4 stjerner – Kurs: Torvet på Museet for Samtidskunst, 2009
Torvet er et dejligt neutralt sted og dermed et godkendt oplæg i en temahungrende tid, hvor nyttetankegang og krav til markedsføring, pressedækning og publikumsantal har trængt kuratorerne op i en krog. Tænk om fodboldkampe blev solgt som dribleturneringer eller langskudskampe!? Næ, det er ikke nødvendigt, fodbold har ikke lidt under samme selvtillidsfald som samtidskunsten. Fodbolden står stolt.
Men er der andet end selvtillid, de pokkers kuratorer og institutioner mangler? For selvfølgelig er der ikke nogen, der går på museum for at få et ’virkelighedstjek’ eller for at ’gentænke klimaet,’ de kommer for at se god kunst. Og hvad er så værre end at få trukket et perspektiv ned over hovedet, muligvis enddog et perspektiv, kunstneren ville have hadet, og som forhindrer tankerne i at forsvinde i den retning, de ellers ville have bevæget sig i? Temaer, når de er værst, er ligesom billeder i skønlitteratur. Noget forpulet skidt.
Institutionernes største mangelvare er mod. De er hoppet med på tidens krav om nytte og effektivitet. Kunst skal lære os noget og vise os noget og kunne bruges til noget. Og man skal meget gerne kunne regne ud inden, hvordan det kommer til at gå. Hvordan skulle vi ellers kunne forsvare det, siger de i kor med Mr. Music’s forretningsplan, der muligvis har været en økonomisk succes, men alligevel er endt som en parentes, man kun griner af.
Dronninegns begravelse
Nuvel, vi kan ikke alle være Louisiana og blot åbne dørene, men fordi et begreb som Torvet er så erkendelses-neutralt, er det et okay kompromis, Museet for samtidskunst er kommet op med. Ikke sexet, men okay.
Nanna Debois Buhl har fundet en lang række postkort med billeder af det nærværende Stændertorvet, som hun har placeret i en frise rundt om lokalet. Det er næsten magisk, fordi motivet er det samme, men alligevel så forskelligt, og man kan ikke undgå at smile af ens egen fuldstændig ureflekterede begejstring over torvet. Hvor langt har man ikke kørt med skrigende unger på bagsædet under en ferie for at finde det pokkers torv, der selvfølgelig aldrig kunne indfri de urimelige forventninger om betingelsesløs afslapning og nærvær? Og så sad man der og skrev postkort og kiggede rastløst efter tjeneren.
Duoen Ben Clement og Sebastian de la Cour har med Begravelsen af Danmarks sidste Dronning lavet udstillingens mærkeligste værk: En enorm kasse med domkirkespir på toppen, en grim stank af olie og små kig ind til en overvældende verden af tandhjul, optog, torv og kirkelige detaljer. Personalet insistererede på, at der ikke var noget, der skulle kunne bevæge sig derinde, men mon ikke kunstnerne i hvert fald gerne vil give en illusion af noget mekanisk, der understreger absurditeten i hele monarkiet? Hvorfor man også kun som store Gud, der kigger indenfor i den ildelugtende kasse kan smile af, at hullerne kun tillader ét øje af gangen. Som om Gud kunne holde ud at se os små mennesker i stereo…
Irriterende værk
Der er skrevet meget om Jesper Justs bedste film Ingen mand er en ø, men nu hvor den tidsmæssigt (2004) er kommet lidt på afstand, fremstår den næsten som en bro mellem 90’ernes indre bryderier og nullernes del af en større bevidsthed. Det kunne også forklare, hvorfor den unge mand græder.
Matthew Buckinghams A man of the crowd er det mest irriterende værk. Med spandevis af litterære referencer til Poe og Benjamin følger vi en ung mand, der følger en ældre mand gennem Wiens gader. Det er sort-hvidt, formelt og udspekuleret og undersøger et eller andet om at forfølge og blive forfulgt og selv være klar over det. Det mangler alt det hjerte, kraft, saft og nerve, som for eksempel Sophie Calle har i sine lignende værker, og selv om kuratorteksten på væggen fortæller, at spejlet i midten af rummet, som filmen projiceres igennem, »på elegant vis udfordrer beskuerens blik«, så har man kun fnys tilovers, når man står der med sin skygge og prøver at lege interaktiv. Det er så fortænkt, at Fætter BR ville fremstå som Moder Theresa, hvis han skulle dukke op. Selv en udskiftning af A man of the crowd med Se & Hørs paparazzivideo med Claus Elming ville være et kunstnerisk fremskidt. Og er det egentlig ikke også på et torv, at Vild med Dans-værten prøver at score de to piger til sidst?
