NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
5 stjerner – Night på Copenhagen Photo Festival, 2010
Når man står foran Skuespilhuset med kig til Olafur Eliassons lysekroner i Operaen og ser det lille lærred med projiceringer af Todd Hidos enestående fotografier, fjernes den sidste rest af tvivl. Billedkunsten er reduceret til at være en lille ynkelige pynt, der kun lever på de andre kunstarters nåde. Det er billedkunsten, der står sidst i køen til gulerødderne.
5 stjerner – Christian Schmidt-Rasmussen, Daywalker, giv slip, Overgaden, 2010
Vand nøjes med at sive gennem det nærmeste hul. Christian Schmidt-Rasmussen er fortsat henover det mentale terrassegulv og lader blodet dryppe på vores indre loft som fra en bruser. Man føler sig overvældet ved mødet med behagelige og idylliske landskabsmalerier fra Sydhavnen, collager med kroppe, tekster med indre dialoger og en semiselvbiografisk bog med kunstneren i hovedrollen som vampyr.
5 stjerner – Peter Linde Busk, Bold as a Lunatic Troupe of Demons in Drunken Parade hos Galleri Christina Wilson, Esplanaden 8B, København til den 29. maj
Virtuose referencer og helt vidunderlige farvesammensætninger slår benene væk under selv den mest forfrosne beskuer. Det må have krævet et stort overblik at kunne håndtere alle lige fra Gorky til de Koonig, Picasso, Klee og Verner Panton, og hvem der ellers var store i midten af det sidste århundrede, og få det til at gå op i en højere enhed med nullernes figurativitet på en måde, så det stadig ser naivt og uspoleret ud, uden at gå i seng med den rene kitch.
5 stjerner – Kasper Akhøj, Welcome (to the teknival) på Overgaden, 2010
De hule jernrør sat sammen i hjørnerne af små to- og trebenede elementer og opsat i loftet som skeletter til flyvende tallerkener ligner gamle, minimalistiske skulpturer, der har stået udenfor i Marfa og er blevet mærket af vind og vejr, inden Kasper Akhøj har fundet dem.
5 stjerner – Peter Callesen, ‘Skin of Paper’, Kunsthallen Nikolaj, 2010
Fravær og skrøbelighed, både som materiale og mand, er gennemgående temaer i den virtuose udstilling i Nikolaj Kirke.
Her er både de nyklassiske papirværker, hvor Callesen ud af ét enkelt hvidt A4-ark klipper et tredimensionelt motiv, her er en næsten én til én gengivelse af kirkens endevæg i papir samt et slot i pap med masser af videoer fra Callesens tid som performer og videokunstner.
De mest berømte af dem, hvor han er klædt ud som sit alterego – en brun ælling – er skønne at gense, her bliver manderollen pillet helt ned, Callesen giver sig hen til håbløsheden og vil hverken være sin krop eller sit ansvar som kunstner bevidst. I én af performancene er han nødt til at afklæde sig kostumet for at matche sit eget billede på væggen, hvorefter han forlader galleriet, hvor det foregik, nøgen. Og der er endnu ældre videoer, for eksempel en ren Peter Landsk biltur, der foregår på toiletsædet med kameraet rettet stift mod en meget sammenkrøllet penis.
5 stjerner – ‘Calypso ‘n’ Grind’ på Helene Nyborg Contemporary, 2010
Et af de største paradokser på den danske kunstscene er René Schmidts manglende gennembrud.
Hans skulpturer er overlegne i deres fantasifuldhed, æstetik, teknik, frembringelse og udtryk. De næsten helt abstrakte genstande er fremstillet enten på 3D-printere gennem fotokopier, der er foldet ud og støbt i akryl eller andre materialer, som især kendes fra produktion af biler.
Hovedværket på udstillingen hos Helene Nyborg, en stor farverig og vanvittig abstrakt skulptur uden titel, er sågar beklædt med de hår, man i gamle dage brugte til lofterne i bilerne: På én gang frastødende og dog lige til at spise. Den tillader endog en flertydig fordøjelse, både for hans udfordringer af skulpturen som objekt og bestemt også for hans mange elegante referencer til forbrugersamfundet, og hvad der nu ellers omgiver os. Titelværket,
Calypso ‘n’ Grind, der er støbt i akryl og efterfølgende spraypaintet i glade reggaefarver, ligner forskellige dele fra et instrumentbræt, der er æltet sammen, hvorefter en ballon formet som et menneskehjerte er trukket over det.
René Schmidt har internationalt potentiale, men hvad nytter det, hvis ikke engang de lokale kender ham. Og de fleste af hans værker kan endog hænges på væggen! Der er ingen undskyldning for at lade ham dø i ubemærkethed, kære kunstsamlere og andet godtfolk.
5 stjerner – Pierre Leguillon features Diane Arbus: ‘A printed retrospective 1960 – 1971’, på Moderna Museet Malmö, 2010
En jødisk kæmpe med sin far og mor i en lille stue. En mexicansk dværg og et sindssygt juletræ i hjørnet. En familie med en retarderet søn og to tvillingepiger, der kigger dystert i kameraet.
Verdens bedste fotograf, Diane Arbus, er endelig at se på disse breddegrader med en ikke helt almindelig udstilling. Det er kunstneren Pierre Leguillon, der har iscenesat den, og i stedet for klassiske fotos har han valgt at vise over 100 opslag fra amerikanske magasiner. Det er befriende at se værkerne i deres oprindelige form, og der følger også smukke kommentarer og billedtekster fra Arbus.
Til ovenstående serie beskriver hun følelsen af at befinde sig på et brændende skib, der langsomt synker: »De vidste det også, men de var muntre, dansede og sang, en smule hysteriske. Der var ikke noget håb. Jeg var forfærdelig opstemt. Jeg kunne fotografere alt, hvad jeg ville. Intet er det samme, som de sagde, det var. Det er det, jeg aldrig har set før, jeg genkender. Der er en gammel vittighed om en mand, der kommer ind på en bar og ser, at bartenderen har en banan i øret, så han siger: ‘Du har en banan i øret’. Og bartenderen svarer: ‘Tal højere, jeg kan ikke høre dig, jeg har en banan i øret’. Intet er nogensinde ens. Det bedste er forskellene. Jeg får lov at beholde det, som ingen har brug for. Et fotografi er en hemmelighed om en hemmelighed. Desto mere det fortæller dig, desto mindre ved du.«
5 stjerner – Jakob Jakobsen, Billedpolitik, Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie på Overgaden, 2010
Allerede når man træder ind bag det sorte gardin ved man, at noget helt, helt anderledes er på færde. Den hellige hvide kube, der tror den er blottet for betydning og designet til tilbedelse, fordybelse og værdiforøgelse, er så sort og mørk, at man misser med øjnene. Så vi har altså med en selvsikker kunstner at gøre. Kunst iscenesat som mini-teaterfestival med tre scener. Hvor er fisefornemheden? Er Jakob Jakobsen slet ikke bange for at ferniseringsfolket ikke kan se, at det er kunst?
Formen er på mange måder kongenial med både indholdet og den slovenske filosof Zizek. Vi lever i en symbolsk virkelighed, der bliver opretholdt af vores ideologier. Når den symbolske orden brister, så kommer ideologien og lapper hullerne.
Man står i det første store rum uden at kunne se en disse, da en stemme begynder at messe. Først efter noget tid kommer der et billede på det store lærred, et billede af en bosættelse i Gaza. Stemmen taler om forestillinger. Efter noget tid bliver to fotografier med nærbilleder fra Gaza oplyst bagerst i lokalet.
Nu bliver det pludselig sjovt at gå på kunstudstilling, for imens alt slukkes igen i rum nummer ét, bliver der sat lys på en serie med fotografier på væggen i rum nummer to. Kort tid efter tænder en film fra en demonstration mod flygtningelejren Sandholm, og stemmen fra før – samt en herrestemme – taler videre om landskabet som scene for natur og krig.
Man står lidt og lurer på rum nummer tre imens. Det er helt sort. Og der er placeret store sorte skyggeskærme rundt omkring, så det vil være umuligt at gå derind uden at bumpe ind i et eller andet. Og først lidt efter tændes et lys foran én, mens det bagved slukkes og en film fra urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset går i gang, og mens man sidder og kigger og lytter til stemmerne, der nu taler om nødvendigheden af at kontrollere billederne, og at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage, bliver en spot tændt på to store fotografier fra København på væggene bag en. Et fra Sankt Hans Torv og et fra DR. Kampplads og billedcentral.
Hele turen tager 25 minutter. Og nej, det er simpelthen for mørkt til at man kan gøre andet end at lade billederne føre en gennem udstilingen, præcis ligesom billederne også styrer vores liv.
Jakobsen nævner et fint eksempel i et af de mange speaks til filmene. Han fortæller, at vi ser terrorangrebet den 11. september igen og igen, men vi ser ikke, når et vestligt missil slår ned i en landsby i Mellemøsten.
Det er naturligvis fordi et sådan billede vil kollidere med magthavernes fortælling om os som de gode og de andre som de onde. Hvis befolkningen fandt ud af, at der ikke er tale om noget clash imellem civilisationerne, men »blot en kamp i det kapitalistiske system«, for at citere iek, så ville den folkelige opbakning forsvinde.
Det Jakobsen koncentrerer sig om, er de konflikter i vores hverdag, hvis billeder magthaverne ikke kan kontrollere, men derimod er nødt til at sætte sig på af anden vis.
Demonstrationen i scene to er et glimrende eksempel herpå. I stedet for at rokke ved virkeligheden, bliver den i stedet brugt af magthaverne som et symbol på, at alt er i skønneste orden. Man kan sige, at magthaverne har lagt enframe hen over det hele, der er simpelthen bygget en virkelighed hen over virkeligheden, som kan samle alle de løse ender op og få dem til at passe ind. Ideologien er så stærk, at den ikke blot reparerer den symbolske orden, når den brister, men ligefrem lader sig styrke af disse udfald.
Tag for eksempel klimatopmødets 1.000 anholdte, almindelige mennesker, der havde hygget sig med deres venner og familie, og som pludselig blev bedt om at forholde sig i ro af politiet. Man kan se på amatøroptagelserne på nettet, at de fleste stod og snakkede, nogle spiste deres madpakker og andre stod og hoppede på stedet for at holde frosten ude. Først bad politiet de fredelige masser om at gå op på fortovet. Lidt efter bad politiet dem sætte sig på den kolde jord i futtog. Så blev de bagbundet med plastikstrips. Der gik politihunde rundt imellem dem og snerrede og gøede. Nogle besvimede. Andre tissede i bukserne. Og først efter seks timer blev de hentet af busser, kørt rundt på må og få og endelig smidt i hundebure. Og i løbet af natten blev de sprøjtet med peberspray. Alle undtagen tre var uskyldige.
Hvad sagde Danmarks statsminister, da han blev spurgt? Han sagde, at demonstrationen var et eksempel på vores samtaledemokrati. Politiet fik ros. Og episoden, der hørte et ondt præstedømme til, var gennem ord alene blevet overtaget som symbol på at demokratiet virker.
Jakob Jakobsen giver os ikke noget håb om en forbedret politisk offentlighed. Tværtimod fortæller han til billederne af urolighederne på Nørrebro, at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage. Her taler han naturligvis også om aktivisterne, der ikke blot legitimerede, at den i forvejen ukritiske offentlighed nu fuldstændig kunne forkaste alternative ideer – men også ødelagde hinandens cykler og deres venners butikker.
Jakob Jakobsen lægger op til et fuldstændigt brud med den måde, vi lever på. Han beder ikke selv om en revolution, men hermed skal lyde en opfordring til i hvert fald åndelig oprustning. Og Jakobsen har i hvert fald selv taget første stik ved at lave en kunstudstilling, der for det første ikke kan sælges og for det andet mener noget konkret om det aktuelle samfund. Vi er ude i en af de sjældne. Skynd jer ud på Christianshavn.
5 stjerner – Hans Gindlesberger, I’m in the wrong film, Galleri Image, Vestergade 29, Århus til den 14. marts
I Walking Video går kunstneren Hans Gindlesberger skødesløst rundt i et tv-studie og kaster en papirflyver foran sig. I baggrunden er indsat en række sort-hvide billeder af en lille by, sat sammen med hæfteklammer og tape.
En anden video er fremstillet på samme måde, Gindlesberger spadserer foran en blå skærm og er efterfølgende blevet sat ind i de samme gamle bybilleder, som han engang imellem kaster et blik på eller studerer nøjere, som om han er interesseret i en særlig detalje. Og i en helt tredje video står kunstneren i en stue og læser i en bog, imens skyggerne fra husene fra billederne bliver projiceret på væggene bag ham.
Udstillingen består ligeledes af en række billeder, hvor han iscenesætter sig selv meget teatralsk i en by uden mennesker. I ét af billederne skubber han for eksempel en malet kulisse af et hus gennem en villavej med lignende huse, med en belysning, der får ham til at fremstå som absolut centrum, som om han står på en scene.
Gindlesbergers greb er meget markant, men åbner for et godtepose af barndoms- og lille by-følelser, og man mindes Lise Harlevs vellykkede værk på Kurs-udstillingerne, hvor hun sødt og elegant forholdt sig til minderne om hendes barndomsby, der var helt anderledes end den by, hun mødte, når hun var hjemme.
I Gindlesbergers vidoer er den åbenlyse teknik ligeså vigtig som motivet og handlingen. Han føler det, som om han lige så godt kunne gå op af en blå skærm. Han føler sig fremmedgjort, eller som om barndomsbyen blot er blevet en kulisse, han besøger, eller at barndomshjemmet er blevet en kulisse, han kan tage med hjem og bruge i den iscenesættelse, hans rigtige liv er. For måske er barndomsbyen ikke virkelig længere, men den spøger alligevel i baggrunden af alt, hvad han foretager sig, selv når han læser er det den, han anbringer alting i forhold til.
Og værkerne handler også om små byer, der er i fare for at forsvinde, ikke kun fordi beboerne flytter, men mere fordi byerne udelukkende hengiver sig til nostalgien.
5 stjerner – Ting på Skulpturi.dk, 2010
44 skulpturer på noget der ligner 20 kvadratmeter er det rene svir, når niveauet er så højt, som det er. Der er ikke noget gennemgående tema, heldigvis, det er bare gode kunstneres gode skulpturer placeret i et sindrigt system, hvor hver enkelt kunstner har fået en lille optegnet firkant til sin rådighed.
Jacob Jessen har brugt pladsen til at montere en stang med en motor i loftet. For enden af stangen, der drejer rundt, sidder en mikrofon og gnider sig rundt på gulvet. Midt i det hele hænger et par hovedtelefoner, og de kan varmt anbefales at blive taget på, lyden af roterende gulv er meget meditativt.
Neosuperstjernen Claus Larsen har begået endnu en motor med for lang kæde, der hober sig op som ethvert andet liv, der er for langt til de få hovedpunkter, der er at glædes over.
Per Gerhard Jørgensen har kreeret verdens vildeste jukeboks; hvis du putter en femmer i, starter to boremaskiner med at hamre gennem marmor, imens deres påmonterede plektere smadrer hver deres guitar.
En anden yndlingskunstner, Finn Thybo Andersen, har genskabt et skilt fra en femi-demonstration i neon med ordene ’all women are beautiful’.
Og der er 40 skulpturer endnu!!!