5 stjerner
Sophie Calle er back to basics. Hun er kunstens svar på Shania Twain, vedkommende og letforståelig for et stort publikum og med et enormt fordybelsespotentiale for den særligt interesserede.
Archive for the ‘5 stjerner’ Category
SVÆLG I YNK
fredag, august 27th, 2010HVIS BÅDFLYGTNINGE KUNNE SYNGE
fredag, august 27th, 2010
Jürgensen og Dybbroes italienske ø-værk er en småpervers genvej til det mentale ingenmandsland
5 stjerner
Det ligner noget futuristisk modernistisk gejl fundet på en strand, det ligner det sædvanlige lal hvor man mimer kunsten uden selv at sætte noget på spil. Men så er der musikken, noget ganske underligt fra en pladespiller på gulvet, lyde og rytmer og det går op for én, at det er hjemmegjorte musikinstrumenter man er omgivet af, og lidt senere endnu når man drejer om hjørnet i det lille galleri og opdager filmen, ser man at det minsandten er ø-gjorte instrumenter.
Alt er tilfældigt
onsdag, juni 30th, 20105 stjerner – Lindsay Seers, It has to be this way² på Statens Museum for Kunst, 2010
Lindsay Seers stedsøster rejste til Vestafrika for at finde sandheden om sine forældre, der pludselig havde forladt hende. Hendes stedsøster var muligvis jaloux på hendes succes som kunstner, og stedsøsterens tur var muligvis ment som et kunstværk, og hun fandt frem til, at forældrene havde smuglet diamanter. Men få år senere mistede stedsøsteren hukommelsen i en trafikulykke, og ingen har set hende siden.
Der er håb
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Afgang 2010 på Kunsthal Charlottenborg, 2010
Tænk sig at lokaler og finanskrise kan betyde så meget. Kunstakademiets afgangsudstilling er på ét år gået fra hygge-loppemarked med grådige gallerister til jernhård-kunsthal med internationalt potentiale.
Hvad der på Gl. Strand, da det hed ‘Exit’, lidt for ofte mindede om TV 2 Radios leflen for lytterne, har nu på Charlottenborg som ‘Afgang’ fået Vice-Visionaire- Harpers-selvtillid, uden at det er blevet skatergenerationens se mig og fuck hele verden. De fleste ville snildt kunne hænge i Basel eller på et tysk galleri.
En smule analt
Bullshit-værdien er muligvis i top i et værk som Berit Bastens ‘Private Collection or Playing the Piano for Pleasure’, der består af tre dekorative udgaver af Simone de Beauvoirs ‘Det andet køn’ på én væg, et monokromt fotografi af baggrunden i kunstnerens studie på akademiet ved siden af tre fotokopier af Eckersbergs ‘Ung pige klæder sig af’ fra 1844 på den anden væg og et print af et billede af et orientalskudseende tæppe med en fisk i midten på den sidste.
Men det er så pokkers præcist udført. Ifølge en lille tekst er effekterne noget, kunstneren har fra sin mor, og der er sågar et skilt med en henvisning til en bog om letlæselig filosofi, som moderen købte på udgivelsesåret og angiveligt har slidt næsten ned, men som ikke er der!
Man vil muligvis ikke kunne holde mange minutter ud i Bastens selskab, hun er nok det, man på godt gammeldags dansk kalder anal, tænk sig at have ligget i fosterstilling i så mange år, som det har taget at opbygge så omfattende en fuglerede af kvindefølelser og så eksekvere det i kun otte-ni effekter!
Det er det perfekte værk. Komplekst, uforklarligt, enkelt og smukt.
Allerede i det tilstødende rum går det op for en, at finanskrisen og lokalerne næppe er ene om succesen. Det er 2010, der er en særlig stærk årgang.
Jan S. Hansen kommer nemlig fuldstændig ud af det blå med mystiske masker, mandekultur og dødningehoveder, der spiller fløjte i et glas med rødt sand og et lysbilledeshow af gravsten for kæledyr. Det er 100 værker (!!!) i sit eget univers, der måske snitter det så populære gammel-skater-punker-der-nægter-at-dø-fælden, og de fleste af værkerne ville da også gøre sig godt som tattovering, men de låner kun fra en populær æstetik, de har ikke deponeret deres kritiske potentiale der sammen med det
øvrige Vesterbro.
Intet må betrædes
Man bliver kåd, når man spadserer gennem Afgang 2010, energien er høj, og den sædvanlige hovedpine ved at se på kunst, der tager sig selv dødsensalvorlig, melder sig stort set ikke. Måske fordi eleverne er så forskellige. Måske fordi malerierne er placeret tæt på indgangen, så galleristerne ikke skal gå så langt og derved efterlader alle de bagerste rum som en labyrint af sorte rum med overraskelser.
I Michala Batholdy Clemmensens værk føler man sig i den dæmpede belysning som en prozac-patient, der får adgang til sin egen krydder, alt er kaos, og intet må betrædes, men der er ingen nuller i hjørnerne, og træet, som den halve trappe er lavet af, er helt nyt.
Det’ fandme næsten uhyggeligt du!
Dybt originalt
Hypnosekunstneren Lea Porsager er gået helt besærk i sin genvækkelse af den gamle modernist og kunstkritiker Jane Heap, der vendte kunsten ryggen ved mødet med Porsagers guru, mystikeren Gurdjieff.
Porsager er besat af tal og jernstænger og danser selv i filmen, der refererer Gurdjieffs meningsløse bevægelser, og selv om det handler om en gruppe uden leder, er der ingen tvivl om, at Porsager ligger lunt blandt dimittenderne. Det er psykologisk, intenst og dybt originalt.
I en helt anden boldgade finder vi Jette Hye Jin Mortensens tre-kants-installation med seks skærme på en stor væg, der synkront viser en video, hun har fået lavet til en udstilling i Korea, hvor man føler, at man mindst skal bruge et år for helt at greje omfanget af projektet.
Men hun er i hvert fald splittet i forhold til at være adopteret og har lagt sig i professionelle eksterne medie-hænder, der på en meditativ og også lidt House of Daggers-agtig måde har instrueret hende som indflydelsesrig Buddha-bedende pacifist.
Det virker, som om hun kontekstualiserer kontekstualiseringen, som om hun har trådt endnu et skridt tilbage i forhold til de indre besværligheder, der følger med en dobbelt-identitet. (Eller også er det lige omvendt) Men selv om man ikke tager med på den rejse, er den æstetiske del af værket ren Michael Jackson.
I den lettere (?), men ikke mindre kunstneriske afdeling har vi Rasmus Høi Myginds tag beklædt med tagpap og iført tagrender, der fylder en hel væg.
På afstand tror man, det er et helt fladt sort grynet billede, det er virkelig stort, mange meter bredt og højt, og pludselig helt tæt på ser man, hvordan det står ud i rummet. Men det er stadig lidt synd for væggen.
Næste gang må han afmontere den og lægge den ovenpå taget.
Man kunne snildt fortsætte rækken af værker, der fortjener spalteplads, men mon ikke eftertiden sørger for det. Der skulle i hvert fald være basis for, at 2010-årgangen vil blive husket mange år frem.
Voksennørden er en cyborg
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Olafur Eliasson, Innen Stadt Außen på Martin-Gropius-Bau, Berlin, 2010
Innen Stadt Außen, indre by udenfor, eller blot indenfor i stedet for udenfor, giver god jysk robust mening allerede i de første to rum, hvor fliserne fra fortovet udenfor fortsætter. Det ser ikke helt vildt ud, man har vel hørt om minimalisterne, men i lige så høj grad som Olafur Eliasson gerne vil have os til at betragte os selv, imens vi oplever noget velkendt, der pludselig er så ophøjet, at vi knap nok tør gå på det, er det nok også en løftestang fra ham. Behold bare den flade hat på. Jeg er faktisk folkelig, jeg laver kunst til dig, og dig, og dig. Hvilket igen understreges af omfattende offentlige grene af Innen Stadt Außen lige fra drivtømmer og cykler med spejle som egere i Berlins gader – til en skulptur på en ø udenfor byen.
Klinisk og sterilt
Det næste, man møder, er en spejlvæg og diverse rum, hvor ens skygge blæses op i størrelse og i forskellige farver på væggene. I andre rum er der arrangeret spejle og illusioner – alt sammen for at få os til at opleve vores sanser for at blive klar over, hvordan vi gør, når vi oplever. Det er Voksen Nørd på Ramasjang – klinisk, sterilt, uden humor og med en bitter bagkant. Det handler om, at vi alle forstår tingene forskelligt, der findes ikke noget ‘vi’, kun et du eller jeg. Hvad Houllebecq har gjort for kærlighed, har Olafur gjort for oplevelsen. Hvor den franske forfatter har ødelagt illusionerne ved at isolere sex, har Olafur gjort det ved at skille sanserne fra resten af os. Det virker måske på flyskræk at kende enhver lyd i maskinen, men et klinisk forhold til nydelse eller til sanser har aldrig hjulpet nogen til at blive bedre som mennesker. Hverken i deres forhold til næsten eller sig selv.
Blottet for mennesker
Formlen går igen og igen i de mange store rum i Martin Gropius Baus stueetage. I Mikroskop, en enorm og evig spejlkonstruktion, ser vi himlen over Berlin omkring os og et andet sted indhylles vi af tåge i forskellige farver og mærker os selv bevæge os som væske frem for krop. Igen handler det om vores indre, men aldrig som i følelser, altid kun som i evner. Værkerne er blottet for menneskelig tilstedeværelse, de er så formelle og rene i snittet, så fysikbogsudførte og så konsekvente, at det understreger et kynisk menneskesyn, hvor vi i virkeligheden er maskiner eller kunstig intelligens i cyberspace.
Fortid som ‘breakdancer’
Kun ét sted går det galt – i to lysekroner, der med deres kiksede gullige farver og pussenussede detaljer minder om kitsch, eller i bedste fald pynt, hvilket næsten kun kan være med vilje, et trick af Olafur, der ligesom scenerne med hans børn i dokumentaren om ham på DR2 forleden, skal få os til at se på ham som et menneske.
Det lykkes heller ikke på Innen Stadt Außen. Men skønheden og en vel gennemført fastholdelse af et teknisk brand kan ingen tage fra ham. Det er svært fascinerende at sanse isolerede fænomener og leder naturligvis straks tankerne hen mod, hvad der sker, når noget formelt bliver formaliseret og kogt ind og formaliseret igen og igen og igen. Olafur giver intet af sig selv. Hans egen person er reduceret til ingenting. Vi ser intet gennem hans øjne, kun gennem naturfysikerens og vores egne øjne. Det burde ikke give os et kick. Men det gør det. Måske fordi der opstår et punkt et andet sted, på den anden side af det formelle – måske ligefrem et nulpunkt, hvor der opstår nyt liv, hvilket både kan forklare den Gud-agtige kunst, Olafurs forfejlede selviscenesættelse i førnævnte dokumentar og hans fortid som breakdancer.
En luftig taber
Tal R ligner sin kunst. Henrik Olesen ligner sin kunst. Kristian Hornsleth ligner sin kunst. Olafur ligner sin kunst til helt uhyggelig grad, men hans fortid som breakdancer vil altid stå som en gåde, fordi det rokker afgørende ved billedet af en kontrolfreak, der aldrig har grinet. Men måske var det den anden vej rundt. Måske var det slet ikke Olafur, der dansede, men blot en cyborg, der bevægede sig.
Det sidste værk, der skal fremhæves, er et 10 minutter langt videoværk, hvor Olafur har monteret et spejl på siden af en varevogn, som så efterfølgende er blevet filmet på sin tur gennem Berlin. Det lyder fjollet og hænger egentlig heller ikke sammen med Olafurs øvrige praksis, da en spejling bliver statisk og altså ikke kun eksisterer som et virtuelt rum, når den bliver filmet, hvorfor det pludselig er Olafurs sansning vi skal belemres med. Til gengæld virker det dragende, og selv om det helt sikkert også strider mod kunstnerens ædle og maskinelle hensigter, så virker værket paradoksalt nok som god gammeldags kunst, hvor andre stiller spørgsmål ved ens eksistens i byen. Hvem spejler hvad osv. Er dit liv baseret på noget ikke-eksisterende? Er du i virkeligheden en luftig taber? Og den dag den erkendelse når ud, er vi alle færdige, og individualiseringen er total.
Køb, køb, køb
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Night på Copenhagen Photo Festival, 2010
Når man står foran Skuespilhuset med kig til Olafur Eliassons lysekroner i Operaen og ser det lille lærred med projiceringer af Todd Hidos enestående fotografier, fjernes den sidste rest af tvivl. Billedkunsten er reduceret til at være en lille ynkelige pynt, der kun lever på de andre kunstarters nåde. Det er billedkunsten, der står sidst i køen til gulerødderne.
Todd Hido fotograferer huse med lys i vinduerne, dårligt vejr og tv-skærme. Billederne, der alle er taget om natten, er taget med så lang lukketid, at lyset fra husene fremstår levende, som om det er lyset, der bor der, som om alt det, man frygter, kan ske i den mørke nat nu pludselig sker indenfor. Den ellers så uhyggelige mørke nat er pludselig det tryggeste sted at opholde sig.
I Cinemateket er placeringen endnu mere ydmyg. Fra Filmhusets sidste vindue mod Landemærket kan man se et udvalg af Jacob Holdts amerikanske billeder fra ren, rå, strukturel racisme til fattig kærlighed og den Ku Klux Klan, han selv er webmaster for.
Night-delen af Copenhagen Photo Festival består af syv internationale kunstneres værker, der vises om natten på skærme og husfacader i København. Værkerne er lette at relatere til natlige oplevelser og sælger på fornem vis billedkunsten til den intetanende beskuer eller den mere hærdede kunstbruger, som finder det befriende at se på kunst i nye rammer.
Borgmesteren har slået hovedet
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Christian Schmidt-Rasmussen, Daywalker, giv slip, Overgaden, 2010
Vand nøjes med at sive gennem det nærmeste hul. Christian Schmidt-Rasmussen er fortsat henover det mentale terrassegulv og lader blodet dryppe på vores indre loft som fra en bruser. Man føler sig overvældet ved mødet med behagelige og idylliske landskabsmalerier fra Sydhavnen, collager med kroppe, tekster med indre dialoger og en semiselvbiografisk bog med kunstneren i hovedrollen som vampyr.
Hvis kunstudstillinger er byer af udtryk, er Schmidt-Rasmussens udstillingDaywalker, giv slip på Overgaden en af de sjældne med gader og stor statue af grundlæggeren. Det er en forvirrende og mærkelig by, men man prøver at ligne én, der altid har været der, når man slentrer rundt mellem billederne på de store grøn- og sortmalede vægge, der fungerer som tavler for Schmidt-Rasmussens neurotiske, umiddelbare og tilsyneladende hukommelsestabte eller måske ligefrem socialt afmonterede følelsesliv.
Sukkersødme og svaner
»Basis. Det røde lys ved Frederiksberg Center tæller ned mod grønt sekund for sekund. Noget andet. Ingenting.«
Og krydsende hen over det, i krusedulle-bobler:
»En onsdag eftermiddag. Lettelse. Eufori.«
Væggene er overstrøet med afstikkere og associationer, der ikke tjener noget formål, og vi opdager, at vi står i en række rum med en mand for hvem, der ikke er nogen slutninger eller beslutninger, men kun tanker og adfærd. Enhver udvikling er ham fremmed. Og det selv om det modsatte hober sig op på de mange malerier på væggene, børn der kælker på den bakke i Hvidovre, hvor King Diamond er opvokset, og børn og voksne, der står i kø på en legeplads, og uforklarlig evigskøn sukkersødme i Sydhavnen med svaner, både og løbende maling.
Sær og pudsig
Teksterne river i idyllen. For borgmesteren har tilsyneladende slået hovedet. Og sikke et slag. Selv de mest elementære handlinger og tanker er kortsluttede. Han har rullet tusind års arbejde tilbage til nul, så den akkumulation af menneskelig erfaring, der bare er fortsat non stop, og som han har malet, pludselig fremstår sær og pudsig. På et mandsstort lærred har borgmesteren med løs hånd malet et tårn uden krop, balancerende på pæle med slæder og slisker, der snor sig, en lang stang der er monteret i midten, så den vipper, hvis man sætter sig i den høje ende. Og ved siden af maleriet op af væggen har borgmesteren anbragt en malet gren, som om det er den, der var den tankemæssige begyndelse på dette mærkværdige aggregat til børneleg, som, hvis det var Schmidt-Rasmussen, der havde været ved magten derude i den virkelige verden, næppe var endt som andet end en malet gren.
Velskrivende vampyr
Malerierne alene er smukke og følsomme, men sammen med de enorme collager af fremmedgjorte mennesker bliver der tilføjet en kritik af den træthed, der hænger over samfundet, og som netop understreges af teksterne på væggene. En tekst handler for eksempel om, hvad der sker, når man poster et brev ved at smide det ud af vinduet. Det virker absurd at stille spørgsmål ved så indgroede systemer og rutiner, hvorfor ikke hellere komme med noget nyt i stedet for at kritisere det eksisterende? Måske er det kunstnerens vigtigste rolle, Schmidt-Rasmussen her undersøger, hvilket understreges af den publikation, der følger med udstillingen.
I den semi-selvbiografiske bog (forhåbentligt) er Christian Schmidt-Rasmussen en usædvanlig velskrivende vampyr. Her om sit første mord, der skyldtes en krænkelse, der naturligvis ramte den unge vampyr på grund af den helt særlige følsomhed eller kortslutningstrang som en sand kunstner tilsyneladende er født med.
»Han blev fordelt ud over facaden på et kasino, hans lilletåknogler filede jeg til, så de den aften blev brugt som kugler i rouletten. Hans tarme brugte jeg til at lave forstoppelse i bidéet på damelokummet bag VIP-loungen, og i det hele taget udviste jeg en formidabel kreativitet eller hittepåsomhed som jeg plejer at kalde det, for ikke at blande det sammen med den proces, der udfolder sig på mit værksted.«
Gå hele vejen
Hvor symptomatisk for kunstnerens rolle. Mennesket ser det som en gud, og guderne ser det som et menneske. Christian Schmidt-Rasmussen er fanget mellem sit eget forhold til os og vores forhold til kunstnere.
Hvem har ikke drømt om den store kunstner, der frembringer ægte værker af stor og eviggyldig værdi? Hvem har ikke drømt om det evige liv og det uudtømmelige lager af viden, erfaring, formue og fast ejendom? Men ligesom med vampyren, der også er noget særligt, der har verden for sine fødder, så kræver det sand nedværdigelse at gå hele vejen. De sidste meter kræver, at blodet flyder. Den venlige kunstner har heller ikke nogen stor fremtid foran sig. Vi skal slå vores egne ihjel. Vi skal have ubehagelige ofre på bordet. Vi skal udfordres og tvinges til alt muligt, vi ikke bryder os om.
Vi vil lære noget nyt. Vi vil have en endnu bedre legeplads, endnu smukkere bygninger, vildere kælke. Men hvad gør de pokkers kunstnere? Ikke en skid. De forstår end ikke det, vi andre tager for givet.
Når borgmester Schmidt-Rasmussen tager os med på tur, får man måske ikke lyst til at flytte ind, men man kan se sig selv i den. Med lidt god vilje trænger vampyrens kortslutningstrang ind under huden på os, og vi ser byen og rutinerne med mere åbne øjne.
DANMARKS BEDSTE MALER
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Peter Linde Busk, Bold as a Lunatic Troupe of Demons in Drunken Parade hos Galleri Christina Wilson, Esplanaden 8B, København til den 29. maj
Virtuose referencer og helt vidunderlige farvesammensætninger slår benene væk under selv den mest forfrosne beskuer. Det må have krævet et stort overblik at kunne håndtere alle lige fra Gorky til de Koonig, Picasso, Klee og Verner Panton, og hvem der ellers var store i midten af det sidste århundrede, og få det til at gå op i en højere enhed med nullernes figurativitet på en måde, så det stadig ser naivt og uspoleret ud, uden at gå i seng med den rene kitch.
I ‘Same blood, not the same he’ ser vi blodet der er løbet ud af en mand i et vægtløst rum. Det er orkestreret på en mørk baggrund, man ser kun omridset af en mand, men den måde det blod er malet på, er så pokkers dekorativt, at man næsten er ved at rive sig i håret af velbehag.
Overfor er samme billede dækket i en collage af små stykker lærred der er malet gule og påklistret i et møjsommeligt Gustav Klims’k mønster. Midt i det hele står en pudsigt udseende mand med kun ét øje, en orientalsk hovedbeklædning og en spansk udseende dragt fra Kong Filips tid.
Disse nogle gange ligefrem Poul Pava-lignende motiver der ind imellem er mere pusseløjerlige end de er Dubuffet er eneste anke, men selv med dem, er der potentiale til en position som Danmarks bedste maler. Stien fortsatte alligevel på den anden side af Tal R.
Idé om objektiv historieskrivning
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Kasper Akhøj, Welcome (to the teknival) på Overgaden, 2010
De hule jernrør sat sammen i hjørnerne af små to- og trebenede elementer og opsat i loftet som skeletter til flyvende tallerkener ligner gamle, minimalistiske skulpturer, der har stået udenfor i Marfa og er blevet mærket af vind og vejr, inden Kasper Akhøj har fundet dem.
I virkeligheden er det et udstillingssystem udviklet til verdensudstillinger af danske Poul Cadovius, overtaget af kineserne og solgt til kommunisterne i det gamle Balkan, indtil MoMA i New York købte det forleden, og nu skal Abstracta, som systemet hedder, i produktion igen.
På væggene i rummet på førstesalen på Overgaden hænger en række fotografier fra en faldefærdig hytte. Oplevelsen af dem ændres radikalt ved læsning af teksten, der hører til værket Welcome(to the teknival).
Hytten hedder E.1027 og arnested for en af modernismens helt store personlige farcer mellem den lesbiske arkitekt Gray, superstjernen Le Corbusier, der uden tilladelse malede på væggene, en grisk læge, der snørede sin patient og en fransk stat, der nu endelig har indset værdien af bygningen. Kasper Akhøj følger restaureringen tæt.
Akhøjs arbejde er i familie med Danh Vos og handler om den værdigenstande akkumulerer gennem historien, men hvor Danh Vo frembringer færdige objekter, er værket hos Akhøj i virkeligheden hans løbende arbejde, hvilket udstillingen så giver os et indblik i.
Til gengæld stiller de sig begge kritiske over for den i øvrigt også helt igennem falske idé om en objektiv historieskrivning. Akhøj er poetisk, æstetisk og subjektiv i den manipulerede fortælling, der for eftertiden vil fremstå som sandheden, da den indeholder noget så sjældent som ånd.
En mindre regnskov
onsdag, juni 30th, 2010
5 stjerner – Peter Callesen, ‘Skin of Paper’, Kunsthallen Nikolaj, 2010
Fravær og skrøbelighed, både som materiale og mand, er gennemgående temaer i den virtuose udstilling i Nikolaj Kirke.
Her er både de nyklassiske papirværker, hvor Callesen ud af ét enkelt hvidt A4-ark klipper et tredimensionelt motiv, her er en næsten én til én gengivelse af kirkens endevæg i papir samt et slot i pap med masser af videoer fra Callesens tid som performer og videokunstner.
De mest berømte af dem, hvor han er klædt ud som sit alterego – en brun ælling – er skønne at gense, her bliver manderollen pillet helt ned, Callesen giver sig hen til håbløsheden og vil hverken være sin krop eller sit ansvar som kunstner bevidst. I én af performancene er han nødt til at afklæde sig kostumet for at matche sit eget billede på væggen, hvorefter han forlader galleriet, hvor det foregik, nøgen. Og der er endnu ældre videoer, for eksempel en ren Peter Landsk biltur, der foregår på toiletsædet med kameraet rettet stift mod en meget sammenkrøllet penis.