»Jeg er en del af dig, du er en del af mig,« sagde Pind for syv år siden med graffitibogstaver i en tegning, han nu har fundet frem fra gemmerne.

Det virker som et af den slags statements, der kommer, mens pandelappen er slået fra. Kroppen er ude at spadsere. Tankerne er sendt på koloni. Pind er helt alene med sig selv uden noget, der forstyrrer. Og pludselig går signalet klart igennem.

Dengang var det måske bare en god sætning. I dag er den tydbar. Ved siden af tegningen står et stativ af træ, med et akvarium uden bund ovenpå: Organized structure waiting, unaware of it’s own existence. Den kunne også have heddet Dit affald er min kunst.

Du er samfundet. Du æder og skider. Pind kommer med toiletbørsten og smiler og siger: »Nøøøj, hvor er den flot«.

Pind har luret den. Han ved godt, at kunstneren bare er en rolle, han spiller. Der render ikke en eksklusiv skare rundt med alpehuer og vækster fede erkendelser i ler. Der findes et stort globalt virvar af signaler, behov og strategier, der har gennemtrængt alt, og i dette virvar er der dukket et behov for åndelige erkendelser op, som så igen har kreeret kunstneren og al den kunst, man kan ønske sig.

Anthony Giddens har formuleret det pænest. Han har sagt, at i denne senmoderne tid, hvor alle traditioner er opløst, er vores identitet »afhængig af evnen til at holde en fortælling i gang«.

Vores identitet er blevet overtaget af de moderne institutioner, der er ikke noget, der er os selv længere. Vores krop tager hospitalet sig af, vores behov tager industrien og reklamebranchen sig af, vores form tager fitnesscentret sig af, og vores åndelige behov må blandt andet kunsten tage sig af.

Til gengæld kan andre menneskers ugerninger på den anden side af Jorden pludselig ramme os. Begærlige banker i USA giver arbejdsløshed i Danmark. I Kina, Bruxelles og 100 andre steder på jorden kan ting, vi ikke forstår, direkte påvirke vores hverdag.

Samme tanke i syv år
Alt er altså udliciteret til det store, nye samfund. Det eneste, vi har tilbage, er Build-a-Human, hvor vi frit kan sammensætte os selv med nyt fyld hver uge, alt efter hvad der nu skal bruges for at holde på de venskaber, der heller ikke eksisterer andre steder end i vores hoveder, og kun på grund af en lyst, vi næppe ved hvorfra stammer. Selv vores tøj har vi ikke længere for os selv. Alt, hvad vi foretager os, er en del af den fortælling, der er dig og mig.

Så når Pind hænger en tegning fra 2004, som han selv har lavet, op på en væg, ved siden af en helt ny skulptur, og der er en tydelig idémæssig sammenhæng mellem de to værker, så er det en ren hyldest til sig selv, Pind er ude i.

Han har opdaget i sin søgen efter sine værkers oprindelse, at i hvert fald ét af dem stammer fra ham selv. En del af ham, en tanke, har været den samme i syv år! Og det er ellers den tid, det tager cellerne at regenerere sig selv. Man kan jo næsten gå så vidt som til at sige, at Pind hermed har bevist, at han hviler i sig selv. I hvert fald i noget af sig selv. Hvilket er fuldstændig uhørt! Sjældent! Bravo! Midt i en tyfonorkan er et havenissepar blevet på samme matrikel. Hvor lykkeligt.

Pind er gået videre endnu, sådan er de kunstnere, kan ikke stoppe, når legen er god, må eksploitere … Og især to værker er direkte relateret til udstillingens titel: Someone elses idea turned into mine.

Tomhed i Helvetica
Lawrence Weiner har nemlig plantet en idé hos Pind, men det er ikke Lawrence Weiners idé længere, nu er det Pinds. Hvilket er tydeligt for enhver.

For selvom Pind har skrevet Why is nothing EMPTY på væggen, som om det var en Lawrence Wiener, så er der ingen tvivl. Det sidste ord står spejlvendt. Det ville Weiner aldrig have gjort. Han ville heller aldrig have skrevet en sætning så kryptisk. Og han ville slet ikke have brugt Helvetica, der får alting til at ligne noget, der kommer fra en af de store moderne institutioner. Det ligner jo en reklame nu. For en bank. Som er en af tovholderne i det store globale Madame Tussauds Museum, hvor vi alle sammen render rundt og klæder os ud til lejlighederne.

Men når det bliver til kunst, fordi det ligner en Weiner, så er Weiner vel ligeså meget Helvetica, som bogstaverne er det? Institutionerne er den vind, vores sjæle kan læne sig op af for at komme til at fylde noget, og Weiner er ikke den eneste kunstner, der er så stor, at han kan puste en hvilken som helst sætning op til at være et kunstværk.

Olafur Eliasson er så stor, at Pind kan lave et faldskærmsspring i ham.

En mavepumper
Hvis man ankommer til galleriet efter solnedgang, er alt nemlig grønt. Galleriet ligner fuldstændig et sanserum af Olafur. Men Pind har snydt os. For der er hverken tåget eller fyldt med bananolie inden for, der ligger kun en firkant af gule neonrør, der gennem det blå klisterfilm på vinduerne får rummet til at se grønt ud. Firkanten, der hviler på fundne fritureolietønder, hedder i øvrigt Jeg, som en kommentar til Olafur, der måske burde have haft en firkant med titlen Bruce i sine sanserum, som kommentar til Bruce Naumann, der lavede sanserum i 60’erne. Og som et andet småfornærmet barn stopper Pind ikke, han skal også lige give Olafur en mavepumper og en olfert, for faktisk er firkanten en reference til et andet tidligere værk af ham selv. Og rummet refererer direkte til det grønne rum, han lavede på Overgaden i 2009, som i øvrigt også fik 6 stjerner her på siderne. Og for lige at hovere en ekstra omgang har han indrammet fire små billeder af det med titlen 2009/2011, 2009 /2011.

Det er lidt ligesom, hvis man får konen til at tro, at man har gjort noget forkert, for så at kunne sole sig i selvretfærdighed, når det går op for hende, at hun har taget fejl. Det er et forfærdeligt øjeblik, når hun tror, man er skyldig, men stemningen bagefter er vidunderlig løssluppen og på ens side.

Pinds kunst er ligeså barnlig. Han trak kortet med Brian Enos slogan gardening not architecture, og har droppet den del af fortællingen, der handler om at insistere på, at en kunstner hele tiden bryder grænser og går nye veje.

Pind leger i stedet ‘Sporløs’ med sig selv, og måske er det også tid til, at vi beskuere begynder at tænke over, hvorfor og hvordan vi egentlig ser på kunst.

‘Someone elses idea turned into mine’ hos Christian Andersen, Høkerboderne 17 – 19, Kødbyen, København V. til den 30. april

Nu afdøde Nedergaard var fascineret af islamisk ornamentik, som han med kul kalkerede over på papir, hvorefter han tegnede det op med oliekridt og akrylmaling. Først gjorde han det med vinduer, og siden med alt, der var mønstret, døre, lofter etc.

Anna Sørensens værker er stadig sjove at se på, også tæt på hvor man kan ane, hvor meget hun elsker at male. Malte Fisker er så ung, så ham venter vi ved at kritisere.

Anna Sørensen. Malte Fisker og Niels Nedergaard hos Tom Christoffersen, Skindergade 5, København til den 23. april.

Heri ligger en skjult skadefryd. Over for akademiet vel at mærke. For når man kan male så godt, og magthaverne endog, så må man da være en succes som kunstner. Og når akademiet kan overse et talent så stort, så er de vist alligevel ikke helt så smarte, som de går og tror.

Denne gang er det Anders Fogh Rasmussen, der har fået den store Kluge. Og han har fået, hvad han er kommet efter. Det er gammeldags, kedeligt, enfoldigt og helt uden overraskelser. Det er en maskine, der er blevet malet af en maskine. Man ser en mand, der går mere op i form end indhold, en mand, der er tilfreds med et maleri, der kun lever i form af den historie, den trækker på: Oliemalingen, lærredet, de mørke farver, det ædle og noble i at blive portrætteret. I modsætning til Simone Aaberg Kærns lalleglade portræt, så er Kluges symbolik knastør. Det er sort, det er en formel lovtekst, han står med, han har en Mont Blanc- kuglepen i hånden, og der er tre røde socialdemokratiske klatter i bogen, som dog opvejes af et blåt borgerligt bånd. Alvor, magt og værdighed.

I virkeligheden kunne Kluge nok godt være kommet ind på akademiet. Det er lidt tilfældigt, hvem de optager. Men dengang han søgte, havde man nok ikke syntes, at han havde nok ideer. Og set i bagklogskabens lys, må man jo nok også være tilbøjelig til at give akademiet ret i deres anskuelser. Vi lever, som vi alle ved, i en tid, hvor vi skal leve af vores viden, så det havde været lidt absurd, hvis vi havde uddannet en generation til ikke at tænke selvstændigt, men til blindt at male efter. Man uddanner jo heller ikke arkitekter til at lave flere af de murermestervillaer, der står som skamstøtter over hele landet for at minde os om, at det ikke er nok kun at mestre det tekniske. Næ, den slags får man lavet i Kina, og mon ikke det også have været præcis ligeså fint, om man havde fået fremstillet portrættet af Fogh dér. Det havde i hvert fald været en historie, der var gået verden rundt.

Men ligesom Fogh næppe heller vil blive husket for sit åndelige og visionære niveau, så er Kluge et godt valg til jobbet. Traditionen er gledet fra kunsten, og malerne er et helt andet sted i dag. Tænk hvis Tal R eller John Kørner skulle have malet den tidligere statsminister. Det ville aldrig være gået. Og hvis Fogh virkelig tog kunsten alvorligt, ville han også have valgt et fotografi i stedet. Og det ville have været sort. Ikke sådan intellektuelt sort, som i Kluge, men bare langt ude.

Til gengæld virker det som om, Fogh og bogen svæver en lille smule. Det er et formildende træk ved portrættet, der som det eneste tilføjer det en smule liv.

Anders Fogh-portræt af Thomas Kluge, Frederiksborg Slot, Hillerød for evigt.

Det er et kunstværk. Den er beriget med noget ud over det fysiske, noget åndeligt, noget der er blevet givet den, en kulturel begavelse som vi alle er enige om eksisterer, men som ikke kan ses med det blotte øje. Tværtimod kan genstande anbringes i denne åndelighed, i denne tilstand af benovelse eller nådesgave, eller hvad man nu vil kalde det. Men græsset omkring den bliver ikke til kunst. Og hvis man fjernede stenen og lagde den over på den anden side af Humlebæk Strandvej, ville den ikke længere være det samme kunstværk.

Det er altså et helt konkret stenformet rum af noget, der ikke er synligt for øjet, men som skabes i mødet mellem institution, kulturel baggrund og beskuer, der gør, at stenen ikke længere bare er en sten.

Det er denne bevægelse af et mentalt rum, som Tove Storch arbejder med i sine kasser.

Hos Nils Stærk kan man se fem eksempler på denne praksis, hvor hun forsøger at definere et rum, inden det bliver virkeligt.

Hun skaber så at sige udgangspunktet for at skabe en skulptur, hun visualiserer det rum, kunstneren arbejder i, når hun finder den simpleste mulige måde at skabe et rum på.

Buddhist-laborant værk
For at undgå at selve konstruktionen bliver til værket, har hun en række principper. Der må ikke være nogen håndværksmæssige krumspring. Skelettet i rustfrit stål er for eksempel lavet, så de to ender ikke er forbundne direkte i hjørnerne med tværstykkerne. Det er også kendt som Poul Kjærholm-tricket, det ser lidt pudsigt ud, at tværpinden ligger oven på eller under sidestykkerne, i stedet for at flugte, men det er den mest holdbare, den mest oplagte og den mest enkle måde at samle et skelet på.

Skeletterne er herefter viklet ind i silke i forskellige, næsten ens blå farver. Det er viklet én gang om hver akse og limet usynligt sammen, hvor enderne mødes.

Måden, de er lavet på, minder om noget, en buddhist og en laborant kunne have lavet sammen.

Det er simpelt og sterilt. Der er ingen generende punkter, eller smagsmæssige diskussioner, der sender tankerne på langfart, tværtimod virker ‘skulpturerne’ som drømme, som noget uvirkeligt, noget mystisk, noget fuld af aura og poesi, der gør indtryk, men er svært at forstå. Måden, kasserne er lavet på, og det de er, er det samme – det absolutte minimum af eksistens.

Giver ikke mening
Det er som et skulpturelt mantra, der kan gentages i det uendelige, en sætning eller et ord, der ikke giver mening, men bare er der for at give os plads til at være.

Tove Storch har givet os et tomt mentalt rum. Men ligesom udgangspunktet for al lyd er stilhed, er udgangspunktet for al væren også ingenting. Og i en verden af alting, er ingenting det mest attraktive, man kan forestille sig. Alt larmer. Alle vil have. Alle vil alt hele tiden, og ingen udelukker på forhånd noget.

At Tove Storch kan placere sig i det stik modsatte hjørne med sine koncentrerede og gennemførte kasser med det pureste eksistens, er helt sindssygt. Man kunne snildt mistænke hende for at være en krydsning mellem en Gud og en maskine.

I begyndelsen var der en tanke. Tove sagde: Sæt den i produktion. Så blev det aften og det blev morgen anden dag. Den tredje dag placerede Tove kasserne hos Nils Stærk i varierende afstande, så man kunne se gennem den ene og hen til den næste.

Det bedste ved det hele er, at alle kan lide rum. Alt handler om at få fysisk og psykisk rum. Vores paradigme hedder volume. Det skal fylde mere, eller det skal fylde mindre. Det skal rumme noget frem for noget andet. Og hver eneste gang skaber vi en konstruktion i hovedet. Om det så er til stenen på Louisiana, de etniske minoriteter på gaden eller konen derhjemme, så definerer vi rum, grænser og principper. De rum har Tove Storch givet et par eksempler på. Om de kan hjælpe os frem til et stadium, hvor vi mentalt kan bevæge os fri af alle disse begrænsninger, er usandsynligt. Men uanset hvordan synet af kasserne manifesterer sig hos den enkelte med tiden, så bliver oplevelsen hængende.

Tove Storch hos Nils Stærk, Ny Carlsbergvej 68, København til den 30. april.

Bedømmelse: 5/6

Vi fedter i vores telefon. Vi skændes i vores forhold. Vi spørger, hvordan vi har det i clairvoyancen.

Vi køber status. Vi ordner hår. Vi går ud. Vi får sammenbrud. Vi går på Facebook.

Vi tænker kun lidt ad gangen, planlægger kun en smule, tror ikke på noget, alt kan købes, alt kan opleves. Alt lid sættes til teknologien. Og hvis vi synes, det bliver for overfladisk, er vi kun et klik og en tussebasse fra mindfulness og enhver åndelig indsigt.

Kære læser, kære indbygger i det 21. århundrede. Du har kun én Gud. Og han hedder Ahriman.

En falsk Messias

Først kom gode Lucifer, han gav os vores frie vilje, da han forførte Eva med et æble. Uden ham havde vi været slaver den dag i dag. Så kom Kristus for at skabe balance, fordi han vidste, at vi 2000 år efter ville få besøg af Lucifers dobbeltgænger, mr. ondskab, Ahriman, den faldne ærkeengel, der som en falsk Messias er kommet for at forføre os med kapitalisme og materialisme, der luller os ind i en bevidsthed af selvtilfredshed og tro på egne evner, der vil føre os ud af friheden og lukt i hans arme. Farvel liv, goddag maskinsamfund.

Ahriman virker ifølge Rudolf Steiner i den elektromagnetiske stråling.

Solen er også elektromagnetisk. I en 11-årig cyklus skaber den færre eller flere solpletter, der skaber magnetisme, der sammen med månen trækker os ud af form og skaber højvande og skruer op og ned for temperaturerne.

Svalbard er en Mars-lignende øgruppe i det nordlige Norge, der er mere påvirket af rummet end resten af jorden. På Svalbard ligger der en spøgelsesby, der hedder Pyramiden. Den viser sig for Lea Porsager under en hypnose, hvor hun forsøger at finde sin indre dobbeltgænger, den endnu ikke fysisk manifesterede Ahriman, den kolde hersker, der bor hemmeligt i os, fordi de okkulte broderskaber har holdt deres viden om Ahriman skjult.

Et freakshow

Men der findes mere i de okkulte broderskaber, skal det vise sig, da Lea Porsager sætter organisationerne under lup! Lea Porsager finder skrifterne ‘Cry of The 30 Aethyrs’. Og skriget fra den 16. åndeskabning af de 30, får hende til at spærre øjnene op. For i fuldmånens skær kommer en kvinde med en krone på hovedet ridende på en tyr. Ifølge de okkulte skrifter hedder kvinden LEA …

Lea Porsagers værker er et freakshow. Det er chok i spøgelsestoget. Og endnu et stop på turen inden de forløsende døre og den ventende candyfloss har åbenbaret sig hos Henningsen Contemporary.

Denne gang er vi blevet lukket indenfor hos en skuffet og paranoid Lea. Først blev hun træt af sig selv, og så fejlede det projekt, der skulle have gjort hende lykkelig.

Lea havde bestilt en genstand på et kilo opsamlet ved SG2-antennen fra Kongsberg Satellite Services på Svalbard. Regningen er også trykt på invitationskortet til udstillingen. Lea vil nemlig gerne ud over egoet. Hun vil have en pause fra besættelsen af sig selv, jagten på sin dobbeltgænger, og al den hypnose har efterladt hende med en erkendelse af, at hun kun jagtede Ahriman for at blive fri for sig selv. Hun jagtede altså friheden. Men i stedet for at vende sig mod Kristus, vendte Lea sig mod den fysiske manifestation af Ahriman, manden der som sagt virker i det elektromagnetiske felt. Og hvor går man hen for at finde en sådan skikkelse? Svalbard selvfølgelig, jordklodens pluspol.

Lea fik sin genstand. Et kilo Ahriman. Det, hun ikke selv kunne levere, fik hun hos Kongsberg Satellite Services. Det skulle hun aldrig have gjort. Ligesom menneskeheden, når den overgiver sig fuldstændig til Ahrimans teknologiske og materialistiske paradis på jord, hvor al frihed er underlagt kontrol, og hvor kærlighed er sat i system, vil opdage, at den er blevet tømt for frihed og mening, så er det også ved at gå op for Lea, at denne nye forførende verdensorden intet sandt har at tilbyde.

Hun troede, at hun endelig skulle opleve sand lykke. Hun oplevede end ikke ulykke. Den åndelige rejse, hun var blevet stillet i udsigt, eksisterede ikke.

Åndelig deroute

Her begynder udstillingen, Leas paranoia har taget over, hun har anbragt et enormt 13 meter langt kryds af jern i øjenhøjde midt i lokalet for at undgå, at rummet skal blive mast eller trukket fra hinanden. Hun forveksler sine indre storme med solvindene. Hendes åndelige deroute og det kaos, solens enorme kræfter efterlader, har hun gestaltet i et horisontalt afstivningskryds, der er placeret i øjenhøjde og foran indgangsdøren, man kan knap nok manøvrere rundt derinde og slet ikke komme sikkert ind og ud, og at se hinanden i øjnene er umuligt. Hun er bedøvet af det materielle og løftet om det lette liv, men er vågnet i narkosen og kan mærke, at hun tog alle de forkerte valg. Og der er intet, hun kan gøre, imens hun venter på tilintetgørelsen. Uanset hvor stor en soldaterafstivning hun kan fremmane, er det kun et spørgsmål om tid, før hun bliver mast.

Udstillingen består desuden af tre tekster. Én om solen, en om genstanden og én om solvindenes indflydelse. Derudover vises der optagelser fra satellitten Hinode, der følger solens magnetiske felter.

Lea Porsager er mere fascineret af Rudolf Steiner, end man kan forvente, at hverdagsbeskueren kan forstå. Men på et andet abstrakt plan er der også en del at hente i forhold til, i hvilken retning vi retter blikket. Selvfølgelig er udstillingen ikke en kritik af Facebook og nymodens teknologi, og man forlader heller ikke galleriet som nyokkult, men det er dog værd at overveje, om den vej, man har taget, fører en tættere på anæstesien eller på virkelige relationer.

Det første kan virke forførende og virker også dulmende i begyndelsen. Det sidste er meningsfyldt.

Celestial Body — Disrupted nerve fluid and crossed shock waves hos Henningsen Contemporary, Fredericiagade til og med i morgen, lørdag den 26. marts

3 stjerner

Jeg hørte engang en historie om Miles Davis. Hver gang han havde fundet på en ny melodi, havde han brug for en trommerytme, der kunne få den op at flyve.

Engang sad han med en ung trommeslager, der ikke kunne finde ud af det. Uanset hvad han prøvede, syntes Miles Davis ikke, at det duede.

Efter to dage, hvor de var lige ved at give op, sagde Miles Davis til trommeslageren, at han skulle prøve at spille noget virkelig dumt.

»Ok,« sagde trommeslageren og spillede noget rent nonsens.

»Perfekt,« sagde Miles Davis.

»Prøv så at spil det modsatte.«

Så smed trommeslageren stikkerne, nu gad han ikke længere.

Så sagde Miles Davis: »Har du overhovedet nogen idé om, hvor jeg vil hen?«

»Nej.«

»Det har jeg heller ikke. Men vi ved det, når vi har det.«

Mærk dig hans ord. ‘Vi ved det, når vi har det’. Det er i det grænseland,Forårsudstillingen 2011 burde ligge. Det burde være en institution, hvor man kunne se det, man ikke vidste fandtes. Det burde være et sted, hvor man kunne sende det kunst hen, man simpelthen ikke anede om holdt eller ikke holdt. Så kunne juryen vælge dét ud, vi aldrig havde set før. Og så kunne vi spadsere rundt i en heksekeddel af lort, hvor der pludselig en dag ville ligge en diamant af det pureste fremtid. Og vi ville
kunne omfavne den, og vi ville vide, at nu var den her. Der fandtes noget derude, vi ikke havde set før.

Små sten

Måske man skulle lave en anonym forårsudstilling. Så er vi også ude over denne mærkværdige idé med, at unge kunstnere bare skal have chancen, så slår de igennem. Eller at det nye absolut SKAL komme fra nogen, vi ikke kender. Eller at alt, hvad man foretager sig i kunstbranchen, tæller.

En forfatter kan skrive ti elendige bøger og blive et verdenshit, hvis der kommer én god. Lars H.U.G elsker vi stadig. Ingen prøver at tage Nattevagten fra Ole Bornedal. Men sådan er det ikke i kunstverdenen. Der er en karriere noget, man bygger op af små sten, der hedder udstillinger, og større sten, der hedder institutioner og gallerier, og en gang imellem kommer man en lille bitte smule fuge imellem med et venskab og en tekst, der giver mening.

Forårsudstillingen 2011 burde være et sted, hvor man kunne prøve værker af over for offentligheden. Det burde være et sted, hvor man turde tage chancer, fejle eklatant og engang imellem være så heldig at opleve, at den bare er der.

Brice Marden gjorde det umulige. Han havde et hit med ensfarvede billeder. Et gigakæmpehit. Han var stjerne og tjente formuer og var en af verdens mest anerkendte kunstnere. Til sidst kunne han ikke mere. Så begyndte han at lave krusseduller. Hans gallerist i New York var forfærdet. Hun måtte begynde helt forfra med priser og samlere. Men det gik, og han blev en stjerne igen. Mon han er den eneste verdensstjerne, der er blevet lidt træt af sig selv?

Hvorfor så trætte?

Forårsudstillingen 2011 er i stedet for at være et sted, hvor man tager chancer, blevet til en mailboks i en kunstverden, hvor man – ligesom i det danske arbejdsløshedssystem – er tvunget til at sende to ansøgninger ud om ugen. Og sikken mailboks.

Her er bidrag fra hele verden. Afgangsprojekter og gode, gennemsnitlige kunstværker, der ikke bringer meget nyt på bordet, men heller ikke falder lige så langt ved siden af, som værkerne på forårsudstillingerne ellers har haft tradition for.

Men hvor Brice Marden i det mindste var et hit, før han blev træt, forstår man ikke, hvor alle de unge kunstneres træthed kommer fra.

For hvorfor skulle de ellers begrave deres værker i referencer og dét, der er oppe i tiden? Hvordan kan nogen brænde for at hænge tæpper fra Damaskus på væggen? Eller male flere nuttede malerier? Eller bygge flere skulpturer i køkkenmaterialer? Eller fotografere folk med tøj på under bruseren?

Det er ikke, fordi det ikke er ok. Her er en Marie Boye Thomsen, der kan gå direkte ud og få en formidabel Københavner-karriere.

30 bjerge og landskaber indhyllet i regnbuer og geometriske former. 5 x 3 meter, Det er ren rock’n’roll-æstetik, der forfiner det, som V1 og Anika Lori-folket elsker. Det er kun et spørgsmål om dage, før den første bar skal have dekoreret vinduerne af Marie Boye Thomsen. Og det sted, hvor den bar ligger, bliver den nye kødby.

Her er også udmærkede videoer. Vinderen af Juryens Pris, iranske Mani Ghodratnama, har fundet en fortællestil, der minder meget om virkeligheden, i en række videoer, hvor vi veksler mellem foretagsomhed og flygtige associationer. Det er helt Løgstrupsk i sin metafysik.

Her er også en glimrende video af den portugisiske duo Marisa Baptista og Nuno Barreiras, hvor de leger med de ord, der former vores virkelighed.

»Verden er, hvad den er, og jeg er, hvad jeg er«, repeterer stemmen i en sky af kendte udsagn fra stemmer som Barack Obama og George W. Bush.

Men man undrer sig lidt alligevel. Måske er æstetikken twistet en procent, eller også er handlingen ikke 100 procent lavet sådan før … Der er for eksempel næppe nogen, der ligesom i Shahar Marcus’ video har ladet en mand hoppe ud af et vindue for så at stoppe ham halvvejs i springet. Og det er også første gang, seks sorte balustre placeres på et bræt, ligesom i den funky skulptur af Anne Guro Larsmons.

Men … den er der ikke.

Det eneste, vi får, er endnu et par nye navne, der glider lydløst ind.

Gylden mulighed

Så endnu mere hurra for algeriskfødte Joanna Lombard, der med en aldrig før før-film fik undertegnede til at stå fikseret i samtlige 28 minutter og en god bid mere.

Vi følger en twistet familie med venner i fire scener på to store projektioner på væggen. Vi begynder med et roterende kamera i et værelse, der langsomt fyldes med børn og voksne og maling, hvorefter det hele seksualiseres, og kroppene bliver til pensler, og alt fedtes ind. Vi ryger videre til et spabad, hvor børnene først hygger, hvorefter de voksne tager over med noget heavy petting, inden de helt store barrierer skal overskrides i slåskampe og nøgenleg i en række perverterede ritualer, imens børnene er overladt til sig selv på billedet ved siden af.

Videoen ORBITAL RE-ENACTMENT er et dyk helt ind i Lombards personlige minder og en gylden mulighed for os andre til at gøre os nogle erfaringer, vi ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. I hvert fald ikke uden selskab med de sociale myndigheder.

Gid der var mere brug for dem på udstillinger som denne.

Forårsudstillingen 2011 på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København. Til den 25. april

Årets Pressefotos er motivmæssigt forudsigelige. De bekræfter alle sammen de gældende forestillinger om samfundet. De fortæller en historie om manipulation i toppen, intensitet i sporten, sjov i provinsen og kulturel og økonomisk underlegenhed på den anden side af Jorden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er motiv både i vinderbilledet af Martin Lehmann og i vinderserien hos Årets Pressefotograf Peter Hove Olesen. Begge billeder fortæller den samme historie om en mand, for hvem virkeligheden er konstrueret. I vinderbilledet er han sammen med en flok unge mænd i en ghetto, den slags møder bliver lavet for at foregive interesse i den lille mand, men som billedet så tydeligt viser, er det ikke en interesse, der falder statsministeren naturlig. Han keder sig og glæder sig til, det er overstået.

På Peter Hove Olesens billede ser vi måske også ligefrem en lille overskridelse af de gældende regler. Der findes nemlig aftaler mellem statsministeriet og medierne om ikke at tage billeder af sminke og spisesituationer, og det bør man i ministeriet måske insistere på i fremtiden. Det kan ikke være behageligt for statsministeren at blive mindet om, at han har holdt nytårstale med læbestift på.

Der er sket meget inden for de sidste 10 år. Hvor der før i tiden var mange direkte elendige billeder med, er stort set alle bidrag nu tålelige. Men tre ting har i den grad påvirket udviklingen. Det digitale kameras udbredelse, pressebureauet Magnums undergang og avisernes økonomi. Hvor det før i tiden var Magnums fotografer, der rykkede uanmeldt ud, når en krise var under optræk, er det i dag øjenvidners egne billeder, der dominerer nyhedsbilledet. Det har betydet, at pressefotograferne har måtte affinde sig med en ny rolle, nemlig som reportagefotogafer, der gennem serier af billeder taget på forholdsvis få dage har skulle fortælle en historie om den lidelse, en katastrofe har ført med sig. Og Magnums fotografer er der ikke længere råd til, så deres reportager er flyttet videre til magasiner, bøger og institutioner.

De samme formler

Årets udenlandske reportage af Carsten Snejbjerg er et glimrende eksempel på denne aktualitet, som ikke er en brændende nyhed. Hans billedfortælling om de illegale immigranter i Europa er en lavmælt og fortættet historie, der helt klart er blandt de bedre bidrag på udstillingen. Det giver næsten kuldegysninger at følge den unge gruppe på vej mod det forjættede England, fordi man i modsætning til de flygtningehistorier, der ellers typisk har præget Årets Pressefoto, kan se sig selv som menneske i dem. Man befinder sig på den anden side af hegnet. Man er med til at holde de stakkels drenge stressede, hvorimod sultne børn, der græder, kun involverer en på et langt mere abstrakt og dermed også mindre involverende plan.

Informations Sofie Amalie Klougart viser i årets reportage fra Danmark, at Dansk Folkeparti er helt som vi forestiller os dem. De afvikler deres sommermøde på Hotel Vejle Fjord i omgivelser, der leder tankerne hen på en herlig engelsk havestil, og Klougart viser os både iscenesættelsen, at de er helt almindelige mennesker, og at de er noget så frygtelig gammeldags. Vi ser for eksempel Morten Messerschmidt foran Dannebrog klædt som en gentleman fra en anden tid, hvilket måske er lidt for typisk for pressefotografiet. Fotografens personlige holdninger bestemmer, hvordan billederne bliver og hvis man er i tvivl om, at den tendens er udbredt kan man blot se de helt aktuelle eksempler med Milena Penkowa i medierne for tiden. Hvor hun før i tiden altid blev portrætteret som smuk, er fotograferne efter svindelanklagerne begyndt at forvrænge billederne, og man ser hende nu kun gengivet som en freak.

I det hele taget er det de samme formler, moduler og skalaer, der går igen. Det er alt sammen fotograferet i samme 24 x 36 format. Der er masser og masser af ren æstetik. For eksempel et fotografi af Joachim Adrian, hvor man ser askeskyen omgivet af tre heste. Det er en idé for ideens egen skyld. Her er også de klassiske handicapbilleder, hvor man skal blive slået af et par manglende ben ved for eksempel en begravelse som i Jacob Ehrbahn, der vandt 2.-prisen i konkurrencen om Årets Danske Hverdagsbillede. 2.-prisen i konkurrencen om Årets danske reportage gik i øvrigt også til lidt en kliché. Peter Helles Eriksen har som den 30. fotograf i træk besøgt den fotogene Ingolf, der bor i en forfalden campingvogn. Det ligner ungt kunstfotografi, men kan ikke så meget andet end at se slidt ud.

Årets Sportsbillede er til gengæld atypisk. Niels Ahlmann Olesen har været i Italien for at fotografere et hestevæddeløb og er kommet hjem med noget, der må være skåret ud af et større billede. Man ser hestehove og hestehoveder i angreb i et bearbejdet foto, hvor pixels er blevet trukket helt op. Det er overraskende, fordi det ellers havde ligget lige i Dansk Pressefotos ånd at give prisen til en udpint Wozniacki med solstik.

Mere arrangerede end nogensinde

Et af de få billeder, der hæver sig højt over den tunge symbolik og den drevne reportage med alle dens floskler, er Jonathan Bjerg Møllers billede af en familie fra Dhaka i Bangladesh. Her har vi fået tilføjet et lag ud over det konkrete, og fra at være en guidebog er billedet pludselig hoppet over på den skønlitterære hylde. Farverne i rummet og kompositionen indbyder til en sansning, der begynder et andet sted end i deres ansigter, hvilket netop er KUNSTENS force.

Et andet billede, der også virker før genkendelse af motivet, er Mette Frandsens billede af en tom plads i Las Vegas med en låge, der kaster en alt for lille skygge på vejen. Billedet er med i en serie, der vandt 2.-prisen i Åben Kategori, og minder os faktisk om endnu en udvikling i pressefotografiet gennem de seneste år. Nemlig de mange arrangementer. Fotografen er ikke længere fluen på væggen, men langt mere aktiv.

Fotograferne kaster skygger, både følelsesmæssigt og gennem opstillingerne, der er mere arrangerede end nogensinde før. Det virker måske tilfældigt, når koen står ude til siden, eller Thulesen-Dahl sidder på sengekanten, men i mange tilfælde er billederne langt mere gennemtænkt, end de fleste fotografer vil være ved. Og kun i ganske få tilfælde, som for eksempel i Keld Navntoftes billede af garderen, der er faldet, er det et godt billede, fordi fotografen tilfældigvis var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

I øvrigt skal Christian Als have ros for i sin æstetik at flirte med en helt anden genre. I sit billede af en nøgen model fra modeugen låner han kompositionen fra de klassiske flygtningebilleder, hvilket tilføjer en subtil reference til modellernes kropsvægt.

Men uanset hvad, så er det det rigtige billede der har vundet. Martin Ahlmanns portræt af Lars Løkke Rasmussen er det bedste pressefotografi blandt de udstilllede. Det er ikke bare teknisk godt, men har også både det held og den virtuositet, som mange af de andre billeder mangler. Vinderbilledet er mere end blot et godt og heldigt fotografi. Uanset hvor umage en fotograf havde gjort sig, kunne han aldrig have lavet det samme.

Billedet bærer både på en bid af Lars Løkkes krise, de unges ulykke, politiets skødesløshed, PET-vagtens alvor og fotografens talent. Som pressefotografi er det stor kunst.

4 stjerner

Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet. Motiverne er hentet fra Afrika, hvilket man bliver mindet om i en plakat, der også bærer titlen på hele udstillingen, nemlig Arise, Shine, Fall. Der er også andre ting og sager til skue – for eksempel falske penge. Og på nogle store stykker karton har han malet de forvredne kroppe og rene abstraktioner. Men det er de rene tegninger på hvidt papir, der er de interessante. Stilen minder pudsigt nok om den afrikanske superstjerne Julie Mehretu, der i sine tegninger også har en foruroligende og kaotisk streg. Og ligesom Mehretu balancerer Milan også imellem vildskaben i Afrika og avanceret ornamentering. Med stor effekt. Hans urolige streg tilfører et stresset element til de vanvittige ulykker og surrealistiske seksuelle referencer, der gør dem til det rene nonsens, hvis man ikke har taget brillerne rigtigt på, hvorimod han evner i motiver, der er mere afslappede, for eksempel en ø, der stiger op af havet foran en ring af skildpadder, at gøre det muligt at se det på afstand. Et konceptuelt greb har stadig taget i ham. Menneskene har kaktusser som hoveder, symbolikken er tyk, men ikke vammel. Måske lidt færre værker næste gang vil sende oplevelsen helt i top.

Arise, Shine, Fall på TTC Gallery, Gl. Kongevej 37, Frederiksberg til den 9. oktober

5 stjerner

Sydsjælland og øerne er kendt for fire ting: rockere, arbejdsløshed, social armod og samtidskunst. Hvor København befinder sig i en tilstand, som Jes Brinch på weekendens kunstmesse i Forum rammende titulerede med et banner med teksten Slow Painful Death, brillerer Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommune igen og igen med oplivende og overraskende kunstneriske tiltag.

Ender som beskuere

Kunstfestivalen Tumult er seneste overlegne skud på stammen, 21 offentlige kunstprojekter, der rangerer fra simpel belysning af roetransportbåndet på sukkerfabrikken i Nykøbing til konceptkunst, der piller ved danskheden i Olaf Rudes mest berømte malerier i Folketinget til eksperimentalformidlingsgruppeudstilling i Gåsetårnet. Men som måske mest vigtigt af alt demonstrerer, at kunsten ikke er død som katalysator for aktuelle debatter, og at den ikke er forbeholdt en lille klub af insidere. Tumult viser en række værker, der ikke kun refererer filosofiske værker af navne menigmand ikke kender, men i høj grad og meget direkte handler om lige præcis det, der fylder allermest hos de borgere, der på grund af værkernes offentlige placering – mere eller mindre ufrivilligt – ender deres dage og nætter som beskuere.

Vendt på hovedet

A Kassen har for eksempel adresseret et relevant problem på Nykøbing Falster Torv. Her brændte en bygning for år tilbage, og lidt ligesom fattige undgår at smile, opførte man en midlertidig facade for at skjule byggetomten, der ellers ville minde de tusinder af daglige gæster på den nydelige plads om en handlingslammet kommune med huller i lommerne.

A Kassen har vendt facaden på hovedet, så vinduerne i førstesalshøjde pludselig er kommet i gadeplan og åbenbarer en have af ukrudt, hvor der engang lå en stolt grillbar.

Som en udefrakommende ville man ønske lidt mere ramasjang, det er knap nok til at se, at de har vendt facaden, hvis man ikke ved det, lamperne vender måske nedad, men hvem ville ane, at de tidligere havde vendt opad? Men for en by, der føler, at kommunen har opgivet Torvet til alkoholikerne og ikke orker andet end et forkølet jazzarrangement i ny og næ, er værket både effektfuldt, men i høj grad også ydmygt og fuld af selverkendelse. Med A Kassens værk lufter nykøbingenserne deres almenmenneskelige drømme om kunstnerisk markante torveværker ved at blotte sig, der, hvor det gør allermest ondt. Forbilledligt.

Ingen visuel perle

Et andet lige så stedsspecifikt værk er Katya Sanders konceptuelt stærke halmballer Skejten-Glamour, der er beklædt med store runde spejl-pailletter. De tre fjollede halmballer ligger foran Fuglsang Herregård midt i det selvsamme oprindelige danske oldtidslandskab, som også var motiv for Olaf Rudes malerier ‘Dansk Landskab’ der i dag pryder Folketingssalen. Katya Sander har så at sige leget med halmballernes maskuline identitet for at påpege, hvordan politikerne leger med vores danske nationalitet i deres iver efter hele tiden at ville isolere det danske gen. I øvrigt er det meget slående, at Olaf Rudes berømte malerier allerede er manipulerede. De sortbrogede køer er datidens svar på nutidens motorveje. De var resultatet af et kompromis med de jyske folketingsmedlemmer, der bestemt ikke fandt noget fra sydhavsøerne specielt dansk. Kristoffer og Mette Glyholt tager fat i et af de helt store emner i Udkantsdanmark, nemlig udviklingen. De gør det ved at genopføre en del af den bro, der førte Lolland og Falster sammen i 1867, og som først blev erstattet med den nuværende lidt bredere forbindelse i 1964. Broen er ikke nogen visuel perle, 10 meter lang og kunstlet pyntet med en masse rød- og hvidstribede afspærringspinde. Men effekten er god, man ser tilbage på 1867 og tænker, at det er uendelig lang tid siden. Man ser på den nuværende bro, der har to baner mere end den gamle, og tænker på den nye Femernbro og på den udvikling, man gerne vil vende i et område, der excellerer i nedadgående grafer, og man når ikke ind på vejen igen, før man gisper et lille ‘fuck’. Strukturel udvikling er noget, der tager laaaaang tid. Et mere pseudopolitisk eller populærpolitisk projekt, om man vil, er det fjantedeHotline til udkanten af Superflex, der består af en række officielt udseende kommunale annoncer og en telefonsvarer, der gennem hypnose skal sætte os i stand til at leve med at blive glemt. Som psykoterapeuten siger mod slutningen af opkaldet på telefonnummer 54677007: »Man glemmer det selv efter et stykke tid.«

Ånd lettet op

I Superflex’ værk er udkanten en mental tilstand, der kan ramme os alle. I Mads Lynnerups ufo på den nye smarte halvtomme havnefront i Nykøbing er det blot et let kikset kunstværk, der risikerer at ramme os. Den tresidede skulptur, som skal ligne en ufo, der er styrtet mod sin vilje, kan man med møje og besvær få et kig ind i og se et par lamper og blinkende pærer, der skal gøre det ud for noget mystisk og fremmed. På en skærm kører tilmed små film af Nykøbing fra oven, Nykøbing på gågaden og lignende. De er blevet overvåget. En fremmed er kommet til byen. Er du en fremmed? Er vi alle faldet ned fra himlen? Ville det have givet mere mening at bygge den nye havnefront på Mars?

Mark Dion står bag et projekt i Gåsetårnet, hvor han har bedt sine amerikanske venner arbejde med hans indtryk fra området. Søren Lose har opført et smukt halvt hus. Dahn Vo har fået sin far til at genskrive kedelige tekster osv. Hvis det er, som Superflex ville have sagt det, tanken om at blive glemt, der gør Sydsjælland og øerne allermest desperate, så kan de ånde lettet op. Os, der elsker kunst, glemmer jer aldrig.

PS. Der er busture, man kan deltage i fra Nykøbing Station. Næste gang er det på lørdag den 25. september klokken 12 og næste gang igen er den 9. oktober klokken 12. Man kan også deltage i byvandringer på samme datoer, men klokken 11. Og i Nakskov er det den 2. og 16. oktober fra Stationspladsen klokken 11.

Tumult til og med den 24. oktober. www.tumult.dk

Kehnet Nielsen ser indad i en række nye malerier. Han har malet sit atelier igen og igen, på store og små lærreder, hvor noget er figurativt og andet er ren abstraktion, og på andre hvor det hele abstraherer. Et par lærreder, der står lænet op af arbejdsbordet går igen som motiv, og farverne er lyse, naturlige og romantiske malet i mange lag og både spartlet, klattet og skrabet.

Det virker, som om Kehnet Nielsen med sin besættelse af atelieret, som må være udgangspunktet for hans kunstneriske virke, prøver at genfinde en uskyldighed. I stedet for at bruge hele verden koncentrerer han sig om at finde poesien i sit absolutte nulpunkt, som en person, der byder kynismen trods, som om han i de tidligere malerier i virkeligheden har tvivlet, som om han ved at lukke alt andet ude kan kondensere udtrykket til noget mere essentielt, som om han vil se den dug, hans varme tilstedeværelse alene kan frembringe.

Spørgsmålet er så, om det lykkes at byde kynismen trods, eller om Kehnet Nielsens onde jeg fik ret da det påstod, at der kun er krumspring og Kirkeby light? Både og. Kehnet Nielsen har fundet frem til det, han er allerbedst til: stoflige kompositioner af pastose farver med tekster a la Les Atelier de Soulages. Men det åbner desværre ikke op for andre betydninger end de dekorative.

Motives II hos Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, København til den 9. oktober