Archive for the ‘5 stjerner’ Category

Er vi overhovedet i live

onsdag, juni 30th, 2010

5 stjerner – ‘Se mig i øjnene’ – ny russisk fotografi, Fotografisk Center, 2010

Et billede kan muligvis sige mere end 1.000 ord, men så skal skribenten også være dårlig.

Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.

I værket Maxim with a doll ser vi en tynd dreng, der holder en dukke, i et uhumsk køkken. Han er ikke mere end seks år gammel, og alligevel ser han ind i kameraet med et intenst blik, som om han er ved at sætte én på plads. Han ser hård ud, og han holder også forkert på dukken, der vender på hovedet, som om han er ved at kvæle en legekammerat, eller som om fotografen har bedt ham holde den, og han aldrig har prøvet at holde en dukke før. Og hans krop er malet, både med Batmans hoved, flammer og Limp Bizkit på maven.

Det, som er så svært at beskrive, og som også opleves smertefuldt, når man betragter billedet, er umiddelbarheden, som både understreges af, at det er et barn, og af at Mokhorevs børnebilleder alle er af russiske børnehjemsbørn, hvilket giver det en dyrisk dimension. Vi er helt tilbage ved naturens umiddelbarhed, den reneste form for liv, der findes, zen eller stadiet lige efter den rene væren.

Der er ingen tvivl om, at Maxim har haft en ukærlig opvækst. Han bærer sin krop som en voksen, han er mistænksom, såret og på vagt, men han ved det ikke selv! Han befinder sig på det stadie, nogle ville kalde den selvforglemmende åbenhed, stadiet før den bevidste opmærksomhed træder til.

Men vi kan læse barnet! Vi ved næsten, hvor det ender, vi ved, hvor ondt det kommer til at gøre, og vi lider med ham. Så køn og uskyldig og alligevel allerede dømt.

Langt fra idealerne

I et andet værk ser vi en dreng hvile hovedet på et klavers tangenter. På nodestativet står en børnetegning, og i fokus er hans runde ryg, der transcenderer til en genstand, der hører noget andet til. Og igen minder det os om, hvor langt vi er kommet fra idealerne. Mokhorev fanger den umiddelbarhed, vi jagter hele livet, vi arbejder vores fritid væk for at kunne slappe af med børnene, tager på ture for at finde os selv, læser bøger om at meditere og udleverer vores inderste på tv, og det er kun en begyndelse; det er alle de pokkers TANKER, der ødelægger det hele. Følelser skal dechifreres. Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.

Det er også derfor argumenternes dage er talte. Det er mange lag siden, den slags banaliteter virkede. Og hvis vi endelig skal være umiddelbare, så hedder det flow, og så kan det højst blive en del af taktikken at tømme sindet for at få det operative niveau til at flugte med det strategiske.

Mokhorev stopper ikke her. Han smækker zen endnu hårdere i fjæset på os ved at pakke det ind i liderlighed og russisk folkesjæl. Kroppene er lige til at kaste sig over, børnebillederne på kanten af noget pædofilt og de komponerede voksenbilleder af familier, han følger i årevis, dybt erotiske.

Vi er helt ude på savannen, hvor vi åd, når vi var sultne, og knaldede, når vi havde lyst. Nu knalder og æder vi strategisk! Det er jo ikke til at holde ud. Og når Mokhorov så oven i købet skyder det i faldefærdige russiske bygninger, der minder os om et folk, der er parate til at kaste sig i døden for deres overbevisning. En overbevisning? Hvad er det? Hvornår kommer det på mode? Måske jeg kan skrive en statusopdatering om det på Facebook.

Mokhorevs billeder kan kun beskrives med ét eneste ord: tomhed. For hvis billedernes umiddelbarhed virkelig skulle have noget med livet at gøre, så er vi alle sammen tættere på ikke at eksistere, end vi tror.

Det er de andre, der tager fejl

onsdag, juni 30th, 2010

Politisk udstilling trækker især bukserne af den øvrige kunstscene

5 stjerner – Thierry Geoffroy/Colonel: ’Artistes De Garde’ på Galleri Poulsen, 2009 – 2010

Lige så fantastisk Thierry Geoffroy aka Colonel er, når han folder sig ud i sine Critical Runs, Emergency Rooms og andre performancekoncepter, lige så forfærdelig er han, når han prøver at gebærde sig på den traditionelle kunstscene med fysiske værker og ophængninger.

En lille indrammet note fra Politiken om at »hver femte frygter terror, når de flyver« er typisk for udstillingen. »Terror er god for klima«, har Thierry tilføjet med kuglepen. Altså et lille finurligt indgreb, der på pubertær vis vender tingene en lille smule på hovedet og ikke afslører meget andet, end at manden ikke er indfødt. Det er nuttet, uden humor og ikke ligefrem æstetisk i balance. Men der skal meget mere til for at pille Thierry af listen over Danmarks vigtigste kunstnere. Den del af udstillingen, der kan ses nu, er Thierrys evaluering af COP15 og trods alt for størstedelens vedkommende artefakter, der kan linkes direkte til hans egentlige virke.

Et af Thierrys væsentligste bidrag til samtidskunsten er påmindelsen om, at det ikke er kunstens spillerum, der forhindrer, at den tager aktuelle samfundsproblemer under behandling. Når samtidskunsten igen og igen virker distanceret fra det omgivende samfund, er det derimod en kombination af tidens krav om produktion og kunstnernes samfundsmæssige indsigt, der begrænser dem, og intet andet. Løkke-metaforen om livet som en fabrik, hvor der skal produceres, optimeres og sælges, er så at sige kommet i vejen for at turde sætte sig selv på spil og deltage aktivt i debatten. For er der noget, der kan skræmme kunderne væk, er det kritik, kant og uenighed.

Dagsaktuel kunst

Artistes De Garde åbnede den 4. december som et sted, hvor der hver dag skulle frembringes kunst, der handlede om noget dagsaktuelt og kun fik en levetid på 24 timer. Mange kunstnere og flere aktivistgrupper deltog, blandt andre Yes Men, der brugte stedet som filmstudie til en prank med Canada. Resterne af det projekt, en falsk udgave af Bella Centers ’Plenary Room’, kan stadig ses.

De værker, der ellers er ladt tilbage, er alle af Thierry. Et af dem, We are ab-stract, med et fotografi på en bølget tagplade, der forestiller en løbende og filmende Thierry, og et print af det lange manifest for Critical Runs, handler om de berømte løbeture, hvor folk debatterer imens, hvilket både giver en glimrende simulation af nødvendigheden af at debattere, det får vores hjerter til at banke og sveden til at løbe, samt af den strenge nødvendighed ved at debattere, fordi problemerne er så store, at vi er nødt til at løbe, enten for at komme væk eller for at nå at løse dem. Og som altid i Thierrys værker indeholder de et element, der forvolder stor kvalme hos eliten. De kan ikke lide kunst, der er politisk aktuel, de kan ikke lide kunst, der ikke er gearet til et salg, og de kan i hvert fald heller ikke fordrage at bevæge sig hurtigt. (Hvilket Thierry pudsigt nok har lavet en meget intern tagplade om i værket Expose Destroy, hvor forbrugerismen og klimaet kobles elegant sammen med kunstsamleri gennem billeder af møbelklassikere på indlandsisen i reklamer for 3 Falke Møbler, der har den kendte samler Ole Faarup som ejer).

Thierry demonstrerer i Artistes De Garde, at man sagtens kan tage livtag med noget aktuelt uden at ende som Kørner, der prøver at være politisk og neutral på samme tid. Og i den forbindelse cementerer Thierry, at de selvcensur-frygtende politikere kan ånde lettet op. De skal ikke være bange for, at relevant kritik af muslimer skulle blive holdt tilbage. Det er helt andre boldgader, i hvert fald billedkunstneres kritik bevæger sig i.
Et andet bed, Thierry pisser på, er det, hvorunder en af de romantiske forestillinger om kunstneren er begravet. For Thierry lever faktisk sit projekt. For ham er kunsten ikke en karrierevej, det er ikke en identitet, han har tilvalgt, det er noget, han er født til.

Men upåvirkelig er han selvfølgelig ikke. Om han vil det eller ej, er han også med i de kollektive drømme om institutionens anerkendelse, hvilket ses i værket Strategic activism, hvor han fuldstændig lader sin ellers så kølige distance vige ved mødet med den danske kongefamilie. Det er faktisk lidt kvalmende at se på. Men Thierry er vel også kun et menneske. (Selv om han er halvt fransk)


Sejren er af træ

onsdag, juni 30th, 2010

5 stjerner – ‘Træet’ på Fuglsang Kunstmuseum, 2009

Sydkoreanske Myoung Ho Lee har fotograferet et træ, så det er en ren fornøjelse at se på. Han har på vanvittig manér, det er næsten perverst i sin umiddelbare unødvendighed, rejst et mindst 20 meter højt hvidt lærred bag træet, den slags halsbrækkende stunts kræver både lastbiler og kraner, hvorefter han har fotograferet det på afstand, så det udvalgte træ på den hvide baggrund befinder sig præcis midt i det store billede af en mark med sne og træer. Det er stor, stor kunst. Let at nyde, originalt og finurligt, ja selv rent formelt virker det tiltalende med en hvid kasse i midten omgivet af et landskab omgivet af en hvid ramme.

En udstilling om træer kan gå to veje: Enten kan vi lære noget om træer, eller også kan vi bruge træerne som løftestang til at trænge ind andre steder. Og her er træet ikke ueffent. Træer overlever os. Medmindre vi selvfølgelig slår dem ihjel først. De har rødder. Stammer. Grene. Frugter. Der er frit valg fra den store metafor-bog, hvor træet dog har haft konkurrence gennem årene, senest fra nettet og før det fra scenen.

Heldigvis er udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum mere avanceret. Tyske Thomas Struths tre fotografier kaldet Paradis taget i en tæt skov eller jungle omslutter os på en meget voldsom måde. Der er ikke noget sociokulturelt over fotografierne, det er ren rå natur som i kaos, der med titlerne in mente minder os om, at vi bare ikke har det i os. De andre religiøse floskler er gået rent ind, især alt det pis med et liv efter døden og vores kære i Himmelen, men paradis har aldrig fænget. Vi har måske en dødsangst, der kan forveksles med, at vi gerne vil leve evigt, selv om de færreste af os nok orker det, men vi bærer ikke drømmen om Edens Have.

Den oprindelige natur, den omsluttende natur, paradis, er lige så meget døden, som det er livet for os. Hvilket uundgåeligt fører os frem til at kaste et blik ud af Fuglsang Kunstmuseums vinduer, der præsenterer os for det smukke danske kulturlandskab og den grumme sandhed, at vi aldrig har villet paradis, vi har i stedet erobret det land, det skulle have ligget på og skabt vores egen idealverden, fjernt fra naturen og det oprindelige. Vi har vundet over paradis! Hurra!

Jungle på fire vægge

Der er selvfølgelig også noget meget meditativt over al det træ, hvilket tyske Julian Rosefeldt rammer som et militant opbygget Inger Christensen-digt i sine fire videoer fra regnskoven, der omgiver en på alle rummets vægge. Kameraerne panorerer hen over skoven, pludselig falder der et træ, i baggrunden et mylder af piblen og kriblen og så endnu et træ, der styrter mod jorden, inden regnen falder tungt. Rosefeldt vil gerne give os dårlig samvittighed over ulovlig skovhugst, men lyden af træerne, der rammer jorden er simpelthen for fed til, at man gider blive ked af det.

Finske Sanna Kannisto arbejder med kultiveringen af naturen ved at iklæde sig videnskabens skæg og blå briller og begive sig ud i regnskoven. Det er lidt kedeligt, men som teksten ved siden af hendes fotografier fortæller, så »minder de os om vores egen flygtighed og forgængelighed« og de »holder naturens kaotiske og påtrængende nærvær på afstand«.

Hvad fa’en er det for noget at skrive på et kunstmuseum?! Den slags ævl kan man måske læse i en højpandet avisanmeldelse af en anmelder, der burde være blevet skolelærer, men de skal da ikke fortælle os på museet, hvad vi skal føle!

Som grønspættebog

Oliver van der Bergs værker i træ er også irriterende. Han har fremstillet et stjerneteleskop og en masse mikrofoner i træ. Og nej, det er ikke det materiale, man normalt fremstiller stjerneteleskoper og mikrofoner i. Og ja, det er et af de greb fra kunstens grønspættebog, man kan benytte sig af, hvis man virkelig ikke kan finde på andet. Dog skal Morten Steen Hebsgaard have ros for sin Forgery on Forgery, hvor han har skåret en billig skammel ud af et gammelt empirebord og byttet rundt på de to materialer. Det er vildt syret og må virke voldsomt provokerende på Lollands adel.

Det mest romantiske værk er også udstillingens bedste. Ja, måske et af årtiets bedste kunstværker.

Thomas Demands meget store Lysning ligner et fotografi af en skov, men er i virkeligheden en skov lavet af papir, monteret i et studie og belyst af en meget stærk pære. Fremstillet i blod, sved og tårer under urimelige fysiske forhold, (270.000 blade klippet ud i papir og farvet med otte forskellige slags grøn, av) forestillende det magiske øjeblik, hvor lyset bryder igennem. Mere indbegrebet af romantik kan det ikke blive, og selv om de kloge siger, at man ikke kan græde til kunst, så kunne man måske gøre en undtagelse.

Når ingenting er alting

onsdag, juni 30th, 2010

5 stjerner  - Emil Salto: Mute Science hos Henningsen Contemporary, 2009

Man er absolut mystificeret ved første kig. En række fotografier med samme sort-hvide motiv fylder galleriets vægge. Størrelserne er forskellige, og motivets placering i fotografiet varierer også, men det er de samme firkantede kasser, der går igen. Kasserne ligger som ringe, der bliver mørkere og mørkere, indtil den inderste bliver sort.

Det ligner Josef Albers, men hvor den tyske Bauhauskunstners berømte hyldest til firkanten handlede om, hvordan farver tager sig ud forskelligt, alt efter hvilke farver de opleves sammen med, holder Salto udelukkende sine firkanter i grå toner.

Firkanterne virker også håndholdte, de er både rystede og asymmetriske. Men det mystiske består i, at det tydeligvis er fotografier, hvorfor man undres over, hvor pokker han har fundet motivet.

Svaret er enkelt. Der er ikke noget motiv, der er heller ikke noget kamera, der har taget billederne, det hele er foregået i et klassisk mørkekammer, som man kendte dem fra folkeskolen, og udelukkende ved brug af lys, kemikalier og fotopapir. Billederne er altså ren proces uden indhold, hvor indholdet er processen.

En labyrint af proces

Lyder det velkendt? Christiansborg anno 2009? Medierne anno i dag? Mennesket anno nu? Virkeligheden er fuldstændig underordnet, og selv om vi alle kan se, at den er rivravruskende gal, fortsætter vi vanviddet i en labyrint af proces. Politikerne hyldes for deres teknik, journalisterne giver stående ovationer for retorik, medier ved godt, hvem der lyver, og hvem der lider, men formen hedder nyheder med markør, translatør og aktør. Jorden kan gå under, men hvis Gud har husket at bogføre alle bilag korrekt, er der ingen, der skriver om det. Mænd bruger deres koner som spejl for at kunne sammenligne sig med deres værste mareridts vrangforestillinger om et liv, der ikke var levet forgæves. De gamle sidder og rådner op på plejehjemmene. Klimaet smelter, og befolkningen tror helt alvorligt, at alle mennesker i den rige del af verden vil omlægge deres liv radikalt for måske engang i fremtiden at redde de fattige. Vi har et folkeparti, der åbent og ærligt fortæller, at de ikke tror på videnskaben, men får stor folkelig opbakning for deres forsvar for det sekulariserede samfund. Vi har bog- anmeldere, der sabler Knud Romer, når hans selvbiografiske roman ikke kan slås efter på Krak. Vi er …

Hey boyz, stop engang. Slap af. Vi er måske lidt forvirrede. Vi skal bare lige vænne os til det. Der er intet, der er virkeligt. Der er ingen, der giver sig ud for at være, hvem de er. Fiktionen er en del af os. Vi har forladt virkeligheden for mange år siden. Vi har måske aldrig været der.

Der findes til gengæld et rum midt imellem, en indre manipulerbar kommandocentral, hvor det, vi kalder virkeligheden, redigeres. Her sidder Emil Salto og fortæller os, at der findes en virkelighed uden for virkeligheden, der er præcis lige så virkelig. Han sidder på den anden side, den side, som vi ser næsten alt igennem, men han gør en dyd ud af ikke at bevæge sig ud af flækken. Han sidder helt stille og klipper i ingenting, fordi ingenting betyder lige så meget som alting.

Og så er vi tilbage ved det mystiske motiv, det uendelige flimrende lag på lag på lag, der gentager sig, til alt bliver sort, menneskets historie kort fortalt. Og hvem fortæller den bedre end den kunstneriske ånd, og hvem er løsrevet mest fra virkelighedens manipulerende krop, det er Emil Salto. Det, vi tror er virkeligt, har altid senere vist sig at være løgn. Sandheden om samtiden skal nemlig findes et helt andet sted. Mute Science er et godt sted at begynde.

Papir glaskugle sod

tirsdag, juni 29th, 2010

Engelske Ryan Gander har kreeret en minimal, original og meget dybsindig installation om sine tanker om papir og ideer

5 stjerner – ‘Paper Show’ hos David Risley Gallery, 2009

Et lille stykke gennemsigtigt papir i en stor glaskugle placeret tæt på en blank sort konvolut med en blok papir. To åbenlyse modsætninger, den tykke blok vi aldrig får at se, og det tynde stykke papir vi kan se igennem, mens vi ser hele rummet i kuglen. Engelske Ryan Gander har kreeret en minimal, original og meget dybsindig installation om sine tanker om papir og ideer. Vi er ikke så langt fra Ronald Bladen, der opfandt minimalismen, men i virkeligheden var romantiker. Han udtalte også en gang, at hans værker skulle være fortættede og stadig have et helt drama i sig. Sådan har man det også foran Ganders Flashes of Beautiful thinking. Der ligger ikke andet end uformelle tanker og drømme og presser på for ikke at trænge igennem noget som helst til stor frustration og fortvivlelse for publikum.

Jack Vickridge finder renhed og sanse-erotik de særeste steder, nu med et stykke gipsplade han har nusset med vandfarve og kridt. Det ser vidunderligt følsomt ud.

Henry Krokatsis har tegnet en lidende hellig nonnelignende kvinde med sodet fra et stearinlys! Han har simpelthen holdt papiret over flammen og malet med røgen. Overlegent.

Ligesom norske Ane Mette Hol, der er helt ude at prøve vores kunstmachocistiske grænser med tegninger af tomme sider papir, der har kørt igennem en printer. Hun får Judd til at fremstå barok. Hun søger efter det punkt, hvor ingenting bliver til ingenting. Hun tegner ingenting, hun bruger tid på ingenting, hvis tomme A4-sider ikke er det absolutte nulpunkt, så står verden ikke længere. Det eneste man aner er svage spor efter printeren, der har kørt papiret igennem. Tegnet af Hol. Nu mangler vi blot en køber, der vil fuldbyrde værket og give den endelige blåstempling af kunstneren som offer for det totale idioti. Der er 21 værker i alt. Spørg efter en forklaring hos manden med skægget.


Velkommen i bolsjebutikken

tirsdag, juni 29th, 2010

En hyggelig og smart udstilling om toppen af den internationale nutidskunst

5 stjerner – The World Is Yours på Louisiana, 2009

Over Louisianas hovedbygning står titelværket The World Is Yours skrevet med gammeldags pærer, så det ligner et lalleglad udsagn fra et cirkus, hvilket bestemt ikke gør det mindre absurd. Værket af norske Gardar Eide Ejnarsson fortæller nemlig alt om den skandinaviske selvforståelse i en verden, hvor 95 procent af befolkningen er afskåret fra al rejseaktivitet. Tænk blot, hvis Gardar var tysker, værket ville end ikke være blevet tænkt.

I Shilpa Guptas banegårdsværk Flapboard er det ikke så meget MIG og OS, der bliver talt om, men HER. Et elektrisk skilt, der normalt ville have fortalt os om afgangstider og destinationer, er nu placeret for enden af den lange gang, der fører ind til Lousianas samtidskunstudstilling. Og nej, der står ikke lukketider, men hvad der virker som tilfældige udsagn fra Guptas hverdag. Han ser fjernsyn. Han føler ikke noget for dem, der dør. Osv. Og fortæller os en fin lille historie om kunstmuseet som afgangshal for indre rejser.

I værket Singing Cloud, der består af hundredvis af mikrofoner som et interaktivt værk gange tusind, formet i en sort sky, leger Gupta med formen, her har vi en skulptur, hvordan kan jeg gøre det bedre? Men indeni skyen er der placeret en højttaler, så man kan høre forførisk snak og sang. Altså et hyggeligt lille billede på et regnvejrstungt demokrati, der praler af at lytte, men i virkeligheden er lumsk dikterende.

Simon Dybbroe Møllers tre gardiner til tre museer er streget over i tre forskellige farver med en typisk Henry Moore-streg, der passer fint til titlerne No more Moore og i formater, der passer til museernes vinduespartier ud mod deres skulpturer af netop Henry Moore. Og jo, man kan da godt trække på smilebåndet, Louisianas gardin ligner en sød lille småborgerlig mursten i forhold til Neue Nationalgaleries imposante megagardin, der ikke engang kan være i Louisianas højloftede lokaler, men slænger sig hen ad gulvet. Dybbroe Møller vil gerne have os til at tænke på ham som farlig, når han sådan siger fra over for en af de gamle mestre, men han inddrager ikke en sekundær virkelighed og falder til jorden som et selvfedt gimmick.

Helt galt står det til med mexicanske Rafael Lozano-Hemmers radioværk, der er lavet ud fra devisen, at hvis ideen er sjov, og formålet er sløret, så må det være kunst. Ved at bevæge sig foran et par store lamper laver man skygger på en væg og vælger dermed kanal på en radiomodtager. Lyden af skrat, musik og snak er ikke interessant, og teknikken er ligegyldig, så det må være handlingen, vi skal se nærmere på. Altså at mine små bevægelser har forbindelse til en stor virkelighed, når jeg blokerer for lyset? Man må formode, at Rafael gerne vil dykke ned i et pikant overvågnings- eller tekniktema, men ender højst med en søgt rebus over islamistisk terrorvirksomhed eller det der er værre. Ryk direkte i Eksperimentarium.

Høflig og smart

Olafur Eliasson er også helt ude i hampen med sin isklædte nedfrosne super-BMW, der skal give os dårlig klimasamvittighed. Havde det været en kommentar til Gernes’ sponsorkunst fra 1970, hvor han lod Citroën få pladsen på selvsamme museum, havde det været genialt, men nu er det bare et upræcist værk om den globale opvarmning. I øvrigt skulle drivhuseffekten udskyde en kommende istid ifølge forskerne, men hvad gør en smule pædagogisk gak for en international stjerne, når æstetikken kører og ideen med at stoppe folk ind i en fryser gør, at alle husker ham. Lidt samme taktik Lars Larsen havde i sine tidlige reklamer. Platte, men svære at glemme.

Det er umuligt at komme igennem alle værkerne. Man skulle have arbejdet for Weekendavisen. The World Is Yours får det i det hele taget til at klø i skrivefingrene. Mircea Cantors utroligt smukke demonstrationsvideo. Emily Jacir, der gennem kontaktannoncer har forsøgt at generobre Vestbredden. Douglas Gordons underligt cool installation. Corey McCorkleys snorkende kedelige spejlvæg osv. Man kunne have brugt et helt tillæg! Det er ikke en hardcore kurateret udstilling, men en bred vifte af nutidskunst til et bredt publikum, der gerne skulle gøre det klart for alle, at kunsten i toppen af den internationale liga ikke er et universelt sprog, men en relativ harmløs metode, der kan benyttes frit af kvikke mennesker over hele Jorden til underholdning og hyggereflektion. The World Is Yours er ikke modig, men høflig og smart.


Smukt og ondt

tirsdag, juni 29th, 2010

5 stjerner – Gardar Eide Einarsson: ’Dog-Whistle Politics’ hos Nils Stærk, 2009

Indrømmet, med hang til minimal maskulin kunst er det umuligt at se på Gardar Eide Einarssons værker og bedømme dem objektivt. Gardar er poesi for dræbere, det er Gardar, der mobber Sergej Jensen i malerhimlen, det er så pissefølsomt og samtidig så phoney med sin ’blodige’ tegneseriegestik, at man er ved at tude. Skal man sige noget grimt om nordmanden, kan man måske indvende om de sort og hvid-stribede trafikkegler i bronze, at de er en smule karikerede.

Hele projektet handler om den magt, der ligger og gemmer sig i symboler og former, og blot trekvart forbogstav fra Nixons valgplakat fra 1968 fortæller så rigeligt en historie, der både er smuk og ond.

Ondskabsfulde småperfide stikpiller

tirsdag, juni 29th, 2010

Lars Bent Petersen er vred i sin retrospektive udstilling på Overgaden

5 stjerner – Lars Bent Petersen, ‘Drømme, løgne og andre arbejder, værker fra 1988 – 2009 på Overgaden’, Overgaden Neden Vandet 17, København til den 25. oktober¨

Modernismen havde en venindegave med, og da flasken pegede på kunstnerne, kan de i dag som noget ganske enestående tage en genstand og fortælle, at den er mere, end den er.

Men det kræver mod at besjæle. Når Lars Bent Petersen køber 25 stykker farvet karton og hænger dem på en væg og betitler det ‘Jeg har besluttet mig for at være lykkelig på trods af en til tider følelse af afmagt’, er der ingen, der fortæller ham, at han er kunstner. Det er også ham selv, der uden at trække på smilebåndet skal lægge en halv frisbee oven på en hel frisbee. Det kræver en selvtillid, som kun ganske få danske kunstnere har, hvorfor de frisker genstandene op med luftig gestik, flotte farver, meningsløse referencer og letkøbte budskaber og historier.

Dybfølt kritik

Lars Bent har placeret fem dråbeformede bronzeskulpturer på træstubbe og en på gulvet. Det ligner de store dråber kviksølv, som vi legede med som børn, det var fedt, fascinerende og herligt sundhedsfarligt at lade dem rejse i håndfladen.

Dråberne ligner brystimplantater, silikonekasser, bonuspatter eller burkastoppere, om man vil, de ligger og frister i deres perfekte bløde former og er bestemt ikke mindre appetitlige i bronze.

Det er selvfølgelig for meget at lægge dem på træstubbe, som om vi ikke fatter pointen med det naturlige som en skulptur og det skred, der er sket, men Lars Bent er hæmningsløs, han har det ligesom Kirsten Hammann, der skrev en bog om u-landene, fordi hun ikke kunne klare det mere, hun kunne simpelthen ikke forstå, at vi kan leve og hygge os, når andre folk lider. Lars Bent kan ikke forstå, at en kvinde kan modtage en hånds begærlige hyldest, når det i virkeligheden er en på dankortet indkøbt skulptur, der nusses. Så hvad er det, Lars Bent har at tilbyde sine udvalgte genstande? Hvori består den sjæl, han pumper dem med? Lars Bent er leveringsdygtig i dybfølt kritik på en sjældent ivrig, hårdtslående og til tider også underfundig, men aldrig ironisk måde. Han tager poesien og metafysikken fuldstændig alvorlig. For eksempel i flagene, der hænger fra loftet og er henholdsvise gule, blå, grønne og røde. Et flag er normalt i flere farver med et simpelt mønster. Ligesom politikerne foregiver at være nuancerede. Hvis Lars Bent var dommer, ville han have skudt de skyldige. Hvis han var et instrument, ville han være en økse. De fire flag er et atypisk hårdt statement i en tid, hvor kunsten er svær at relatere til noget uden for institutionen. Lars Bent mener ikke, at magten er nuanceret nok. Ligesom hans parodi på informationssamfundet med neonværket ‘Your feelings are wrong’ også er noget voldsom.

Også lidt til Fru Grethe

Det er populært at spørge, om Fru Grethe ville få noget ud af det, vil hun blive udfordret, provokeret og rystet i sin grundvold, så hun vil efterlade sit gamle jeg på Overgaden og træde ud i en ny bedre ham med færre sygedage, højere kompetenceramme og øget udholdenhed på arbejdsmarkedet?

Det vil hun nok ikke. Men titlen på værket med de 25 kartonfelter ville nok få hende til at tænke på Ole Henriksen, som har fortalt, at lykke er en holdning, og hun vil nu nok synes, at værket ser lidt billigt ud, måske lidt som hendes eget hjem eller spejlbillede, og måske ville hun blive ked af det og begynde at græde. For hvad er det, Lars Bent egentlig siger? At den lykkelige slet ikke er lykkelig, at det blot er noget, vedkommende har valgt? At genstanden ikke er mere, end den er? Siger han, at det dejlige demokrati, vi har med politikere, der vil os det bedste og kun sender ting i udvalg, fordi de ikke føler sig rustede nok til selv at træffe en beslutning, i virkeligheden er en illusion? Hvilket foruroligende værk, Lars Bent trækker simpelthen bukserne af den sjæl, han selv har fyldt kartonen med. Han gør nar af det, han selv laver. Men forstår Fru Grethe det? Nej, en, der ikke er vant til opera, kan heller ikke forstå, at Paul Potts ikke er den bedste. Lars Bent kræver en hel del øvelse, men er alligevel ikke helt spildt på Fru Grethe, for selv om hun ikke kan tolke det, hun føler, er hendes sanser ikke uberørte. Lars Bent er hendes sansebørste. Lars Bent har nusset hende. Han har scoret Uruguays mål til 1-6 i 1986 i hende, og selv om rumlen i maven ikke giver mening, tænker hun måske alligevel på den halve frisbee, næste gang magthavernes inkompetence gør hende fortræd. Og hvem ved, hvad sådan en lille kortslutning kan føre med sig.

Den nye avantgarde

tirsdag, juni 29th, 2010

5 stjerner – The Eye in the Door, Kunsthallen Nikolaj, 2009

Hvorfor ikke lade to helt ens film afspille på samme tid, den ene forlæns og den anden baglæns, skiftevis fra klip til klip? For hvad sker der så, når man er præcis halvvejs, så smelter de to film sammen, inden de flimrer hver til sit til lyden af en hårdt spillet lilletromme! God idé, men når Jeannette Ehlers insisterer på at lade det gå ud over en film, hun selv har optaget med et par, der ligner pausedansere fra Damhuskroen, der spiller sig gennem mere eller mindre erotiske passager fra kunsthistorien, så ender den gode idé som en smeltet klat smør på det skakternede gulv i mor klichés køkken. Er det kunst, eller er det reklamebureauet Mensch, der manipulerer jyske marketings- direktører med helsides- annoncer i Børsen, der præsenterer åndede vuffelivov-banaliteter forklædt som vid og mod? Der findes et ord for ideer uden indhold. Man kalder det ‘tricks’.

Men det bliver meget bedre i Nikolaj Kirke. Et lille delikat og yderst virtuost videoværk af Lui Mokrzycki viser 100 versioner af den samme mandsperson, der i et smalt hvidt rum gør tilløb til at hoppe og baske som en ørn, men klippet så man først ser de mange tilløb, så afsættet … Og ja, han kan flyve. Fake it ‘till you make it.

The eye in the door, som udstillingen hedder, er kompleks. Paul Pfeiffer har klippet solopgange og solnedgange sammen, så man får en hel sol med en vandrende horisont. Og Omer Fast har fundet en museumsby i USA, filmet husene og interviewet tre af de skuespillere, der til daglig arbejder som 1700-tals indbyggere i byen. Filmen er delt i to og vist på hver sin side af en stor skærm.

Galskab og skønhed

Pfeiffers sol er ren psykopati. Titlen Morning after the Deluge refererer til et værk af Turner, hvor han maler et motiv fra sit øje efter at have stirret på solen. Turner havde næppe nogen anelse om, hvad han havde gang i, ligesom der næppe heller er nogen mening med Pfeiffers værk, men galskaben og skønheden er slående. Der er intet skønnere og mere værdi- og symbolladet end en solopgang og en solnedgang, og at lægge dem sammen er så oplagt et godt påfund, at man automatisk hæver hænderne for at kunne forsvare det, hvis Jeannette Ehlers skulle dukke op med noget pynt. Blot det at se, hvordan horisonten pludselig bevæger sig i forhold til solen og ikke omvendt, bringer én i en pudsig ekstatisk tilstand, der minder lidt om den stemning, der er typisk ved hiphop-koncerter og andre løsslupne arrangementer. Go sun! Go sun!

Omer Fasts værk, God- ville, på de to skærme er modbydeligt og udmattende. 50 minutter er lang tid i en seng med en dejlig dame. I selskab med tre skuespillere, der taler om deres historiske roller og om deres egne liv som skuespillere, er det direkte angstfremkaldende.

Og her kunne man snildt tilføje en kommentar til hele debatten om Mikkel Bolts bog om den døde avantgarde. Mikkel Bolt mener, at kunsten skal helbrede og forandre mennesket. Det er store krav, som kunsten aldrig har opfyldt. Et kunstværk har altid kun været en bums på menneskeheden, som man kan dissekere og bruge til at fremlægge en diagnose. Nogle bumser er så tættere på hjertet end andre.

Omer Fast har for eksempel en direkte vene til vores historiske bevidsthed, når han først interviewer en sort mand i hans rolle som slave og bagefter som en skuespiller i dag og klipper det sammen, så tiden helt bogstaveligt flyder sammen. En herskabelig kvinde taler om sin genstridige hverdag og døde unger, og pludselig og meget ubehageligt ophører tiden som lineær, og det går op for os, at vi ikke er kommet videre, vi er de samme lusede oprejste aber, som vi altid har været.

Der er ingen tvivl om, at virkelig gode kunstværker som for eksempel Pfeiffers og Fasts har en stemme, som folket kan forstå, men forventningerne til, hvad stemmen siger, er åbenbart forskellige. Mikkel Bolt ser gerne et konkret budskab, der ændrer samfundet, imens vi andre kun beder om at blive revet lidt rundt i vores intellektuelle grundvold. Den nye avantgarde virker kun indvendig ved at fortælle os sandheden om samfundets tilstand.

UD AF SLAVERIET

tirsdag, juni 29th, 2010

5 stjerner – Panorama på Kunsthallen Brandts, 2009

Hvis der fandtes et MTV for abstrakt kunst ville norske Olav Christopher Jenssen være stjernen. Det er cool, rapt, funky og postulerer åbenlyst ikke at handle om noget som helst. Olav maler geometriske former i friske farver. Olav står op om morgenen og spadserer ned på sit værksted og tænker ‘hvad mon der sker hvis jeg maler nogen striber på denne her led? Og hvad nu hvis jeg maler en hvid kasse oveni farven?’

Det lyder kedeligt. Det kunne ikke være mere forkert. Det er så voldsom en oplevelse at de fleste konservative politikere ikke ville overleve en tur gennem de mange rum. ‘Hvad handler det om,’ ville de spørge. ‘Ikke noget,’ ville man svare. ‘Men hvad kan man så bruge det til,’ vil de sige. ‘Ikke noget.’ ‘Symboliserer det noget?’ ‘Nope.’

Selv den borgerlige sky-teori vil blive skudt i sænk – uanset hvor meget man klemmer øjnene sammen eller dæmper lyset kan man ikke ane nye ting og former i Olavs malerier.

Det er postulatet fra Olav i hvert fald. Et postulat der går igen i de 45 små glinsende hvide keramiske værker betitlet Rigoletto, sandsynligvis efter den pukkelryggede hofnar i operaen af samme navn, men hvorfor og hvordan er et mellemværende mellem Olav og værket. Han ønsker nemlig at sætte kunsten fri for al den belastende symbolik, kritik og historie. Men er det ikke en kritik i sig selv?

Vi er lidt ude i samme smørre som når John Kørner tror at han er neutral når han maler døde danske soldater. Det er han ikke, han moraliserer groft, firkantet og unuanceret. Tænk på de russiske komponister der blev fængslet fordi deres symfonier kritiserede de politiske systemer, tænk sig at der i et nodehæfte og i en række lyde kan være så tydeligt et budskab. Det samme er der hos Olav, han lokker med sit univers og prædiker subtilt i striberne. Giv slip, siger han, realiser dine drømme, giv den gas, og husk at der er ingen bånd der binder dig.