NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
4 stjerner - Day på Copenhagen Photo Festival, 2010
4 stjerner – The construction of memories hos Galleri Mikael Andersen, 2010
Når det lykkes for Astrid Kruse Jensen at fange lyset som en skulptur i den mørke skov er det udmærket. Når hun kun fanger sin venindes røde kjole på en badebro, eller en rød ballon i skovbunden, bliver det let lidt kikset fordi det er så forceret et møde, som om metafysiklærerne har givet hende lektier for.
4 stjerner – Nikolaj Recke, Kicking up dust, Rohde Contemporary, 2010
Et af de største kunstværker gennem tiderne er Robert Smithsons land art-værk Spiral Jetty, der først for nogle få år siden dukkede op af vandet igen i en sø i Utah, hvor den er lavet i 70’erne af 6.650 tons sorte granitsten.
Nikolaj Recke er ligesom tusinder af andre dybt fascineret af værket, men i stedet for blot at kigge, har han brugt værket i et værk. Der er ikke det samme på spil for Recke i værket Unsecurity Zone (Spiral Jetty), hvor han med bind for øjnene går gennem det 500 meter lange kunstværk, men den fungerer fint som en kommentar til kunstscenen, der efterhånden også mere og mere minder om en dårlig spiralformet parafrase over kunsthistorien.
Tæt på Spiral Jetty ligger stedet, hvor amerikanerne testede den første atombombe. Her har Recke opført et lille skur med skiltet Trinity Land Art Institute, men udstillingens højdepunkt er dog videoen med solopgangen over James Turrells vulkanprojekt Roden Crater, der efter næsten 40 års arbejde endelig ser ud til at åbne for offentligheden i 2011.
4 stjerner – Desiring Subject på Udstillingsstedet Q, 2010
Rusudan Melikishvili og Hilda Ekeroth er begge studerende på akademiet, men har fundet sammen i en vidunderlig stemning af liderlighed, glans og kød.
Rusudan har blandet godt med honning i akrylen, inden hun har sjasket den til med vand og penslet den udover billigt papir, der suger hårdt og hurtigt. Motiverne er frække, og resultatet er stofligt som i Koons, men råt som i Meese. Eller også er det bare pissegodt honning, man får lyst til at tage noget af alt det i munden, de er fulde af på billederne.
Hilda er den undersøgende og eksperimenterende af de to. Hun har grundet to store lærreder med brunt og på den ene med sort malet konturerne af en kvinde, der ligger i en halv fosterstilling med armene over sig. Det andet lærred er magen til, her stammer personen dog ikke fra sort maling, men, hold nu fast, fra et projiceret billede forestillende en nøgen kvinde, der ligger på en gorillapels.
Vi er næsten helt tilbage ved Magrittes pibe, der som bekendt stillede spørgsmål ved, om noget er, hvad det forestiller og hvordan. Vi er i hvert fald et sted med masser af hår og kød og sex, hvor kvinden ikke kun overgiver sig til aben, men også til værket og forestillingen om værket.
4 stjerner – CWR, CONTEMPORARY REFLECTIONS ON WAR på BKS Garage, 2010
En mængde Youtube-videoer, skødesløse fotografier og små malerier og tegninger. Hvordan kan det potentielt give et billede af krig, der ikke overgås af blot en enkelt dags avislæsning?
Amerikanske Audrey Chan har for eksempel i videoværket Boomerang krydsklippet en række videoer taget af amerikanske soldater med en udsendelse om Maya Lin, den unge kvinde der tegnede Vietnam-mindesmærket i Washington. Og danske Julie Galsbo har haft et kamera og en mikrofon en tur i de kulisser, hvor soldaterne træner, inden de skal udsendes.
CRW, Contemporary Reflections on War, er kurateret i anledning af syv årsdagen for invasionen af Irak og består af 24 kunstneres bud på krigskunst, altså deres reflektioner over krig og ikke som i avisernes tilfælde, ideologiserede beretninger forklædt som objektivitet.
For bedre at forstå den nuværende dæknings utilstrækkelighed, og dermed forstå nødvendigheden af en kunstnerisk, kan vi som eksempel forestille os en lille dreng, der udånder i sin seng og ligger stille og hvid i sin mors arme. Det er én til én, vi kan relatere til det, og vi føler uretfærdigheden og smerten i modsætning til forleden, hvor medierne tørt kunne berette om 27 kvinder og børn i Afghanistan, der var blevet dræbt, fordi man havde kastet bomben lidt skævt. Vi kunne konstatere, at det var mange gange mere smertefuldt, men evner ikke at forstå det. Vores abstraktions-niveau rækker simpelthen ikke længere end til selvoplevelser, så hvis vi skal forstå, er vi nødt til enten selv at erfare det eller at erfare det gennem andre.
Og hvis det ikke er eksempel nok, så husk blot tilbage til den ‘objektive’ nyhedsdækning af Christoffer Guldbrandsens Den Hemmelige Krig. Der var ingen flag på deres skuldre, sagde Helge Adam Møller og fik senere uret ligesom den komplette øvrige kritik. I dag er der ingen tvivl om, at der blev overdraget 31 fanger til amerikanerne. Vi kan simpelthen rive måneders ‘objektiv’ og ‘kritisk’ journalistik direkte i skraldespanden.
Og snart vil Guldbrandsens film sikkert blive overgået af en virkelighed, der får den til at blegne, og hvad er vi så efterladt med som dokument for eftertiden? Kunsten. Og det både i billeder, film, digte og romaner, fordi det er beretninger af personer, der først og fremmest har fordybet sig i dem selv ud fra devisen, vi forstår knap nok os selv, så hvordan skulle vi dog kunne forstå et ira-kisk folk eller en udsendt soldat.
Og skal vi tage et historisk blik, er det også kun det kunstneriske, der består, tag blot Homer og Dantes faktuelt ukorrekte digtning. Og Nietzsches vise ord om, at tre anekdoter giver det bedste billede af et menneske. En anekdote! Prøv at få sådan en i TV-Avisen. Næ, de skal ud og berette ‘objektivt’ fra ‘virkeligheden’ …
Audrey Chan prøver at komme så tæt på kilden som muligt for på den måde at føle mest muligt. Hun nøjes ikke med at gå på youtube, men tvinger sig selv til at se på halshugninger og køber private videoer over nettet, samtidig med at hun prøver at trække paralleller til den boomerang, som Vietnamkrigen blev for Amerika.
Og til sidst ender hun i en række bitre tilsvininger af politik generelt, inden hun resignerer og slutter filmen med en kærlighedssang som soundtrack til et mix af bomber, soldater, drab og lykkelige irakere.
Julie Galsbos værk er mere kongenialt. Hun har opført et rum, hvor lyden af en stakåndet person er så høj, at den kan høre i hele gallerirummet. Det lyder, som om der er et vildt dyr i boksen. Inden for kører en video fra Oksbøls kunstige by Brikby, som Galsbo løber rundt i med et kamera foran sig for at vise, at hun har det med krig som med absurdteater, leg og dårlig tv.
I samme kategori, altså skoleeksempler på kunst, er Malene Dams værk, ‘Construction for Peace, 1919’, hvor hun har taget fredstraktaten for Versailles, fundet en illustration over den struktur, aftalen lægger op til, altså kasser og pile med tekst, fjernet ordene, så det kun er stregerne, der står tilbage og fotograferet det.
Et skoleeksempel, fordi det er det rene nonsens, der ikke kan føre en anvendelig nytteetisk erkendelse med sig, højst et eftertænksomt smil. Og så alligevel ser man tilbage på alt det, der er skrevet om Versaillestraktaten, og den måde, man behandler internationale aftaler på i dag, kan det næppe udtrykkes bedre.
Hollandske Mike Smits har lavet en film, der kun består af en rulletekst med navnene på de døde soldater.
Et fint lille greb, der formidler en følelse af, at hele Irak-krigen er som en film, selv om det pludselig virker langt mere virkeligt, når man ser navnene på de faldne danske soldater, som folkene bag en film, den lille enkelte forskubning af en liste over navne, fra én mindetavle til en anden, virker øjenåbnende, næsten som når man går en ny vej til kontoret, bare ikke helt så banal.
I B.T. forleden måtte en anmelder give op, da hun skulle anmelde en episode af Livvagterne. Hun kunne simpelthen ikke, fordi det kom for tæt på virkeligheden. En soldat døde nemlig i serien.
»Mit ellers så kølige overblik er sløret,« skrev hun.
Uden nogen sammenligning i øvrigt har CWR lidt samme effekt. I tyske Stephan Machacs film Get rich og die tryin ser vi 50 små klip med amerikanske soldater, der filmer irakiske børn, der synger 50 Cent-sangen af samme navn. Komplekst og forvirrende kulturel udveksling med maskingevær og kamera. Flere udstillinger af denne slags, tak.
4 stjerner – Katharina Grosse på Arken, 2010
Det kalder på den største poesi at skulle omtale Katharina Grosses værk på Arken og enhver anmeldelse må derfor nødvendigvis falde til jorden med et brag.
Værket, der folder sig ud på væggene og på et 200 kubikmeter bjerg af jord i den lange akse, der skulle forestille et kunstrum, har ikke noget politisk indhold, end ikke i den Eliassonske model, hvor kunsten forlader autonomien og indgår i et nyttigt fællesskab med rummet.
Grosse er mere i familie med Richard Tuttle, der om sit værk på Louisiana, halvbuen der hænger mellem Giacomettierne og kantinen, har fortalt, at det forestiller den bue, man laver med hånden, når man fører den op og væk. Grosses spraybemalede jord, skulpturer, gulve og vægge handler om det øjeblik, hvor få lag af farver har sat noget i gang. Det er uden betydning, hvad der er sat i gang og hvor, det handler om at fange et øjeblik, hvor noget opstår. Vi er helt tilbage ved det blanke ark, som vi anbringer en tusch eller en farveblyant på og ser, hvordan noget begynder.
Men hvor vi andre krøller det sammen eller gemmer det, blæser Grosse det op i en helt enorm skala og tager det alvorligt som kunst. Hvilket mod det ikke kræver at udstille det fænomen, det er blot at lege med farver.
For at øge effekten har hun brugt lift med joystick og spraymaling, så hun kan give os sammenhængende streger længere, end det ellers har været muligt for en menneskelig arm. Maleriet bliver større, og vi bliver mindre og har endnu lettere ved at identificere os med den vidunderlige følelse, Grosse har, når hun begynder på et værk.
4 stjerner – Farven i Kunsten, Louisiana, 2010
Valget af temaet farver er genialt af flere grunde. På det samfundskritiske plan er det sågar næsten dobbelt, da kunsten fejlagtigt af mange opfattes som værende direkte samfundskritisk, hvilket den kun er sjældent. Ligesom musik ofte kun handler om tone og melodi, og litteratur handler om ord, så handler kunst også ofte kun om form og farve. Men i en nytteetisk tid kan den slags forfladigelser være svære at acceptere, tag blot de politiske kulturordføreres statements om kunstens rolle her i avisen i sidste uge.
Ifølge magthaverne er der ingen tvivl, kunsten er den benzin, der danner os og driver hele samfundet.
Valget af tema er også genialt, fordi det giver en oplagt mulighed for at vise en lang række spændende værker af anerkendte kunstnere, uden at skulle retfærdiggøre det yderligere. Og Louisiana har ikke spildt chancen. Det er ren kunsthistorisk lykke.
4 stjerner – Claus Handgaard, Stating the obvious på Galleri Poulsen, 2010
I værket Tumble Tumble Tumble ser vi en mennesketom gade holdt i røde farver. På taget af en af bygningerne står en række tilsyneladende tilfældige tegneserieord som neonskilte og over en åben flyttekasse svæver en masse foldet papir.
Det vækker umiddelbart minder om den italienske kunstner Giorgio de Chiricos 100 år gamle metafysiske malerier, der var malet ud fra en idé om, at alt har to virkeligheder: en synlig, som alle kan se og en usynlig kun få kan se.
I værket Go to hell har nærværende anmelder snydt lidt for at kunne slutte sig til de særligt priviligerede. Værket forestiller et Arne Jacobsen-tegnet sterilt rådhus i Rødovre med lys i alle vinduer og titlen som neon i receptionen. Over rådhuset sidder et enormt neonskilt, der forestiller noget krims krams i forskellige farver og bogstaverne DDD i brede typer.
Den kvikke læser ved allerede nu, at krimskram seriet er en hentydning til Jorn, som så giver mening til de tre D’er, der naturligvis står for Jorns værk Døddrukne Danskere, der var malet i protest mod en amerikansk præsident, der havde kritiseret det danske velfærds system og som tak for at have kulturkritiseret ham ville Georg Metz give Jorn en pris for værket som denne afslog med ordene Go to hell. De kunsthistoriske og arkitektoniske henvisninger er en kende anstrengende, men står dog ikke i vejen for den Las Vegas-agtige tomhed og Mad Magazine-agtige galskab, og selv om nogle af detaljerne i værkerne også lugter lidt af grafiklir, smarte pladecovere og søgt poesi, (en flyttekasse, der går igen og et Arne Jacobsen-hospital, der ligner Rødovre Rådhus, men ikke er nær så indbydende), så vinder virtuositeten.
Det er overraskende, uforudsigeligt og ret sjovt. Man aner en fascinerende indre irritation hos Handgaard som er svær at sætte fingeren på, men alligevel er let at dele. Og det her blev heller ikke den mest velskrevne anmeldelse, men se på de fire stjerner. Udstillingen er glimrende. Og som note kan man snildt rose det særprægede materiale, værkerne er lavet på, nemlig solventprint på aluminiumsplader, der fremstår bløde og appetitlige.
4 stjerner – Ian McKeever: Hartgrove – Paintings and Photographs, Galleri Susanne Ottesen, 2010
Hartgrove består af en række meget store abstrakte malerier, der forestiller enten mørke dækket af lyse strukturer eller omvendt, og en række mindre sort-hvide fotos, hvor Ian McKeever har fundet små revner i hverdagen, hvor lys og mørke mødes.
For eksempel har han fotograferet fire vinduesskodder indefra, de er næsten helt lukket i, men har svært ved at modstå presset fra lyset udefra, der pibler ind gennem hver en lille sprække. På et andet foto står en række toiletruller i en karm og er overbelyste, men alligevel kan man ane mørket i hjørnet bag den inderste rulle.
Udstillingen er stille, smuk og seværdig.
4 stjerner – Nadav Kander, Obamas people i Kunsthallen Nikolaj, 2010
Det er måske ikke den hotteste samtidskunst, men Nadav Kanders 53 portrætter af folkene omkring Obama er til gengæld historiske og gribende. De er inspireret af Richard Avedons serie fra 1976 om magtens mænd, og hvor han dengang i Rolling Stones kunne præsentere en række hvide mænd i jakkesæt er der sket en del siden. Her er mennesker i alle køn, farver, størrelser og aldre, fotograferet i en uhyggelig høj opløsning på hvid baggrund. Det er lige fra vicepræsident Biden som er fremkaldt i 1:1 så man enten kan ranke ryggen og se ham lige i øjnene, eller tjekke kronerne på bisserne der måske er hvide, men til gengæld godt kunne trænge til en pudsning, paradentosen er i hvert fald begyndt at efterlade en lille sort streg i kanten. Og man kan more sig over at den der kommunikerer sig selv værst naturligvis er kommunikationschefen Ellen Moran der ser meget trist ud.