Det er et kunstværk. Den er beriget med noget ud over det fysiske, noget åndeligt, noget der er blevet givet den, en kulturel begavelse som vi alle er enige om eksisterer, men som ikke kan ses med det blotte øje. Tværtimod kan genstande anbringes i denne åndelighed, i denne tilstand af benovelse eller nådesgave, eller hvad man nu vil kalde det. Men græsset omkring den bliver ikke til kunst. Og hvis man fjernede stenen og lagde den over på den anden side af Humlebæk Strandvej, ville den ikke længere være det samme kunstværk.

Det er altså et helt konkret stenformet rum af noget, der ikke er synligt for øjet, men som skabes i mødet mellem institution, kulturel baggrund og beskuer, der gør, at stenen ikke længere bare er en sten.

Det er denne bevægelse af et mentalt rum, som Tove Storch arbejder med i sine kasser.

Hos Nils Stærk kan man se fem eksempler på denne praksis, hvor hun forsøger at definere et rum, inden det bliver virkeligt.

Hun skaber så at sige udgangspunktet for at skabe en skulptur, hun visualiserer det rum, kunstneren arbejder i, når hun finder den simpleste mulige måde at skabe et rum på.

Buddhist-laborant værk
For at undgå at selve konstruktionen bliver til værket, har hun en række principper. Der må ikke være nogen håndværksmæssige krumspring. Skelettet i rustfrit stål er for eksempel lavet, så de to ender ikke er forbundne direkte i hjørnerne med tværstykkerne. Det er også kendt som Poul Kjærholm-tricket, det ser lidt pudsigt ud, at tværpinden ligger oven på eller under sidestykkerne, i stedet for at flugte, men det er den mest holdbare, den mest oplagte og den mest enkle måde at samle et skelet på.

Skeletterne er herefter viklet ind i silke i forskellige, næsten ens blå farver. Det er viklet én gang om hver akse og limet usynligt sammen, hvor enderne mødes.

Måden, de er lavet på, minder om noget, en buddhist og en laborant kunne have lavet sammen.

Det er simpelt og sterilt. Der er ingen generende punkter, eller smagsmæssige diskussioner, der sender tankerne på langfart, tværtimod virker ‘skulpturerne’ som drømme, som noget uvirkeligt, noget mystisk, noget fuld af aura og poesi, der gør indtryk, men er svært at forstå. Måden, kasserne er lavet på, og det de er, er det samme – det absolutte minimum af eksistens.

Giver ikke mening
Det er som et skulpturelt mantra, der kan gentages i det uendelige, en sætning eller et ord, der ikke giver mening, men bare er der for at give os plads til at være.

Tove Storch har givet os et tomt mentalt rum. Men ligesom udgangspunktet for al lyd er stilhed, er udgangspunktet for al væren også ingenting. Og i en verden af alting, er ingenting det mest attraktive, man kan forestille sig. Alt larmer. Alle vil have. Alle vil alt hele tiden, og ingen udelukker på forhånd noget.

At Tove Storch kan placere sig i det stik modsatte hjørne med sine koncentrerede og gennemførte kasser med det pureste eksistens, er helt sindssygt. Man kunne snildt mistænke hende for at være en krydsning mellem en Gud og en maskine.

I begyndelsen var der en tanke. Tove sagde: Sæt den i produktion. Så blev det aften og det blev morgen anden dag. Den tredje dag placerede Tove kasserne hos Nils Stærk i varierende afstande, så man kunne se gennem den ene og hen til den næste.

Det bedste ved det hele er, at alle kan lide rum. Alt handler om at få fysisk og psykisk rum. Vores paradigme hedder volume. Det skal fylde mere, eller det skal fylde mindre. Det skal rumme noget frem for noget andet. Og hver eneste gang skaber vi en konstruktion i hovedet. Om det så er til stenen på Louisiana, de etniske minoriteter på gaden eller konen derhjemme, så definerer vi rum, grænser og principper. De rum har Tove Storch givet et par eksempler på. Om de kan hjælpe os frem til et stadium, hvor vi mentalt kan bevæge os fri af alle disse begrænsninger, er usandsynligt. Men uanset hvordan synet af kasserne manifesterer sig hos den enkelte med tiden, så bliver oplevelsen hængende.

Tove Storch hos Nils Stærk, Ny Carlsbergvej 68, København til den 30. april.

3 stjerner

Sophie Calle er desperat. Hun er kvik nok til at gennemskue livets uretfærdighed, men ikke kvik nok til at se ud over sig selv. Så hun gør som resten af klodens kvinder og satser på, at der er mere mellem himmel og jord.

Where and when? Lourdes er den selvstændige fortsættelse af
Where and when? Berck, som Galleri Christina Wilson viste for to år siden. Kort fortalt beder Calle igen den clairvoyante Maud Kristen om at forudsige fremtiden med sine tarotkort, så Calle kan gå ud og møde den. Det er der, præcis ligesom i den første omgang, kommet en tarvelig historie ud af, der handler om at finde mening, hvor der måske ikke er nogen. Det handler om, at det er tilfældigheder, der bliver til mening – om det så virkelig giver mening, eller om det bare er noget, vi tror, det gør. For er det mening, blot når det betyder noget, når der er et sammenfald? Hvad nu hvis min mor læser en bog, der handler om en svensk kriminaldetektiv, hvorefter jeg får en mail, hvor jeg bliver inviteret til en fernisering, der bærer det samme navn? Er det mening? Hvad nu hvis jeg tager toget i dag, selv om jeg plejer at cykle, og møder en pige på perronen, som er sød og single, imens jeg også er sød og single? Er det en tilfældighed, eller er det mening? Hvad nu hvis hun bliver gravid, og barnet vokser op og får en uddannelse og får børn, der besøger mig, når jeg er allermest trist?

Hvad nu hvis jeg havde cyklet den dag? Var jeg så aldrig blevet glad igen som gammel?

Eller som Calle siger det, da clairvoyanten har sendt hende mod Jomfru Maria i pilgrimsbyen Lourdes, og hun skifter togvogn for at slippe for at sidde sammen med børn: ‘Hvis jeg havde beholdt mit sæde, havde mit liv så forandret sig?’

Halvvejs på turen går hun tilbage til sin gamle plads og ser, om der sker noget. Men nej: »Der er ikke noget at rapportere,« skriver hun.

Noget værre gejl

Og inden da har hun fået et typisk hint – hendes mor lider af brystkræft. Men på kirkegården i Lourdes, hvor 67 sygdomme, der er blevet kureret mirakuløst i en hellig grottes muddervand, er skrevet i neon, er brystkræft ikke blandt de heldige.

Man får det lidt som med korttrick, hvor man beder publikum pege på et kort, som man så enten siger skal ud eller ind – alt efter hvad der passer en bedst. Det er noget værre gejl.

Calle er i øvrigt heller ikke uden humor. På et tidspunkt, hvor hun er trist til mode, får hun et tegn fra oven, da hun pludselig ser en butik, der hedder det samme som hende, Sophie. Men så viser det sig at være en butik til børn, og hun bryder sig ikke om børn, og i det samme kommer et par med en klapvogn gående imod hende, og hun er ved at brække sig men bemærker, at det er der ingen grund til, da hun allerede har fået det bedre.

Where and When? Lourdeser et fint billede på, hvor svært det er at finde mening i en meningsløs verden, og hvor dejligt det ville være, hvis man kunne få en hjælpende hånd fra oven. Men det er så åbenlyst for enhver, at det, der i virkeligheden står vejen for hendes lykke, er hendes selvoptagethed.

Hun siger selv i begyndelsen i første ramme med tekst, at det ikke handler om, at hun vil afsløre clairvoyanten som svindler eller det modsatte – bevise at hun har evnerne. Hun siger, at det handler om, at hun gerne vil lade sig manipulere og kontrollere, hun vil gerne give op og tage imod den fremtid, som kortene byder hende. Men hun giver aldrig op, hele værket igennem, alle 15 tekststykker, bevarer hun en spydig distance til noget andet end det, hun kender til. Det virker næsten dansk, vi griner også hånligt af alt, der er fremmed, imens vi render til den ene bogstavshealer og talgøgler efter den anden.

Calle møder til sidst den lokale biskop Pére Doze, der giver hende en højstemt og poetisk intro til det åndelige, som hun simpelthen afbryder med ordene: »Men hvad med mig, hvad laver jeg her?«

Engagere sig lidt

Og da hun sidder i grotten med en lille interviewguide, hun har fjollet sig frem til med sine venner og venter på Jomfru Maria eller Den Ubesmittede Undfangelse, som hun kaldte sig, da hun viste sig for en lille pige for 150 år siden, når Calle ikke længere end til at tænde lyset (til 5,50 euro) og erkende, at hun nok burde blive der lidt længere, hvis hun vil have kureret sin mors brystkræft, før hun går igen med ordene: »men restauranten lukker klokken ni …«

Fotografierne, der ledsager teksterne, er smukke. Titelværket, hvor hun selv poserer som Jomfru Maria, imens ‘Lourdes’ står bøjet i neon hen over hendes bryst, er kraftfuldt, og endevæggen, hvor sygdommene som er blevet kureret, står indgraveret i marmor, er virkelig stærkt. Det samme er indlevelsen og nærheden i teksterne. Men det bliver lidt overfladisk, det bliver lidt ligesom at gå på sexmesse med én, der er bornert eller på dyrskue med en kunsthistoriker, glem det. Måske hun skulle prøve at engagere sig lidt, man kan i hvert fald ikke undgå at tænke, at hun burde være blevet hjemme.

WHERE AND WHEN? LOURDES, Galleri Christina Wilson, oktober 2010

Rebekka er vores nye dynamiske medarbejder. Velkommen, Rebekka.