Archive for the ‘Uncategorized’ Category
Paola Pivi
onsdag, juni 30th, 2010
Garageport
onsdag, juni 30th, 2010
Af Terry Richardson
Tohovedet ged
onsdag, juni 30th, 2010
Af Terry Richardson
Mand med rør
onsdag, juni 30th, 2010
Af Terry Richardson
Pladsbillettens tyranni
tirsdag, juni 29th, 2010»Du sidder på min plads, du sidder på min plads, du sidder på min plads, du sidder på min plads.«
Alle lider af paranoia, når de kører med DSB. På korte ture har de fleste psyke til at undgå varige mén, men blot man krydser ét af de lokale kontinenter, kan smerten være uudholdelig.
Togvognene minder om moderne torturmetoder, der går ud på at stresse den mistænkte, der sjældent ved, hvad han er mistænkt for. Man stiger ombord og finder sig en plads, der på panelet over sædet er markeret med teksten ‘kan være reserveret’. Man sætter sig altså på en plads vel vidende, at den sagtens kan være reserveret. Der kan sagtens være en person, der har købt billet i sidste øjeblik eller selv printet den fra nettet aftenen inden.
Offentlig ydmygelse
Og der sidder man så uden at vide, om man kan blive siddende, man er på stikkerne, man kan ikke pakke helt ud, man kan ikke kravle helt ind i Mænd, der hader kvinder , man kan kun lukke øjnene halvt, man er presset og nervøs.
Man sidder uden at vide, om man er købt eller solgt, man ved ikke engang, hvem bødlen er, men pludselig svinger vedkommende leen, og på få sekunder skal man under overværelse af en vognfuld fremmede ydmyges groft i en klam udstilling af manglende motorik, kropsynde og ordenssans.
Man har netop åbnet en sandwich, baconstykket hænger ud af mundvigen, kaffen er blevet kold, men man kan ikke hælde den ud, for der er ikke nogen steder at hælde den hen, så man må sluge den sammen med maden, imens man smider sine ting ned i tasken og prøver at undgå sidemand og vedkommende overfor. Det er traumatiserende.
Simulation af død
For ikke at tale om situationen, hvor der ikke er andre sæder, og man må gå som den uværdige gennem togvognene, tiggende efter læ for de hånende blikke. Indret vogne med galger, og de vil blive flittigt benyttet.
Pladsbilletten er måske ikke altid i kategori med waterboarding, hvor man ligger på et bræt med en klud over hovedet, hvorpå der bliver hældt vand ud over ens ansigt, men når temperaturen stiger, og køreledningerne falder ned, og vognen holder stille, og ingen fortæller hvorfor, er en tur med DSB en ganske nøjagtig simulation af død.
De hårdest ramte
Der er dog én gruppe, der har det endnu værre. Og det er de stakler, derHAR en pladsbillet, dem der har RETTEN til den plads, du sidder på, dem der har RETTEN til at ødelægge din togtur, skønhedssøvn, arbejdsliv, selvværd og værdighed.
Men de er ofte venlige mennesker, og som det så ofte er tilfældet med venlige mennesker, prøver de for så vidt muligt at undgå at bryde andre ned psykisk. Det bliver udnyttet.
De fleste passagerer uden pladsbillet tillægger sig et vredt og fjernt ansigtsudtryk, når toget kører til en ny station, da en sådan udstråling gør det svært for andre at tage den plads, der tilkommer dem, hvorfor de ofte tyer til en anden plads. De personer kan man kun have beundring tilovers for. Selvom ondskaben dog ofte kommer op i dem, hvis personen, der har pladsbillet til den nye plads, de har sat sig på, ikke udviser samme næstekærlighed.
Tør du gamble?
Apropos kærlighed lider den også under pladsbillettens tyranni. Smilet er nemlig din værste fjende, den søde pige, der går forbi, kan være dit livs kærlighed eller din sædeerobrer, tør du gamble med din rejse, eller ved du, at chancen for ægte kærlighed er forsvindende lille, hvorimod chancen for at miste din plads er imponerende stor?
Hvem har ikke mødt deres livs kærlighed på en togtur, men siden pladsbillettens indførelse, næppe mange.
Man får lyst til at tage bilen i stedet. Motorvejen tyranniserer også med sin manglende kontrol, men det er ikke dig personligt, den er ude efter, men køretøjet, din i anledningen forlængede krop, der, når den først har overhalet, ser det som en bitter forpligtelse at fortsætte i den høje fart.
Alt imens GPS’en dikterer antallet af vundne minutter, som selv på en længere rejse aldrig bliver til mere end en håndfuld. Trafikkameraer ville løse dette problem én gang for alle. Ligesom pladsbilletter til alle ville lette togturen betragteligt og føre den tilbage til tidligere tiders afslappede storhed. De prøver at sælge os pladsbilletten som et ekstra tilbud. Det er det ikke. Det er et diktatur. Enten skal alle have pladsbillet, eller også skal ingen have.
God kunst er uønsket kunst
tirsdag, juni 29th, 2010Samfundet forlanger, at kunst har en værdi, der kan dokumenteres. Men, hvis god kunst kan analyseres og kortlægges og forklares, er det ikke længere god kunst. God kunst kræver ikke, at man skal have læst en bestemt bog af en fransk filosof, ingen kender.
—
God kunst fortæller os noget om at være menneske. God kunst virker indefra, vi optager det gennem sanserne, det lægger sig i os og kommunikerer mellem os og værket på en måde, som ingen forstår.
God kunst hiver og flår i det oprindelige menneske, der ligger og hviler i os alle. Videnskaben kigger ud i skaberværket for at finde Hans visitkort. God kunst leder INDE i skaberværket.
God kunst er ecstasy-pillen på taget af et S-tog med sit første barn i hænderne. God kunst er samtidens intuition, der findes en helt særlig kraft, som er mennesket givet, som dyrene ikke fik, god kunst står i direkte i forbindelse med denne kraft.
God kunst er den eneste vej til det himmel eller helvede, hvor altings oprindelse bor. God kunst er den mur, der omgiver mennesket – hvis vi en dag forstår god kunst, forstår vi os selv.
Hvis god kunst kan analyseres og kortlægges og forklares, er det ikke længere god kunst. God kunst kræver ikke, at man skal have læst en bestemt bog af en fransk filosof, ingen kender. God kunst indeholder ikke en løsning, et budskab eller en morale. God kunst appellerer ikke nødvendigvis til alle. God kunst kræver øvelse, omtanke og fordybelse.
Selvmodsigende
Samfundet forlanger af kunst, at den skal kunne formidle noget, den skal kunne markedsføre betaleren, den skal kunne give oplevelser, den skal kunne tjene penge og sætte ting i gang. Samfundet forlanger, at kunst har en værdi, der kan dokumenteres.
God kunst er i familie med tro, Gud og kirke. Samfundet har slået op med samme og flyttet fokus over på livets materielle sider.
Mennesket vil have materielle goder. Mennesket vil have noget for pengene. Mennesket er rationelt. Mennesket vil ikke have, at noget skal gå til spilde. Mennesket kræver retfærdighed, lighed og gode forklaringer. God kunst er selvmodsigende, paradoksal og uforklarlig.
Hvis god kunst skal spire, skal samfundet fokusere på åndelige værdier. Det vil give et kunstnerisk opsving, ligesom samfundets fokus på materielle værdier har givet et økonomisk opsving.
God kunst er den præcise modsætning til materiel status, hvorfor den gode kunst naturligvis har lidt længe.
Men hvad der gør det endnu værre er, at den lille klub af mennesker, man måtte forvente værnede om den gode kunst, er blevet infiltreret.
Kunst er blevet et symbol på materiel status. Kunst er blevet galleristernes prostituerede døtre, de både tjener penge på dem og værner om dem.
Hvor er den ægte kærlighed henne? Den, som holder fast, når brysterne bliver slunkne, og der er kommet nye statussymboler til. Er der 1.000 tilbage i Danmark? 100? Er kunsten som kunst tæt på at uddø?
Det er der desværre meget, der tyder på. Og hvis politikerne vidste, hvad god kunst var, ville de gøre det af med den øjeblikkeligt. Tænk sig at støtte noget uden nogen bekendte faktorer!
Vi kan kun håbe, at de ikke finder ud af det, men med det nuværende diskussionsniveau er der næppe heller store chancer for det.
Kunsten er døende
tirsdag, juni 29th, 2010Kunstnere , gallerister, museumsinspektører, direktører, bestyrelsesformænd og mæcener. Den tørre konstatering af magtens fordeling i dansk kunst, som den stod at læse i fredagens udgave af Information, var rystende læsning. Dansk kunst er styret af en alliance mellem kunst, penge og politik, hvor forbindelsen til publikum udelukkende vurderes gennem aflæsning af tælleapparater og tilskud.
Stort set ingen anmeldere og kritikere har nogen magt i dansk kunst. I filmverdenen ville situationen i dansk kunst svare til, at det var filminstruktører og producenter, der anmeldte deres egne film i aviserne. Det ville ikke straks gøre filmene dårligere, men man ville miste en vigtig kanal til potentielle bio-grafgængere. Og når filminstruktørerne langsomt fandt ud, at det ikke var filmen, der havde betydning for deres videre karriere og status, ville de finde andre end publikum og selve værket at lefle for.
Som det er nu, er det pressemeddelelser skrevet af gallerister, kunstnere og kuratorer, der kommer i avisen. Det er ok som reportageform, hvor man beskriver, hvad der sker, og hvad man ser. Det kan være ok som kunsthistorisk indspark, men ikke som anmeldelse eller kritik.
Den akademiske tilgang til kunst i de danske medier er en misforståelse. Kunstkritikken er subjektiv. Kunstkritikken forholder sig til samtidskunsten, vurderer den og fælder en smagsdom, hvor kunsthistorikeren forholder sig akademisk ’ altså objektivt ’ til værket og placerer det i en historisk kontekst. Sidstnævnte kræver endog en akademisk disciplin, der gør det til ganske uudholdelig læsning for en almen avislæser, nemlig en skarp adskillelse af krop og ånd. Universitetet tillader ikke følelsesmæssige udbrud, og uden begejstring, skuffelse, glæde eller vrede er det endnu sværere også at levere en læsværdig smagsdom.
Det er nærliggende at tilskrive problemet den politiske frygt for smagsdommere, men det vil være alt for stor en ære at gøre landspolitikerne.
Problemet skyldes den stigende materialisme i befolkningen, der siden 80’erne har fjernet fokus på åndelige værdier. God kunst er i familie med tro, Gud og kirke. Samfundet har slået op med samme og flyttet fokus over på livets materielle sider. Mennesket vil have noget for pengene. Mennesket er rationelt. Mennesket vil ikke have, at noget skal gå til spilde. Mennesket kræver retfærdighed, lighed og gode forklaringer. God kunst er selvmodsigende, paradoksal og uforklarlig. God kunst er fuld af ubekendte faktorer. Ubekendte faktorer er noget, man hyrer konsulenter for at undgå. Samfundet forlanger af kunst, at den skal kunne formidle noget, den skal kunne markedsføre betaleren, den skal kunne give oplevelser, den skal kunne tjene penge og sætte ting i gang. Samfundet forlanger, at kunst har en værdi, der kan dokumenteres.
God kunst handler om noget helt andet, og hvis magten ikke snart tipper, så ender vi med, at kunsten dør.
NULLERNES STØRSTE MISFORSTÅELSE
fredag, juni 25th, 2010
Lars Hedegaards klummer er et alt andet end sjældent indblik i den offentlige stemmes inderkreds
Hvis man ikke har noget godt at sige skal man holde sin kæft. Så hvorfor ikke lægge ud med Lars Hedegaards vittige klumme fra den 17. august 2007, Sex og charme i Teheran, hvor han i en udsendelsesrække på DR har set Anja Al-Erhayem undersøge hvor dejligt kvinderne i de muslimske lande har det og hvordan de dyrker sex. Men Hedegaard synes der mangler noget, han savner især informationer om hvadfor noget undertøj de har på når de bliver stenet.
De resterende 99 klummer i bogen med Hedegaards bedste fra 10 år på Berlingske Tidendes Groft Sagt redaktion deler ikke samme bid og kan inddeles i tre prototyper der alle deler vindene ligeligt mellem et gedigent had til muslimer, Politiken og menneskerettigheder (medmindre det er til muslimske kvinder i deres hjemland) og en ubetinget kærlighed til USA, det gamle Danmark, Israel og Dansk Folkeparti.
Den mest almindelige Lars Hedegaard-klumme er beskrivelsen af en indvandrer der udøver grov vold mod en dansker hvorefter Hedegaard levende fortæller hvordan diverse kulturradikale og socialdemokrater vil taksere det med alt fra fakkeltog eller 100 millioner kroner. Hedegaard varierer dette tema ved engang imellem, ironisk naturligvis, at skyde skylden på den rå tone i indvandrerdebatten.
Hans anden metode er den mindst kønne. Her beretter Hedegaard om indvandrere der har problemer med at klare sig økonomisk, hvorefter han foreslår at de skal skride hjem igen. Og næsten hver gang kan han følge op med et personligt kendskab til en dansk familie der uden brok har klaret sig for væsentligt mindre.
Hans tredje standardklumme er mere foruroligende. Her harcelerer han over at indvandrere der er flygtet eller reddet fra tortur kan finde på at begå ulovligheder i Danmark og mener at de havde fortjent torturen eller døden.
Hedegaard skriver bagpå sin bog at den er til læsere ‘der værdsætter effektiv satire, sarkasme og crazy komik.’ Crazy kan diskuteres, men satire er der stort set ikke noget af. Og når Hedegaard for eksempel skriver at indvandrere har ødelagt landet og igen og igen plæderer for at de er lavererangerende væsener end danskere, har man et andet ord der er mere dækkende.
En god indgang til Hedegaards univers skal findes i forordet hvor han takker for at Kurt Westergaard uden betænkning påtog sig opgaven med at lave illustrationer til bogen. Hvilke betænkninger kunne ‘frihedskæmperen’ Kurt Westergaard dog også have? Overfor sit brand? Næppe. Heedegaard blotter her den største misforståelse i nyere tid, nemlig den at det folk ikke gider tale om, automatisk er et tabu, og at en overskridelse af dette ‘tabu’ automatisk er en provokation, der hvis den tales imod, er et brud på ytringsfriheden. Man lægger heller ikke en beskidt ble på stuebordet, men det er fordi det ville være klamt. Ligesom det også runger hult, når Hedegaard lyder som en mand i mindretal der har kæmpet en lang sej kamp om at få ordet i debatten. Han taler det brede folketingsflertals sag og med en offentlig opbakning der er større end forargelsen over Rudy Frederiksen. Hans synspunkter har man hørt flere gange end en gennemsnitlig radiolytter har hørt Phil Collins de seneste 20 år.
Westergaards tegninger er gumpetunge. På forsiden illustrerer han Ellemanns knæfald ved at tegne Ellemann på knæ og indeni bogen har han med lind hånd strøet nazisymboler og bomber ud over de ligeså simple illustrationer. Det må være trist at være Westergaards blyant.
Det skal ikke afvises at bogen er interessant umiddelbart efter et voldeligt overfald fra en administrativt udvist tuneser der netop har bedøvet og voldtaget ens døtre, men der hvor den bliver rigtig interessant er som et stykke samtidshistorie over ideologien og debatniveauet hos dem der har styret den offentlige stemme i nullerne.
Groft Sagt: Lars Hedegaards 100 bedste. Illustreret af Kurt Westergaard. Udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. 140 sider. Pris kroner 200,- I boghandlen nu.