Kan man kåre årets bedste udstilling i februar?
6 stjerner – Max Ernst, Drøm og revolution på Louisiana Museum of Modern Art, 2009
Først tænker man, åh nej, oliemalerier af en gammel stodder fra en fjern fortid. Men det tager ikke lang tid, før man går fnisende rundt. Og når man forlader udstillingen, er man høj og tænker som en anden narkoman kun på næste sviptur. Men hvor skal man gå hen, hvad skal man gøre, hvorfor skulle Louisiana også servere så ren en bane, at man aldrig mere kan blive høj af alt det andet lort!?
Man får det som kvinderne havde det med Max, man vil have mere.
Det er en skrøne, at kunst gør dig til et bedre menneske, det kan højst efterlade dig fortvivlet og forvirret, hvis det virkelig er godt, og den forvirring kan så måske en dag føre til en helt personlig erkendelse, som så måske, måske ikke, gør dig lidt mere eller lidt mindre udholdelig for dig selv at være i selskab med.
Grænseløs livsglæde
Der har dog vist sig at være undtagelser. I selskab med Max er det en civiliseret hæmningsløshed, frigjorthed og grænseløs livsglæde, der lynhurtigt smitter. Og når man i en af filmene, de også viser, hører, at han kører rundt i New York med sin nye kone Peggy Guggenheim, men at hans rigtige kone, som ikke ved noget om nogen Peggy, er på vej over fra Europa med hans billeder, så ser man hans charmerende ansigt for sig og får lyst til selv at brænde nogen broer i kunstens tjeneste.
Eller for at sige det på en anden måde, hvis Max Ernst ikke var blevet kunstner, kunne han meget vel have været Jokeren i den seneste Batman-film. Max kan bare godt lide at se lærredet brænde. Det er både analyserbart og ikke analyserbart, det er ikke et eller andet koncept, der bliver klippet langs kanterne, det er heller ikke ismerne, der styrer, det er Max, der styrer ind og ud af ismerne, det er ikke Dalis sentimentale smelteplidderpladder, det er ægte cause-rier og ren improvisation.
Maxometeret i bund
Tag for eksempel værket Max Ernst viser en ung pige hendes fars hoved fra 1927, der forestiller en surrealistisk tegnet mand, der viser et ansigt til en ansigtsløs pige foran en ø med en nedadgående sol med hul i midten. Ja, det er Arnold Böcklins ‘døde ø’, han har malet med en hjemmeopfunden teknik kaldet ‘grattage’, hvor han trykker råt træ mod den våde maling. Og ja, det er måske hans døde søster, der er den unge pige. Men uanset hvor mange referencer og krydshenvisninger man kan finde, peger det hele kun mod Max Ernst. Og så fra ham i tusinde retninger.
I værket Castor and Pollution, der forestiller to kåde unge mænd, der sidder i en båd/gryde og henholdsvis kysser og slikker på en finger, har Max fundet ansigterne i en håndbog om, hvordan man lærer at fløjte, og mon ikke titlen er en parafrase over de to tvillinger fra mytologien, Castor og Pollux? I Goddag Satan ser vi en pingvin kramme en due, og i værkerne fra 40’erne går han fuldstændig amok i new age-motiver, ekstrem ondskab, plantemareridt og utryghed. Glem Harry Potter, Iron Maiden, Metallica og den unge kunstscene, der ynder at kalde sig selv ‘evil’, når Max Ernst er ond, træder angsten så meget i karakter, så hvis CNN havde vist Den hellige Antonius fristelse blive slæbt ud af paladset i Bagdad, havde verdenssamfundet fuldt ud accepteret krigen.
Hvad er forskellen på et geni og en mester? Et geni hænger sig ikke i et mesterværk, men bliver ved med at ryste nye og store ting ud af ærmet. Hvad Max Ernst har gjort svarer til, at John Kørner havde lavet ét værk med den gule farve og så aldrig var vendt tilbage. Max levede med Maxometeret helt i bund hele livet. Velkommen til julemandens værksted. Gud kommer om en time.
