2 stjerner
Krista Rosenkildes skulpturelle malerier tager rigtignok livtag på det flade, firkantede maleri i en gammeldags leg med former, som ellers efterhånden sjældent finder vej til de yngre generationer, da formen allerede er brudt tusinde gange, og endnu flere nye virkemidler har budt sig til. Det virker næsten, som om Rosenkilde mimer Mads Øvlisen, der tidligere på ugen sagde til P1, at kunsten er den frække lillebror til den øvrige kultur, sådan én der kan sparke den over benet og forandre de mennesker, der ser den. Rosenkilde har sågar optiske illusioner med sig, se det er sturt sturt trylleri, der vender op og ned på beskuernes virkelighedsopfattelse. Rosenkildes værker består af kantede kasser beklædt med bemalet lærred ophængt på væggen. Et af dem ligner en pøl af kviksølv lige før det smelter, hvor kantede dråber spreder sig over væggen, og man kan høre hende for sig på det lille atelier: Kan kunsten komme ud af lærredet, hvorfor ser lærredet sådan ud, hvem er jeg, hvorfor har jeg spildt på mine sele … Der mangler blot, at hun maler væggene gule for at pisse på den hvide kube. Der er pletvise smukke detaljer, hun bryder ganske overraskende med ornamentikken hist og her, men det er stadigvæk for meget. Det er ligesom en teenager, der gør oprør ved at drikke sig fuld og sove på gaden – det føles vildt, men hæver sig knap nok over biologien.
Not so square hos Tom Christoffersen, Skindergade 7, København til den 11. september 2010
