Blog
Gammeldags Venstre-finanslov
10.08.26
Regeringens finanslovsforslag giver minder om de gode gamle dage, før Fogh fik placeret Venstre på midten af dansk politik.
Sidste år var det en drypsvedende finansminister, der præsenterede regeringens finanslovsforslag. I år har regeringen vist rettidig omhu og fundet et sted med aircondition til Claus Hjort. Og med den dårlige tilstand, dansk økonomi er i, har det med garanti været en hed omgang igen i år for finansministeren. Alene det at skulle præsentere danskerne for et samlet statsunderskud på omkring 80 milliarder må give Hjort varmen.
Nye krav til politikerne i krisesituationer
10.08.09
Krisepotentialet for danske politikere har ændret sig markant, og Lene Espersen og Helle Thornings krisehåndtering er bare seneste eksempler på, at de fleste politikere ikke arbejder seriøst med disciplinen krisekommunikation.
Vælgerne vil hellere høre om det politiske indhold, end de vil høre om politikernes personlige problemer og dårlige sager. En påstand, man ofte hører, særligt efter at Thorning/Espersen-kriser i en lang periode har været hovedhistorier i medierne. Påstanden minder en del om den, der tit fremsættes i forbindelse med valgkampen, om at vælgerne langt hellere vil høre om den politiske substans, end om alle de proces- og personhistorier, medierne er fyldt med under valgkampene.
Det gik allerede galt i 70′erne
10.06.30
3 stjerner – Bjørn Nørgaard, Re-modelling the world. Statens Museum for Kunst, 2010
Tak for den kronologiske gennemgang af Nørgaards værker i en i øvrigt smukt opsat udstilling. Alt står nu lysende klart.
Det begyndte med en kvik, intellektuelt tynget og internationalt orienteret venstresnoet kunstner, og er endt med en forudsigelig småstatsmentalitetsudpenslende, konservativ, masseproducerende, leflende bedsteborger.
Hævnen over Wivel er sød, men sen
10.06.30
3 stjerner – Nuancer af Sort, Ordrupgaard, 2010
I Thomas Kluges Profeten ser man den samme mand fire gange. Hver gang skærer han i et løg med en stor kniv. Først ser han spørgende mod himlen. Så koncentrerer han sig om løget. Så ser han afventende mod himlen igen, og til sidst ser han direkte mod beskueren. Han sveder og ser ud til at have kæmpet indædt for en guddommelig forbindelse, imens han symbolsk har skåret i evigheden, som om han har taget den som gidsel for at få opmærksomhed fra noget højere, som om kunstneren er kunstverdenen overlegen, men leger forgæves. Institutionen kaster ikke sin frelsende skær den vej, den ser ikke, hvordan han skærer gennem tiden, og fortvivlet ser han mod beskueren, der naturligvis er fuld af harme over denne uretfærdighed.
