er en kedelig udstilling i et hyggeligt hus. Velkendte unge og yngre navne er inviteret til at lave små ubetydelige værker om København.
Elmer slipper som altid bedst fra det, denne gang med endnu en portion 2D-origamiværker hvor københavnske detaljer fra busser, pølsevogne med mere er blevet fotograferet, klippet ud og klistret sammen. Elmer hylder hverdagens grafik og geometri på en opfindsom, smuk og autentisk måde.
3 stjerner – Waiting for the sun hos Galleri Claus Christensen, 2009
Det der ligner en svipser fra John Kørner viser sig at være det sidste nye fra Anders Brinch og sådan er der så mange forskellige måder at blive lokket ind på byens mere listige gallerier.
Et af dem holder til på Restaurant Gl. Mønt hvor ejer Claus Christensen i snart mange år har fyldt væggene med egen samling og diverse fra en helt bestemt lille scene med omdrejningspunkt i det cool og ungdommelige. Og hvad han måske ikke har i kurateringsevne har han til gengæld i kærlighed, han elsker virkelig Christian Finne, Rasmus Rosengaard, Anders Brinch og Jens Robert Jørgensen og ve den stakkels halvberusede gæst der retter tissestrålen lidt for højt og i stedet rammer værket af Jon Stahn der er presset ind på den lille væg bag kummen.
Christian Finne er stadig dekorativ på en Walther König boghandelsavantgarde måde og det er enormt nuttet at tænke på at Claus Christensen tror det er vigtigt og betyder en masse fordi der står ‘fake plastic’ og ‘abducted personality’ henover de L.A. plagierede postgrafittimotiver. Og Rasmus Rosengaard eksperimenterer stadig med måder at ‘bygge med maling’ så den sorte maling nu næsten kæmper med restaurantsgæsten om sofapladsen.
Jon Stahn derimod ligner en der har skiftet værkstedet ud med en mødregruppe. Tryk på lærred med lidt maling, og Jens Robert Jørgensen har præsteret endnu en prikket og stribet søjle som han ifølge rygterne har tænkt sig at destruere. Man forstår ham godt. Og i øvrigt har Claus Christensen fået konkurrence. Krogs Fiskerestaurant på Gl. Strand i København har for tiden en større Tal R samling med afstikkere til Anselm Reyle, Christoph Ruckhäberle og Hornsleth hængende.
Religion er en fantastisk kulisse til kunst
4 stjerner – Frelst Fiktion på Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, 2009.
“I want to be a part of you, but also to be free,” står der på facaden af museet. Det er Kasper Bonnén, der står bag den gådefulde tekst, som både inddrager de højere magter, (teksten kan kun ses i regnvejr) og det tomrum, fraværet af Gud og tilvalget af os selv har efterladt os med. Selv om teksten ikke umiddelbart kan tydes som religiøs, passer den alligevel fortrinligt til udstillingen, da den elegant viser, hvilken ulykkelig situation vi står i, i en nihilistisk verden hvor alt er både tilladt og forbudt i frihedens sagnomspundne hule navn.
Indenfor står det lidt sløjere til, og når Anders Brinch skriver “Jesus will never get me” på et to gange to meter stort lærred, er det ikke fordi han hverken tror på Jesus eller forholder sig til at tro, men fordi Jesus er et cool ord, der ser flot ud i fed grøn med prikket collage som baggrund. Den eneste religion, det værk læner sig op af, er den, man kan sætte i banken, og han kunne ligeså godt have valgt dødningehovedet, tallet 69 eller Che Guevaras portræt fra fælleskassen med skampulede brands. “Jesus will never get me” er religion på den fede overlegne Mary-måde, hvor traditioner er cool, min unge skal også til julekor, og vi skal være stille til dåben, når præsten læser den samme bøn, som jeg fik læst. Skal vi gå ud og knalde, skat? Shhh… Anders! De er lige i gang med Fadervor! Jeg elsker dig, skat. Jeg elsker også dig, hvor er der bare hyggeligt her i kirken.
Den samme lummer-ironiske forbrydelse begår Birgitte Støvring. Hun har malet en mand, der trækker på en trækvogn med en Jesusfigur. Enten prøver hun at fortælle os, at det ser fedt ud, når det er Jesus, der bliver trukket, og ikke en kasse med bajere, eller også er vi ude i noget med at mennesket trækker religionen rundt ved næsen og at marketingsmaskinerne bruger Jesus iskoldt. Og det viser hun så ved at bruge Jesus som tankeløst marketingsgimmick for at få et museum påCV’et (på en udstilling som hun i øvrigt selv har kurateret. Av.).
Sandheden om Støvrings motiv er forhåbentlig mere godmodig, hun tror tydeligvis, som rigtig mange andre kunstnere, at hun besidder en genialitet, der intuitivt tilføjer værket en dybere betydning, der kan sætte verden i stå og få de lokale bysbørn til at tabe gebisset i fjorden. Men som med så mange troende før hende, er det kun naivitet, der holder tvivlen fra døren.
Kørners tro derimod er af en helt anden slags. Som en sand Jesus-elsker, der aldrig kan sone sine synder længe og smertefuldt nok, har han placeret et sort kors som en vindmølle i et grønt og blåt vestjysk landskab med vand, fugle og tung industri. Her er ingen ironi og tilfældige udklip fra Vagttårnet ladet med ligeså tilfældige symboler. Kørner anerkender den magt, korset har, så det er til at få kuldegysninger af. Kørner er den mand Brinch skæver hånligt (usikkert) til i kirken, når Kørner fører sin højre hånds fingerspidser fra panden til brystet og videre til først venstre og så højre skulder.
Et absolut særpræg ved Frelst Fiktion er hvor fantastisk megen artikulation, udstillingen sætter gang i. Man føler en trang til at udtrykke sig, der er så stor, at man må drage den uventede konklusion, at religion simpelthen er en glimrende kulisse til kunst. Det er en kube så hvid, at den får andre museer til at fremstå grumsede. Den tilføjer et tematisk lag til banken af mulige erkendelser, der er let at gå til uden at virke postuleret og kikset. Må man anbefale samtidskunst i kirker? Og i øvrigt også meget gerne det omvendte, for større tabu og politisk ukorrekthed end tro skal man lede længe efter på kunstakademierne nu om dage.