Bedømmelse: 5/6

Vi fedter i vores telefon. Vi skændes i vores forhold. Vi spørger, hvordan vi har det i clairvoyancen.

Vi køber status. Vi ordner hår. Vi går ud. Vi får sammenbrud. Vi går på Facebook.

Vi tænker kun lidt ad gangen, planlægger kun en smule, tror ikke på noget, alt kan købes, alt kan opleves. Alt lid sættes til teknologien. Og hvis vi synes, det bliver for overfladisk, er vi kun et klik og en tussebasse fra mindfulness og enhver åndelig indsigt.

Kære læser, kære indbygger i det 21. århundrede. Du har kun én Gud. Og han hedder Ahriman.

En falsk Messias

Først kom gode Lucifer, han gav os vores frie vilje, da han forførte Eva med et æble. Uden ham havde vi været slaver den dag i dag. Så kom Kristus for at skabe balance, fordi han vidste, at vi 2000 år efter ville få besøg af Lucifers dobbeltgænger, mr. ondskab, Ahriman, den faldne ærkeengel, der som en falsk Messias er kommet for at forføre os med kapitalisme og materialisme, der luller os ind i en bevidsthed af selvtilfredshed og tro på egne evner, der vil føre os ud af friheden og lukt i hans arme. Farvel liv, goddag maskinsamfund.

Ahriman virker ifølge Rudolf Steiner i den elektromagnetiske stråling.

Solen er også elektromagnetisk. I en 11-årig cyklus skaber den færre eller flere solpletter, der skaber magnetisme, der sammen med månen trækker os ud af form og skaber højvande og skruer op og ned for temperaturerne.

Svalbard er en Mars-lignende øgruppe i det nordlige Norge, der er mere påvirket af rummet end resten af jorden. På Svalbard ligger der en spøgelsesby, der hedder Pyramiden. Den viser sig for Lea Porsager under en hypnose, hvor hun forsøger at finde sin indre dobbeltgænger, den endnu ikke fysisk manifesterede Ahriman, den kolde hersker, der bor hemmeligt i os, fordi de okkulte broderskaber har holdt deres viden om Ahriman skjult.

Et freakshow

Men der findes mere i de okkulte broderskaber, skal det vise sig, da Lea Porsager sætter organisationerne under lup! Lea Porsager finder skrifterne ‘Cry of The 30 Aethyrs’. Og skriget fra den 16. åndeskabning af de 30, får hende til at spærre øjnene op. For i fuldmånens skær kommer en kvinde med en krone på hovedet ridende på en tyr. Ifølge de okkulte skrifter hedder kvinden LEA …

Lea Porsagers værker er et freakshow. Det er chok i spøgelsestoget. Og endnu et stop på turen inden de forløsende døre og den ventende candyfloss har åbenbaret sig hos Henningsen Contemporary.

Denne gang er vi blevet lukket indenfor hos en skuffet og paranoid Lea. Først blev hun træt af sig selv, og så fejlede det projekt, der skulle have gjort hende lykkelig.

Lea havde bestilt en genstand på et kilo opsamlet ved SG2-antennen fra Kongsberg Satellite Services på Svalbard. Regningen er også trykt på invitationskortet til udstillingen. Lea vil nemlig gerne ud over egoet. Hun vil have en pause fra besættelsen af sig selv, jagten på sin dobbeltgænger, og al den hypnose har efterladt hende med en erkendelse af, at hun kun jagtede Ahriman for at blive fri for sig selv. Hun jagtede altså friheden. Men i stedet for at vende sig mod Kristus, vendte Lea sig mod den fysiske manifestation af Ahriman, manden der som sagt virker i det elektromagnetiske felt. Og hvor går man hen for at finde en sådan skikkelse? Svalbard selvfølgelig, jordklodens pluspol.

Lea fik sin genstand. Et kilo Ahriman. Det, hun ikke selv kunne levere, fik hun hos Kongsberg Satellite Services. Det skulle hun aldrig have gjort. Ligesom menneskeheden, når den overgiver sig fuldstændig til Ahrimans teknologiske og materialistiske paradis på jord, hvor al frihed er underlagt kontrol, og hvor kærlighed er sat i system, vil opdage, at den er blevet tømt for frihed og mening, så er det også ved at gå op for Lea, at denne nye forførende verdensorden intet sandt har at tilbyde.

Hun troede, at hun endelig skulle opleve sand lykke. Hun oplevede end ikke ulykke. Den åndelige rejse, hun var blevet stillet i udsigt, eksisterede ikke.

Åndelig deroute

Her begynder udstillingen, Leas paranoia har taget over, hun har anbragt et enormt 13 meter langt kryds af jern i øjenhøjde midt i lokalet for at undgå, at rummet skal blive mast eller trukket fra hinanden. Hun forveksler sine indre storme med solvindene. Hendes åndelige deroute og det kaos, solens enorme kræfter efterlader, har hun gestaltet i et horisontalt afstivningskryds, der er placeret i øjenhøjde og foran indgangsdøren, man kan knap nok manøvrere rundt derinde og slet ikke komme sikkert ind og ud, og at se hinanden i øjnene er umuligt. Hun er bedøvet af det materielle og løftet om det lette liv, men er vågnet i narkosen og kan mærke, at hun tog alle de forkerte valg. Og der er intet, hun kan gøre, imens hun venter på tilintetgørelsen. Uanset hvor stor en soldaterafstivning hun kan fremmane, er det kun et spørgsmål om tid, før hun bliver mast.

Udstillingen består desuden af tre tekster. Én om solen, en om genstanden og én om solvindenes indflydelse. Derudover vises der optagelser fra satellitten Hinode, der følger solens magnetiske felter.

Lea Porsager er mere fascineret af Rudolf Steiner, end man kan forvente, at hverdagsbeskueren kan forstå. Men på et andet abstrakt plan er der også en del at hente i forhold til, i hvilken retning vi retter blikket. Selvfølgelig er udstillingen ikke en kritik af Facebook og nymodens teknologi, og man forlader heller ikke galleriet som nyokkult, men det er dog værd at overveje, om den vej, man har taget, fører en tættere på anæstesien eller på virkelige relationer.

Det første kan virke forførende og virker også dulmende i begyndelsen. Det sidste er meningsfyldt.

Celestial Body — Disrupted nerve fluid and crossed shock waves hos Henningsen Contemporary, Fredericiagade til og med i morgen, lørdag den 26. marts

5 stjerner

Sydsjælland og øerne er kendt for fire ting: rockere, arbejdsløshed, social armod og samtidskunst. Hvor København befinder sig i en tilstand, som Jes Brinch på weekendens kunstmesse i Forum rammende titulerede med et banner med teksten Slow Painful Death, brillerer Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommune igen og igen med oplivende og overraskende kunstneriske tiltag.

Ender som beskuere

Kunstfestivalen Tumult er seneste overlegne skud på stammen, 21 offentlige kunstprojekter, der rangerer fra simpel belysning af roetransportbåndet på sukkerfabrikken i Nykøbing til konceptkunst, der piller ved danskheden i Olaf Rudes mest berømte malerier i Folketinget til eksperimentalformidlingsgruppeudstilling i Gåsetårnet. Men som måske mest vigtigt af alt demonstrerer, at kunsten ikke er død som katalysator for aktuelle debatter, og at den ikke er forbeholdt en lille klub af insidere. Tumult viser en række værker, der ikke kun refererer filosofiske værker af navne menigmand ikke kender, men i høj grad og meget direkte handler om lige præcis det, der fylder allermest hos de borgere, der på grund af værkernes offentlige placering – mere eller mindre ufrivilligt – ender deres dage og nætter som beskuere.

Vendt på hovedet

A Kassen har for eksempel adresseret et relevant problem på Nykøbing Falster Torv. Her brændte en bygning for år tilbage, og lidt ligesom fattige undgår at smile, opførte man en midlertidig facade for at skjule byggetomten, der ellers ville minde de tusinder af daglige gæster på den nydelige plads om en handlingslammet kommune med huller i lommerne.

A Kassen har vendt facaden på hovedet, så vinduerne i førstesalshøjde pludselig er kommet i gadeplan og åbenbarer en have af ukrudt, hvor der engang lå en stolt grillbar.

Som en udefrakommende ville man ønske lidt mere ramasjang, det er knap nok til at se, at de har vendt facaden, hvis man ikke ved det, lamperne vender måske nedad, men hvem ville ane, at de tidligere havde vendt opad? Men for en by, der føler, at kommunen har opgivet Torvet til alkoholikerne og ikke orker andet end et forkølet jazzarrangement i ny og næ, er værket både effektfuldt, men i høj grad også ydmygt og fuld af selverkendelse. Med A Kassens værk lufter nykøbingenserne deres almenmenneskelige drømme om kunstnerisk markante torveværker ved at blotte sig, der, hvor det gør allermest ondt. Forbilledligt.

Ingen visuel perle

Et andet lige så stedsspecifikt værk er Katya Sanders konceptuelt stærke halmballer Skejten-Glamour, der er beklædt med store runde spejl-pailletter. De tre fjollede halmballer ligger foran Fuglsang Herregård midt i det selvsamme oprindelige danske oldtidslandskab, som også var motiv for Olaf Rudes malerier ‘Dansk Landskab’ der i dag pryder Folketingssalen. Katya Sander har så at sige leget med halmballernes maskuline identitet for at påpege, hvordan politikerne leger med vores danske nationalitet i deres iver efter hele tiden at ville isolere det danske gen. I øvrigt er det meget slående, at Olaf Rudes berømte malerier allerede er manipulerede. De sortbrogede køer er datidens svar på nutidens motorveje. De var resultatet af et kompromis med de jyske folketingsmedlemmer, der bestemt ikke fandt noget fra sydhavsøerne specielt dansk. Kristoffer og Mette Glyholt tager fat i et af de helt store emner i Udkantsdanmark, nemlig udviklingen. De gør det ved at genopføre en del af den bro, der førte Lolland og Falster sammen i 1867, og som først blev erstattet med den nuværende lidt bredere forbindelse i 1964. Broen er ikke nogen visuel perle, 10 meter lang og kunstlet pyntet med en masse rød- og hvidstribede afspærringspinde. Men effekten er god, man ser tilbage på 1867 og tænker, at det er uendelig lang tid siden. Man ser på den nuværende bro, der har to baner mere end den gamle, og tænker på den nye Femernbro og på den udvikling, man gerne vil vende i et område, der excellerer i nedadgående grafer, og man når ikke ind på vejen igen, før man gisper et lille ‘fuck’. Strukturel udvikling er noget, der tager laaaaang tid. Et mere pseudopolitisk eller populærpolitisk projekt, om man vil, er det fjantedeHotline til udkanten af Superflex, der består af en række officielt udseende kommunale annoncer og en telefonsvarer, der gennem hypnose skal sætte os i stand til at leve med at blive glemt. Som psykoterapeuten siger mod slutningen af opkaldet på telefonnummer 54677007: »Man glemmer det selv efter et stykke tid.«

Ånd lettet op

I Superflex’ værk er udkanten en mental tilstand, der kan ramme os alle. I Mads Lynnerups ufo på den nye smarte halvtomme havnefront i Nykøbing er det blot et let kikset kunstværk, der risikerer at ramme os. Den tresidede skulptur, som skal ligne en ufo, der er styrtet mod sin vilje, kan man med møje og besvær få et kig ind i og se et par lamper og blinkende pærer, der skal gøre det ud for noget mystisk og fremmed. På en skærm kører tilmed små film af Nykøbing fra oven, Nykøbing på gågaden og lignende. De er blevet overvåget. En fremmed er kommet til byen. Er du en fremmed? Er vi alle faldet ned fra himlen? Ville det have givet mere mening at bygge den nye havnefront på Mars?

Mark Dion står bag et projekt i Gåsetårnet, hvor han har bedt sine amerikanske venner arbejde med hans indtryk fra området. Søren Lose har opført et smukt halvt hus. Dahn Vo har fået sin far til at genskrive kedelige tekster osv. Hvis det er, som Superflex ville have sagt det, tanken om at blive glemt, der gør Sydsjælland og øerne allermest desperate, så kan de ånde lettet op. Os, der elsker kunst, glemmer jer aldrig.

PS. Der er busture, man kan deltage i fra Nykøbing Station. Næste gang er det på lørdag den 25. september klokken 12 og næste gang igen er den 9. oktober klokken 12. Man kan også deltage i byvandringer på samme datoer, men klokken 11. Og i Nakskov er det den 2. og 16. oktober fra Stationspladsen klokken 11.

Tumult til og med den 24. oktober. www.tumult.dk

5 stjerner

Egentligt er det underligt, at Make yourself at home er en kunstudstilling og ikke en foredragsrække eller en essaysamling eller måske ligefrem et tema i et dagblad. Men det er sådan, man laver kunstudstillinger nu om dage, man får en idéhistoriker til at finde et filosofisk emne, som man vil udforske. Herefter finder man en række kunstnere, der ifølge kritikere og kunsthistorikere beskæftiger sig med begrebet, hvorefter man til allersidst tager deres værker og anbringer dem sammen, imens vi holder os for næsen.

Første værk, man uundgåeligt opsøger, er nemlig Kader Attias by i kogt couscous, der spreder en fordærvet stank på trappen, i receptionsområdet og i de tilstødende lokaler. Over byen våger et portræt af Le Corbusier, som må have elsket det nordlige Afrika – arkitekturen i Ghardaia, byen Attia har genskabt på det store bord, ligner i hvert fald det ypperste inden for modernismen med sine firkantede former. Det fortæller vel mere om den kulturelle udveksling end om gæstfrihed, medmindre – selvfølgelig – at revnerne i de smuldrende bygninger er et billede på den fornedrede indre tilstand, afrikanere er efterladt i efter flere hundrede års udbytning. Men hvorfor ødelægge et så godt værk med den slags moralske pegefinger-spekulationer? Le Corbusier blev inspireret, og det gjorde Attia også en dag han lavede mad fra sit hjemland. Og det er der kommet stor kunst ud af.

Forunderlig fødekæde

A Kassen tipper også over på nøjagtig samme side (lige over for pjat og ved siden af ironi) med deres to Endless Döner-fotografier, hvoraf det ene forestiller Brancusis uendelige søjle skåret i en kebab, (som bliver serveret på Runddelens Kebab, Nørrebrogade 108, den 18. september og den 16. oktober, begge dage fra 12-17), og det andet to balustre i et tilforladeligt rumænsk indgangsparti, der er skåret i præcis samme mønster. A Kassenstikker gaflen i en forunderlig fødekæde, hvor der både er lysår og kun millimeter mellem uendelig stor kunst, pøbel og ingenting.

Tryller sig sort

Olaf Breuning har en del værker med, blandt andet en hektisk video om at være velmenende med sin faste karakter, skuespilleren Brian Kerstetter, der fråder i vestlig kultur og det moderne liv, som vi sætter så højt. Det handler om at ville de fremmede så meget, at vi i virkeligheden gør nar af dem; en situation, der er let at genkende i dagens Danmark, hvor integrationen kun synes at have to poler. Denne gang er Kerstetter sendt til blandt andet Papua Ny Guinea, hvor han også tager pis på fjernsynsmediet med meget, meget morsomme ‘manipulationer’, hvor han for eksempel tryller sig selv om til at være sort, imens kameraet ‘ser’ væk.

Politisk

Det allermest interessante er dog Wooloos og Kenneth A. Balfelts bidrag, der understreger, at kunsten er tilbage ved det politiske, efter 10 års ørkenvandring. Først var det politisk, så kontekstafhængig, så endnu mere kontekstafhængig med den relationelle æstetik, så kom det pæne maleri med opsvinget og det formelle, der koncentrerede sig om kunst som kunst … Og så kom berlinerbiennalen, der konstaterede, at den ikke handlede om kunst i sig selv, men hvad der sker derude i verden, og nu, nu er vi så tilbage ved det politiske med de sidste 10 års erfaringer i bagagen. For hvor gamle politiske kunstnere helt ville forlade kunsten, er den nye politiske kunst langt pænere, her bliver så sandelig taget hensyn til magten, ja, så meget, at både Wooloo og Balfelt lige så godt kunne være ngo’ere som kunstnere.

Bizarre stunts

Wooloos projekt er kikset, men sigende. De skaffede privat husly under klimatopmødet, et projekt alle bød ind med hos alle forvaltninger og ministerier, men som altså kun kunne gennemføres som kunst. Det ligner relationel politik. Og Balfelt udfører samme bizarre stunt, hans helt igennem henrivende arbejde med alkoholikerne på Enghave Plads er ikke blot kunstnerisk fremsynet, men lykkes faktisk på planer, tusindvis af Breunings velmenende vesterlændinge har kæmpet for i årevis. Tag blot stigmatiseringen af minoriteterne, en umulig kæphest for de blødsødne, som Balfelt lægger ned uden at blinke. Hans projekt handler om øldrikkerne (i Bellahøj hedder de i øvrigt ‘friluftsmennesker’) på Enghave Plads, der mister deres plads i otte år, mens der bliver bygget metro. Sammen med kommunen og øldrikkerne skaber han en ny plads til dem. Men de får lov at vælge, hvordan der skal tage sig ud, og videoen, hvor han sidder med dem, sammen med væggen med de billeder af møbler, han viser dem, sammen med deres umiddelbare kommentarer på små gule post-it-notes, er den bedste borgerhøring, der nogensinde er lavet. Han finder ud af, at de vil have westernstyle. Kunstneren Pipilotti Rist er ude.  Skøre bænke holder ikke. Næ, råt tømmer får dem til at hvine. Det, der er brugt millioner på fra det offentliges side, og som har fået kunstnere til at vågne med våde underdrenge i 100 år, reel involvering af svage borgere, lykkes for Balfelt. Fordi det er kunst. Hvilket næppe er noget, der bekymrer hverken dem, der bor hos Wooloo, eller dem, der drikker hos Balfelt. De ved hverken, at det er kunst eller politik. De er bare taknemmelige. Wow.

Bitsch og Enevoldsen har fotograferet huse, der er til salg, hvilket burde være det mest naturlige i verden, og da ikke mindst i denne tid i dette land, hvor ejendomsmarkedet har overhalet både ytringsfrihed, landshold og vejret som det emne, der ligger hjertet nærmest. Værkerne er blevet fremvist i en form for performance, hvor det lille galleri Koh-i-noor på Vesterbro i København har leget ejendomsmæglerbutik. Værket opererer i en virkelighed, hvor det er svært ved at følge med. Det er samme virkelighed, hvor for eksempel overvågning befinder sig. Man kan sammenligne Bitsch og Enevoldsens værk med en mand, der går hen til et
fotoshoot, hiver sit kamera frem og begynder at fotografere modellen. Modellen er der for at blive fotograferet, manden fotograferer, husene skal sælges, Bitsch og Enevoldsen viser dem frem. Men
Huse til salgnøjes ikke kun med at lege med virkeligheden, den postulerer ikke kun at handle om en overskridelse, den overskrider rent faktisk.

Udstillingsperformancen var med rigtige huse i et rigtigt galleri. Og til den perfide beskuer var der selvfølgelig også lidt ekstra guf, for ligesom galleriet blev brugt til at pege på samfundet, var det modsatte naturligvis den letteste sag i verden. Galleriet som ejendomsmæglerbutik? Investeringer på væggen, der kun kan stige? Smarte gallerister i store biler? Stagnerende priser? Konkurs?

Huse til salg, en udstillingsperformance af Marianne Bitsch og Brian Enevoldsen på Koh-i-noor sidste weekend

5 stjerner

Kunst i sin reneste form er ikke konceptuel. Det konceptuelle, narrative, dokumentariske eller opstillede er muligvis sterilt, men ikke rent. Det er tænkt – i værste fald fortænkt – og selv hvis det er forførende, smukt og poetisk, vil det altid have et strejf af kemi.

Kunst i sin næstreneste form tager virkeligheden og gengiver den eller drejer den over i en anden dimension, hvorimod den reneste form for kunst aldrig forlader virkeligheden, men forbliver helt og aldeles organisk.

Absalon Kirkeby er med på Fotografisk Centers årligt tilbagevendende Ung Dansk Fotografi, hvor han har fået selskab af Helene Koch og Albert Grøndahl. Og han skiller sig markant ud, med ni fotografier, der skyder ham op i superligaen af danske kunstnere. Overraskende, ikke kun fordi han er så ung, og fordi hans seneste udstilling, Pseudo, hos Christina Wilson, ikke havde helt samme pondus, men også fordi det er så åbenlyst talentfuldt. Det kræver ikke et særligt øje at ‘opdage’ at han kan noget helt særligt, enhver der går gennem lokalet kan se det. Det er ligesom dengang, Tove Storch udstillede på Overgaden, stjerner fødes, og det kommer lige så meget bag på én hver gang. Men man er aldrig i tvivl, når man ser det ske. Det må være sådan det er at være salvet. Man ved det bare.

Kritik af parcelhusliv

I det første fotografi har han fanget et rødt lys, det kunne være fra en lampe eller fra bagenden af en bil, der hænger et spindelvæv i kanten, og det svæver mellem abstraktion og realisme. Det næste har en følelse af 70’erne over sig, det er knivskarpt og forestiller en læderkontorstol med stativ i skinnende messing, der står foran et bord i en møbelbutik, men er så vulgært, at det abstraherer og ligner alt fra en kritik af fars og mors parcelhusliv til begyndelsen på en kunstig krop. Det næste er et stort aflangt fotografi af en bjergkæde, der flyder sammen med rammen i siden, og ved siden af det et kors, der bliver overbelyst, så det fremstår helt hvidt på en mørk baggrund, hvor små planter i bunden af billedet stadig er tydelige. Og, måske som det mest sigende, et lille rødt fotografi af en dyne der tror, den er en kunstnerisk form af stor betydning.

Absalons tre værktøjer

Kunstneren Wolfgang Tillmans har sagt, at han laver sin kunst ved at fornemme sig selv på væggen og overveje hvad dens grundlæggende følelse skal være. Lige så søgt det lyder, lige så sandt er det i forhold til Absalon Kirkeby. Han har tre værktøjer: Følsomheden, stofligheden og kompositionen, hvormed han ser omgivelserne, gengiver dem og udstiller dem på en måde, hvor man føler, han er til stede i billederne. Den grundlæggende følelse er umulig at beskrive. Den er selvfølgelig cool ad helvede til, der er kun få modeblade, der kan følge med, det er virkelig smukt og imponerende på en overlegen måde, der ikke er arrogant, men mere fri som i et forfatterskab eller som i en fodboldspiller eller et mediterende menneske, der endelig formår at bryde enhver konventionel, upersonlig og tvungen tanke. Der er tre trin i følelsesraketten. Første trin er det konceptuelle, hvor man har en idé eller en historie at læne sig op ad. På andet trin har man det sentimentale, det er for eksempel her, Tal R sidder med sine farver og former, og Olafur Eliasson med sine rigide forestillinger om perception og lys – og jeg skal give dig. Og så allerøverst har vi den skønneste form for kunst, der findes, hvor kunstneren blot har stillet sin bevidsthed til rådighed for en kunstnerisk energi, der manifesterer sig uden hensyntagen til kedelige dagsordener. Den slags mentale friheder smitter, og som beskuer føler man sig øjeblikkeligt smittet. Man får ganske enkelt selv lyst til at skabe, når man er i selskab med et menneske, der har fundet ind til rummet uden forhindringer.

Gakkede portrætter

De to øvrige på Ung Dansk Fotografi, Helene Koch og Albert Grøndahl er ikke på samme måde inspirerende, men kommer alligevel helskindet gennem mødet med Fotografisk Center. Helene Koch eksperimenterer med de store postulater gennem en række tomme landskaber og rum, der alle har noget hvidt i forgrunden. En tom Central Park i New York med et hvidt stykke stof i græsset. Hundrede tomme klapstole og en hvid kaffekop. Times Square i New York kun befolket af et tomt hvidt skilt. Grand Central Station i New York med en serviet på gulvet i den tomme sal. Og Albert Grøndahl er ved at finde sig selv som kunstner i en række gakkede sort-hvide portrætter af mennesker, der enten har masker på eller blot gemmer sig bag grimasser.

Ung Dansk Fotografi ‘10 på Fotografisk Center, Amaliegade 28, København til den 2. oktober 2010

5 stjerner

Sophie Calle er back to basics. Hun er kunstens svar på Shania Twain, vedkommende og letforståelig for et stort publikum og med et enormt fordybelsespotentiale for den særligt interesserede.

Calle er ikke afhængig af referencer og kunsthistorisk viden, men føler blot noget almenmenneskeligt som hun så på en overraskende, underholdende og æstetisk måde eksploderer i størrelse. Hun er interesseret i andre mennesker og vil vide alt om dem. Hun lader dem sove i sin seng for at se hvordan det er. Hun forfølger dem hun ikke kender og i det værk der omfangsmæssigt fylder mest i den dragende udstilling på Louisiana, Take care of yourself, har hun lagt sig fladt ned i den offerrolle vi alle elsker at søbe rundt i.

Kæresten slår op med en ynkelig mail og Calle tænker ‘aha’, noget privat jeg kan lave kunst om hvorefter hun beder over 100 kvinder om at analysere mailen. Det er ikke udpræget interessant at se hvert enkelt bidrag, det er mere pirrende at svælge i så enormt et billede på selvynk og selvterapeutisk trækken-smerten-i-langdrag, fordi man selv har udvandet forliste kærligheder med samme teknik. Selv manden hvis mail er blevet offentliggjort føler sig som en stakkel verden har været ond ved og hvis det ikke handlede om kunst, men om Sophie Calle, skulle hun nok have stoppet da der ikke længere var brug for projektet til at udfylde tomrummet efter manden og i stedet have set indad og erkendt at hun burde holde sig fra så (franske) selvoptagede mænd.

I øvrigt virker det som om, når man læser hans mail, at det mest modbydelige hun har gjort ham, er IKKE at offentliggøre hans navn. (Han hedder i øvrigt Grégoire Bouillier, er forfatter og har allerede skamløst brugt af sit forhold til Calle i bogen The Mystery Guest, og man kan med rette spekulere i om slå-op-mailen ikke ligeså meget var en invitation til et værk, som et reelt afskedsbrev.)

Værket er atpisk for Calle da det ikke er så nørdet udført som hendes værker normalt er, men meget mere prangende og vildt, forskellige formater, videoer, billeder, bøger, tekster og lignende. Til gengæld er det som altid nede på jorden, humoristisk og lige til at gå til.

Sophie Calle på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 24. oktober 2010

Jürgensen og Dybbroes italienske ø-værk er en småpervers genvej til det mentale ingenmandsland

5 stjerner

Det ligner noget futuristisk modernistisk gejl fundet på en strand, det ligner det sædvanlige lal hvor man mimer kunsten uden selv at sætte noget på spil. Men så er der musikken, noget ganske underligt fra en pladespiller på gulvet, lyde og rytmer og det går op for én, at det er hjemmegjorte musikinstrumenter man er omgivet af, og lidt senere endnu når man drejer om hjørnet i det lille galleri og opdager filmen, ser man at det minsandten er ø-gjorte instrumenter.

Jacob Dahl Jürgensen og Simon Dybbroe Møller har sammen med en flok venner været på en italiensk vulkanø hvor de som i et andet maritimt reklamefremstød, har fundet flotsam og jetsam (hvilke underskønne ord) der skal vise verden én gang for alle, at havet har andet at byde på end skide drivtømmer der snart er blevet gennempulet af hveranden kunstner med hovedet tømt for inspiration og idéer. Næ, se her hvor meget skønt der rent faktisk skyller i land, fortæller vores venner. Og matroserne på marinekontoret må klappe i deres vejrbidte hænder, for hvilken forløsning af søens potentiale, éns ulykke bliver en anden mands musik. Hvilken besjæling af opgivet materiale. Eller omvendt, det endelige allersidste tab af sjæl i en verden hvor det vestlige menneske har opgivet storbyerne i jagten på unikke materielle objekter de kunne fetichisere, hvorfor de nu som en anden American Psycho er gået hele vejen og som svin med silikonefyldte læber, sprøjter i armene og numerologisk korrekte navne, står ved strandbredden og venter på at det som ingen anden har over kaminen, skyller i land.

Eller måske kan begge dele forenes, måske venter zen ude i horisonten når den sidste anstændighed er faldet. Når form har trukket de sidste livsdråber ud af os bliver vi endelig sat fri. Måske er det alligevel ikke mentale fængsler samtidskunsten har sat os i, men afgangshaller mod himmerige.

Næppe. Men ligesom dobbeltspillet i ‘Jetsam and Flotsam’ ikke kan forklares, så er der en klar tendens i samtidskunsten mod at det der før hed poesi og før det hed undersøgelser, nu hedder frie mentale rum eller fælles åndelige bevidstheder om man vil. Kunsten i dag kan lynhurtigt åbne døren til dette ingenmandsland inden i os selv hvor tanken er fri og vi blot er tilstede i bevidstheden. Dette rum som alle kan mærke, når blot de bliver bedt om at tænke over, at de tænker. Alle kan mærke at de ikke eksisterer i tanken, men et sted der er endnu dybere.

Om Jürgensen og Dybbroe Møller kan få os helt derind og om der virkelig er forbindelse til alle andre levende væsener må være op til den enkelte, men de viser os i hvert fald et vindue der kan spare mange for den årlige tur til Indien.

Mimedelen er heller ikke helt skidt, det er ikke kun forvrængerkunst hvor de letgenkendelige symboler bliver taget under behandling som når de laver instrumenter der ligner en Geertsen eller Calder, eller ironisk nuller-kunst hvor man griner ‘A-kasset’ af noget bøjet jern og en spand der ligner et spil kryds og bolle. Jürgensen og Dybbroe er ligesom kommet videre, de har ikke brug for at demonstrere overfor os at de kan deres Politikens Bog om Kunst, de causerer frit over modernismens symboler og former, uden at skele til om inspirationen kommer fra svundne tiders hype-modernisme eller vore dages sentimentalitetsmodernisme. De to kunstnere tager os med til alt fra et sommerhus i 60′erne til Bo Bedres seneste interiørtips og et hot tysk galleri i 10′erne. Det er så lækkert og spænder over så meget, at man bliver lidt blød i knæene. Bare væggen med de små trekanter der er strøet som stjerner på et Sergej Jensen-flag… Eller ophobningen af skilte i et træskilt i afskallet hvid der både ligner Anarki og Fred. Eller hvad med Henrik Olesens stav der på sidste galleri hvor ‘Flotsam og Jetsam’ blev vist, stod lænet op af et hjørne, men nu pludselig har fundet sig en plads mellem to vinduer, som en anden homo på lur der pludselig føler sig en smule accepteret.

Det ligner, at verden som vi kender den er gået under, og en dag om lang tid er skyllet i land.

Alt imens værket måske aldrig har været mere jordnært i sin kritik af den måde hele verden er skruet sammen på. Pantelleria ligger mellem Afrika og Italien og Jürgensen og Møller kunne ligeså godt have lavet deres instrumenter af mennesker, sorte vel at mærke, for hvem kan høre den evindelige hvisken over at spalteplads der ellers kunne have gået til døde afghanere eller ødelæggelser af naturen i stedet bliver brugt til politisk fnidder fnadder og løgn og latin, når en hel gruppe af mennesker drager mod selve den ø hvor desperationens overdrev i form af bådflygtninge skyller i land, men i stedet for at hjælpe dem eller fortælle deres historie, bruger tiden på at samle artefakter der ligner kunst, spille på dem, optage det og fragte dem gennem Europa mere komfortabelt end nogen af flygtningene nogensinde selv kommer til at opleve.

Det er vidunderligt skamfuldt at mærke galleriets omsorg over et par ødelagte fliser, et stykke af en stol og nogle stykker lava, når man ved hvad øen ellers gemmer. Og uden at fortabe sig i lalleglæde er det næsten som at høre Bruce Naumann spille på sin violin da han havde strengene stemt til tonerne D, E, A og D.

Lindsay Seers stedsøster rejste til Vestafrika for at finde sandheden om sine forældre, der pludselig havde forladt hende. Hendes stedsøster var muligvis jaloux på hendes succes som kunstner, og stedsøsterens tur var muligvis ment som et kunstværk, og hun fandt frem til, at forældrene havde smuglet diamanter. Men få år senere mistede stedsøsteren hukommelsen i en trafikulykke, og ingen har set hende siden.

It has to be this way² består af tre store skulpturer, en diamant, en stjerne og en fæstning, hvoraf man kan gå ind i den sidste og på spektakulær vis se ned i en rund skærm, der viser en 20 minutter lang tilfældigt sammensat film dannet af stedsøsterens efterladte materiale, rekonstruktioner af hendes rejse, interview med Seers mor under hypnose og nærbilleder af en række insekter.

Det er først og fremmest et indblik i en vanvittig historie fortalt med virkemidler, der ligner historien. Vi søger efter mening i fæstningen, ligesom hun søger efter mening. Vi leder efter en historie, ligesom hun leder efter en historie. Seers kunstificerer en personlig historie, og det er gjort med psykotisk virtuositet.

5 stjerner – Afgang 2010 på Kunsthal Charlottenborg, 2010

Tænk sig at lokaler og finanskrise kan betyde så meget. Kunstakademiets afgangsudstilling er på ét år gået fra hygge-loppemarked med grådige gallerister til jernhård-kunsthal med internationalt potentiale.

Hvad der på Gl. Strand, da det hed ‘Exit’, lidt for ofte mindede om TV 2 Radios leflen for lytterne, har nu på Charlottenborg som ‘Afgang’ fået Vice-Visionaire- Harpers-selvtillid, uden at det er blevet skatergenerationens se mig og fuck hele verden. De fleste ville snildt kunne hænge i Basel eller på et tysk galleri.

En smule analt

Bullshit-værdien er muligvis i top i et værk som Berit Bastens ‘Private Collection or Playing the Piano for Pleasure’, der består af tre dekorative udgaver af Simone de Beauvoirs ‘Det andet køn’ på én væg, et monokromt fotografi af baggrunden i kunstnerens studie på akademiet ved siden af tre fotokopier af Eckersbergs ‘Ung pige klæder sig af’ fra 1844 på den anden væg og et print af et billede af et orientalskudseende tæppe med en fisk i midten på den sidste.

Men det er så pokkers præcist udført. Ifølge en lille tekst er effekterne noget, kunstneren har fra sin mor, og der er sågar et skilt med en henvisning til en bog om letlæselig filosofi, som moderen købte på udgivelsesåret og angiveligt har slidt næsten ned, men som ikke er der!

Man vil muligvis ikke kunne holde mange minutter ud i Bastens selskab, hun er nok det, man på godt gammeldags dansk kalder anal, tænk sig at have ligget i fosterstilling i så mange år, som det har taget at opbygge så omfattende en fuglerede af kvindefølelser og så eksekvere det i kun otte-ni effekter!

Det er det perfekte værk. Komplekst, uforklarligt, enkelt og smukt.

Allerede i det tilstødende rum går det op for en, at finanskrisen og lokalerne næppe er ene om succesen. Det er 2010, der er en særlig stærk årgang.

Jan S. Hansen kommer nemlig fuldstændig ud af det blå med mystiske masker, mandekultur og dødningehoveder, der spiller fløjte i et glas med rødt sand og et lysbilledeshow af gravsten for kæledyr. Det er 100 værker (!!!) i sit eget univers, der måske snitter det så populære gammel-skater-punker-der-nægter-at-dø-fælden, og de fleste af værkerne ville da også gøre sig godt som tattovering, men de låner kun fra en populær æstetik, de har ikke deponeret deres kritiske potentiale der sammen med det

øvrige Vesterbro.

Intet må betrædes

Man bliver kåd, når man spadserer gennem Afgang 2010, energien er høj, og den sædvanlige hovedpine ved at se på kunst, der tager sig selv dødsensalvorlig, melder sig stort set ikke. Måske fordi eleverne er så forskellige. Måske fordi malerierne er placeret tæt på indgangen, så galleristerne ikke skal gå så langt og derved efterlader alle de bagerste rum som en labyrint af sorte rum med overraskelser.

I Michala Batholdy Clemmensens værk føler man sig i den dæmpede belysning som en prozac-patient, der får adgang til sin egen krydder, alt er kaos, og intet må betrædes, men der er ingen nuller i hjørnerne, og træet, som den halve trappe er lavet af, er helt nyt.

Det’ fandme næsten uhyggeligt du!

Dybt originalt

Hypnosekunstneren Lea Porsager er gået helt besærk i sin genvækkelse af den gamle modernist og kunstkritiker Jane Heap, der vendte kunsten ryggen ved mødet med Porsagers guru, mystikeren Gurdjieff.

Porsager er besat af tal og jernstænger og danser selv i filmen, der refererer Gurdjieffs meningsløse bevægelser, og selv om det handler om en gruppe uden leder, er der ingen tvivl om, at Porsager ligger lunt blandt dimittenderne. Det er psykologisk, intenst og dybt originalt.

I en helt anden boldgade finder vi Jette Hye Jin Mortensens tre-kants-installation med seks skærme på en stor væg, der synkront viser en video, hun har fået lavet til en udstilling i Korea, hvor man føler, at man mindst skal bruge et år for helt at greje omfanget af projektet.

Men hun er i hvert fald splittet i forhold til at være adopteret og har lagt sig i professionelle eksterne medie-hænder, der på en meditativ og også lidt House of Daggers-agtig måde har instrueret hende som indflydelsesrig Buddha-bedende pacifist.

Det virker, som om hun kontekstualiserer kontekstualiseringen, som om hun har trådt endnu et skridt tilbage i forhold til de indre besværligheder, der følger med en dobbelt-identitet. (Eller også er det lige omvendt) Men selv om man ikke tager med på den rejse, er den æstetiske del af værket ren Michael Jackson.

I den lettere (?), men ikke mindre kunstneriske afdeling har vi Rasmus Høi Myginds tag beklædt med tagpap og iført tagrender, der fylder en hel væg.

På afstand tror man, det er et helt fladt sort grynet billede, det er virkelig stort, mange meter bredt og højt, og pludselig helt tæt på ser man, hvordan det står ud i rummet. Men det er stadig lidt synd for væggen.

Næste gang må han afmontere den og lægge den ovenpå taget.

Man kunne snildt fortsætte rækken af værker, der fortjener spalteplads, men mon ikke eftertiden sørger for det. Der skulle i hvert fald være basis for, at 2010-årgangen vil blive husket mange år frem.

5 stjerner – Olafur Eliasson, Innen Stadt Außen på Martin-Gropius-Bau, Berlin, 2010

Innen Stadt Außen, indre by udenfor, eller blot indenfor i stedet for udenfor, giver god jysk robust mening allerede i de første to rum, hvor fliserne fra fortovet udenfor fortsætter. Det ser ikke helt vildt ud, man har vel hørt om minimalisterne, men i lige så høj grad som Olafur Eliasson gerne vil have os til at betragte os selv, imens vi oplever noget velkendt, der pludselig er så ophøjet, at vi knap nok tør gå på det, er det nok også en løftestang fra ham. Behold bare den flade hat på. Jeg er faktisk folkelig, jeg laver kunst til dig, og dig, og dig. Hvilket igen understreges af omfattende offentlige grene af Innen Stadt Außen lige fra drivtømmer og cykler med spejle som egere i Berlins gader – til en skulptur på en ø udenfor byen.

Klinisk og sterilt

Det næste, man møder, er en spejlvæg og diverse rum, hvor ens skygge blæses op i størrelse og i forskellige farver på væggene. I andre rum er der arrangeret spejle og illusioner – alt sammen for at få os til at opleve vores sanser for at blive klar over, hvordan vi gør, når vi oplever. Det er Voksen Nørd på Ramasjang – klinisk, sterilt, uden humor og med en bitter bagkant. Det handler om, at vi alle forstår tingene forskelligt, der findes ikke noget ‘vi’, kun et du eller jeg. Hvad Houllebecq har gjort for kærlighed, har Olafur gjort for oplevelsen. Hvor den franske forfatter har ødelagt illusionerne ved at isolere sex, har Olafur gjort det ved at skille sanserne fra resten af os. Det virker måske på flyskræk at kende enhver lyd i maskinen, men et klinisk forhold til nydelse eller til sanser har aldrig hjulpet nogen til at blive bedre som mennesker. Hverken i deres forhold til næsten eller sig selv.

Blottet for mennesker

Formlen går igen og igen i de mange store rum i Martin Gropius Baus stueetage. I Mikroskop, en enorm og evig spejlkonstruktion, ser vi himlen over Berlin omkring os og et andet sted indhylles vi af tåge i forskellige farver og mærker os selv bevæge os som væske frem for krop. Igen handler det om vores indre, men aldrig som i følelser, altid kun som i evner. Værkerne er blottet for menneskelig tilstedeværelse, de er så formelle og rene i snittet, så fysikbogsudførte og så konsekvente, at det understreger et kynisk menneskesyn, hvor vi i virkeligheden er maskiner eller kunstig intelligens i cyberspace.

Fortid som ‘breakdancer’

Kun ét sted går det galt – i to lysekroner, der med deres kiksede gullige farver og pussenussede detaljer minder om kitsch, eller i bedste fald pynt, hvilket næsten kun kan være med vilje, et trick af Olafur, der ligesom scenerne med hans børn i dokumentaren om ham på DR2 forleden, skal få os til at se på ham som et menneske.

Det lykkes heller ikke på Innen Stadt Außen. Men skønheden og en vel gennemført fastholdelse af et teknisk brand kan ingen tage fra ham. Det er svært fascinerende at sanse isolerede fænomener og leder naturligvis straks tankerne hen mod, hvad der sker, når noget formelt bliver formaliseret og kogt ind og formaliseret igen og igen og igen. Olafur giver intet af sig selv. Hans egen person er reduceret til ingenting. Vi ser intet gennem hans øjne, kun gennem naturfysikerens og vores egne øjne. Det burde ikke give os et kick. Men det gør det. Måske fordi der opstår et punkt et andet sted, på den anden side af det formelle – måske ligefrem et nulpunkt, hvor der opstår nyt liv, hvilket både kan forklare den Gud-agtige kunst, Olafurs forfejlede selviscenesættelse i førnævnte dokumentar og hans fortid som breakdancer.

En luftig taber

Tal R ligner sin kunst. Henrik Olesen ligner sin kunst. Kristian Hornsleth ligner sin kunst. Olafur ligner sin kunst til helt uhyggelig grad, men hans fortid som breakdancer vil altid stå som en gåde, fordi det rokker afgørende ved billedet af en kontrolfreak, der aldrig har grinet. Men måske var det den anden vej rundt. Måske var det slet ikke Olafur, der dansede, men blot en cyborg, der bevægede sig.

Det sidste værk, der skal fremhæves, er et 10 minutter langt videoværk, hvor Olafur har monteret et spejl på siden af en varevogn, som så efterfølgende er blevet filmet på sin tur gennem Berlin. Det lyder fjollet og hænger egentlig heller ikke sammen med Olafurs øvrige praksis, da en spejling bliver statisk og altså ikke kun eksisterer som et virtuelt rum, når den bliver filmet, hvorfor det pludselig er Olafurs sansning vi skal belemres med. Til gengæld virker det dragende, og selv om det helt sikkert også strider mod kunstnerens ædle og maskinelle hensigter, så virker værket paradoksalt nok som god gammeldags kunst, hvor andre stiller spørgsmål ved ens eksistens i byen. Hvem spejler hvad osv. Er dit liv baseret på noget ikke-eksisterende? Er du i virkeligheden en luftig taber? Og den dag den erkendelse når ud, er vi alle færdige, og individualiseringen er total.