Mange har travlt med at forklare, at regeringens nedtur skyldes dumme personsager, smædekampagner og dårlig kommunikation – men er det nu hele sandheden?

Der er trængsel ved automaten med dårlige undskyldninger, når regeringsmedlemmerne og borgerlige meningsdannere skal forsøge at forklare, hvorfor vælgerne i hobetal flygter fra VK-regeringen.

Fagbevægelsens skyld
Da hovedparten af befolkningen kort efter årsskiftet vendte tommelfingeren nedad til Lars Løkkes forslag om at fjerne efterlønnen, var Venstre-folkene hurtigt ude med de gode bortforklaringer. Løkkes genistreg var blevet ødelagt af Lene Espersen- og Henriette Kjær-balladerne, og af at de Konservative forlangte store skattelettelser midt i det hele.

Flere borgerlige meningsdanner og politikere har også været ude med undskyldninger om, at det er lykkedes fagbevægelsen med store annoncekampagner at manipulere borgerne til at de skulle forkaste Løkkes efterlønsplaner. Nogenlunde samme argumentation som de brugte, når befolkningen har været kritiske overfor Genopretningspakken, finansloven og andre af regeringens udspil.

En skør argumentation
Egentligt en sjov argumentation. For i mange år har de selvsamme borgerlige meningsdannere og politikere haft travlt med at henvise til meningsmålinger, når de konkluderede, at danskerne var vilde med den stramme udlændingepolitik, skattestoppet og andre af VK-regeringens mærkesager.

Men den argumentation holder åbenbart ikke længere. For efter at målingerne er vendt til de røde partiers fordel, ”bliver vælgerne pludselig manipuleret af fagbevægelsen” eller ”forvirret af dumme personsager”. Når det går godt, kan vælgerne tænke selv, mens når det går skidt, skyldes det manipulation og et mudrede politisk billed!

Politisk uenige
Men sandheden er nok, at rigtig mange mennesker er uenige med Lars Løkke i, at der ikke er råd og brug for efterlønnen. Ligesom de også er uenige i, at det er de arbejdsløse, førtidspensionister og folk med mange børn i husstanden, der skal betale regningen for finanskrisen. Der er nok også en del der ikke er tilfredse med den udvikling og virkelighed de møder på landets skoler, sygehuse og børnehaver.

Løkke og Co. må nok erkende, at selvom de har været leveringsdygtige i rigtig mange dårlige personsager og ballade, kan landets borgere godt se igennem det meste af det og tage politisk stilling til, om de kan lide den førte politik eller ej.

Flere gode undskyldninger i vente
Og i øjeblikket ser det simpelthen ikke ud til, at VK-regeringen har særlig meget politik på hylderne, som vælgerne falder for. Derfor søger nogle af deres vælgere ud til højre til DF og Liberal Alliance og andre hen over midten til Socialdemokratiet og SF.

Da det ikke ser ud til, at VK-regeringen har forstået at det er politikken den er gal med, får de nok ikke foreløbig ændret på nedturen. Så vi kan nok forvente os endnu flere besynderlige undskyldninger i den kommende tid.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Pia Kjærsgaard går med en tanke om at slutte hendes fantastiske eventyr i dansk politik af med nogle år på bagsædet af en ministerbil. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at særligt de Konservative har noget imod, at denne tanke bliver til virkelighed, da det udover at koste en del ministerposter også vil kollidere med den Konservative selvforståelse om, at de har et andet og mere ambitiøs, anstændigt og troværdigt politisk projekt end DF.

DF er tre gange større end K

Selvom der stadigvæk er et stykke vej til, at Pia Kjærsgaard kan køre på arbejdet fra villaen i Gentofte i en stor sort ministerbil, lægger de aktuelle målinger op til, at sceneriet bliver mere og mere realistisk. Pia Kjærsgaard er leder af et parti, der i nogle målinger står til at blive mere end dobbelt så stort som Lene Espersens parti.

Og da Lene Espersens vælgernedgang virker lige så permanent som Pia Kjærsgaards fremgang, kan den hårdt prøvede konservative leder se frem til, at DF’s krav om magt og indflydelse vil blive langt større fremover. Og det krav har ellers længe været stort.

Krydspres

Fra den anden side kan Espersen samtidig mærke Liberal Alliance presse sig på, hvor Anders Samuelsens tropper efterhånden ligger på niveau med de Konservative. Da LA selvfølgelig også vil stille krav om at få deres del af kagen, har Lene Espersen et akut behov for at fremvise politiske resultater, der kan få hende ud af krydspresset. Men der er lang vej ud af krisen, for selvom Espersen er begyndt at tale lidt mere politik – end om hvor ondt hun har af sig selv – er der nogle alvorlige mislyde i flere af hendes politiske udmeldninger.

Havde man kunne spille på at Espersen havde udvalgt krydstogtskibenes sikkerhed i Antarktis som en mærkesag, ville det nok have givet pengene rigtig mange gange igen. Men det er ikke desto mindre en sag, som hun har valgt at markere sig hårdt på i hendes comeback. Den konservative leder har også som en af de eneste på kloden været ude med en melding om, at Taliban er ved at være slået i Afghanistan. En frisk melding, som dog godt kan give hende lidt problemer på sigt.

Venstre taber i byen og på landet

Magtforskydningen i den blå blok sker også andre steder. Venstre og Lars Løkke er heller ikke i form og har i en lang periode ligget under sidste valgresultat. Venstres vælgerflugt foregår både i storbyerne, hvor de taber til Liberal Alliance og oppositionen, og på landet hvor DF og det nye parti Fælleslisten æder af partiets kernevælgere.

Men Venstres problemer udspringer også af, at partiet stort set ikke kan sætte en politisk dagsorden, der optager vælgerne. Imens LA og DF sætter værdipolitiske og økonomiske emner på dagsorden, humper Løkke og hans partikammerater rundt med deres triste genopretningspakke og virker mere og mere desperate for at indtage rollen som økonomisk ansvarlige.

Oppositionens mulighed

Skal de borgerlige vinde næste valg, er det, som det ser ud i øjeblikket, de to støttepartier der skal trække det store læs og med det driftsikre DF og et LA der er meget sultende efter at fortsætte i folketinget, er det absolut ingen umulig opgave.

Den borgerlige magtforskydning er også interessant for oppositionen, der udover de også skal indstille sigtekornet efter de borgerlige støttepartier – får en gylden mulighed for at udstille de magtkampe og politiske uenigheder, der ligger og ulmer i den blå blok.

Det er ikke regeringens finanslov, partiernes sommergruppemøder eller diverse politiske udspil, som folk i det politiske miljøer er mest optaget af i denne tid. De flestes fokus er rettet mod Skats afgørelse, som inden længe vil ligge i Helle Thornings postkasse på Østerbro. Afgørelsen vil – lige meget hvordan den falder ud – få stor indflydelse på dansk politik.

Sårbar

Går afgørelsen imod Thorning tyder en del på, at Løkke udskriver et efterårsvalg, så han kan få det maksimale ud af Thornings dårlige sag. Og bliver Thorning dømt for skattesnyd vil hun have meget svært ved at vinde et sådan efterårsvalg. I ”præsidentvalgkampen” mod Løkke vil hun være enormt sårbar i de politiske debatter og samtidig vil hun med en dugfrisk skattesag i håndtasken blive slået stort på kompetencer som troværdighed og lederskab.

Bliver Thorning derimod frikendt vil regeringen stå svækket. Udover at Thorning vil få sympati hos mange pga de falske anklager, vil hele hendes håndtering af sagen styrke hende. Den kølighed, præcision og styrke, hun har udvist under sagen, vil eliminere den tvivl mange vælgere har haft om, hvorvidt hun var robust nok til at klare hvervet som statsminister.

Ingen kan tåle at tabe

En frikendelse vil også ramme regeringen på selvtilliden. For til trods for at Thorning har været ramt af den værste tænkelig krise hun næsten kunne blive udsat for, er det værd at bemærke, at de aktuelle målinger stadig viser et forspring til den røde blok. Og bliver Thorning først frikendt vil mange borgerlige politikere forståeligt nok tænke: Hvis ikke engang sådan en sag kan få vælgerne tilbage, hvad kan så?

Situationen er den, at Skats afgørelse har lige så stor betydning for Løkke, som den har for Thorning. Derfor vil vi også se, at lige så snart Thornings afgørelse er ude i offentligheden, vil der udbryde en spin-krig i medierne mellem de to politiske blokke. For er der i Skats afgørelsen bare den mindste tvivl eller sætninger der kan tolkes på, vil begge politiske lejre og de medier der har været meget impliceret i sagen gøre alt for at fremstille afgørelsen til deres fordel.

En gyser

Så selvom mange nok går med en forventning om, at der meget snart falder en klokkeklar afgørelse, der enten dømmer eller frikender Thorning for skattesnyd, er det langt fra sikkert at skattesagen slutter, når Thorning får sit brev fra Skat. For sagen er så betydningsfuld og der er så mange interesser indblandet, at den kan få et langt efterspil, hvor nye oplysninger, andre juridiske fortolkninger, debat om hvem der skal sige undskyld til hvem osv. vil holde liv i sagen.

Så det er ikke blot Skats afgørelse men også den efterfølgende debat om, hvordan dommen skal tolkes, der blive en politisk gyser. Og de parter der kommer til at fremstå bedst i den gyser, vil også stå med de klart bedste kort i den kommende valgkamp.

Sidste år var det en drypsvedende finansminister, der præsenterede regeringens finanslovsforslag. I år har regeringen vist rettidig omhu og fundet et sted med aircondition til Claus Hjort. Og med den dårlige tilstand, dansk økonomi er i, har det med garanti været en hed omgang igen i år for finansministeren. Alene det at skulle præsentere danskerne for et samlet statsunderskud på omkring 80 milliarder må give Hjort varmen.

Tydeligt kursskifte

Et af de mest interessante aspekter ved Hjorts finanslovsudkast er, at det fuldstændig bryder med den kurs, som han ellers selv har været chefarkitekt bag siden slutningen af 1990′erne og helt frem til nu. Den bevægelse mod midten af dansk politik, som Venstre har taget under Hjort og Foghs kommando, er stoppet brat nu.

Venstre er tydeligvis i gang med at søge tilbage i positionen som et klassisk borgerligt parti. Det er det private erhvervsliv og samfundets mere velstillede, der i høj grad bliver fritaget for den hårde økonomiske kur, mens det er det offentlige og en række svage grupper, der skal på smalkost for at få rettet op på den dårlige økonomi.

Rent borgerligt snit

Finanslovsforslaget er støvsuget for de sædvanlige gaver til de mange velfærdselskende midtervælgere. Samtidig ligger der i udspillet en klar udmøntning af regeringens genopretningspakke, som meget præcist er designet efter at det er den almindelige lønmodtager, de arbejdsløse og andre lavindkomstgrupper, som skal tage ansvaret for at få genoprejst dansk økonomi.

Yderligere er der lagt op til at skære kraftigt i den såkaldte satspulje, som også bliver kaldt de svages finanslov og som omhandler midler til f.eks. psykisk syge, handlende kvinder og hjemløse. Snittet i finanslovsforslaget er derfor bemærkelsesværdigt borgerligt rent. Trods den økonomiske krise kunne Hjort og co. godt have gjort noget ud af at pleje Venstres image som det store folkeparti på midten af dansk politik. Men ikke engang retorisk forsøger finansministeren at nurse midtervælgerne.

Har vælgerne flyttet sig

En del tyder på, at finanslovens borgerlige profil kun vil blive styrket i de næste par ugers forhandlinger, da både de Konservative og Liberal Alliance vil forsøge at overgå hinanden i at kræve skattelettelser og i at få sat borgerlige fingeraftryk på finansloven. Og lægger man så Dansk Folkepartis rituelle stramninger på udlændingeområdet oven i, bliver det en finanslov og et forløb med en krystalklar borgerlig profil.

Det store spørgsmål er så, hvad Venstres bevægelse væk fra midten af dansk politik får af konsekvenser. Er danskerne generelt blevet mere borgerlige de seneste år, vil Venstres kursskifte være en gevinst, da de så bare rykker med vælgerne mod højre. Men ligger de afgørende mandater i dansk politik stadigvæk på midten af dansk politik, kan Hjort og co.´s kursskifte være en særdeles farlig manøvre i deres forsøg på at genvinde magten.

Vælgerne vil hellere høre om det politiske indhold, end de vil høre om politikernes personlige problemer og dårlige sager. En påstand, man ofte hører, særligt efter at Thorning/Espersen-kriser i en lang periode har været hovedhistorier i medierne. Påstanden minder en del om den, der tit fremsættes i forbindelse med valgkampen, om at vælgerne langt hellere vil høre om den politiske substans, end om alle de proces- og personhistorier, medierne er fyldt med under valgkampene.

Personen har betydning

Begge påstande har da sin rigtighed, da mange vælgere selvfølgelig gerne vil høre, hvad deres politikere har på hjerte. Men det er naivt at tro, at vælgerne ikke er interesseret i at følge med i Thornings skatterod og Espersens mødeaflysninger og dårlige undskyldninger. Nogle vælgere bliver forarget over sagerne, andre ser disse personsager som ren underholdning, men fælles for vælgerne er, at sådanne sager selvfølgelig på den ene eller anden måde betyder noget for det billede, de konstruerer af deres politikere.

Efter at valgforskerne er begyndt at bruge mere avancerede metoder end blot at ringe op og spørge vælgerne, om det er politikken eller personen, der betyder noget for hvor de sætter deres kryds – her vil de fleste ædruelige nok svare politikken – kan de også registrere, at personen selvfølgelig betyder noget for stemmeafgivelsen. Så selvom vi kan have svært ved at indrømme det, har de mange person- og proceshistorier – som medierne i stigende grad prioriterer frem for substanshistorierne – en væsentlig betydning for stemmeafgivelsen. Et faktum der i disse dage bliver bekræftet ved, at både Thorning og Espersen styrtdykker i vælger- og troværdighedsmålinger.

Ingen fokus på krisekommunikation

Holdt op mod de omkostninger, som disse krisehistorier har både for politikernes personlige brand og parti-brandet, kan det undre, at danske partier ikke arbejder mere systematisk og strategisk med disciplinen krisekommunikation. Partierne har ellers gennemgået en professionalisering, når det gælder mange andre genrer af den politiske kommunikation, hvor de f.eks. bruger mange ressourcer på vælgeranalyse, kampagne- og organisationsudvikling, medietræning og på at arbejde med nye medier.

Men når det drejer sig om krisekommunikation, virker det imidlertid, som om partiernes arbejde mest af alt går ud på at sidde og vente på, at journalisterne ringer med de dårlige sager. De pågældende embedsmænd og politikere, der har vagten når telefonen ringer, håndterer så sagen ud fra, hvad de føler er rigtigt i situationen. En reaktiv og tilfældig tilgang, der nok også forklarer, hvordan Lene Espersen i snart 5 måneder har kunnet ligge underdrejet af et banalt mødeafbud, og at Thorning ikke har formået at lukket den dødsensfarlige skattesag i ét hug før sommerferien

Undren over politikernes manglende professionalisme, når det gælder krisekommunikation, bliver ikke mindre af, at krisepotentialet på det politiske felt er langt større, end det har været tidligere. Det er der særligt fire grunde til:

• Medietrykket på de politiske aktører er vokset dramatisk. Det betyder, at der skal produceres mange flere politiske historier, og da der tit ikke sker så meget nyt indholdsmæssigt, bliver fokusset i nyhedsproduktionen flyttet over på kritiske person- og proceshistorier. Det stigende medietryk betyder også, at styrken af kriserne tit bliver voldsommere og længere end tidligere, hvilket bliver yderligere forstærket af, at medierne er optaget af at finde selvstændige indgange og vinkler til at afdække kriserne.

• Den politiske journalistiks nyhedskriterier har forandret sig. De politiske journalister har i langt højere grad påtaget sig rollen som jagthund frem for vagthund. Der bliver brugt langt mere journalistisk krudt på at jage fejl, ulovligheder og dobbeltmoral hos enkelte politikere, end der bliver på at belyse magthavernes politiske beslutninger. Det store fokus, der er rettet mod politikernes ageren, rummer både juridisk og etisk et enormt krisepotentiale.

• Flere af partierne er blevet opmærksom på at gøre brug af den negative kampagne. Med inspiration fra udlandet, er flere partier blevet bevidste om, at det kan være meget effektfuldt at arbejde systematisk med at udstille de politiske modstandere på en negativ måde. Denne kampagneform skaber derfor grobund for endnu flere kriser hos de politiske aktører.

• Politikerne er blevet optaget af personlig branding. Journalisterne bliver derfor inviteret langt ind i politikernes privatsfære, for at de kan præsentere sig i alle mulige forskellige situationer. Men ofte glemmer politikerne, at disse backstage-historier rummer potentielle kriser og der ofte kommer viden og ting frem i denne form for eksponering, som kan bruges mod dem, når de står i en krisesituation. Politikerne er samtidig selv med til at flytte grænserne for, hvor langt medierne går i dækningen af deres privatliv. Når politikerne selv inviterer journalisterne indenfor i gode tider, kan de ikke regne med, at journalisterne ikke også kommer, når der er dårlige sager.

Det voksende krisepotentiale, der er for danske politikere, og de store konsekvenser, kriserne tit har for politikerne og deres partier, skaber et åbenlyst incitament for, at der arbejdes mere strategisk og professionelt med krisekommunikation. I praktisk politik er der selvfølgelig grænser for, hvor mange ressourcer, der kan bruges på at udarbejde et solidt kriseberedskab. Men en række grundlæggende kriseovervejelser må det forventes, at de partier, der har ambitioner om magt og indflydelse i dansk politik, gør sig.

Forberedelse

Først og fremmest er det forventeligt, at partierne afdækker og analyserer de forskellige krisescener, der kan ramme dem. Politikerne kan nemlig blive ramt af mange forskellige typer kriser, lige fra etiske og juridiske enkeltsager og pludselig opståede politiske begivenheder, der skal handels på, til dårlige meningsmålinger, intern ballade og rod i privatlivet.

Havde Socialdemokraterne lavet en systematisk gennemgang af deres krisepotentiale, havde både privatskole- og skattesagen nok vist sig som potentielle røde kriser, der både skulle forberedes grundigt og eventuel også handles proaktivt på. Ligeledes havde en grundig analyse af Lene Espersens personlige krisepotentiale også givet et fingerpeg om, at der var en del i det christiansborgske miljø, der længe har haft et indtryk af hende som doven og uden den store interesse for udenrigspolitik. Denne viden kunne godt have været brugt til nogle strategiske tiltag både før og under krisen, som kunne have mindsket skaderne.

Når krisen opstår

En anden overvejelse, som politikerne også burde gøre sig, er hvordan de skal agere, lige når krisen starter. Her lider alt for mange danske politikere af Tove Fergo-syndromet, hvilket vil sige, at de aldrig eller alt for sent erkender, at de er ramt af en krise. Faktum er, at det ikke er politikerne selv, der bestemmer, om der er tale om en krise eller ej. Hvis medierne ringer med dårlige historier, er der som udgangspunkt tale om en krise, og så er det fuldstændig lige meget, hvor uretfærdig politikerne så opfatter dette.

Lene Espersen var flere måneder om at erkende, at hun havde en krise, og den reaktionstid har haft store konsekvenser for hendes katastrofale krisehåndtering. Ligeledes var det først, da Thorning fik den anden tur på skattesagen, at hun for alvor tog krisen alvorligt. Havde Socialdemokraterne med det samme indset krisens omfang og fået kortlagt krisepotentialet, havde de kunnet lukke sagen før sommerferie.

Håndteringen af krisen

I selve partiernes håndtering af kriserne, er der også brug for mere systematiske og strategiske overvejelser. Ofte virker det, som om politikerne løber forvildet rundt med en vandkande og forsøger at slukke de store brande, der buldrer om ørerne på dem. Værst har det været at se Lene Espersen, som har lydt som en ynkelig udgave af Jon Dahl under VM. Alle er imod hende, der er ingen der forstår hende, og hver gang, hun udtaler sig til medierne, er det med budskaber om, at det er synd for hende, og at hun er så ked af, at HUN har mistet vælgernes tillid. Espersens krisehåndtering har været så katastrofal, at det efterhånden er det, der er blevet hovedhistorien i stedet for mødeafbudene

Thorning har haft lidt mere tjek på strategi og budskaber i anden omgang, men man kan stadigvæk undre sig over, hvordan partiet selv bidrager til at holde liv i krisen ved at betale Thornings private revisor og ved ikke at give revisoren mundkurv på i medierne, så han ikke er med til at forlænge krisen mere end nødvendigt.

Opfølgning på krisen

Særligt Espersens håndtering har vist, at der skal nogle grundige overvejelser til, hvis man på en seriøs måde vil rette op på de skader, krisen har påført. Espersens manøvre med at sige, at hun på det seneste har deltaget i flere møder end tidligere, og at hun vil åbne op for sin kalender, er kun med til at gøre skaden endnu større. Hovedparten af borgerne er nemlig ligeglade med hendes mødefrekvens og kalender; de er langt mere interesseret i, om Espersen overhovedet har gjort sig nogle som helst udenrigspolitiske tanker. For selv om vælgerne som tidligere beskrevet også interesserer sig for person og processer, forventer de også, at deres politikere har fokus på den politiske substans. Og der er nok ikke mange, der kan huske, at de har hørt Espersen tale om udenrigspolitik, så det vil nok være en god ide for hende snart at tale om, det hun er ansat til.

Så der er en del overvejelser – både inden, under og efter krisen – som partierne skal gøre sig hvis de skal forbedre deres krisekommunikation og leve op til de nye krav, der er til krisehåndteringen.

Det hører med til politikererhvervet, at man engang imellem står i nogle krisesituationer. Det kan være upopulære beslutninger, der skal træffes, interne uenigheder, dårlige meningsmålinger eller politiske begivenheder som terror, krig eller ulykker, der udløser kriserne. Men den allerværste krise for en politiker er som regel ikke den, der rammer, når politikeren står på den politiske scene, men den, der opstår back-stage, altså når politikeren som privatperson har overtrådt de juridiske eller etiske spilleregler.

En farlig type krise

Når en politiker bliver taget med fingrene i kassen, som Løkke gjorde med bilagssagen, eller laver nogle skøre private prioriteringer, som f.eks. Lene Espersen gjorde, da hun aflyste mødet med den amerikanske udenrigsminister, fordi hun hellere ville på ferie på Mallorca, styrtdykker deres troværdighed med det samme. Det er historier der optager mange vælgere og som kan få sindene i kog hos de fleste.

Det er sådan en back-stage-krise, Helle Thorning er havnet i, efter det er kommet frem, at hendes mand ikke betaler skat i Danmark, hvor han bor, men i Schweiz, hvor han arbejder til daglig. Juridisk bliver sagen undersøgt, men umiddelbart virker det ikke til, at der er tale om en ulovlighed.

Et forklaringsproblem

Men sagen drejer sig om meget mere end jura. Allerede nu handler de fleste historier da også om Thornings mærkesag om millionærskat, og at hun flere steder har sagt og skrevet, at hun bor med sin mand i Danmark. Det er forståeligt, at mange vælgere umiddelbart tænker på dobbeltmoral og på, hvorfor hendes mand ikke betaler skat i det land, hvor hans familie gør brug af de offentlige goder.

Helle Thorning står med et etisk problem, og indtil videre har hun ikke gjort meget ud af at forklare, hvordan hun selv forholder sig til denne etiske side af sagen. Selv om Thorning sikkert føler sig uretfærdigt behandlet af flere medier, burde hun åbent og grundigt forklare danskerne, hvordan hun opfatter situationen og hvordan hun og hendes mand fremover skattemæssigt vil indrette sig.

Kun få pip fra Thorning

For netop hurtighed, præcision og en god forklaring fra Thornings side vil kunne mindske de skader, som krisen allerede har medført. Erfaringerne fra f.eks. bilagssagen og Mallorca-ferien har vist, at disse back-stage-kriser kan blive ved og ved og dermed skade politikernes image voldsomt. Indtil videre er det svært at se den røde tråd i Thornings håndtering af sagen, som stadigvæk mest er kommet med nogle pip om, at de har handlet juridisk korrekt.

Fortsætter krisen vil den snart smadre den megen troværdighed, Thorning med hårdt arbejde har opbygget hos vælgerne til hendes lederevner og økonomiske kompetencer. Ligeledes får hun også et problem, når hun i fremtiden skal tale om S-SF-skatteplan og appellere til danskernes solidaritet om at arbejde 12 minutter længere.

Den politiske virkelighed er indrettet sådan, at mens det kan tage år at få bygget et godt image op om som politiker, skal der kun en enkelt sag til at smadre det hele igen. Og det er den virkelighed Thorning står med begge ben i de næste par dage.

Et af årets mest mærkværdige pressefotos fra den politiske verden dukkede i onsdags op på forsiden af Berlingske Tidende. En tænksom Lars Barfoed stod i forgrunden af fotoet, mens der i baggrunden var en enorm plakat af John F. Kennedy. Med alt respekt for Lars Barfoed er der nok ikke mange danskere, der helt kan se sammenhængen mellem disse to politikere, med mindre de har indtaget noget, der er langt stærkere end alkohol.

Minus-point for timing og indhold

Anledningen til Barfoed/Kennedy-fotokonceptet var, at justitsministeren præsenterede et nyt konservativt debatoplæg med tanker og visioner for fremtiden. Udover at Lars Barfoed og de konservative spindoktorer ikke får mange point for den visuelle iscenesættelse, er der nok heller ikke den store ros fra deres politiske allierede i Venstre og DF, når det gælder selve timingen og indholdet af deres nye visioner for Danmark.

De borgerlige politikere er i disse dage i gang med at stemme den meget upopulære genopretningsplan igennem på Christiansborg. Og det sidste, de hårdt pressede politikere fra Venstre og DF nok har lyst til, er at krydder genopretningsplanens mange nedskæringer og forringelser med en melding om, at danskerne snart kan forvente brugerbetaling i sundhedssektoren og andre steder i den offentlige sektor.

Panikhandling

Ligeledes har de nok heller ikke lyst til at bakke op om Barfoeds budskab om, at det skal være slut med det lommepengesamfund, som det danske velfærdssamfund har udviklet sig til. Hertil har både Venstre og DF nok for meget situationsfornemmelse. De har registeret, at en hel del borgere mener, at det under den økonomiske krise mest er banker, erhvervsliv og landbruget, der har fået lommepenge fra staten, og at finansiering af disse lommepenge hovedsageligt kommer fra de borger der i forvejen har mindst penge i lommen.

Det nye konservative debatoplæg minder mest af alt om en panikhandling fra det trængte partis side. De konservative har haft et enormt behov for at komme med en markant ideologisk soloudmelding, der kan stoppe vælgerflugten til Liberal Alliance og flytte fokus fra en masse dårlig omtale af Lene Espersen.

Per Stig og Messi

Men Espersen & Co. kunne næsten have forudsagt, at det eneste sted, hvor oplægget for alvor vil skabe debat, er internt i VKO-blokken. Både Lars Løkke og Pia Kjærsgaard er selvfølgelig stiktossede over at have en politisk partner, der på det værst tænkelige tidspunkt præsenterer et forslag, der på den måde skader deres fælles projekt om at genvinde regeringsmagten.

Derfor bliver det også spændende at følge, hvor meget de konservative tør integrere deres nye visioner i den kommende valgkamp. Ligeledes bliver det interessant at følge, om den konservative spinmaskine vil fortsætte og måske ligefrem udvide Barfoed/Kennedy-fotokonceptet. Måske får vi valgplakater med Lene Espersen og Gandhi arm i arm eller små You Toube-film, hvor Per Stig og Lionel Messi jonglerer sammen – mindre kan vel ikke gøre det!