Som en del af et projekt der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen har Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium der fyrede ham i 2008.

Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet. For to måneder siden flyttede Goodiepal krigen ud i medierne hvor han blandt andet heri avisen indrømmede at have stjålet en kostbar maskine fra konservatoriet, hvilket resulterede i en politianmeldelse. Men nu viser det sig at den video på youtube hvori Århus Musikkonservatorium hævder at kunne se den stjålne maskine, en Eventide H8000FW, ved nærmere eftersyn faktisk viser en anden maskine. Konservatoriet må nu altså trække deres anmeldelse tilbage, imens Goodiepal angiveligt, ifølge hans gruppe Sygnoks seneste video på youtube (cancer matrix) har solgt maskinen for et større beløb. Måske er krigen forlænget, men utopien er tilgengæld rykket et alvorligt skridt tættere på.

Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt at vi alle har maver, men ve de ægyptere der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse.

Abdullah Al Saadi maler for eksempel søde kartofler og laver videoer hvor han går omridset af en sød kartoffel fordi han med kunsten kan komme ind i den grøntsag der ellers kun kan komme ind i ham. Og Ebtisam Abdulaziz tager affald og støber det i bronze for at vise hvordan noget der ikke har nogen værdi pludselig kan have værdi og når hun skriver et digt om den økonomiske krise henover et maleri, vender hun det på hovedet.

Karima Al Shoumali har måske lavet de groveste forbrydelser mod samtidskunsten med sine gennemsigtige rør med ikke helt så gennemsigtigt tegninger og påmonterede masker der skal fortælle os noget om hvordan vi mennesker i virkeligheden er. Gennemsigtige og så alligevel ikke. Eller også tager ham der har ladet sin gule bamse fotografere med forskellige mennesker over hele jorden prisen.

Hvis et billigt grin fremmer forståelsen og samarbejdet mellem forskellige folk og kulturer, så er udstillingen vel en succes for museet og sultanen der har udlånt den, men et retfærdigt billede af det Emiraterne har at byde på kunstnerisk er det forhåbentligt ikke.

Sharjah – kunst fra Emiraterne på Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, København til den 31. oktober 2010

En forførende, men ufarlig installation, gør det næsten til en foruroligende oplevelse at tage metroen

4 stjerner

Når man i denne uge tager metroen fra Kgs. Nytorv oplever man en sjældent vellykket genre, nemlig kunstværket i det offentlige rum der skal forføre forbipasserende. Men det der normalt hensygner uden opmærksomhed eller giver mavekneb af lede, kan på metrostationen ikke undgå at påvirke alle de mange rejsende på en fin og sofistikeret måde.

Værket er ganske enkelt – store videoprojektioner, dæmpet lys i forskellige farver og behagelig musik. Men stationen er virkelig forvandlet. Det er som om man er på vej ind i en natklub der får Ibizas bedste til at blegne, som om man er på vej ind i en helt anden dimension, som om der er rulletrapper bagerst i klædeskabet. Den ellers så simple opsætning fremstår så omfattende, at rulletrapperne virker som om de er lavet til installationen og ikke omvendt, og de andre rejsende virker pludselig langt synligere end nogensinde før, som om de er statister i værket. Men når man stiller sig på platformen midt i det hele og kan se både dem der er på vej op og dem der er på vej ned, og de enorme og meget sanselige balletdansere der fylder begge bagvægge, er det lige omvendt, man er trådt om på en anden side af den væg der adskiller de rejsende fra kunstværket, som om de slet ikke eksisterer, som om der er glas imellem os.

Værket hedder Urban Forest og er ment til at give et åndehul i hverdagen. Kunstnerne bag, Patrick Coard og Cecilie Waagner Falkenstrøm der sammen kalder sig The Reframing Initiative, har skrevet at de med værket gerne vil fjerne de rejsendes stress og jag og i stedet fylde dem med ro og varme.

I virkeligheden er værkets styrke næsten det modsatte, de prikker til roen og varmen og kan potentielt gøre os stressede og tvivlende. De får nemlig rejsen til at fremstå absurd, noget så almindeligt som rejsen der altid har handlet om at bevæge sig fra punkt a til b virker ikke længere som en serie af events, men kun en enkelt. Man opdager kort sagt hvor konform en togrejse er, man er en del af en enhed. Idet man træder ind på stationen, plugger man sig ind i præcis den samme event som man træder ud af når man er fremme, én stor flydende masse af toge og døre og mennesker. Der er ikke nogen a’er, b’er og c’er i rejser, der er kun ét stort bogstav med mange udgange. Èt stort A hvor tiden står stille, som om tiden bliver til et punkt der kun slår én gang, dok, og så træder man ned fra stationen, ud af eventen og de andre rejsende, og er videre.

En herlig sidegevinst ved værket er at det viser offentlig kunsts styrke. I en by hvor torve og pladser bliver voldtaget af politikernes og organisationernes dårlige smag og uvidenhed er det vigtigt blot en gang imellem at kunne se noget der ikke er fremstillet i provinsen og monteret på en spånplade der er skruet ned i en betonpille og anbragt sammen med 50 lignede monstrumer og udførlige vejledninger i præcis hvilke omvæltninger i ens liv et kig på de landskabelige fotografier vil medføre og hvilke budskaber skilderierne er sat i verden for at illustrere. Der ER desværre også en beskrivelse af hvad Urban Forest kan, men den står ikke i vejen for værket og den er også underspillet i den forstand at den ikke partout skal markere og understrege at det altså er KUNST vi har med at gøre. Tværtimod kalder kunstnerne det for et ’stemningsværk’ hvilket er sympatisk.

Værket understreger dog et typisk problem hvad angår offentlig kunst, for når man ser den endeløse liste af samarbejdspartnere kan man ikke andet end at blive mindet om værkets ufarlighed. Balletdansere på en væg… Det virker lidt ligesom partypromotere der vil have dværge som bartendere eller forfattere der indleder deres første bog med at hovedpersonen vågner et sted og ikke kan huske hvordan han er kommet derhen. Balletdansere er så håbløs en banal idé, det er ligesom den første universelle idé der falder ned i hatten på mennesket når det skal tænke på noget der kunne være sjovt at vise på en stor væg i en metro, og selvom de danser smukt og det er koreograferet vidunderligt og filmet fra alle sider med en linse der fanger huden appetitligt, så kan værket så meget i forhold til rejsen at man ærgrer sig over at potentialet ikke er bedre udnyttet.

Værket forstyrrer virkelig noget velkendt. Men det gør ikke noget ved det. Kunstnerne har sat alarmen, og på vej ned af trappen realiserer man at det er muligt at stå op, men når man trykker på snooze og træder ind toget sker der ikke mere. De kunne have smidt en kold spand vand i hovedet på passagererne. De kunne have plantet en alvorlig tvivl på om man prioriterer sit liv rigtigt, de kunne have gjort det ferier kan, hvor det går op familiefaderen, at han skal bruge mere eller mindre tid på sin familie, men det gør de ikke. Og det er her det typiske problem bliver berørt, for det kunne de heller aldrig have fået lov til. Modet er fraværende på scenen for offentlig kunst. Og det eneste der vil kunne indgyde det er et stort og anerkendt navn. Og det har Urban Forest ikke. Men måske kunne de komme igen til næste år, med noget lidt mindre forudsigeligt og endnu bedre.

Urban Forest på metrostationen på Kgs. Nytorv til og med den 22. august 2010

4 stjerner

Christian Foghmar har selv stablet sin første udstilling på benene i et lånt lokale i Dronningens Tværgade. Værkerne er pudsige observationer, sigende repetitioner og morsomme fundne avisartikler og de svinger fra det rene zen til noget billigt pjat. Titelværket Finansfrisen er Foghmars private bankkontoudskrift fra den dag Lehmann Brothers krak og afslører at Foghmar har været på Byens Kro to dage i træk og at han spiller onlinelotto. Scanninger af slikpapir fra Maoam viser sig at være forbudt for børn og en parafrase over et værk af Stig Brøgger, hvor Foghmar har fotograferet lysninger der opstår gennem rækkerne af træer i de danske skove, gør sig morsom over begrebet kultivering og 60 meter.

Her er også gadebilleder fra Paris og København hvor skilte viser at vejen man støder op til er ensrettet i hver sin retning, billeder af skraldeposer der ligner kondomer eller spøgelser, og en sjov gammel avisartikel hvor Ole Schwalbe bliver interviewet under overskrifterne: ‘Er det en pænere form for fup at male firkanter’ og ‘Kan han leve af det.’

Det er lidt en rodet omgang og det er noget pjat at begynde med en retrospektiv, men Foghmars helt egen sit-down poesi skinner alligevel tydeligt igennem de fleste steder og får en til at ønske at han kunne få sig et rigtigt galleri og nogen sjove venner at sparre med.

Finansfrisen og andre arbejder 2005 – 2010, Dronningens Tværgade 28, 1. sal, København. Åbent hver lørdag til den 28. august 2010 fra kl 12-15 eller efter aftale på cfoghmar@hotmail.com.

5 stjerner

Sophie Calle er back to basics. Hun er kunstens svar på Shania Twain, vedkommende og letforståelig for et stort publikum og med et enormt fordybelsespotentiale for den særligt interesserede.

Calle er ikke afhængig af referencer og kunsthistorisk viden, men føler blot noget almenmenneskeligt som hun så på en overraskende, underholdende og æstetisk måde eksploderer i størrelse. Hun er interesseret i andre mennesker og vil vide alt om dem. Hun lader dem sove i sin seng for at se hvordan det er. Hun forfølger dem hun ikke kender og i det værk der omfangsmæssigt fylder mest i den dragende udstilling på Louisiana, Take care of yourself, har hun lagt sig fladt ned i den offerrolle vi alle elsker at søbe rundt i.

Kæresten slår op med en ynkelig mail og Calle tænker ‘aha’, noget privat jeg kan lave kunst om hvorefter hun beder over 100 kvinder om at analysere mailen. Det er ikke udpræget interessant at se hvert enkelt bidrag, det er mere pirrende at svælge i så enormt et billede på selvynk og selvterapeutisk trækken-smerten-i-langdrag, fordi man selv har udvandet forliste kærligheder med samme teknik. Selv manden hvis mail er blevet offentliggjort føler sig som en stakkel verden har været ond ved og hvis det ikke handlede om kunst, men om Sophie Calle, skulle hun nok have stoppet da der ikke længere var brug for projektet til at udfylde tomrummet efter manden og i stedet have set indad og erkendt at hun burde holde sig fra så (franske) selvoptagede mænd.

I øvrigt virker det som om, når man læser hans mail, at det mest modbydelige hun har gjort ham, er IKKE at offentliggøre hans navn. (Han hedder i øvrigt Grégoire Bouillier, er forfatter og har allerede skamløst brugt af sit forhold til Calle i bogen The Mystery Guest, og man kan med rette spekulere i om slå-op-mailen ikke ligeså meget var en invitation til et værk, som et reelt afskedsbrev.)

Værket er atpisk for Calle da det ikke er så nørdet udført som hendes værker normalt er, men meget mere prangende og vildt, forskellige formater, videoer, billeder, bøger, tekster og lignende. Til gengæld er det som altid nede på jorden, humoristisk og lige til at gå til.

Sophie Calle på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 24. oktober 2010

Jürgensen og Dybbroes italienske ø-værk er en småpervers genvej til det mentale ingenmandsland

5 stjerner

Det ligner noget futuristisk modernistisk gejl fundet på en strand, det ligner det sædvanlige lal hvor man mimer kunsten uden selv at sætte noget på spil. Men så er der musikken, noget ganske underligt fra en pladespiller på gulvet, lyde og rytmer og det går op for én, at det er hjemmegjorte musikinstrumenter man er omgivet af, og lidt senere endnu når man drejer om hjørnet i det lille galleri og opdager filmen, ser man at det minsandten er ø-gjorte instrumenter.

Jacob Dahl Jürgensen og Simon Dybbroe Møller har sammen med en flok venner været på en italiensk vulkanø hvor de som i et andet maritimt reklamefremstød, har fundet flotsam og jetsam (hvilke underskønne ord) der skal vise verden én gang for alle, at havet har andet at byde på end skide drivtømmer der snart er blevet gennempulet af hveranden kunstner med hovedet tømt for inspiration og idéer. Næ, se her hvor meget skønt der rent faktisk skyller i land, fortæller vores venner. Og matroserne på marinekontoret må klappe i deres vejrbidte hænder, for hvilken forløsning af søens potentiale, éns ulykke bliver en anden mands musik. Hvilken besjæling af opgivet materiale. Eller omvendt, det endelige allersidste tab af sjæl i en verden hvor det vestlige menneske har opgivet storbyerne i jagten på unikke materielle objekter de kunne fetichisere, hvorfor de nu som en anden American Psycho er gået hele vejen og som svin med silikonefyldte læber, sprøjter i armene og numerologisk korrekte navne, står ved strandbredden og venter på at det som ingen anden har over kaminen, skyller i land.

Eller måske kan begge dele forenes, måske venter zen ude i horisonten når den sidste anstændighed er faldet. Når form har trukket de sidste livsdråber ud af os bliver vi endelig sat fri. Måske er det alligevel ikke mentale fængsler samtidskunsten har sat os i, men afgangshaller mod himmerige.

Næppe. Men ligesom dobbeltspillet i ‘Jetsam and Flotsam’ ikke kan forklares, så er der en klar tendens i samtidskunsten mod at det der før hed poesi og før det hed undersøgelser, nu hedder frie mentale rum eller fælles åndelige bevidstheder om man vil. Kunsten i dag kan lynhurtigt åbne døren til dette ingenmandsland inden i os selv hvor tanken er fri og vi blot er tilstede i bevidstheden. Dette rum som alle kan mærke, når blot de bliver bedt om at tænke over, at de tænker. Alle kan mærke at de ikke eksisterer i tanken, men et sted der er endnu dybere.

Om Jürgensen og Dybbroe Møller kan få os helt derind og om der virkelig er forbindelse til alle andre levende væsener må være op til den enkelte, men de viser os i hvert fald et vindue der kan spare mange for den årlige tur til Indien.

Mimedelen er heller ikke helt skidt, det er ikke kun forvrængerkunst hvor de letgenkendelige symboler bliver taget under behandling som når de laver instrumenter der ligner en Geertsen eller Calder, eller ironisk nuller-kunst hvor man griner ‘A-kasset’ af noget bøjet jern og en spand der ligner et spil kryds og bolle. Jürgensen og Dybbroe er ligesom kommet videre, de har ikke brug for at demonstrere overfor os at de kan deres Politikens Bog om Kunst, de causerer frit over modernismens symboler og former, uden at skele til om inspirationen kommer fra svundne tiders hype-modernisme eller vore dages sentimentalitetsmodernisme. De to kunstnere tager os med til alt fra et sommerhus i 60′erne til Bo Bedres seneste interiørtips og et hot tysk galleri i 10′erne. Det er så lækkert og spænder over så meget, at man bliver lidt blød i knæene. Bare væggen med de små trekanter der er strøet som stjerner på et Sergej Jensen-flag… Eller ophobningen af skilte i et træskilt i afskallet hvid der både ligner Anarki og Fred. Eller hvad med Henrik Olesens stav der på sidste galleri hvor ‘Flotsam og Jetsam’ blev vist, stod lænet op af et hjørne, men nu pludselig har fundet sig en plads mellem to vinduer, som en anden homo på lur der pludselig føler sig en smule accepteret.

Det ligner, at verden som vi kender den er gået under, og en dag om lang tid er skyllet i land.

Alt imens værket måske aldrig har været mere jordnært i sin kritik af den måde hele verden er skruet sammen på. Pantelleria ligger mellem Afrika og Italien og Jürgensen og Møller kunne ligeså godt have lavet deres instrumenter af mennesker, sorte vel at mærke, for hvem kan høre den evindelige hvisken over at spalteplads der ellers kunne have gået til døde afghanere eller ødelæggelser af naturen i stedet bliver brugt til politisk fnidder fnadder og løgn og latin, når en hel gruppe af mennesker drager mod selve den ø hvor desperationens overdrev i form af bådflygtninge skyller i land, men i stedet for at hjælpe dem eller fortælle deres historie, bruger tiden på at samle artefakter der ligner kunst, spille på dem, optage det og fragte dem gennem Europa mere komfortabelt end nogen af flygtningene nogensinde selv kommer til at opleve.

Det er vidunderligt skamfuldt at mærke galleriets omsorg over et par ødelagte fliser, et stykke af en stol og nogle stykker lava, når man ved hvad øen ellers gemmer. Og uden at fortabe sig i lalleglæde er det næsten som at høre Bruce Naumann spille på sin violin da han havde strengene stemt til tonerne D, E, A og D.

Det er ikke regeringens finanslov, partiernes sommergruppemøder eller diverse politiske udspil, som folk i det politiske miljøer er mest optaget af i denne tid. De flestes fokus er rettet mod Skats afgørelse, som inden længe vil ligge i Helle Thornings postkasse på Østerbro. Afgørelsen vil – lige meget hvordan den falder ud – få stor indflydelse på dansk politik.

Sårbar

Går afgørelsen imod Thorning tyder en del på, at Løkke udskriver et efterårsvalg, så han kan få det maksimale ud af Thornings dårlige sag. Og bliver Thorning dømt for skattesnyd vil hun have meget svært ved at vinde et sådan efterårsvalg. I ”præsidentvalgkampen” mod Løkke vil hun være enormt sårbar i de politiske debatter og samtidig vil hun med en dugfrisk skattesag i håndtasken blive slået stort på kompetencer som troværdighed og lederskab.

Bliver Thorning derimod frikendt vil regeringen stå svækket. Udover at Thorning vil få sympati hos mange pga de falske anklager, vil hele hendes håndtering af sagen styrke hende. Den kølighed, præcision og styrke, hun har udvist under sagen, vil eliminere den tvivl mange vælgere har haft om, hvorvidt hun var robust nok til at klare hvervet som statsminister.

Ingen kan tåle at tabe

En frikendelse vil også ramme regeringen på selvtilliden. For til trods for at Thorning har været ramt af den værste tænkelig krise hun næsten kunne blive udsat for, er det værd at bemærke, at de aktuelle målinger stadig viser et forspring til den røde blok. Og bliver Thorning først frikendt vil mange borgerlige politikere forståeligt nok tænke: Hvis ikke engang sådan en sag kan få vælgerne tilbage, hvad kan så?

Situationen er den, at Skats afgørelse har lige så stor betydning for Løkke, som den har for Thorning. Derfor vil vi også se, at lige så snart Thornings afgørelse er ude i offentligheden, vil der udbryde en spin-krig i medierne mellem de to politiske blokke. For er der i Skats afgørelsen bare den mindste tvivl eller sætninger der kan tolkes på, vil begge politiske lejre og de medier der har været meget impliceret i sagen gøre alt for at fremstille afgørelsen til deres fordel.

En gyser

Så selvom mange nok går med en forventning om, at der meget snart falder en klokkeklar afgørelse, der enten dømmer eller frikender Thorning for skattesnyd, er det langt fra sikkert at skattesagen slutter, når Thorning får sit brev fra Skat. For sagen er så betydningsfuld og der er så mange interesser indblandet, at den kan få et langt efterspil, hvor nye oplysninger, andre juridiske fortolkninger, debat om hvem der skal sige undskyld til hvem osv. vil holde liv i sagen.

Så det er ikke blot Skats afgørelse men også den efterfølgende debat om, hvordan dommen skal tolkes, der blive en politisk gyser. Og de parter der kommer til at fremstå bedst i den gyser, vil også stå med de klart bedste kort i den kommende valgkamp.

Rebekka er vores nye dynamiske medarbejder. Velkommen, Rebekka.