5 stjerner – ‘Se mig i øjnene’ – ny russisk fotografi, Fotografisk Center, 2010
Et billede kan muligvis sige mere end 1.000 ord, men så skal skribenten også være dårlig.
Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.
I værket Maxim with a doll ser vi en tynd dreng, der holder en dukke, i et uhumsk køkken. Han er ikke mere end seks år gammel, og alligevel ser han ind i kameraet med et intenst blik, som om han er ved at sætte én på plads. Han ser hård ud, og han holder også forkert på dukken, der vender på hovedet, som om han er ved at kvæle en legekammerat, eller som om fotografen har bedt ham holde den, og han aldrig har prøvet at holde en dukke før. Og hans krop er malet, både med Batmans hoved, flammer og Limp Bizkit på maven.
Det, som er så svært at beskrive, og som også opleves smertefuldt, når man betragter billedet, er umiddelbarheden, som både understreges af, at det er et barn, og af at Mokhorevs børnebilleder alle er af russiske børnehjemsbørn, hvilket giver det en dyrisk dimension. Vi er helt tilbage ved naturens umiddelbarhed, den reneste form for liv, der findes, zen eller stadiet lige efter den rene væren.
Der er ingen tvivl om, at Maxim har haft en ukærlig opvækst. Han bærer sin krop som en voksen, han er mistænksom, såret og på vagt, men han ved det ikke selv! Han befinder sig på det stadie, nogle ville kalde den selvforglemmende åbenhed, stadiet før den bevidste opmærksomhed træder til.
Men vi kan læse barnet! Vi ved næsten, hvor det ender, vi ved, hvor ondt det kommer til at gøre, og vi lider med ham. Så køn og uskyldig og alligevel allerede dømt.
Langt fra idealerne
I et andet værk ser vi en dreng hvile hovedet på et klavers tangenter. På nodestativet står en børnetegning, og i fokus er hans runde ryg, der transcenderer til en genstand, der hører noget andet til. Og igen minder det os om, hvor langt vi er kommet fra idealerne. Mokhorev fanger den umiddelbarhed, vi jagter hele livet, vi arbejder vores fritid væk for at kunne slappe af med børnene, tager på ture for at finde os selv, læser bøger om at meditere og udleverer vores inderste på tv, og det er kun en begyndelse; det er alle de pokkers TANKER, der ødelægger det hele. Følelser skal dechifreres. Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.
Det er også derfor argumenternes dage er talte. Det er mange lag siden, den slags banaliteter virkede. Og hvis vi endelig skal være umiddelbare, så hedder det flow, og så kan det højst blive en del af taktikken at tømme sindet for at få det operative niveau til at flugte med det strategiske.
Mokhorev stopper ikke her. Han smækker zen endnu hårdere i fjæset på os ved at pakke det ind i liderlighed og russisk folkesjæl. Kroppene er lige til at kaste sig over, børnebillederne på kanten af noget pædofilt og de komponerede voksenbilleder af familier, han følger i årevis, dybt erotiske.
Vi er helt ude på savannen, hvor vi åd, når vi var sultne, og knaldede, når vi havde lyst. Nu knalder og æder vi strategisk! Det er jo ikke til at holde ud. Og når Mokhorov så oven i købet skyder det i faldefærdige russiske bygninger, der minder os om et folk, der er parate til at kaste sig i døden for deres overbevisning. En overbevisning? Hvad er det? Hvornår kommer det på mode? Måske jeg kan skrive en statusopdatering om det på Facebook.
Mokhorevs billeder kan kun beskrives med ét eneste ord: tomhed. For hvis billedernes umiddelbarhed virkelig skulle have noget med livet at gøre, så er vi alle sammen tættere på ikke at eksistere, end vi tror.
